Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2799Visninger
AA

2. Pigen i spejlet

Jeg stirrer frem for mig. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Mine fingres greb om kanten på tæppet, der er blevet svøbt om mine skuldre, strammes i takt med, at mine kæber spændes.

   ”Slap af i musklerne,” hører jeg en person sige bag mig, inden et par blide hænder lægger sig på mine skuldre og begynder at massere for at få mig til at holde op med at spænde i kroppen. Det hjælper. Jeg lukker øjnene, og mine hænder løsner grebet om tæppets kant, mens mit sind et kort øjeblik tømmes for plagsomme tanker og bekymringer.

   ”Tag det helt roligt,” mumler personen i et roligt tonefald.

  Barbara. En kvinde, jeg har lært at kende gennem skolen. Endelig en ting, den skole har haft succes med, når det har haft med mig at gøre. At Barbara skulle holde foredrag om psykiske lidelser gjorde, at jeg har fået en ven, jeg tør stole på. Ganske vist er Barbara en voksen kvinde og flere år ældre, end jeg er, men hun forstår mig. Hun forstår mig mange gange bedre, end nogen anden jeg nogensinde har kendt, og jeg er glad for at have mødt hende.

   Jeg sukker og åbner øjnene, så mit blik lander på mahognitræsskrivebordet foran mig.

   ”Roxanne?”

  Barbara fjerner sine hænder og sætter sig i stedet på stolen ved siden af mig. Jeg kan mærke hendes bekymrede blik betragte mig, men jeg vælger at lade være med at tage mig af det.

   ”Vil du ikke nok tale til mig?” Hendes stemme lyder nærmest bedende, og selvom jeg har lyst, kan jeg ikke få mig selv til at dreje hovedet og møde Barbaras mat grønne øjne. Skønt jeg førhen ikke ville have haft noget imod at skulle tale med hende, kan jeg nu ikke længere stå fast ved mine handlinger i løbet af den seneste tid, og jeg vil derfor helst undgå nogen former for nærgående samtaler – som jeg ved, at Barbara er mester i at føre.

   ”Jeg vil bare hjælpe dig,” vedbliver Barbara, og jeg sukker højlydt, inden jeg river tæppet af mig og arrigt skubber stolen bagud, så den skraber hen ad gulvet. Jeg får rejst mig op og kaster et sidste blik på den lyshårede kvinde på den anden stol.

   ”Jeg har ikke brug for hjælp,” snerrer jeg vredt, for derefter at storme ud fra kontoret, vi befinder os i. Jeg når kun lige at mærke Barbaras opgivendeblik som bistik i nakken, inden jeg hårdt smækker døren efter mig.

   Selvfølgelig er jeg godt klar over, at Barbara kun vil mig det bedste; jeg kan bare ikke se, hvorfor hun hele tiden skal tilbyde sin hjælp, når jeg egentlig foretrækker, at hun lader mig om at bestemme, hvorvidt jeg har brug for eller gerne vil tage imod tilbuddet.

   Jeg vil bare gerne hjem. Det kan ikke nytte noget, at jeg tilbringer min tid på noget, der skal forestille et ’hospital for psykiske lidelser’ eller noget i den dur, når det alligevel kun er Barbara, der har tid til mig. Ikke engang min egen mor vil tilbringe noget tid med mig, nu hvor alle er så opsatte på at hjælpe mig …

   Apropos min mor – hvor er hun?

   Jeg får hurtigt besvaret mit spørgsmål, da en dør lidt nede ad gangen går op, og jeg hører en dyb mandestemme. ”De skal endelig ikke holde Dem tilbage, fru Millar. Fortæl mig om udviklingen, næste gang vi ses.”

   En høj kvinde med skulderlangt, kastanjebrunt hår kommer ud – hun nikker og smiler til den, jeg gætter på, er, stemmen fra førs ejermand. Kvinden giver hånd med manden, inden hun knapper sin jakke. ”De skal have stor tak for hjælpen, doktor Valley.” Hun sender manden, jeg ikke kan se, endnu et smil, inden hun trækker i sin mørkebrune lædertaskes rem, så den bliver placeret længere oppe på hendes skulder. ”Vi ses.” Hun begynder at gå ned ad gangen, og jeg kan høre døren lukke. Et kort øjeblik mærker jeg mit hjertes banken blive højere, og jeg er næsten ved at gå i panik – men da kvinden får øje på mig, slapper jeg af igen og kommer i tanker om, at det bare er min mor.

   ”Roxanne!” udbryder hun forskrækket, inden hun haster hen mod mig, så de lette krøller flagrer omkring hendes skuldre. ”Hvorfor er du dog ikke inde hos Barbara?”

   Jeg kan tydeligt se det bekymrede glimt i hendes øjne, men jeg vælger at ignorere det. Jeg ved jo udmærket, at hun er bange for, at jeg gør noget dumt, når jeg ikke er under opsyn. Men alt taget i betragtning, var det jo netop det, der skete sidste gang – hvorfor ikke igen?

    ”Jeg havde brug for luft,” svarer jeg hende, ”men jeg ved ikke, hvor jeg kan komme udenfor henne.” Egentlig var det ikke helt forkert – luften på det kontor, Barbara formentlig stadig befinder sig på, var tør, og selve rummet var indelukket. Jeg er stadig ikke blevet klar over, hvem kontoret egentlig tilhører, men jeg kan forestille mig, at det er en eller anden, der arbejder her på stedet. En læge. Eller en psykolog.

   ”Skat, vi tager hjem nu,” fortæller min mor, og jeg er ved at tabe underkæben af bar forbløffelse. Kan vi virkelig tage hjem nu? De har holdt mig fanget her i over en uge. ”Nu finder vi Barbara, og så går I to ned og pakker tingene på dit værelse. Jeg skal lige ordne noget, og så kan vi køre hjem.” Hun lægger en hånd på min skulder, og hun taler til mig, som er jeg stadig fem år gammel og skal have alt skåret ud i pap.

   Jeg nikker, og uden at stritte imod følger jeg med hende tilbage til kontoret, jeg forlod for et par minutter siden. Mor åbner døren og stikker hovedet indenfor. Jeg kan se over skulderen på hende, at Barbara stadig er derinde – hun står nu bare henne ved et af vinduerne og kigger ned på gaden.

   ”Barbara?” Mor lægger hovedet let på skrå, da hun træder ind i rummet. Barbara løfter hovedet og sender min mor et overrasket blik, som om hun før stod fordybet helt i sine egne tanker. ”Er alt i orden?” Jeg når kun at se Barbara nikke tøvende, før min mor stiller sig foran hende og dækker mit udsyn til min voksne veninde.

   De sænker stemmerne, da de begynder at tale sammen. Jeg beslutter mig for, at de nok ikke vil have mig til at høre, hvad de taler om, så jeg bakker væk fra døren til kontoret og slæber fødderne dovent efter mig ned ad gangen mod det værelse, jeg har sovet på i den sidste uge. Jeg har ikke mange ting dernede, men min mor tog en bamse med til mig for et par dage siden – jeg kan ikke sove uden den. Det er dog ikke, fordi jeg har fået alverdens søvn, om jeg havde den eller ej. Tanker har holdt muligheden for at døse hen og falde ind i drømmeland nærmest umulig, og jeg ved, at jeg har mørke rander under øjnene, der formentlig ikke vil forsvinde i den nærmeste fremtid.

     Jeg kigger hen ad gangen og får øje på to skikkelser, der forlader et rum. Så vidt jeg kan se, er det en dreng og en mand. Far og søn. Måske. Drengen vender sig om, og selvom han er et stykke fra mig, kan jeg se, at han kigger direkte på mig.

   ”Roxanne!” Jeg hører Barbara kalde på mig, og derfor vender jeg mig om. Hendes lysebrune lokker danser omkring hendes skuldre, da hun småløber hen mod mig. Præcist som min mor havde gjort, lægger hun en hånd på min skulder, for derefter blidt at føre mig videre ned ad gangen mod værelset.

   Det tager ikke lang tid at pakke mine ting – de få stykker tøj, bamsen og et par andre ting, jeg ikke er helt sikker på, hvad er, fordi Barbara har pakket det i små kasser, hun omhyggeligt placerer i sportstasken, jeg har med. Hun beder mig om at vente, indtil hun kommer tilbage, og jeg sætter mig på sengen med et suk. Det er dejligt, at jeg må komme hjem. Men hvor længe vil det mon vare? Bliver jeg mon slæbt tilbage hertil igen? Det er ikke første gang, jeg har været her. De lukkede mig inde for flere måneder siden, men indså hurtigt, at det var en fejltagelse. Det har de ikke gjort denne gang.

   Jeg rejser mig og går hen til spejlet. Jeg kigger ikke ind i glasset, der kan fortælle mig sandheden om mit udseende, men holder derimod blikket rettet stift mod mine fødder, der er beklædt med et par sorte conversesko. Mine skuldre synker betydeligt, og et skuffet suk forlader mine læber, idet jeg møder synet af mig selv i spejlet; en lav, femtenårig pige med fedtet og kedeligt, mørkebrunt hår, der sidder som en fuglerede ovenpå hovedet. De brune øjne, der plejer at være store og intense er blevet erstattet af små, sørgmodige, brune klatter omkranset af mørke øjenvipper. Værst af alt – selve kroppen. Idet jeg kaster et blik ned omkring pigen i spejlets mave, vender det sig inde i mig. Hun har ikke bare lidt fedt på kroppen, jeg ellers har hørt skulle være så godt – nej, hun er direkte tyk.

   Og pigen i spejlet er mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...