Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2978Visninger
AA

15. Indre dæmoner

Jordan står et stykke fra os. Han kan ikke høre, hvad vi skal til at sige til hinanden. Han ved ikke, hvilke tanker, der går igennem hovedet på os begge.

    ”Roxanne, jeg ved det hele.” Tresh bryder stilheden, og jeg presser læberne sammen. ”Jeg ved, hvad du har prøvet på, jeg ved, hvad du gør mod dig selv, jeg ved, at du ikke kan lide dig selv. Nej, måske betegner det ikke din situation ordentligt. Jeg ved, at du hader dig selv.” Han kigger mig i øjnene for at sikre sig, at han har min opmærksomhed. ”Og jeg vil gerne hjælpe dig.” Du, af alle, burde vide, hvor mange gange, jeg har fået det at vide, Tresh. ”For jeg ved, hvordan du har det.” Se, den var ny.

    ”Jeg har ikke brug for din hjælp,” mumler jeg og kigger ned.

    Tresh lægger to fingre under min hage og løfter mit hoved for at få mig til at se ham i øjnene. ”Du kan ikke se det, men du er smuk, Roxanne. Indeni og udenpå. Ingen mennesker er perfekte, og du er blot endnu en i mængden. Du forsøger at falde i ét med dine omgivelser, ligne alle andre. Når du ser dig selv i spejlet, ser du noget, der ikke er der. Du ser en tyk pige med en forfærdelig personlighed. En pige, der ikke findes inde i dig.” Han tager mine hænder i sine.

    ”Jeg vil ikke tilbage dertil,” hvisker jeg. Jeg behøver ikke at nævne det, for han ved, at jeg taler om hospitalet. Jeg vil ikke tilbage dertil. Aldrig. ”Du må ikke tvinge mig, Tresh. Jeg beder dig.” Han sukker og trækker mig ind til sig. Jeg skjuler mit ansigt mellem hans hals og skulder, og tårer samler sig i mine øjenkroge. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

    ”Jeg bliver nødt til det, Roxanne,” mumler Tresh ned i mit hår. Jeg kan høre hans tunge åndedræt, mærke hans hjerteslag helt ud i fingerspidserne. Helt ind i knoglerne. Jeg forsøger at holde et ynkeligt hulk tilbage, idet han blidt trækker sig ud af vores omfavnelse.

    Jeg føler mig svag. Det er sket så mange gange på film, i bøger. Den kvindelige hovedrolle er hovedkulds forelsket i en dreng, der kun vil hende det bedste, men hun vil ikke lade ham gøre det. Hun vil ikke have ham til at forlade hende eller så meget som hjælpe hende. Hver gang jeg har set eller læst noget i den dur, har jeg rystet på hovedet og ærgret mig over, at hun ikke kunne tage sig bare en smule sammen.

    Nu er jeg selv havnet i en bog, og jeg er den kvindelige hovedrolle, der ikke vil lade den person, jeg kan lide, hjælpe mig. Jeg står i netop den situation – skønt det eneste jeg skal gøre, er at forlade Tresh til fordel for hospitalet. Jeg får ham at se igen.

    Jeg er ikke god nok.

    Havde jeg haft Treshs styrke, var jeg ikke sunket så lavt. Havde jeg gjort noget for mig selv, var jeg aldrig havnet i denne situation, hvor det næsten kun er hans hænder, der holder mig oprejst.

    Jeg ved, at jeg har brug for hjælp – hjælp, Tresh ikke kan give mig. Det må jeg bare forstå.

    Var jeg tilskuer til denne episode, ville jeg have rullet opgivende med øjnene og tænkt, at det for himlens skyld ikke kunne blive mere latterligt. At jeg ikke kunne blive mere latterlig. Sådan ville jeg ganske vist have tænkt før – dengang. Før jeg mødte Tresh. Før den sidste dødbringende pille var landet på min tunge for at gøre en ende på mine pinsler.

    Jeg forsøgte at snyde.

    ”Du skal blot følge med Barbara og frøken Cassidy. De vil hellere end gerne hjælpe dig.” Treshs stemme giver mig en kort følelse af, at jeg ikke skal være bange; at han vil være ved min side for at passe på mig. Så hurtigt følelsen er kommet, forlader den mig igen. Han kigger på mig. ”Hvad vil du helst have? Mellemrum mellem lårene eller et stykke kage?” Han ser oprigtig ud, som om han mener det. Jeg bider mig i læben.

    Jeg har også været dér engang,” minder han mig om, ”og jeg kom igennem det, husker du? Jeg har set det samme som du. Jeg har stået ansigt til ansigt med min egen indre dæmon – jeg har kæmpet mod den – fået den til at forlade min krop. Men ved du hvad, Roxanne?”

    Jeg løfter hovedet og møder de grønne fangarme til øjne, der fortæller mig, at jeg skal bevare opmærksomheden på ham, fortsætte med at lytte.

    ”Den er aldrig helt forsvundet,” hvisker han og placerer sin hånd mod min kind. ”Den ligger stadig derinde. Den prøver stadig at overvinde mig. Den vil have kontrollen over mig igen. Jeg vil ikke lade den få det – og jeg vil hjælpe dig med at slippe af med din.”

    Jeg ser ud ad øjenkrogen, at Chris og Harry kommer løbende med min mor, Barbara, frøken Cassidy og Margeret i hælene. Jordan står stadig og iagttager os. Jeg gad godt vide, hvad han tænker om os.

    ”Der ligger også en indeni dig, Roxanne. Den har i lang tid været ved at overtage dig, og du er blevet besat af den. Den har vist dig en løgn, når du har kigget dig i spejlet. Når du ser ned ad dig selv. Når du tænker over, hvad du selv siger eller tænker, fordrejer den dine ord og spekulationer til det modsatte. Den får dig til at se dårlig ud i dine egne øjne. Det er den dæmon, der for altid vil fortælle dig, at du ikke er god nok. Men du kan fordrive den, hvis du vil.

    Der vil altid være en del af os, der stræber efter at være perfekt. En del, der til evig tid vil forsøge at overvinde os og få os til at glemme, hvem vi i sandhed er. Det er den dæmon, vi altid vil bære rundt. Den dæmon, vi alle inderst inde frygter. Den har forårsaget dette for dig, det samme for mig. Der lever en af dem i hvert et menneske. Nogle lærer at leve med den, andre bukker under for den. Som vi gjorde. Den vil ikke lade os være i fred, men vi kan lære at kontrollere den.

    Jeg kæmper stadig mod min. Nu er det din tur til at tage kampen op mod din.”

    Da han endelig afslutter sin talestrøm, synker jeg en klump. Inderst inde ved, at han har ret. Jeg ved, at alt, hvad jeg har gjort mod mig selv og mine bekendte, ikke har været rimeligt. Hverken overfor mig selv eller dem.

    Jeg er ikke god nok.

    ”Forstår du, Roxanne?” Treshs øjne borer sig ind i mine, og efter noget tids tøven, nikker jeg. Han hjælper mig. På en besynderlig, men alligevel poetisk måde.

    Livet er et spil. Vi har alle en indre dæmon. Jeg har aldrig set på det på den måde før, men nu da Tresh har åbenbaret det får mig, forstår jeg, hvad han mener. Jeg kan sætte mig ind i hans tankegang. Men jeg forstår ikke, hvordan jeg kan bilde mig selv ind, at jeg er tyk, hvis jeg er tynd. For jeg er tyk. Jeg var sød og tynd engang – den tid er ovre.

    ”Kom her,” hvisker Tresh og tørrer nogle tårer bort fra min kind. Han trækker mig ind til sig, og jeg begynder at hulke. Jeg har ikke grædt ordentligt, siden hospitalet. Nu direkte tuder jeg for at komme af med alle mine tanker og følelser. Allermest vreden, der har hobet sig op indeni mig.

    Da han trækker sig væk, løfter han mit håndled. Han kigger mig dybt i øjnene, mens han fjerne svedbåndet, og et stød går gennem kroppen på mig, da hans pegefinger glider over de røde, hævede mærker. Blodet er tørret, men det er ikke væk. Uden at sige et ord, løfter han sit eget håndled og viser mig nogle brunlige ar.

    Han gjorde det samme.

    Jeg er ikke god nok.

    Så trækker han mig ind til sig igen. ”Jeg har aldrig mødt en som dig, Roxanne,” hvisker Tresh i mit øre. Du burde ikke påføre dig selv den form for ar. Jeg ved det. Jeg har mine, og de går ikke væk igen. Han holder en pause. En lang pause. Så skifter han emne, Du skal ikke være bange for at tale med mig. Jeg er her for dig, det lover jeg dig. Du må endelig ikke misforstå mig…” Han holder en pause. ”Men… jeg er begyndt at holde af dig. Meget endda.” Han rynker panden. ”Måske elsker jeg dig.”

    Jeg sukker og nikker. ”Tak.

    Han får røde kinder og går tilbage til at være den forsigtige og generte Tresh. Da går det op for mig, hvor jeg har set ham før – på hospitalet. Han kom ud fra en psykologs kontor sammen med en mand, jeg ikke kender. Nu ved jeg endda også, hvorfor han var der.

    Jeg vidste ikke, at netop denne dag skulle få mig til at tænke over konsekvenserne af alt det, jeg har gjort. De røde sår, jeg påførte mig selv, selv samme dag, havde i første omgang været for at prøve det. Jeg blev bidt af, hvor dejligt det føltes at mærke smerte, at jeg var fortsat med at skære. Og skære. Og skære. Nu ville sårene aldrig hele. Ar.

    Egentlig er jeg ikke glad. Heller ikke selvom jeg smiler, da Harry kalder Tresh for Tresh-Trash. Jeg er knust i tusind stykker. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Min mor trækker mig ind til sig og krammer mig. Margeret begynder at græde, inden vi omfavner hinanden. Frøken Cassidy og Barbara har begge tårer i øjnene, selvom det er mig, der burde fortsætte med at græde. Jeg er blot følelseskold overfor dem alle, og jeg vil allerhelst skrue tiden tilbage til, hvor jeg sad på toilettet på skolen.

    Svimmel, sulten, vred, knust... ifærd med at påføre mig selv evige ar til at minde mig selv om alle de år, jeg havde forsøgt desperat at blive tynd. Smuk.

    Barbara får mig ind i sin bil, og Jordan, Chris og Harry forsøger at få Tresh med hjem. Ingen af dem må komme med derhen, jeg skal. Jeg vil stadig gerne have det hele afsluttet. Jeg stadig gerne væk. Stadig gerne af med mig selv. Forlade denne verden ubesværet. Hurtigt og næsten smertefrit. Men selvmord er snyd.

    Jeg var ikke god nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...