Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2827Visninger
AA

11. Hvad er dit mål?

”Spis nu noget.” Nej. ”Ellers har du jo slet ingen energi.” Tror du, jeg har noget imod det? ”Det går jo lige så godt.” Synes du? ”Spis nu, Roxanne.” Nej, sagde jeg jo.

    Jeg sukker og ryster på hovedet. ”Jeg er ikke sulten,” siger jeg vredt. Jeg orker ikke disse diskussioner længere. Da jeg kom hjem i går aftes, flippede hun ud på mig, fordi jeg var blevet ude til klokken ni, hvor det var både koldt og mørkt. Hun var bange for, at der var sket noget med mig.

    Jeg havde godt nok kastet op, men ellers var der jo intet sket, vel?

    Desuden havde jeg haft både Jordan og Tresh til at passe på mig. Passe på mig. Jeg er sikker på, at efter mit lille jeg-kaster-min-pizza-op-uheld, vil de ikke være sammen med mig igen. De vil ikke tale med mig igen. Og jeg som troede, at jeg faktisk kunne blive venner med dem.

    Hvorfor skal jeg også altid gøre alting så mange gange sværere, end de allerede er i forvejen?

    ”Spis din mad, Roxanne,” befaler min mor strengt og slipper bordet, hun har haft fat om for ikke at lade sin frustration gå udover mig. Jeg fugter læberne og får en idé. En idé, jeg også brugte for flere år siden – dengang alt det her begyndte. Dengang jeg gik fra at være en rigtig pige til bare at være udstødt og malplaceret i denne store, travle verden. Alle komplet ligeglade med mig.

    ”Må jeg tage det med op på mit værelse så?” spørger jeg. Mor kigger på mig. ”Jeg skal have lavet videre på min og Treshs opgave,” jeg glemmer, at hun ikke kender Tresh, ”jeg mener, en opgave til skolen. Den skal snart afleveres. Jeg spiser, mens jeg læser, det lover jeg.” Løgn.

    Jeg kigger på min mor med alvorligt blik. ”Mener du det? Lover du mig det?” Jeg nikker kort til hende. ”Okay så. Men du skal også spise det, Roxanne.” Jeg nikker.

    Inden i jubler jeg.

    Det er et mirakel: Min mor stoler nok på mig til at tro, at jeg vil spise min mad.

    Jeg skynder mig op ad trapperne. Da jeg står foran mit værelse, lader jeg som om, jeg smækker døren – i stedet går jeg forsigtigt videre hen mod badeværelset. Jeg åbner lydløst døren og træder indenfor. Efter at have lukket døren efter mig, kigger jeg ned på min tallerken. Der ligger et af Barbaras fantastiske stykker brød på min tallerken, en portion salat og noget pasta blandet sammen med noget tomatsovs. Tror jeg nok.

    Ser det lækkert ud i mine øjne? Nej.

    Jeg går hen til badeværelsets skraldespand med forsigtige skridt. Så åbner jeg den, bukker mig ned og begynder at skubbe maden af tallerkenen med min gaffel. Et minimalt smil glider over mine læber.

    Det føles godt.

    Maden går til spilde, men jeg bliver ikke tykkere.

    Det er dejligt.

    ”Roxanne!” Jeg løfter hovedet og ser på min mor. Jeg får sådan et chok, at jeg taber tallerkenen, og den knækker i to stykker, da den rammer det hårde. ”Hvad i al verden har du gang i?” råber hun. ”Du lovede, at du ville spise det! Roxanne!” Arrigt tørrer hun en tåre væk fra kinden. Jeg træder et par skridt tilbage. Min mor er ophidset, vred og skuffet.

    På grund af mig.

    Jeg synker en klump. ”Undskyld, jeg…” begynder jeg, men jeg kan ikke færdiggøre sætningen. Det er, som om tiden står stille, mens min mor og jeg bare står og stirrer på hinanden – hun lige indenfor døren, mig lige ved siden af håndvasken. I to forskellige universer. Med to forskellige tankegange. Vi forstår ikke hinanden, og vi kan ikke gøre noget for at komme til det.

    Så skynder jeg mig at træde op på vægten, der ligger omtrent en meter fra håndvasken. Jeg kigger ned på tallet. 44,5. Det er næsten et kilo mindre end sidste gang. Jeg smiler. Dog blegner det hurtigt, da jeg mærker min mors kolde hænders hårde greb om mine overarme.

    ”Fireogfyrre komma fem kilo, Roxanne, hvad i al verden tænker du på?! Hvor vil du hen med det her?” Hun ryster med mig, og jeg forsøger at komme fri af hendes greb. ”Det kan ikke hjælpe noget, det der, Roxanne! Vil du måske indlægges igen? Vil du igennem det samme en gang til?” Raseritårer samler sig i hendes øjenkroge. Jeg bider mig i læben for ikke også at begynde at græde. ”Jeg kan ikke fatte, at du gør det her! Er du overhovedet klar over, hvor hårdt det er at se dig på denne måde?” Jeg stirrer på hende. ”Nej, det er du ikke! Selvfølgelig er du ikke det. Men for mig er det virkelig…”

    ”Lad være med at få det her til at handle om dig!” skriger jeg, så det runger i hele huset. Jeg er sikker på, at naboerne vil kunne høre det, og de vil tænke, at nu er det rablet for mig. ”Du skal altid få alting til at handle om dig!” Jeg sukker og tager en dyb indånding for ikke at begynde at hulke i stedet for. ”Er du klar over, hvor hårdt det er for mig? Kan du ikke forstå, at det er svært for mig at se dig på den måde… Det siger du altid til mig. Og jeg er træt af det!”

    ”Du bliver nødt til at kunne sætte sig ind i, hvordan andre har det også! Du aner ikke, hvilke tanker, der gik gennem hovedet på Barbara og mig, da vi fandt dig herude. Livløs. Roxanne, vi fatter ikke, at du faktisk ville gøre en ende på det hele. Forstår du ikke, at vi ikke vil miste dig?”

    Et kort øjeblik bliver der helt stille. Jeg kan høre mit eget hjerte banke, og jeg kan mærke det helt ud i fingerspidserne. ”Så kunne I have set det på mig noget før!” råber jeg. ”Forstår du ikke, at det var fordi, du altid overså mig? Jeg havde kun Barbara, og jeg begyndte at have det fint med det. For jeg vidste, at hvis du nogensinde ville begynde at se ordentligt på mig, ville du alligevel ikke begyndte at lytte på mig. Du ville aldrig rigtig forstå mig – og gør du det nu? Nej.”

    ”Jamen…” Hun ved tydeligvis ikke, hvad hun vil sige. ”Vis mig dine håndled, Roxanne,” siger hun så. Jeg rynker brynene. ”Vis mig dem.” 

    Jeg gør, som hun beder mig om, og hun studerer mine håndled grundigt. ”Jeg har ikke prikket hul på mig selv,”siger jeg med hævet stemme og tårer faretruende hængende i øjenkrogen. Hun løfter hovedet. ”Sådan er jeg ikke.”

    Hun tager en dyb indånding og slipper mine håndled. ”Men Roxanne, hvorfor er det, at du gør det her? Kan du ikke se, at det ikke hjælper noget?” Jeg forsøger at mase mig væk, men hun holder mig tilbage. ”Roxanne, kig på tallet på den vægt.” Hun tvinger mit blik ned på det og hæver stemmen. ”44,5 kilo, Roxanne. Det er ikke nok!” Jeg spænder så hårdt i kæberne, at det gør ondt i både mine tænder og hele mit hoved. ”Hvad er dit mål?”

    ”Hey-hey, hvad sker der her?” hører jeg Barbaras stemme fra døren. Vi ignorerer hende begge.

    Jeg stirrer min mor direkte i øjnene. Jeg forsøger at finde de rette ord. Det rette svar. Den sætning, der vil efterlade hende målløs i flere dage. Den sætning, der vil få hende til at forstå. Den sætning, der vil få hende til at indse, at jeg ikke er god nok. At jeg ikke er god nok til at være blandt andre mennesker.

    ”Svar mig, Roxanne!”

    Hun kigger mig direkte i øjnene. Jeg synker en klump, retter ryggen, hæver hagen og brynene. Så nikker jeg kort. ”Hvad er dit mål med det her?” gentager hun. Højt. Vredt. Knust.

    ”Mit mål er nul.”

    På disse ord skubber jeg hende væk og går direkte forbi Barbara. Ud fra badeværelset. Jeg har brug for frisk luft. Brug for at få klaret hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...