Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2841Visninger
AA

3. Hjemme igen

Turen hjem føles uendelig. Som om træerne aldrig holder op med at glide forbi bilens beskidte vinduer. Jeg kan se, at det er længe siden, bilen er blevet vasket, fordi mor har haft for travlt til det. Hun har haft for travlt med at holde øje med mig – uden rigtig at se mig, skal jeg huske at påpege. Hun har haft for travlt med at se tallet på vægten og proppe noget mad i munden på mig, at hun ikke har set mig i øjnene og indset, hvad jeg virkelig føler, når jeg selv går den skræmmende sandhed om mit udseende og vægt i møde – hun forstår bare ikke, at jeg ikke er god nok.

    Jeg trækker min sorte vinterfrakke tættere omkring mig, da kulden i bilen rammer mig som et kraftigt vindstød. Det er efterår – oktober – og de farverige blade ligger efterhånden alle sammen på jorden rundt omkring. Kulden og regnen har også taget til på det seneste, og selvom somrene her heller ikke ligefrem plejer at være noget at råbe hurra for, er det alligevel varmere i den årstid.

    Da bilen standser, tøver jeg med hånden på bilens dørhåndtag. Jeg ved, at jeg er hjemme – at det røde murstenshus ligger lige dér, hvor det plejer. Det samme sted, det lå for lidt over en uge siden; da jeg sidst var hjemme.

    Jeg stiger ud af den store sølv bil, min mor har haft i snart ti år, og jeg hører, at Barbara siger mit navn, men jeg lader, som om jeg ikke har lagt mærke til det. Jeg har fået øje på nogle af beboerne i husene på den anden side af vejen, der står og kigger nysgerrigt på mig. Selvfølgelig har de hørt det – de ville ikke kunne undgå det. I dette kvarter spredes rygter som en steppebrand.

    ”Roxanne, kom nu,” siger min mor, og jeg vender mig mod hende, inden jeg kort nikker. Så slæber jeg mine fødder efter mig om på den anden side af bilen. Den bidende kolde luft baner sig vej ned i min trøje, da jeg åbner lidt for halsen på jakken, og et kuldegys går gennem min krop, inden jeg går langs den smalle havegang, der fører op til hoveddøren.

    Da mor endelig får stukket nøglen i låsen på døren, lægger hun hånden på dørhåndtaget og åbner døren op, så vi alle tre kan komme ind. Hun og Barbara går ind før mig, og jeg tøver et kort øjeblik på dørtrinnet.

    Den velkendte og hjemlige, men lette duft af roser kommer mig i møde, da jeg træder indenfor. Luften, der omgiver mig, er lun, og da Barbara lukker døren bag mig, er jeg atter indhyllet i det, jeg for en uge siden hver dag så frem til at komme hjem til. Jeg havde også glædet mig til at komme hjem nu – men nu er jeg skrækslagen. Vil det være det præcist samme værelse, jeg forlod for en uge siden? Vil alting ligge på deres retmæssige plads? Mon der har været nogen derinde?

    ”Roxanne, er der noget, du har lyst til?”

    Min mors stemme trænger gennem til mig, og jeg ryster kort på hovedet for at genfinde fatningen, inden jeg retter blikket mod hende. ”Nej,” siger jeg lavmælt med forsigtig mine. Min mave er tom, men jeg har ikke lyst til at spise noget. Selvom jeg kan blive nødt til det – om jeg vil eller ej.

 

Jeg ligger senere i min seng og stirrer op i loftet. Jeg har kvalme, og min mave larmer ustandseligt – jeg må have vænnet den til, at den skal spise hele tiden efter besøget på hospitalet, eller institutionen. Desværre. Jeg må leve uden mad.

    Det banker lavt på døren, og min værelsesdør åbnes. Min mor kommer ind med et lille smil spillende om læberne. Hun er overbevist om, at jeg har spist. Min tallerken havde været tom, da hun kom tilbage efter at have snakket i telefon i et kvarter – jeg hældte maden ud i skraldespanden og dækkede det til med køkkenrulle. Det lyder som en let udvej, og min mor burde have regnet det ud. Men jeg lod noget af maden blive tilbage på tallerkenen, og jeg tog det sidste i munden og tyggede det, da hun kom tilbage.

    Jeg har efterhånden styr på, hvordan jeg skal narre hende.

    ”Hvordan har du det?” spørger hun. Jeg ved, hvad hun har i baghovedet – hun vil have mig til at sige, om det ikke er godt at få noget at spise. Om det ikke er dejligt at få et energitilskud. Svaret er nej. Hun sætter sig på sengekanten og betragter mig et øjeblik. ”Du bliver hjemme fra skole i den næste tid, Roxanne,” siger hun.

    Jeg rynker brynene. Blive hjemme fra skole? Ja, det er ikke noget, jeg plejer at må. Omstændighederne taget i betragtning – måske ville det gavne mig at blive hjemme. Måske, måske ikke.

    ”Barbara og jeg har talt lidt med dine lærere, og de mener, at du bare skal tage dig den tid, du skal bruge for at komme ovenpå igen. De beder også ele…” Hun standser sig selv, da hun kommer i tanker om, at hun ikke bør fortælle mig mere. Jeg presser læberne sammen og nikker sammenbidt.

    ”Jeg vil ikke blive ude af skolen for længe.” Løgn. ”Jeg vil gerne i gang igen.” Løgn. ”Jeg savner de andre.” Løgn. ”Mine matematikevner er sikkert røget i bund, selvom der kun er gået en uge, siden jeg sidst var i skole.” Okay, sandhed. Men jeg vil ikke i skole igen.

    Et smil trækker i min mors ene mundvig, og hun tager fat i dynen, inden hun blidt lægger den tættere omkring mine skuldre, så jeg ikke kommer til at fryse. ”Vil du gerne sove nu? Skal jeg blive?”

    ”Vil du ikke give mig min bog?”

    Hun rejser sig fra sengen og rækker ud efter den tykke bog, der ligger på mit rodede skrivebord. Mit blik falder på skraldespanden under bordet, der får mig til at synke en klump. Den er ikke blevet tømt i mindst en måned nu – og der ligger masser af forskellige papirer i den: Jeg kan huske, at mindst halvdelen er udrevne sider fra den dagbog, jeg plejede at skrive i for et år siden. Resten må være sedler, jeg engang har skrevet, men ikke ville have længere, fordi de bragte slemme minder frem.

    Jeg tager imod bogen, da mor rækker den til mig. Dog har jeg ikke i sinde at læse noget i den – jeg skal bare have en undskyldning for ikke at lægge mig til at sove. Min mor smiler igen og sætter sig endnu engang på kanten af sengen. Jeg kan se bekymringen i hendes brune, mandelformede øjne, selvom hun ihærdigt forsøger at skjule det.

    Hun stryger mig blidt over håret, læner sig frem og kysser mig på panden, inden hun siger godnat og derefter forlader mit værelse. Jeg sukker og lægger bogen på mit natbord, inden jeg svinger benene udover sengekanten og sukker dybt. Jeg rejser mig og kigger ned på mine tæer, der allerede er blevet kolde. Jeg undgår instinktivt at se på min mave eller lår – jeg kan ikke klare det lige nu.

    Jeg går direkte forbi spejlet, der hænger på min væg. Egentlig vil jeg gerne have det væk, men jeg tør ikke spørge min mor, om hun vil fjerne det.

    Med en forsigtig bevægelse får jeg åbnet døren, der fører ud på gangen, hvor der hænger billeder af mig, fra da jeg var mindre. Dengang var jeg tynd. Dengang var jeg sød. Dengang var jeg, ligesom jeg burde være nu. Jeg lister forbi billederne, og da jeg går ned ad trapperne, undgår jeg med nød og næppe, at det knirker i de gamle brædder under mine fødder.

    ”Ti stille, hun sover ikke endnu, Marie!” hører jeg Barbara skænde.

    ”Undskyld. Jeg mener bare, at vi ikke burde have hende hjemme allerede nu. Selvmord er ikke noget, der bør tages let om. Det har doktor Valley også har fortalt både dig og mig, Barbara!” Min mor spytter nærmest ordet selvmord ud, og det giver mig gåsehud overalt på kroppen. Jeg har ikke lyst til at tænke på det nu. Da Barbara ikke svarer, fortsætter min mor: ”Hun er bare ikke klar til at tage sig af sig selv allerede. Der er kun gået én uge, og man skal da være blind for ikke at kunne se, at hun ikke har det godt med sig selv.”

    ”Ville du have det, hvis ingen stolede på dig?” Barbara sukker højlydt, og en stol skraber mod træplankerne, der udgør gulvet. ”Hun har det ikke godt med sig selv, nej. Men hun vil heller ikke få det bedre af at have læger og psykologer rendende i stride strømme omkring sig, vel? Hvad har man egentlig gjort for at hjælpe hende? Jeg ved, at hun ikke kunne sove på hospitalet. At hun er tilbage i sin egen seng øger chancen for, at hun vil samarbejde og til sidst indse, at det ikke nytter noget, det hun har gang i.”

    ”Hvordan vil du dog få hende til det?” spørger min mor spydigt, og jeg kan mærke hendes mangel på tiltro til både Barbara og mig helt ind i hjertet.

    ”Hun skal være mere social,” siger Barbara skingert, og disse ord får mig til at snurre rundt og forsigtigt og lydløst liste op ad trapperne mod mit værelse. Jeg kan dog ikke undgå at høre Barbaras sidste kommentar: ”Hun har brug for venner.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...