Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2823Visninger
AA

9. Han var syg

Mit indre skriger. Min mave går snart i krampe. Mit hjerte hamrer højlydt i brystet på mig. Min hjerne arbejder på højtryk. Mine ben har kontrol over mig. Jeg kan ikke selv gøre noget ved det.

    Jeg løber alt, hvad jeg kan hen ad fortovet. Jeg fumler med nøglen i låsen, da jeg står på dørtrinnet, og da det endelig lykkes for mig at få låst op, river jeg døren op. Der er ingen hjemme. Barbara tror, jeg er i skole. Jeg kan ikke klare den skole længere. Man skulle tro, at det jeg har gjort ville være nok til at få folk til at holde op med at komme med onde kommentarer.

    Men ak nej.

    Hurtigt fjerner jeg min hånd fra min mund. Jeg kaster mig på knæ foran toilettet og lader alt sammen komme ud – morgenmad, frokost, frugten jeg fik i pausen. Uden at åbne øjnene læner jeg mig tilbage. Det føles, som om mit hjerte hamrer helt oppe i hovedet på mig. Det er ubehageligt.

    De kan ikke lide mig.

    Nej, forkert.

    De hader mig.

    Jeg læner mig frem igen, og lader strømmen af ildelugtende rester af mad ramme ned i toilettet, så jeg igen kan føle mig tom. Det svimler for mit indre, da jeg igen læner mig tilbage op ad den kolde badeværelsesvæg. Der er gået en uge siden, jeg startede. Min mor tror, at det går godt. Hun ved ikke, hvor mange gange jeg har kastet op. Hjemme og i skolen.

    Min krop har ikke godt af maden.

    Jeg bliver tyk.

    Nej, jeg er tyk. Jeg bliver tykkere.

    Endnu engang bukker jeg hovedet nedover toiletkummen. Jeg sørger for ikke at kunne lugte, hvad jeg netop har ladet komme ud. Det er klamt. Men det føles godt, synes jeg. Det er dejligt at komme af med det. Det er dejligt at få den vante tomhed i kroppen tilbage.

    Mine øjne fyldes med tårer, da det endnu engang går op for mig, hvad jeg har gang i. Jeg ved udmærket, at jeg ikke burde gøre det. Mor vil blive vred, og hun vil begynde at råbe af mig. Barbara vil sukke og være ved at opgive mig. Jeg vil få at vide, at jeg skal ville det for at komme tilbage til at være mig. Jeg ved godt, at det jeg gør, er forkert.

    Men jeg kan bare ikke lade være.

    De ved ikke, at jeg ikke er god nok. De kan ikke se det.

    Jeg sukker dybt og rejser mig op. Et kort øjeblik svajer jeg frem og tilbage. Så skyller jeg ud i toilettet, vasker mine hænder og bevæger mig hen til min fjende. Den, der viser sandheden. Den, der altid kan fortælle mig, at jeg skal stoppe. Stoppe med at spise. Stoppe med at dovne. Gå i gang med at motionere.

    Forsigtigt træder jeg op på vægten og med hovedet let på skrå, venter jeg på resultatet. Jeg venter på dommen. Den vil fortælle mig, at jeg skal af med det. Af med fedtet.

    45,3.

    Det er mindre. Jeg har tabt mig. Et smil glider over mine læber, men det blegner hurtigt efter, og mit ansigt lægger sig atter i alvorlige folder.

    Det er ikke godt nok.

 

”Roxanne, jeg tænkte på… Hvornår skal vi videre med den opgave der?” spørger Tresh, da vi mødes ved skaterbanen fredag eftermiddag. Jeg har næsten lige fået fri. Weekend.

    Jeg kigger rundt på pladsen, alle skaterne tilbringer eftermiddagene. Det har også været mit tilholdssted de sidste par dage. Jeg havde ret, da jeg tænkte, at det ikke ville blive sidste gang, Tresh og jeg mødtes. Vi har været hjemme hos mig et par gange for at arbejde på opgaven – vi har valgt emnet ’unges sociale problemer’ – og vi mangler nu kun omtrent tre gange til at gøre den færdig. Den skal afleveres om to uger.

    Det er ikke fordi, Tresh og jeg kan blive rigtig gode venner, men… jeg føler mig tryggere sammen med ham. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad det er, der virker bekendt ved ham, men der er noget over ham, der får mig til at tænke, at jeg har set ham før. Det viste sig faktisk, at jeg havde mødt nogle af hans bedste venner før – Jordan var ham den lyshårede, der kom hen til mig til ’gruppedagen’, og siden Tresh har præsenteret mig for ham, er jeg begyndt at tilbringe tid med dem begge. Også både Chris – vores krøllede gruppeleder – og Harry, der også var med i gruppen. Uden at jeg vidste det. Han har næsten sort hår, der altid sidder ens. Det er, som om vinden bliver frastødt af det – i hvert fald roder den aldrig i det, hvilket jeg finder underligt.

    ”Må jeg låne din jakke?” havde Jordans første ord – siden skolegårdsepisoden – været til mig. Så genkendte han mig og glemte alt om, at han ville låne min jakke. Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvad han skulle bruge den til.

    ”Kan vi ikke tage hjem til dig næste gang?” spørger jeg, da jeg har siddet på en gammel trækasse og kigget på ham rulle frem og tilbage på sit skateboard et par gange. Jeg bider mig i læben, da han løfter hovedet og kigger på mig. Han har stadig sin skoles uniform på – et par almindelige, blå cowboybukser, en hvid skjorte og et mørkeblåt slips.

    Han ser godt ud i sin uniform. Jeg ligner skidt i min.

    Jeg ved ikke, om jeg har stillet et forkert spørgsmål. Det, der er sket omtrent fire gange nu, sker igen: Han ser ud til at begynde at svede, han får røde kinder, han piller ved sit slips, og hans blik flakker mellem mig og noget andet. Han bliver nervøs. Han virker bange.

    ”Det ved jeg ikke,” mumler han. ”Undskyld, men jeg bliver nødt til at tage hjem…” Han rynker panden et par gange, før han går et par gange forvirret rundt om sig selv. Så lægger han sit skateboard på jorden igen og triller så af sted.

    ”Ej, hvorfor gik han nu?” spørger Jordan og dumper ned ved siden af mig. Jeg trækker på skuldrene og kigger ned på mine fingre. Jeg får dårlig samvittighed hver gang. ”Hvad er der, Roxanne?” Jeg har ikke brug for at kigge på ham for at vide, at han ser godt ud. Han er sådan en dreng, der ser godt ud, uanset hvad han har på. I dette tilfælde deres skoles uniform.

    Det irriterer mig grænseløst.

    ”Jeg har det, som om jeg siger noget forkert hele tiden. Han bliver så hurtigt nervøs, og så går han. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg gør…” Jeg kigger på Jordan, der lader til at lytte godt efter. ”Ved du, hvad der er med ham?”

    Han sukker kort og trækker på skuldrene for efterfølgende at nikke kort. ”Ja, jeg ved noget af det.” Han presser læberne sammen, inden han begynder at fortælle: ”Tresh bor hos en plejefamilie. Han har haft det svært hele sit liv, og han er som en af de få… drenge blevet ramt af en spiseforstyrrelse. Det er næsten fire år siden, det begyndte, og vi kunne alle se på ham, at mistede sin energi, og at han blev tyndere og tyndere. Han ville aldrig spise noget, og han blev ved med at komme med deprimerende kommentarer om sig selv – men han ville ikke fortælle os, hvad der var i vejen. Det blev bare værre og værre."

    "Så... Han var syg?" Jeg bider mig i læben.

    "Ja, det kan man godt kalde det," sukker Jordan. "Hans far var alkoholiker og voldelig, så hans mor flyttede væk fra ham, da Tresh kun var tre år gammel. Hun blev erklæret uegnet til at tage sig af ham, da spiseforstyrrelsen ramte, og Tresh blev anbragt i pleje hos de, han bor hos nu. Han har været indlagt flere gange. Han har nogle ømme punkter – for eksempel piger. Han er virkelig dårlig til piger.” Jordan smiler skævt. ”Han kan ikke lide at tale om sin familie eller sit hjem. Det er aldrig til at vide. Man skal kende ham rigtig godt, Roxanne.” Han puffer blidt til mig. ”Og ved du hvad? Jeg tror, han er ved at lukke dig ind.”

    ”Hvem er ved at lukke hvem ind i hvad?” Vores elskede krøltop, Chris, maser sig ned mellem Jordan og mig og kigger skiftevis på os.

    ”Tresh er ved at lukke Roxanne ind. Og ikke ind i noget bestemt. De er ved at lære hinanden at kende. Følg nu lige lidt med, ikke prinsesse?” Han giver ham et smølfespark i panden. ”Men forstår du, Roxanne?”

    ”Jah…” Jeg presser hænderne sammen. De er svedige, klamme og varme. Mit hjerte begynder at slå, og mit blik bliver hele tiden afledt, så jeg ikke kan bevare min opmærksomhed på Jordan. Jeg tager en dyb indånding for at få kontrol over min vejrtrækning. ”Jeg… undskyld.” Jeg rejser mig hurtigt op og begynder at gå hastigt væk fra dem.

    ”Se, nu gør du det også!” hører jeg Jordan råbe efter mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...