Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2805Visninger
AA

7. Gruppe?

Det har senere på dagen vist sig, at det kun var første time, der skulle være normal. I anden time blev vi kaldt ned i fællessalen, hvor vi skulle høre på nogle lærere, der ville fortælle om, hvad der skulle ske. Vi ville altså få besøg af nogle elever fra en anden skole. De, der sad ved siden af mig, hviskede om, at det vist var nogle psykisk ustabile mennesker, der ville komme fra den skole. Om jeg skulle tro på det, vidste jeg ikke på det tidspunkt.

    Nu står jeg så midt i skolegården og har besluttet mig for, at så ustabile kan de fremmede elever heller ikke være. Vi er blevet inddelt i grupper, hvor vi så skal rende rundt om skolen og lave nogle opgaver – spørg mig endelig ikke, hvorfor.

    Selv aner jeg ikke, hvor min egen gruppe er gået hen. Lærerne var overbevist om, at jeg ikke kunne være med – "hun er ikke klar endnu" – men Barbara fik dem hurtigt talt fra det, og jeg kom i gruppe med to piger, jeg ikke kan huske, hvad hedder og to drenge fra den fremmede skole, som ikke engang gad præsentere sig, før de var gået på jagt efter vores første opgave.

    ”Undskyld, men hvor er din gruppe?”

    Jeg får et chok og vender mig om mod personen, der har sagt det. En høj, slank dreng med strittende, lyst hår og store, blå øjne kommer hen mod mig med tre piger og en dreng fra min skole efter sig. Netop som drengen har sagt sine første ord, ser de alle fire ekstremt frastødte ud – de vil ikke tale med mig.

    De kan ikke lide mig.

    Jeg er ikke god nok til at være sammen med dem.

    Alle fem kigger de på mig. Deres øjne er stift rettet mod mig. De forventer et svar. Jeg kan mærke, at jeg begynder at svede. Mine håndflader, der er presset hårdt mod hinanden, bliver svedige, og mit hjerte banker hurtigere. Jeg er nervøs. Jeg er bange.

    Jeg er en bangebuks.

    ”D-det aner jeg ikke.” Jeg beslutter mig for at være ærlig og beder til, at drengen ikke vil være yderligere interesseret i, hvorfor jeg ikke er sammen med min gruppe.

    ”Hvem er i din gruppe?”

    ”Det… det ved jeg heller ikke.”

    Drengen tøver, som om han vrider sin hjerne for at finde ud af, hvordan han så skal kunne hjælpe mig. Jeg kender ikke navnene på de mennesker, der er i min gruppe, og jeg ved ikke, hvor de er henne. Jeg er hjælpeløs, og jeg fortjener ikke hans hjælp. Jeg har aldrig gjort noget godt for ham, og han burde ikke gøre noget godt for mig. Jeg kender ham ikke. Han kender ikke mig. De burde alle sammen bare gå.

    ”Kom nu, Jordan,” siger drengen fra min skole, der står bag ham. ”Hun er forvirret og har sikkert lige været ude for at kaste sin morgenmad op.” Jeg får kvalme. ”Lad hende bare være. Hun skal nok finde ud af det selv.” Han får en albue i siden fra den rødhårede og fregnede pige, der står ved siden af ham. Han flytter hurtigt sine hænder op til hoften, hvor hun ramte, og presser så læberne hårdt sammen. ”Kom nu.”

    Efter nogle sekunders tøven fra den lyshårede drengs side, sukker jeg og begynder at gå væk fra dem. Jeg er en smule svimmel, og min mave er så småt begyndt at rumle igen. Jeg har et æble i lommen, som Barbara gav mig, men jeg har ikke lyst til at spise det. Jeg kan mærke drengens blik på mig, da jeg læner mig op ad muren til skolen. Jeg vender hovedet mod ham, og han når kun lige akkurat at dreje sit ansigt væk og skynde sig efter sin gruppe – men jeg har nået at se, at han kiggede på mig.

     ”Millar!”

    Jeg kigger op og ser en brunhåret pige komme løbende hen mod mig. Nå ja, hun er fra min gruppe, og jeg kender ikke hendes navn. Det første hun gør, da hun er kommet helt hen til mig, er at slå ud med armene og sende mig et lynende blik. ”Hvor har du været? Er du klar over, at vi har ledt efter dig overalt?”

    ”Det har I jo så ikke, siden I ikke har fundet mig før nu.” Flot, jeg skal absolut være spydig i dag.

    Pigen viger fornærmet tilbage. ”Det er lige meget. Kom nu bare med.”

    Jeg nikker kort og bider mig i læben. Pigen fortæller mig, at vi skal i gang med en opgave, hvor vi er sammen med en anden gruppe. Den foregår omme foran skolen, og det er noget med både engelsk og matematik blandet sammen. Andet vil hun ikke fortælle mig – kun at jeg skal skynde mig, fordi de andre i grupperne ikke vil vente længere på mig.

    Da vi er kommet om til de andre, kigger de fra min skole på mig med irriterede blikke. De fra den fremmede skole sender mig et blik, der mest af alt fortæller mig, at de ikke synes om mig, allerede før de har talt med mig.

    ”Hvad var det nu, hun ved?” spørger en sorthåret pige fra den fremmede skole, der ikke ser ud til at være den mindste smule genert.

    ”Roxanne Millar,” mumler jeg og kigger ned i jorden.

    De vil ikke kigge på mig.

    Jeg er ikke god nok til dem.

    Der går en halv time, inden vi kan komme i gang med opgaven. Vi læser en masse papirer igennem for at finde ud af, hvad det går ud på, og vi bruger en masse tid på at diskutere, hvorvidt det skal være den sorthårede pige eller en dreng med krøllet hår, der skal styre det hele. Det ender med at blive drengen – hans navn er vist Chris.

    ”Emmy, derover, Harry, derover, James, derover, Jessie, derover, Tresh, derover, Mae, derover, og Roxanne, derover.” Chris vifter med armene, mens folk går derhen, de er blevet udpeget til at skulle være. Jeg kan ikke huske, hvad de forskellige hedder, men jeg kommer i hvert fald til at stå ved siden af en høj, ranglet fyr med pjusket, mørkebrunt hår. Jeg vil ikke sige, at han ser direkte godt ud – men der er noget ved ham, der får mig til at tænke, at hans udseende ikke er helt dårligt igen. Han kigger på mig, og idet hans mørkegrønne øjne møder mine, lægger jeg hovedet let på skrå. Der er et eller andet over ham, der virker bekendt.

    ”Okay, alle sammen,” begynder Chris, ”jeg giver tegn til jer, når I skal gå herop og finde en opgave, tage den med ned og arbejde sammen om at få den løst. Okay?” Alle nikker, men jeg kan se på dem, at de gør det, fordi de er tvunget til det.

    Da det endelig bliver min og min makkers tur til at hente en opgave, snurrer verden omkring mig så meget rundt, at det er lige før jeg griber fat i min makker for ikke at falde – men så kommer jeg i tanker om, at der ikke er nogen af dem, der synes om mig. Det gør jeg heller ikke selv.

    Vi henter en opgave, og min makker sætter sig ned, mens vi kan høre resten af vores gruppe heppe på os. Jeg er ved at dejse om. Virkelig. Jeg er svimmel, og hele min krop føles tung og alligevel fuldstændigt tom på samme tid. Jeg rynker panden, inden jeg sætter mig på knæ ved siden af min makker med det mørkebrune hår for at kigge på opgaven mellem os. Han er allerede begyndt at læse op, men selvom jeg er nysgerrig nok til at ville høre hans stemme, kan jeg ikke få mig selv til at koncentrere mig om at lytte. Jeg kan stadig høre de andre bag os. De hepper. Drengen læser videre, og jeg kan høre, at han spørger mig, om jeg kender svaret. Jeg når kun lige at møde hans blik, før jeg forsøger at ryste på hovedet, men mit hoved er tungt, og mine øjne glider langsomt i. Så mærker jeg de hårde, kolde fliser mod min hofte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...