Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2807Visninger
AA

4. Et smertefuldt minde

Tomhed. Vrede. Irritation. Træthed.

    Blot få af de følelser, der strømmer gennem mig og forhindrer mig i at glide ind i søvnens varme tag. Jeg er hjemme i min egen seng, jeg har min bamse, som jeg så barnligt har brug for, hvis jeg skal kunne sove, og den hjemlige rumsteren fra min mor og Barbara, samt duften af frisk kaffe når op til mit værelse. Det jeg plejer at elske… Det er, som om jeg er begyndt at hade alt, hvad jeg kunne lide og elskede før.

    Minderne skylder indover mig, som kolde bølger fra det vilde hav, og jeg lukker øjnene. Jeg vil ikke huske, hvad der skete. Jeg vil ikke mindes om, hvad jeg gjorde. Men hvor ønsker jeg dog, at det var lykkedes mig.

Mine øjne gled langsomt i, og jeg døsede hen op ad bussens kolde rude, der støttede min pande og lindrede den dunkende hovedpine, der kunne mærkes omme fra baghovedet og ud i tindingerne samt bag øjnene. Det var dejligt at få denne form for kulde presset mod panden.

    Jeg var svimmel, og jeg havde mistet næsten al min energi, selvom klokken kun var lidt over halv tre, og jeg var på vej hjem fra skole. Jeg var efterhånden bagud med en masse afleveringer, og mit hjemmearbejde blev heller ikke længere udført til et tolvtal, som jeg før i tiden havde fået at vide, at det blev. Nu var jeg ved at blive for sløv, og jeg orkede snart ikke andet end at sove eller ligge på min seng og bare tænke.

    Med et suk rejste jeg mig fra bussædet, da jeg havde siddet med hovedet presset mod ruden i tyve minutter, og bussen endelig standsede, hvor jeg skulle stå af. Jeg svang min taske over skulderen og vaklede usikkert gennem midtergangen af bussen.

    ”Ha’ en fortsat god dag, Roxanne.”

    Jeg kendte efterhånden chaufføren godt. Jeg var kørt med hans bus til og hjem fra skole i snart otte år – det var den samme smøre hver dag. Han sagde godmorgen, jeg svarede for det meste med et nik, medmindre han spurgte mig om noget, som om jeg havde sovet godt, eller om jeg ville få en god dag i skolen. Når jeg skulle ud, sagde han, at jeg skulle have en god skoledag. Senere, når jeg kom tilbage for at skulle køres hjem, spurgte han mig, om dagen havde levet op til mine forventninger. Og på vejen ud kom den så – ”Ha’ en fortsat god dag” eller ”Vi ses i morgen tidlig”.

    Det var næsten, som om han vidste, at vi ikke skulle ses i morgen tidlig denne gang. Han sagde slet intet, der kunne minde om et ”På gensyn”. Jeg nikkede derpå kort og forlod bussen for at slæbe mine ben efter mig ned ad gaden, indtil jeg stod foran vores hus. Jeg pustede en vildfaren hårlok bort fra øjet, så den ikke længere dækkede mit udsyn.

    Mor kommer først hjem til spisetid, tænkte jeg for at berolige mig selv, mens jeg travede op ad havegangen. Mine fingre rystede så voldsomt, at jeg knapt kunne fiske min nøgle op fra lommen og få stukket den sikkert i låsen. Da det endelig var lykkedes mig, drejede jeg den sølvfarvede nøgle, og døren gik op med et let klik.

    Jeg sukkede dybt og hang min jakke op på knagen efter at have lukket døren bag mig. Jeg stillede mine sko præcist, hvor jeg plejede at stille dem, hvorefter jeg småløb op ad trapperne og ind på mit værelse. Billederne af mig stirrede på mig med stikkende øjnene, mens jeg trampede ned ad gangen. Jeg smækkede døren til mit værelse hårdt efter mig og måtte hive efter vejret i et par sekunder, før jeg igen havde kontrol over mig selv. Mine ben rystede, da jeg satte mig på sengen og gemte ansigtet i hænderne.

    Milly havde fortalt mig, at jeg skulle slappe lidt mere af. Milly – jeg vidste næsten intet om hende, og hun opførte sig allerede, som om vi havde kendt hinanden i evigheder og var absolutte perlevenner. Hun havde ikke så meget som tænkt på at fortælle mig hendes efternavn, så jeg ikke behøvede at beskrive hendes udseende, hver gang jeg spurgte efter hende på gangene i skolen. Der var efterhånden så mange Milly’er, at det ikke var til at holde styr på.

    Mit og Millys forhold var kompliceret, lad os bare sige det sådan.

    Hun fortalte mig, at jeg skulle slappe af – hele tiden. Ifølge hende var jeg åbenbart for anstrengt. For meget, simpelthen. Dér var jeg dog ikke helt enig med hende. Jeg havde det forfærdeligt hver eneste dag, folk stirrede på mig, som om jeg ikke passede ind, og min mor stolede ikke på mig. Hun overså mig hver eneste dag. Ja. Sådan havde jeg det i hvert fald.

    Efter nogle minutters tænkepause på mit værelse, rejste jeg mig tøvende og forlod derpå rummet. Jeg tumlede ned i køkkenet, mens det føltes, som om alting snurrede rundt omkring mig. Jeg gjorde mit bedste for ikke at snuble, og jeg greb derfor hårdt fat i køkkenbordet. Jeg lænede mig fremover vasken, da en grim smag sprang helt nede fra min tomme mave og op i munden på mig.

    Jeg rettede mig op, rystede på hovedet og besluttede mig for at holde ud lidt endnu. Med halvlukkede øjne, bevægede jeg mig hen mod skabet, min mor altid gik til, når hun havde det dårligt eller havde ondt et eller andet sted. Dog en smule tøvende, åbnede jeg skabet og løftede armen op til øverste hylde. Jeg blev nødt til at rejse mig på tæerne, for at kunne nå.

    Med den lille bøtte knuget hårdt ind til brystet, småløb jeg hen til køleskabet, åbnede det og tog en flaske med kold vand ud. Et kort øjeblik stod jeg bare og betragtede køkkenet – de lyse låger, der udgjorde køkkenskabene. Der stod nipsting rundt omkring – på det runde bord i stuen, midt på spisebordet, i vindueskarmen, på køkkenbordet. Der hang billeder, jeg malede, da jeg var mindre, på væggene; blandt andre en tegning af en hund og et maleri af noget mønster.

    Med et suk gik jeg tværs hen over køkken- stuegulvet og med faste skridt, bevægede jeg mig op ad trapperne. Jeg havde et kort øjeblik fået et sus af selvsikkerhed, og på vejen ned ad gangen, gled sågar et lille smil over mine tørre og sprukne læber, trods det jeg skulle til ikke var noget at smile over.

    Sengen gav sig under min vægt, og jeg sank en klump. Rolig nu, tænkte jeg og lukkede øjnene. Efter omtrent et minut rejste jeg mig fra sengen igen. Dette var ikke det rette sted. Langt fra. Jeg rynkede panden og forlod derpå mit værelse.

    Gangen ledte mig hen til badeværelset. Jeg var ikke helt klar over, om det jeg skulle til, var... i orden. Men jeg var ligeglad. Inderst inde var jeg øredøvende ligeglad.

    Tiden gik. De hvide, aflange dimser landede i min håndflade, én efter én. Én efter én blev de skyllet ned med det kolde vand, og for hver eneste, kunne jeg mærke, at min krop blev tungere. Alle de mennesker, jeg i mit liv havde både hadet og elsket, dukkede op i mit hoved, og det gav mig lysten til at færdiggøre min handling tilbage.

    Min mor, Milly, Barbara, alle de, der formindskede min lyst til at tage i skole, alle de, der mindede mig om, hvordan jeg så ud, hvordan jeg var... Shannon Thompson... Edward Jonson... Katherina Marina... Margeret Live... Jennifer Train...

    Sidste.

    Sidste forsøg.

    Blot ét sekunds tøven kunne intet nytte.

    Jeg puttede den sidste dødbringende pille i munden og med rystende hænder greb jeg ud efter vandflasken, der lå på gulvet ved siden af mig. Jeg havde væltet den, og vandet flød ud over det kolde gulv.

    Pillen var væk. Det var slut.

    Missionen var fuldført.

Jeg presser øjenlågene sammen, så tårerne ikke får frit løb ned over mine kinder. Det må de bare ikke. Jeg ryster på hovedet. Hvorfor lykkedes det mig ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...