Overtaget

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 okt. 2012
  • Opdateret: 24 nov. 2012
  • Status: Færdig
Hvorfor er det nu lige, at tallet på vægten betyder så meget for os? Netop dette spørgsmål stiller mange i Roxanne Millars omgangskreds sig selv, da de finder ud af, at hun har forsøgt selvmord. Efter at have levet det meste af sit liv med lavt selvværd efter mobning, er hun begyndt at hade sig selv. Hun er overbevist om, at hun ikke er tynd eller pæn nok til at færdes blandt andre mennesker, og at hendes personlighed er afskyelig. Efter det mislykkedes selvmordsforsøg, bliver Roxanne så opsat på at skulle accepteres af alle, at hun bliver fuldkommen besat af at tabe sig – følelsen af et par ekstra kilo, der ryger, er jo fantastisk; er den ikke? Hvad kan den charmerende, men forsigtigte Tresh mon gøre for hende, når han har været igennem det præcist samme? Det er desuden ikke kun alle andres accept, Roxanne så desperat hungrer efter – det er også sin egen.

44Likes
48Kommentarer
2869Visninger
AA

14. Du har det dårligt

”Har du nogen som helst anelse om, hvorfor jeg ikke har villet tale med dig?” spørger Margeret. Vi står i skolegården, mens resten af skolen har time. Der er ingen lærere, der har set os.

    Jeg ryster på hovedet.

    ”Fordi du ikke så ud til, at du ville have, at nogen som helst skulle komme dig nær. Du har opført dig virkelig mærkeligt, og du har fået det dårligere og dårligere. Jeg var bange for, at du ikke ville være sammen med mig igen. Bange for, at sidste gang vi talte sammen også skulle være den sidste.” Hun presser læberne sammen. Jeg kan ikke fatte, at det er sådan, hun har tænkt i al den tid.

    ”Roxanne!”

    En person råber på mig. Margeret kigger over skulderen og får store øjne, som om den person, der kommer løbende mod os, er et fremmed væsen fra en anden planet. Jeg vender mig om og kigger på ham. Jordan. I sin soleuniform. Uden Tresh, Chris eller Harry som følge.

    ”Kom,” siger han forpustet, da han er kommet helt hen til os.

    ”Hvad? Jeg er i skole,” protesterer jeg og slår ud med hånden, da han har taget fat i mit håndled og forsøger at trække mig med. Svedbåndets håndled.

    Han hæver brynene. ”Du er i skole, men ikke til time. Hm, gad vide, hvordan det hænger sammen… ” Jordan himler med øjnene på sådan en ’mærkelig-tangegang-den-pige-har-sig’-måde, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt over det. ”Kom nu med.”

    ”Jamen, hvorfor? Svar mig nu, Jordan,” beder jeg og sætter hælene i, så han ikke kan trække mig med sig nogen steder hen.

    Han sukker og træder helt hen til mig, så hans ansigt kun er få centimeter fra mig. ”Tresh vil gerne tale med dig,” informerer han.

    ”Om hvad?”

    ”Det ved jeg ikke. Men han sagde, at det hastede. Så du må nok hellere se at tage dig sammen og gå med, hvis du ikke vil have mig til at løfte dig i stedet.” Han hæver brynene og lader til at ville have mig til at svare.

    Jeg vender mig mod Margeret. ”Undskyld, men jeg bliver nødt til at smutte.” Hun nikker kort. ”Vil du sige til lærerne, at jeg…”

    ”Du har det dårligt,” nikker Jordan og begynder så at trække i mig. Han vender sig kort om mod min gamle veninde. ”Og hej, Margeret.” Så forlader vi atter skolegården, og Jordan sætter tempoet højere og højere op, indtil vi står foran Treshs hus. Det ligger overraskende nok ikke specielt langt fra min skole. Vi er begge forpustede, da vi standser.

    ”Kender du Margeret?” spørger jeg ham, da vi begynder at gå samme tur, Tresh og jeg tog for tre dage siden.

    Jordan kaster et blik på mig og nikker så. ”Ja, det gør jeg.” Jeg opfordrer ham ikke engang til at fortsætte – han gør det helt af sig selv. ”Hun var på en måde min… kæreste på et tidspunkt. Det er ved at være lang tid siden, og det holdt kun i omtrent en måned, og vi begyndte at blive trætte af hinanden. Men ja… Det er slut.” Han trækker på skuldrene.

    ”Hun så da meget overrasket ud, da du kom, gjorde hun ikke?” Jeg kigger op på ham, men får blot et sølle skuldertræk tilbage. ”Hun har aldrig fortalt mig, at hun havde en kæreste…” Det er også længe siden, I var veninder. ”Kan du stadig lide hende, Jordan?”

    Han bider sig i læben. ”Måske, måske ikke. Jeg kan ikke helt finde ud af det.” Jordan sukker dybt og lader en hånd glide gennem det lyse hår. ”Det her handler ikke om hverken mig eller Margeret, det handler lige nu om dig og Tresh.” Han smiler drilsk til mig, og jeg får røde kinder. ”Orh, hvor er den dreng nu gået hen?” Vi stopper op på toppen af bakken. ”Han sagde, at jeg skulle få dig herop. Hvis han ikke engang selv er her, hvilken mening giver det så?” Jordan sukker dybt.

    ”Ved du, hvorfor han gerne vil tale med mig?” spørger jeg og lægger hovedet på skrå. Jeg lægger armene omkring mig selv, da der er koldt, og jeg ingen mulighed havde for at få min jakke over min kedelige, grå, sorte og hvide skoleuniform.

    ”Det var vigtigt, og det var alvorligt. Men jeg ved virkelig ikke, hvad han præcist ville tale med dig om. Bare et eller andet.” Jordan lader til at skjule et eller andet. Men for at være sød mod ham, vælger jeg at lade være med at stille flere spørgsmål i den dur.   

    ”Hvorfor er I ikke i skole?” Jeg kigger undrende på ham, og han smiler skævt.

    ”Tresh overtalte vores lærer til at give ham, Chris, Harry og mig fri... Han bildte ham ind, at vi skulle arbejde på en skoleopgave. Tresh er sådan en skør fidus.” Jordan kaster et blik på mig. ”Jeg kan godt forstå, at du kan lide ham, Roxanne.

    Jeg gør store øjne. ”Hvad? Hvem har dog sagt det?” spørger jeg og bliver nærmest helt forfjamsket, til en forandring.

    ”Så snart jeg nævnte, at det var Tresh, der gerne ville tale med dig, lyste dine øjne nærmest op. Og det siger ikke så lidt, eftersom man ikke ligefrem skal være raketforsker for at se på dig, hvor dårligt du har det.

    Jeg gav et lille, kort vip med hovedet, inden jeg valgte at holde min mund og kigge ned i jorden.

    Vi står noget tid i stilhed, mens tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Jeg er træt, og selvom jeg har fået mad og juice af frøken Cassidy, kan jeg alligevel godt bruge noget mere energi.

    Vent, hvad tænker jeg dog på?

    Jeg er ikke god nok.

    42,9 kilo målte vægten mig til sidst. Hørte min mor det, ville hun flippe ud. Men det er min hemmelighed. En hemmelighed, jeg er stolt over. Jeg har smidt over et kilo på bare tre dage. Det er rekord, tror jeg. Selvom mine ben ryster, og det føles som om de ikke kan bære vægten af min krop, har jeg alligevel ikke i sinde at forsøge at tage mere på eller få kræfter og energien til det. Jeg er træt, og hele min krop ryster, men jeg er ligeglad.

    ”Kom nu, Tresh,” mumler Jordan, der også er begyndt at stå og hoppe.

    Han kan ikke læse mine tanker. Han kan ikke se ind i mit hoved og vide, hvad der foregår derinde. Han ved ikke, at jeg jubler over mit eget nederlag. Jeg har kun lige kræfter til at holde mig selv oprejst, og jeg lader som om, det hele går fint, mens min verden er ved at ramle sammen for øjnene af mig.

    Jeg er ikke god nok.

    Jeg har prikket hul i mig selv. Sådan er jeg ikke, sagde jeg til min mor. Men det er jeg alligevel. Hvad jeg sagde til min mor, var sandt på det tidspunkt. Jeg kunne godt finde på at påføre mig selv synlige ar. Frit til beundring. At snyde i det spil, livet er, har jeg forsøgt. Jeg blev taget i hånden på det tidspunkt.

    Da jeg forsøgte at snyde, vejede jeg kun 38 kilo, og dér havde jeg ikke kræfterne til at holde mig selv oprejst. Men jeg gjorde det alligevel. Hvorfor? Tanken om, at det snart var slut, kunne jeg klamre mig til. Den holdt min hjerne i gang, mine ben oprejst.

    Jeg er ikke god nok.

    Min mor har aldrig stolet rigtigt på mig, og jeg føler virkelig, at hendes tillid til mig virkelig er fuldstændigt forsvundet. Det eneste hun tror, jeg kan gøre, er at smide kilo og være deprimeret. Mon hun nogensinde vil komme til at stole på mig?

    Mon det vil ende med, at jeg bliver taget fra hende, som Tresh blev fra sin mor?

    Mon jeg nogensinde vil kunne færdes omkring uden at tænke på, hvad jeg gjorde som femtenårig?

    Hvorfor kunne jeg ikke have Treshs tankegang og syn på livet?

    ”Nu kommer han!” udbryder Jordan ved siden af mig. Jeg løfter hovedet, og de pludselige tårer flyder ind i mine øjne igen. Ganske rigtigt: Den klodsede, mørkhårde fyr kommer løbende mod os. Hans ansigt er lagt i alvorligt folder, og jeg synker en klump.

    Jeg ved allerede, hvad han vil tale med mig om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...