Ungdommens vanvid

Hvad er jalousi? Hvad er kærlighed? Dette er en historie om ensidig kærlighed, om jalousi; Dette er en historie om ungdommens vanvid.

9Likes
60Kommentarer
1468Visninger
AA

1. My love

 

Hendes navn var Lena, eller hendes fulde navn var Elena, men alle kaldte hende Lena. Hun havde været objektet for min ensidede kærlighed i over 2 år. Problemet var bare at hun ikke kendte til min eksistens. Det havde dog ikke skræmt mig væk. Tværtimod var min forelskelse ved at blive til en besættelse. Jeg var blevet en stalker. En skygge der altid lurede hvor end Lena befandt sig på skolen.  Jeg havde snuset mig frem til at hun havde 2 søstre og at hendes forældre var skilt.
Jeg vidste alt om hende. Mit hæfte var overtegnet med hendes navn og en masse hjerter. Det var pinligt. Desuden var min kærlighed fuldkommen umulig.

”Alex! Hallo! Hører du efter?” 
Modstræbende fjernede jeg mit blik fra Lena. I stedet stirrede jeg direkte på min bedste veninde, Mia. Lige nu sad hun med en irriteret rynke i panden og betragtede mig.
”Du har siddet og stirret på Lena i over 2 år nu. Har du ikke snart tænkt dig at rykke ind?”
Jeg så ned på mit hæfte. Fulgte mine skriblerier med øjnene, som om jeg var en arkæolog der skulle tyde nogle vigtige egyptiske skrifter.
”Du forstår ikke..” mumlede jeg så.  Mia tog min hånd.
”Hvad jeg forstår, er at du har været forelsket i den pige siden 7. klasse nu. Du er 16 år. Tag dig sammen.” svarede hun med den sædvanlige friske tone som hun brugte når hun legede psykolog.
Jeg sukkede. Hun havde jo ret. Problemet var bare at min kærlighed var anderledes.  

Men Mia havde ikke tænkt sig at lade mig være i fred. Jeg kunne se at hun gjorde sig klar til endnu en svada, så jeg tog en dyb indånding, rejste mig op og bevægede mig hen mod Lenas bord. Mit hjerte satte farten op. Blev hurtigere for hvert skridt jeg tog. Hvorfor var det som om min vejrtrækning rungede i hele lokalet? 
Så kunne jeg se min skygge slynge sig op ad Lenas slanke krop. Hun bar en skøn blå top med en blågrøn løs trøje udenpå. Smuk som altid, var hun. Hun vendte sig mod mig og slyngede med sit lange brune hår tilbage.
”Hvad? Åh. Du er?” spurgte hun, og hendes stemme sendte ildninger gennem min krop. De blå øjne, omrammet af lange lyse øjenvipper, så afventende på mig. Jeg rømmede mig. Det lød som en forskrækket tudse.
”Mit navn er Alex. Alex Sorren. Jeg går i samme klasse som dig?” sagde jeg, mens jeg stilfærdigt kæmpede med klumperne i halsen og sommerfuglene i maven.
Hun rynkede sin fine hvide pande et øjeblik, før et lille glimt af genkendelse lyste op i hendes øjne, et sekund.
”Nåårh. Du er hende den stille pige ikke?” sagde hun så, med et lille stolt smil.  
Jeg nikkede. Stille pige. Jeg var blevet kaldt værre.  Hun gjorde en bevægelse mod stolen overfor. Jeg satte mig. Hun lænede sig lidt hen mod mig, som i fortrolighed og hendes mund formedes i et lille spændt smil. Hun lignede næsten en legesyg kat.
”Alle siger at.. du ved… at du er…” begyndte hun. Jeg sank en klump. Hun vidste det altså.
”At jeg er til mit eget køn?” afsluttede jeg stille. Hun nikkede. Der var noget i hendes blik jeg ikke helt kunne tyde.  Hun så spørgende på mig, med hovedet let på skrå. En bevægelse jeg kunne genkende fra samtlige piger der vidste hvad de lavede. Jeg havde intet valg. Min hals var knastør.
”Det er sandt nok.”

Jeg så væk, bange for hendes reaktion. Stilhed. Det var nervepirrende. Til sidst blev jeg nødt til at se på Lena. Hun skulle til at sige noget, da en af de populære fodboldspillere fra skolens fodboldhold dukkede op og satte sig ved siden af Lena. Straks lænede han sig tæt ind til Lena. Hans mund strejfede hendes øre. Hans læber bevægede sig. Lena fniste, og jeg mærkede en gnavende fornemmelse dybt nede i maven. Det føltes som om en enorm slange var i gang med at fortære mig indefra. Jeg så på drengen, Josh hed han, imens jeg prøvede at undertrykke min afsky. Hvad var der egentligt ved ham som gjorde pigerne så bløde i knæene? Han havde almindeligt kommunefarvet hår og grå øjne. Han var veltrænet ja, men hvad så? Jeg havde pludselig lyst til at tørre det veltilfredse grin af hans ansigt.  Som om Lena nogensinde ville komme sammen med ham. Alle vidste jo at han havde knaldet mindst 10 af de 15 piger i heppekoret. Men en lille skeptisk stemme indeni mig spurgte: hvorfor ikke? 
Slangen voksede. Slangen hed Jalousi, også kaldt misundelse.

Før jeg vidste af det var spisefrikvarteret slut. Så timen. Så skoledagen. Jeg nåede ikke at se mere til Lena, men jeg havde snakket med hende og det var da altid noget. Jeg havde rent faktisk sagt et par ord til hende. Det ville have været perfekt hvis ikke den nar til Josh havde blandet sig.

Den dag begyndte jeg på endnu et af mine lange breve.

Kære Elena.

Jeg stregede de første to ord ud og begyndte forfra.

Elena,
Hvis bare jeg kunne udtrykke hvad jeg føler for dig…

Jeg skrev og skrev og bemærkede knapt nok tårerne der faldt på det linjerede papir. Slangen lå nede i maven og ulmede. Ventede på endnu en chance for at vågne…


Den næste skoledag besluttede jeg mig, på baggrund af gårsdagens succes, for endnu engang at nærme mig Lena. Denne gang i klassen. Hun så op da jeg nærmede mig. Til min store glæde, og fortvivlelse, smilede hun sødt til mig.
”Alex, var det ikke?” Jeg nikkede, stum af glæde. Mit hjerte hamrede af sted som om det prøvede at hoppe ud af brystet på mig. Jeg havde lyst til at række ud og røre ved Lenas perfekte bløde hår eller stryge hende over hendes kind. Men jeg gjorde det ikke.
Så kom læreren og jeg blev tvunget til at lunte tilbage til min plads bagerst i klassen.  Var mit held opbrugt? Så langt fra. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...