Ungdommens vanvid

Hvad er jalousi? Hvad er kærlighed? Dette er en historie om ensidig kærlighed, om jalousi; Dette er en historie om ungdommens vanvid.

9Likes
60Kommentarer
1461Visninger
AA

4. A new start, a new party

 

Jeg pjækkede fra de sidste par timer, og gik direkte hjem. Jeg følte mig dum. Hvordan havde jeg nogensinde kunnet tro at Lena var forelsket i mig? Det havde jo været tydeligt for enhver at hun flirtede på det kraftigste med Josh. Jeg vidste ikke om jeg nogensinde kunne se Lena i øjnene igen, eller om jeg i det hele taget gad. For mig var det som om hele min verden var brudt sammen. Ikke alene havde min første store kærlighed misbrugt mig, men hele situationen var også ubærlig ydmygende.


De næste par dage gjorde jeg alt for at undgå Lena og Josh med. Det var ikke let, men fordi jeg havde fulgt efter hende og studeret mønstrene i hendes dagligdag, lykkedes det nogenlunde. Alligevel var det en dag lige ved at gå galt.
Jeg havde ikke sovet så godt den dag og havde derfor, uden at tænke mig om, bare trådt ind i kantinen. Og dér stod hun. Mit hjerte satte farten op og mine kinder glødede. Hvert et hjerteslag gjorde ondt. Hurtigt drejede jeg om på hælene og travede væk på en måde der ville have gjort enhver militant leder stolt.
Det eneste jeg kunne høre var en susen for ørerne og mit panikslagne åndedrag.
Det eneste jeg kunne se var hendes smilende ansigt.  
Jeg lukkede mine øjne. Ville ikke se det. Og selvfølgelig stødte jeg ind i noget hårdt, hvilket fik mig til at miste balancen og falde bagover.  Jeg ramte gulvet med et lavt bump og følte derefter en intens smerte i ryggen og i hovedet. Jeg åbnede mine sammenknebne øjne og så lige ind i et par venlige chokoladebrune øjne.  Uvilkårligt begyndte jeg at rødme, og mit blik gled længere ned. Det var en dreng og en utrolig lækker én af slagsen endda.
Men hov. Hvorfor tænkte jeg nu det? 
I stedet for en følelse af ubehag over at han praktisk talt lå oven på mig følte jeg en snurren i kroppen, som hvis små elektroder sendte elektriske strømme rundt i min krop.
Hurtigt fik jeg ham fejet væk, mens jeg mumlede en hurtig undskyldning. Da vi igen begge to stod på egne ben smilede han, lidt fortumlet, til mig.
”Det gør ikke noget. Det er rart at en smuk pige kaster sig over mig en gang i mellem.”
Jeg ville have rullet med øjnene hvis ikke jeg var så fortryllet.
Han havde halvlangt mørkebrunt hår, der krøllede en smule og han var slank. Ikke helt så muskuløs som dem på fodboldholdet, men bestemt heller ikke en splejs. Han bar en almindelig sweater med en let V-udskæring, som komplimenterede hans kropsbygning. Jeg kunne knapt sige et ord. Så fattede jeg det. Det var Sander. Han var et medlem af den gruppe som holdt sig på afstand af de fleste, og var populære i kraft af det.  Jeg havde egentlig kun interesseret mig for Lena i den gruppe. Jeg blinkede heftigt et par gange for mig selv, hvorefter jeg fik fremmumlet: ”Ja meget sjovt.”
Så skyndte jeg mig udenom ham, og med lange skridt fjernede jeg mig fra ham for hvert sekund der gik. Hvorfor hamrede mit hjerte sådan?
Forvirret og stadig rødmende fandt jeg frem til min plads bagerst i klassen. Jeg var så chokeret at jeg knapt nok lagde mærke til at Lena fniste da hun så mig træde ind eller at hun begyndte at hviske til en veninde.  Endnu engang befandt jeg mig i en situation hvor jeg ikke kunne koncentrere mig.
Jeg blev nødt til glemme min forvirring. For nu. I stedet rettede jeg min splintrede koncentration mod at tegne på mit papir, men da det gik op for mig, at jeg var i gang med at tegne Sander, krøllede jeg papiret sammen og smed det fra mig. Jeg var da til piger, var jeg ikke?

De næste par dage brugte jeg på at spekulere om hvorvidt jeg var til piger eller drenge.
Hver gang jeg så HENDE, følte jeg et stort tomt hul i mit hjerte, der sved i kanterne som om det truede med at vokse sig større.
Hver gang jeg så HAM rødmede jeg og det dunkede i mit bryst som om jeg lige havde løbet et maraton. Jeg var så forvirret. Endnu værre blev det, da han pludseligt smilede til mig en dag, helt uventet. Det føltes som om at mit hjerte stoppede med at banke lige i det øjeblik.  Det var først dér at jeg indså det; Jeg var smaskforelsket, selvom han var en dreng.  
Hele den dag tænkte jeg på hvad jeg skulle sige hvis jeg så ham, for selvom det aldrig ville have faldet mig ind at snakke til ham før, gik det op for mig at det muligvis var det jeg havde brug for.
Hvordan skulle jeg opføre mig?
Jeg var så spændt og nervøs på samme tid, men jeg mødte ham ikke. Det viste sig at han pjækkede. Jeg følte mig skuffet og sært svigtet.  Nu hvor jeg havde indset at jeg var forelsket, var jeg urolig og utålmodig. Jeg ville bare møde ham og se det der skæve smil igen. 

Jeg så ham først et par dage efter. Han virkede glad og udadvendt som sædvanlig, men der var et eller andet der var forandret ved ham.  Han strålede ligesom mere, på en eller anden uforklarlig måde.
Jeg tog en beslutning og med en dyb indånding opsøgte jeg ham i spisefrikvarteret.
Han så forbavset på mig, som om det aldrig var faldet ham ind at jeg kunne finde på at opsøge ham.
”Alex, var det ikke? Hvad er der?” spurgte ham, venligt men også en smule forvirret. Mine knæ føltes som gele bare ved at stå foran ham. Jeg rømmede mig, imens jeg prøvede på ikke at falde fuldkommen i staver foran ham.
”Jeg spekulerede på, om du gad være sammen… en dag..?” spurgte jeg, og min stemme knækkede i slutningen af sætningen, hvilket fik mig til at lyde fuldkommen idiotisk.
Der var stille et par sekunder.
”Det kan jeg desværre ikke. Men du kan komme hjem til mig i aften, jeg holder fest.” svarede han så endelig. Mit hjerte hamrede så hårdt at det næsten gjorde ondt. Han havde lige inviteret mig til hans fest. Jeg smilede stort. Så meget at jeg sikkert lignede en jubelidiot.
”Selvfølgelig”. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...