De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21269Visninger
AA

32. Valget.

Vinden aede mit hår, mens jeg gik. Jeg havde fået at vide, at jeg ikke måtte cykle de næste par måneder, og mine forældre havde i hvert fald ikke tænkt sig, at køre mig ned til Penuel. Derfor var jeg nødt til at gå, hvilket sådan cirka havde taget en halv time. Det var måske ikke det sundeste for mit ben lige nu, men jeg var mere bange for, hvad der ville ske med mit hoved, hvis jeg ikke snart så Penuel.  Jeg havde brug for en afslutning. Eller en begyndelse. Jeg havde brug for svar.

Mit ben begyndte at gøre en smule ondt, men jeg bed tænderne sammen og holdt det ud. Der var mennesker før mig, som havde gjort noget som var meget mere smertefyldt og stadig var blevet ved. Så kunne jeg også godt det her.

Jeg havde stadigvæk nøglen til lejligheden, så jeg låste mig bare ind i opgangen. Jeg var ret sikker på, at han ville have lukket mig ind uanset hvad, men nu var jeg da helt sikker. Trinene knirkede under mine fødder, og jeg kunne mærke min hjerterytme blive hurtigere. Penuel havde ikke besøgt mig en eneste gang på hospitalet, men han havde heller ikke ligefrem været velkommen. I hvert fald ikke hvis man spurgte mine forældre og Jake.

Jeg bankede på døren og ventede. Jeg prøvede at se afslappet ud, som om jeg havde et overblikket, men jeg var ret sikker på at nervøsiteten skinnende igennem i mine øjne. Forhåbentlig havde han så dårlig samvittighed, at han ikke engang ville se mig i øjnene.

Det var Penuel der åbnede døren, præcis som jeg havde håbet. Han lignede sig selv, med det blå hår og den sædvanlige T-shirt. ”Skye… Hej… Jeg…”

”Må jeg komme ind?” spurgte jeg. Han trådte straks til side, så jeg kunne komme forbi. Jeg satte på køkkenbordet og fik øje på pakken med smøger. De fristede mig, og så alligevel ikke.

”Undskyld, jeg fortalte Jake det hele. Jeg vidste bare ikke, hvad fanden jeg lige skulle gøre efter du…” Han kunne ikke engang sige ordet. Jeg ville gerne fortælle ham, at det virkelig ikke var et selvmordsforsøg, men jeg havde efterhånden prøvede at overbevise mange, og det var endnu ikke lykkedes. Penuel ville nok heller ikke tro på det, især fordi han så hvordan jeg var, lige inden jeg tog af sted. Jeg kunne godt have opført mig som en, der planlagde sit selvmord.

 ”Det er okay. Jeg er glad for, at han ved det. Det er meget nemmere.”

”Har du fortalt ham om udfordringerne?”

”Som om han ville kunne forstå dem. Den holder jeg altså for mig selv,” sagde jeg.

”Okay. Det er dit valg.”

”Penuel?” Jeg fangede hans blik og han lænede sig mod køkkenbordet, som jeg sad på. Det var tydeligt, at han ikke helt vidste hvad han skulle gøre, og hvor vi stod. Det gjorde jeg heller ikke. ”Hvad sker der egentlig med os? Er det bare helt slukket nu?”

”Hvad synes du?”

”Vi kan vel ikke være sammen, hvis jeg ikke er med i klubben.”

”Teknisk set jo, hvis du tør stole på mig,” svarede han og lagde en hånd om min ryg. ”Hvilket du kan. Jeg elsker dig og jeg vil det her, selvom det er pisse uhyggeligt. Jeg kan godt styre mig.”

Jeg burde være glad nu. Jeg burde hoppe op og ned ad glæde, for så kunne jeg få det hele. Jeg kunne beholde mit normale liv, beholde Jake og samtidig få Penuel. Det gik op. Præcis som jeg ville have det fra starten. Problemet var bare, at jeg ikke var den samme som i starten. Jeg havde forandret mig de sidste par uger på hospitalet. Jeg var blevet mere mig selv igen. Overhovedet ikke helt, men nok til alligevel at vide, at det her ikke var... At det ikke var det samme som for to uger siden, hvor jeg havde haft min første gang med ham. Jeg elskede ham, men samtidig hadede jeg ham. Han mindede mig om udfordringerne. Han var udfordringerne.

Desuden var der bare sket noget de sidste par uger. Måden Jake holdt om mig på. Kyssede mig i panden lige inden han gik. Han havde endda madet mig, for sjov et par dage på hospitalet. Jeg tror at jeg kunne se hvad han havde set hele tiden. Det bedste ved det var, at den tanke gjorde mig tryg. Jeg følte ikke jeg var ved at brænde op indeni, men jeg havde den her sikre fornemmelse i maven af at det var rigtigt. Det var rart med mennesker der bare vidste, at når man er ked af det, så kravler man ind under en seng. Han kendte mig. Måske ikke bedre end mig selv, men på en anden måde end mig selv.

”Du ser meget alvorlig ud,” sagde Penuel. Jeg havde åbenbart siddet som en idiot og stirret ud i luften.

”Jeg kan ikke.”

”Du kan ikke hvad?”

”Det her… Os,” mumlede jeg. Jeg kiggede væk, for jeg ville bare gøre et eller andet dumt, hvis jeg kom til at se ham i øjnene.

”Hvis det er fordi jeg ikke har besøgt dig på hospitalet, så…”

”Det er det ikke,” skyndte jeg mig at sige. Jeg forstod faktisk godt, at han ikke havde besøgt mig. Det var alligevel bare endt ud i en masse unødvendig drama. ”Det er bare en blanding af alt det med udfordringerne og Jake.”

”Og Jake?” Penuel kiggede mærkeligt på mig. Det var helt sikkert det sidste, som han havde forventet at høre mig sige.

”Han gør mig glad.”

”Det gør hundehvalpe for det meste, men det betyder ikke at man skal komme sammen med dem.”

”De fleste slanger virker også ret spændende, men jeg vil også sige, at det er en ret dårlig ide at blive kærester med dem,” svarede jeg. Jeg prøvede selv at holde op med at tænke på Jake som en hundehvalp, fordi jeg vidste at det irriterede ham. Han var bare en hundehvalp. Min hundehvalp.

”Du ender med at fortryde det.”

”Du har allerede fortrudt det,” vrissede jeg.

”Hvad mener du?”

”At du ikke bare gav mig en chance helt fra starten. Du vidste at der var et eller andet imellem os, og alligevel blev jeg nødt til, at prøve at passe ind et sted, hvor jeg overhovedet ikke passer ind, før du overhovedet ville overveje noget med mig. Næste gang, så tag en chance.”

”Som om der bliver en næste gang, efter det her.” Han lagde armene over kors og jeg og kunne se på hans fingre, at han rystede. Jeg havde næsten lyst til, at give ham et kram, men jeg vidste at det var det sidste han ville have lige nu. Jeg kendte ham og han var alt for stolt til det. Han havde sikkert troet, at jeg bare ville hoppe op og ned af glæde, efter jeg fandt ud af, at vi stadig kunne være sammen.   

”Du skal nok finde en.”

”Tak, men du er den sidste jeg gider høre det fra lige nu.” Han vendte øjne. ”Måske skulle du bare smutte igen.”

”Virkelig modent, Penuel,” sukkede jeg.

”Hvad vil du have jeg skal sige? Jeg har lige fundet ud af, at du åbenbart har løjet for mig hele tiden.”

”Jeg har også løjet for mig selv, om hvordan jeg har det.”

”Nårh, stakkel. Hvor er det hårdt for dig.”  

Jeg hoppede ned fra bordet og kunne mærke reaktionen sitre gennem mit ben, men jeg lod ham ikke se det. I stedet gik jeg bare lige forbi ham, på vej mod døren. ”Hav et godt liv.”

”Tak, og ikke særlig meget i lige måde.”

Jeg vendte mig om og så på ham med sammenknebne øjne. Jeg smækkede døren og mærkede hvordan vreden sitrede i mine fingrespidser. Fuck ham.

 

***

 

Min perfekte fortæl-Jake-hvordan-jeg-har-det-dag var ikke gået helt så perfekt. Jeg var lige ved ikke, at kunne komme i skole i morges, fordi mine forældre var så vrede over den lille udflugt som jeg havde været på.  Da jeg så endelig kom i skole var pladsen ved siden af ham optaget, og nu hvor vi endelig havde fået frikvarter, stod han sammen med Hannah og Julia. Man skulle næsten tro, at han stadig ignorerede mig.

”Sidder der nogen her?” spurgte en dreng, med mørkt hår, en pæn blå skjorte, tætsiddende bukser og en håndtaske. Jeg rystede på hovedet, og lod ham sætte sig ved siden af mig på græsset. Så længe han ikke skyggede for min udsigt til Jake, overlevede jeg nok.

”Undskyld, jeg spørger, men er du ikke…”

”Selvmordspigen skråstreg kærestestjæleren. Jo, det er mig. Bortset fra jeg ikke prøvede at begå selvmord,” indrømmede jeg. Det var alligevel dumt at benægte mit rygte. Sådan cirka ligeså dumt, som det var at benægte at det irriterede mig, at Jake lige nu sad sammen Hannah og Julia.  

”Du er lidt sej, pigebarn,” sagde han og gav mig et klap på skulderen. Jeg kiggede underligt på ham. Jeg var sej? No way. Jeg var det omvendte af sej… Jeg var sådan… Usej.

”Hvorfor?”

”Fordi du er så ligeglad.”

”Åh, tro mig, jeg er ikke ligeglad,” sagde jeg og ville straks ønske, at jeg bare havde sagt ja. Det ville faktisk være rart med en ven mere. ”Hvad hedder du egentlig?”

”Matt.”

”Jeg synes også du er lidt sej.”

”Hvorfor?” grinede han. Han havde en meget markant latter, men på den søde måde.     

”Fordi du tør hænge ud med outcastet.”

”Søde ven, jeg er outcastet.”

”Det kunne være at vi skulle startede vores egen klub,” sagde jeg, men fortrød det straks. Det var aldrig kommet noget godt ud af at lave en klub. I hvert fald ikke, af det som jeg havde set. Jeg vendte blikket tilbage til Jake og prøvede ikke, at se alt for drømmende ud, nu hvor Matt sad her. Det lykkedes åbenbart ikke helt.

”Go for it,” sagde Matt og gjorde et nik i retningen af Jake. ”Han er jo så vild med dig.”

”Og alligevel sidder han dernede sammen med dem.”

”Gå nu ned og tag din mand. Vi to ved jo begge to godt, at han ikke er interesserede i dem.”

”Gør vi?” grinede jeg. Jeg burde vide det. Det var bare den pokkers usikkerhed der kom ind igen. Men jeg kunne godt lide, at Matt kaldte Jake for min mand. Det var simpelthen for morsomt. Jeg tog mig endelig sammen og rejste mig. Matt lavede et lille bifald for mig og jeg rødmede. Hvad havde jeg gang i?

”Kom nu af sted,” blev han ved. Jeg tog en dyb indånding og besluttede mig for bare, at gøre det. Jeg kunne godt lide Jake. Jeg var ret sikker på at Jake godt kunne lide mig. Så fuck hvad Hannah og Julia ville tænke.

”Jake,” sagde jeg. De så alle tre op på mig, men jeg sørgede for kun, at kiggede på Jake. ”Kan vi ikke snakke sammen?”

”Selvfølgelig,” svarede han og rejste sig. Mit hjerte slog hårdt. Det var måske lidt noget pjat med, at Jake kun gjorde mig tryg, for han kunne virkelig også gøre mig nervøs. Ligesom nu. Jeg førte ham væk fra græsområdet og hen imod parkeringspladsen. Jeg var ret ligeglad med hvem der så os, bare det ikke var Hannah og Julia.

”Hvad så?” spurgte han. Jeg smilede og lænede mig ind, for at kysse hans læber. Først virkede han så overasket, at han slet ikke reagerede, men da det først gik op for ham, hvad jeg havde gjort kyssede han mig igen. Det føltes rigtigt. Det var rigtigt. Jeg lagde en hånd mod hans brystkasse og mærkede hvor hurtigt hans hjerte dunkede.

”Wow…  det…”

Jeg grinede og aede hans kind. ”Jeg ved det.”

”Jeg troede, at det altid ville være Penuel.”

”Det troede jeg også, men det viser sig, at altid er et meget løgnagtigt ord.”

”Jeg havde virkelig troet…”

”Også mig,” sagde jeg og lagde hånden over hans. ”Men det giver mening det her, og jeg kan godt lide at du får mig til at føle mig… Skye agtig.”

”Skye agtig?” grinede han.

”Helt seriøst, det er der ikke særlig mange der kan.”

Jakes smil stivnede pludselig og han slap min hånd. Jeg kiggede bag mig og ikke særlig overraskende stod Penuel der. Perfekt.   

”Jeg snakker lige med ham,” mumlede jeg og gav Jake et hurtigt kys. ”Det betyder ikke noget.”

Jake nikkede og sukkede. Jeg var glad for, at han trådte til side alligevel og lod mig snakke med Penuel alene. Jeg havde brug for, at vi ikke var sure på hinanden. Det ville bare tage for meget energi.

”Hej,” sagde jeg og lagde armene ind til mig. ”Stadig vred?”

Han rystede på hovedet. ”Undskyld. Jeg overreagerede. Hvis det er Jake du vil have, så…”

”Det er det,” skyndte jeg mig at sige.   

”Må jeg give dig et råd?”

Jeg løftede et øjenbryn. ”Hvad nu hr. forholdsekspert?”

”Vær ærlig overfor ham, ellers så går det galt. Jeg havde den her pige, som var virkelig speciel. Vildt irriterende, men jeg kunne stadig rigtig godt lide hende. Det gik bare galt, fordi jeg ikke accepterede hende fra starten og fortalte hende alt.”

”Penuel,” sukkede jeg.

”Lad være med at lav min fejl også. Hvis du virkelig kan lide ham, hvilket du må kunne, siden du er villig til at opgive det her, så bliver du nødt til at fortælle ham om udfordringerne.”

”Okay.”

”Godt. Jeg mente i øvrigt ikke det der med, at jeg håber du får et dårligt liv. Kun lidt.”

Jeg rystede på hovedet af ham og bed mig i læben. ”Du skal nok finde en.”

”Jeg finder en der er bedre.”

”Det burde heller ikke være så svært.”

”Du kender tydeligvis ikke dig selv,” sagde han og smilede skævt. Halvt trist og halvt glad. Han vendte sig om og begyndte at gå tilbage mod sin bil. Det føltes ikke som en afslutning, men det var det. Sådan var det når man havde elsket nogen. Der var bare ikke en tydelig ende på tråden, men en masse der lignede det.

Jeg tog en seddel op ad tasken og begyndte at skrive udfordringerne op.

 

1: Farv håret lilla

2:Overnat alene på en kirkegård

3:Tag med en fremmede af modsat køn hjem.

4:Stjæl 3 ting.

5:Strip et offentligt sted.

6:Vær udsat for et overgreb.

7: Ryg dig skæv.

8: Spis middag hos Penuels familie.

9: Hav sex for første gang.

 

Jeg kiggede ned ad sedlen. Nogle virkede faktisk ikke så slemme. Nogle andre virkede virkelig slemme. Jake prikkede mig på skulderen og jeg skyndte mig at folde sedlen på midten.

”Hvad er det?” spurgte han.

Jeg rakte ham sedlen. Jeg var så nervøs for, at han ikke kunne acceptere det. ”Det er alle udfordringerne. Du kan prøve og kigge på dem, så kan vi mødes og snakke om det i morgen. Jeg tror du får noget at tænke over.”

Han kiggede ned på sedlen og tilbage på mig igen. Jeg håbede virkelig, at det kunne være lige meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...