De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
20811Visninger
AA

29. To under en seng.

Penuel holdt ind ved min onkels hus, og jeg hev min taske op fra bunden af bilen. Min onkel og hans kone begge to arbejde, så jeg havde lovet for lang tid siden, at jeg ville passe Noah og Ellie. Jake skulle selvfølgelig også være med. Hver gang min onkel spurgte, om jeg ville være babysitter, sørgede han altid for at Jake også var ledig den dag, hvilket jeg var taknemmelig for. Det var bedst for alles skyld. I virkeligheden var det jo bare Jake der babysittede mig, Noah og Ellie.

”Jeg kommer og henter dig klokken seks, og så tager vi ud og spiser. Okay?” sagde Penuel.

Det overraskede mig faktisk lidt, at han slet ikke havde nogen problemer med, at jeg skulle være sammen med Jake i dag. Det havde han nok også, for han var jo ikke dum. Jeg havde ligget og puttet min pandabjørnsbamse ind til mig i nat, og Penuel vidste godt at der kun var en der kunne finde på at give mig sådan noget. Jeg tror han gjorde det, fordi han regnede med, at jeg ville kunne få en afslutning ud af det. Ellers kunne han bare godt lide, at såre sig selv. Jeg var lidt i tvivl, men jeg var bare glad for, at det var gået så nemt. Hvis det var omvendt, havde Jake aldrig bare ladet mig gå og den tanke kunne jeg faktisk godt lide.

”Du behøver ikke, at gøre noget større ud af det end det er.”

”Hold nu op. Du er da en pige, ikke? Den første gang er da speciel. Ellers har jeg misforstået piger fuldstændig.”

”Åh, det har du. Alt der står på et stykke papir er lige meget. Jeg gider ikke, at gøre et helt stort nummer ud af det, så du kan bare hente mig klokken seks og køre mig hjem, så vi kan få det overstået.” Var det virkelig mig der sagde det? Mig, der havde drømt om den perfekte kæreste, den perfekte første gang, den perfekte mand og det perfekte bryllup. Mig, der var opvokset med tøsefilm og havde haft alle de pigedrømme, som de fleste benægter. Udfordringerne havde bare gjort mig til en anden, og alt hvad der stod på de små sedler var noget som skulle overstås.

”Det mener du jo ikke,” sagde han og prøvede at række ud efter min kind, men jeg rejste mig hurtigt op, så han ikke kunne nå mig. Det var ikke fordi jeg ikke kunne lide ham. Jeg elskede ham. Det var bare… Ja, han forstod det slet ikke.

”Men det gør jeg. Sådan er det bare.” Jeg lukkede døren og vinkede til ham. Jeg kunne se en smule modvilje i hans øjne og han var sikkert nervøs for, om jeg ville lave noget med Jake igen, især nu hvor jeg virkede så kold. Han kunne sige alt hvad han ville at han var ligeglad, men det passede ikke. Enten løj han om at han var ligeglad, ellers så løj han om at han kunne lide mig. Alt andet hang ikke sammen.

Jeg trådte ind ad døren og regnede med at blive overfaldet af to overglade børn. Det skete ikke, så jeg fortsatte ind i huset, hvor jeg fandt Jake, sammen med Ellie og Noah siddende ved stuebordet, hvor de var i gang med at fingermale. Jake havde en lang blå streg ned ad sin kind. Man skulle næsten tro, at han bare tiltrak ting til sit ansigt. Ligesom med isen, som han havde på næsen

”Hej,” sagde jeg. Min stemme rystede og det samme gjorde mine hænder. Han kiggede op på mig med røde kinder og smilede, så smilerynken samlede sig om hans øjne. Jeg satte tasken fra mig, så jeg ikke havde noget i hånden, som kunne afsløre hvor meget jeg rystede.

”Se!” råbte Ellie og holdt en tegning op. Hendes hænder var tværet ind i maling og motiveret på tegningen, var egentlig bare en masse hænder, i forskellige farver, der klaskede sammen. Jeg tvivlede på, at jeg selv ville kunne lave noget, som var bedre.

”Den er fin,” sagde jeg og satte mig hen til dem. Jeg placerede mig bevidst, så Ellie lige netop skilte mig fra Jake. ”Var jeg forsinket?”

”Kun en halv time,” mumlede Jake.

”Ups.”

”Du havde vel travlt med Penuel.” Jake lagde Noahs tegning til tørre på nogle aviser der lå gulvet, hvilket gav ham den perfekte undskyldning, for ikke at se på mig.

”Undskyld.”

”Bare rolig, jeg er vant til at du opfører dig sådan.”

Jeg så overasket på ham. Han plejede ikke at være så… ærlig. ”Det var et uheld.”

”Er det ikke altid et uheld i din verden?” spurgte han. Jeg bed mig i læben og aede Ellies skuldre, bare så jeg ikke lignede en der var helt fortabt. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle ham om udfordringen, så han forstod hvorfor jeg var lidt ved siden af mig selv og kom for sent.

 ”Jeg…” Jeg fugtede læberne og kiggede ned. Jeg kunne ikke det her. Det var simpelthen for mærkeligt, så jeg rejste mig op og gik op ad trappen. Endnu engang snoede tårerne sig ned ad mine kinder. Jeg måtte virkelig være den største kliche nogensinde.

Uden at tænke over det, gik jeg ind i min onkels soveværelse og krøb mig ind under sengen. Det var faktisk der det hele var startet. Altså, under en anden seng, men stadigvæk. Hvis Penuel aldrig havde fundet mig på min attenårsfødselsdag, var der nok en del, der ville være anderledes. Og nemmere.

Jeg kunne ikke holde styr på, hvor længe jeg lå der. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg lå der i for lang tid, eller for lidt tid. Sandsynligvis for lidt, for man kunne aldrig ligge for meget under en seng.

”Skye?” hørte jeg Jake sige. Selvom jeg vidste, at han ikke var specielt glad for mig lige nu, smilede jeg stadig ved lyden af hans stemme. Fordi det var Jake. Det var ren reaktion.

Han satte sig på knæ, og jeg lod ham kravle ned til mig under sengen. Noget jeg aldrig havde givet nogen lov til, men jeg vidste at Jake aldrig ville gøre noget dårlig mod mig hernede. Han vidste hvilken drømmeverden jeg havde, når jeg kravlede ned under sengen. Det ville han ikke ødelægge.

”Hvor er…”

”De ser fjernsyn,” afbrød Jake mig. ”De er ikke så svære at underholde.”

”Det siger du ikke.”

Han rakte en hånd ud efter mig og aede min kind. Hans hånd var blød. Usikker.

”Jake?”

”Hvad nu?”

”Jeg kan ikke.” Min stemme peb og jeg sank en klump. Det hjalp ikke. ”Det er Penuel. Det vil altid være Penuel.”

”Det ved jeg godt.”

Jeg vendte mig, så jeg stirrede op i bunden af sengen. Det føltes som om, at den kunne styrte sammen under mig når som helst. ”En sidste gang.”

”En sidste gang hvad?”

”Vi lader som om, at han ikke findes en sidste gang.” Jeg rakte ud efter hans skuldre en sidste gang og mærkede formen under mine fingre. ”Fortæl mig hvad du sagde den aften, hvor vi kyssede.”

”Jeg fortalte dig det du allerede godt ved.”

Jeg var virkelig fristet til at se på ham, men jeg kunne ikke. Jeg fortjente ham ikke. ”Jeg er lidt langsom.”

”Det er ikke ligefrem alle, som jeg henter midt om natten. Flere gange. Du har sikkert en eller anden ide om, at jeg kun gør det fordi at jeg er sød, men jeg er altså ikke sød overfor alle.”

”Og du vidste du vel allerede første gang du så mig?” smilede jeg.

”Rolig nu, det ikke så hurtigt. Det var dagen efter det med Hannah og hendes kæreste, hvor du sad alene nede bagerst i klassen. Alle ignorerede dig, og jeg havde egentlig også tænkt mig at gøre det, men du så bare så tom ud i blikket. Så kom jeg til at tænke på, hvor glad du havde været dagen før, inden du gik op til hendes kæreste. Vi havde siddet nogle stykker og du havde vidst os det her trick med sugerørene,” sagde han. Det føltes som om, at hans ord kærtegnede mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. ”Ja, tror bare at jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre ligesom alle de andre for en gangs skyld. Du var…”

”Undskyld.” Min stemme føltes slidt. Som om jeg havde skreget i lang tid, og nu var løbet tør for ilt.

Han kyssede min pande. Hans ånde. ”Vi glemmer det bare, men kunne du gøre mig en tjeneste?”

”Hvad?” Jeg vendte blikket mod ham. Hans øjne så trætte ud. Jeg havde næsten lyst til, at sige jeg ikke mente noget af det. At det var ham og mig. Selvfølgelig.

”Lad være med at snakke om ham, og lad være med at komme for sent. Det ville være rart bare en gang imellem at føle sig som din førsteprioritet,” sagde han og kravlede ud af sengen. Jeg havde lyst til, at bede ham om at blive, men jeg ville ikke give ham falske forhåbninger og jeg ville gerne kunne klare mig selv.

Jeg hørte døren lukke og bed mig i læben.

Jake og Penuel.

Penuel og Jake.    

 Hvor fanden kom jeg lige ind i det hele? Jeg tænkte altid på dem. Aldrig mig selv med den. Måske var det der hele min fejl lå.

 

***

 

I dag var bare en af de dage, hvor jeg slet ikke kunne overskue overraskelser. Det var også derfor, at jeg mest af alt bare blev irriteret, da jeg så det var Alexanders bil og ikke Penuels, der holdt og ventede på mig. Alexander vinkede til mig og jeg lagde armene over kors. Jeg følte mig nøgen.

”Har du hygget dig?” spurgte han.

”Sådan da.” Jeg rynkede panden. ”Hvorfor?”

Han grinede og tændte bilen. ”Hold da op med, at se så mistænksom ud.”   

”Er Penuel stukket af eller hvad?”

”Ikke så vidt jeg ved. Jeg lovede bare at hente dig, så han kunne gøre det sidste færdigt.”

”Det sidste færdigt?” gentog jeg. Jeg håbede virkelig ikke, at han havde gjort et eller andet stort ud af det. Jeg havde ikke lyst til, at han gjorde det større end det var, men det havde han sikkert gjort. Han troede nok, at jeg havde sagt det tidligere for sjov og det kunne jeg egentlig godt forstå. Det var bare… Tanken om det gav mig kvalme.

”Jeg siger ikke noget,” svarede han med et hemmelighedsfyldt smil. ”Jeg har tænkt over noget, ikke?”

”Hvad nu?”

”Det er bare… Det den aften…”

”Det snakker vi ikke om,” sagde jeg skarpt. Jeg havde ikke engang lyst til, at tænke på det.

”Godt. Jeg synes bare, at vi skal lave en aftale om ikke at sige det til ham. Han er åbenbart lidt mere glad for dig, end jeg lige havde troet.”

”Det var jo bare ren Carpe Diem.”

”Ja, men nogen gange er det sgu bare en lorte undskyldning, for at såre dem man holder af. Så det var bare ingenting, okay? Det skete ikke.” Hans knoer var knyttet omkring rettet og hans ansigt var blegt.  

”Fint. Det skete ikke, så,” mumlede jeg og tog en tyggegummipakke op. Der stod lakridssmag på pakken, men det smagte mere af mint. Jeg stolede virkelig heller ikke på mig selv længere. Ikke engang mine smagsløg.

Alexander holdt ind ved lejligheden og pegede på døren, som tegn på at jeg skulle stige ud. ”Opfør dig pænt, Skye.”

Jeg kneb øjnene sammen og rystede på hovedet.

”Var det for meget?” spurgte han.

”Jeg er bare allergisk overfor noget som helst, der kunne minde om kærlighedserklæringer i dag. Ikke at det der gjorde, men med lidt fantasi kunne godt lyde, som en der var en smule jaloux.”

”Du ligner også en der har haft en allergisk reaktion. Er det svært at have to personer efter en?”

”Du ville ikke vide det,” sagde jeg og pillede ved spidserne af mit hår. Det var faktisk ikke svært. Det svære var når man selv kunne lide to personer, på to helt forskellige måder.  

”Jeg lader den bemærkning passere, fordi du er nervøs,” sagde Alexander. ”Skynd dig nu bare op til Penuel.”

Jeg steg ud af bilen og smækkede døren efter mig. Jeg gad ikke engang, at vende mig om, for at vinke farvel til ham. Det der med ligegyldige høflighedshandlinger var ikke det, som jeg havde mest overskud til. Jeg gik op ad trapperne og undertrykte en lyst til at tælle trinene. Det ville bare være for barnligt og i dag var ikke dagen til at være barnlig.

Jeg åbnede døren ind til lejligheden. Der var stearinlys overalt og de kastede et uhyggeligt skær over lejligheden. For mine fødder lå der roseblade, som jeg kunne se førte ind til Penuels værelse, hvor døren stod på klem. Det var bare… Alt for meget.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...