De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
20858Visninger
AA

5. Terapi under en seng.

”Skye?”

Jeg åbnede øjnene og tørrede mine kinder. Penuels stemme gav mig myrekryb.

”Jeg kan se, at du er dernede. Kommer du ikke ud, så vi kan snakke?”

Min vejrtrækning var tung og det føltes ikke som om, at jeg ikke kunne tvinge nogle ord ud gennem min hals. Selv ikke hvis jeg ville.

”Okay, skal vi lege den leg? Så kommer jeg bare ned til dig.”

”Nej,” sagde jeg skarpt, og var overasket over hvor sikker min stemme lød. ”Lad være med at komme herned.”

”Hvorfor ikke?”

”Fordi du bare ødelægger det.”

”Ødelægger hvad?”

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle forklare det. Dengang jeg var lille, kravlede jeg altid ind under seng, hvis mine forældre skændtes, eller hvis jeg var blevet uvenner med en legekammeret. Det var mit pansersted og det kunne få verden til at flimre et øjeblik. Hvis jeg kunne, havde jeg pakket alle mine bamser, dukker og kjoler ned, og var jeg blevet der altid. Det kunne jeg bare ikke forklare Penuel. ”Der sker jo aldrig noget dårligt under en seng.”

”Nej, det er som regel ovenpå.”

Jeg vendte øjne og tyssede på ham.

”Må jeg ikke godt komme ned til dig?”

”Nej, for du gør et eller andet og det ville ødelægge hele ideen med, at ligge hernede.”

”Du ved godt, at du lyder vanvittig, ikke?” sagde han. Jeg bed tænderne sammen. ”Hvad nu hvis jeg lover, ikke at gøre noget dårligt?”

”Jeg stoler ikke på dig.”

”Jeg siger ikke engang noget så.”

”Kan du ikke bare lade mig være?”

Han satte sig ned, og jeg mærkede hvordan mine fingre rystede. ”Penuel, nej.”

”Rolig nu. Jeg kommer ikke ned til dig. Jeg sidder bare her.” Han rakte sin hånd ind under sengen til mig, og hans hånd så udfordrende mig. Til sidst valgte jeg alligevel, at lægge mine fingre over hans. Forsigtigt. ”Tillykke med fødselsdagen.”

”Hvordan vidste du det?”

”Du går åbenbart i samme klasse som min lillesøster, så hun fortalte mig om det, og at du skulle med til festen her i aften.”

Typisk. Hvis jeg kendte min klasse ret, var det ikke det mest positive der var blevet sagt om mig. ”Hvem er din lillesøster?”

”Hun hedder Julia.”

Så blev det bare ikke bedre. Julia var Hannahs bedste veninde. ”Oh.”

”Ja, hun sagde et par interessante ting om dig. Jeg troede slet ikke, at du var sådan.”

”Jeg gider ikke snakke om det.” Jeg klemte om hans hånd, fordi jeg var bange for, at han ville trække den til sig. ”Hvorfor har du ignoreret mig den sidste måned?”

”Fordi det er bedst sådan.”

”Og alligevel sidder du her?”

”Det er nok fordi, at jeg synes du er sådan…” Han holdt en pause og jeg lyttede til hans vejrtrækning. ”Jeg ved det ikke. Jeg kan bare ikke lide, at gøre dig ked af det.”

”Som om du kan det,” vrissede jeg. Mine fingre sank ind under min trøje og lukkede sig om den halskæde, som jeg havde fået af Jake i morges. Han havde haft helt røde kinder, og gav mig den i en diskret bevægelse, som om det var en et stykke af hans bolle, han havde rakt mig. Vedhænget mod mine fingrespidser, gav mig en følelse af sikkerhed i maven. Jeg var nogen og jeg havde nogen. Det betød noget.

”Skye, du ligger under en seng, og vrøvler om, at det vil beskytte dig. Hvis du ikke er ked af det, så er du blevet vanvittig. Du må selv om hvad du helst vil være.”

”Jeg er bare lidt fuld,” løj jeg. Varmen fra hans håndflade, havde gjort mine sanser vågne igen. Jeg huskede følelsen af hans hænder, der gled ned ad min ryg. Hvorfor havde jeg sagt stop? Jeg ville gerne høre hans hjerterytme slå mod min hud. Mærke hans øjne stirre på min mund. Hans stemme hviske, at mit hår pænt, mens det uglet hang nedover mine skuldre.  Måske var det derfor, at jeg sagde fra. Fordi han ikke tilbød mig nogen af de ting.

”Okay. Kommer du snart ud?”

”Ikke endnu.” Jeg lagde hovedet på hans hånd. ”Har du taget en fødselsdagsgave med til mig?”

”Kun mit fantastiske selskab.”

”Jeg ved hvad din gave til mig kunne være.”

”Hvad?”

”En chance.” Jeg kildede hans ringefinger med min ånde. ”Jeg vil gerne være med i jeres klub.”

Han grinede og trak hånden til sig. Jeg pressede mig tættere ind mod væggen, så langt væk fra ham som jeg kunne komme. ”Jeg siger kun det her, fordi jeg faktisk holder en smule af dig…”

”Bare hold kæft, okay? Kan alle ikke aflægge optagelsesprøve?”

”I princippet jo, men…”

”Godt, så kan du ligeså godt lade være med, at sige noget, for jeg gør det. Det har heller ikke noget med dig at gøre. Jeg vil bare gerne teste mine grænser og hvis det bliver for meget, kan jeg jo også bare springe fra.”

 ”Det kan du vel.” Hans stemme lød hæs og han rømmede sig. ”Du skal bare gøre det omvendte af hvad jeg siger, hva?”

”Måske fordi det du siger, er noget værre pis.”

”Kommer du ikke ud nu? Så kan du få mit nummer, så vi kan aftale en dag hvor du kan mødes med de andre medlemmer, og søge om optagelse.” Hans stemme lød pludselig neutral og jeg fornemmelse af, at jeg var en kunde. Uanset hvad ville jeg da endelig få hans nummer nu, så jeg ignorerede hans kolde ord og kravlede ud. Gulvet føltes hårdt mod mine albuer og Penuel stak hånden frem, så han kunne hjælpe mig på benene.

Han skrev sit nummer ned til mig på et papirstykke og rakte det til mig. Jeg lagde det i lommen og foldede armene om hans skuldre. Han gjorde intet for at gengælde det, selv ikke da jeg lænede mine læber så tæt på hans, at de ville røre hinanden, hvis en af os rykkede hovedet. Han duftede af mint og jeg tænkte igen på min mormor. Hvorfor havde jeg aldrig spurgt efter flere mintpasteller? Det føltes så banalt og alligevel sitrede spørgsmålet gennem hele min krop.

”Prøv lige at leg lidt mere med grænserne for privat rum,” hviskede han sarkastisk.

”Det ville du kunne lide, hva?”

Han trak ansigtet tilbage, så han næsten væltede ind i skrivebordet. Jeg håbede at der ikke var nogen der hørte os. ”Egentlig ikke.”

Det var sjovt hvordan det var ham, som havde kysset en anden pig,e og alligevel var han lige nu den afvisende. Jeg havde næsten lyst til at grine mod hans skuldre, så hårdt at han kunne mærke det runge tilbage i hans egen krop. I bund og grund var han ikke et specielt rart menneske. Han var ikke Jake, der fik bolde i hovedet, rødmede og grinede så højt, at hans fødder spjættede i takt. På den anden side, var jeg det lige netop det jeg kunne lide ved Penuel. Hele hans udstråling summede af frihed og vilje, lige fra hans fingrespidser der aldrig rystede, til hans ånde, der duftede af et sammenkog mellem mint og cigaretter.

”Hvordan vidste du egentlig, at jeg gemte mig under sengen?” spurgte jeg. Der var alligevel gået et stykke tid fra jeg var krøbet ned under sengen, til at Penuel fandt mig. Han kunne umuligt have set mig gå derind.

”Jeg mødte ham din blonde ven og han spurgte hvor du var gået hen. Han ville vide hvorfor og jeg sagde noget med, at du så trist ud, da du gik. Du har åbenbart en eller anden vane med at ligge dig under senge, når der er noget galt. Vi gik op for at lede efter dig, og han fik sgu ret i det med sengen. De der vaner bliver du nødt til at slippe, hvis du vil være en del af klubben. Vi optager ikke tryghedsnarkomaner.”

”Så Jake ledte også efter mig?”

”Han gør det sikkert stadig.”

”Så du sagde ikke, at du havde fundet mig?” Jeg lagde armene over kors.

”Er det ikke lige meget?”

”Nej, han er sikkert bekymret,” Jeg tog min mobil op af lommen og tændte den. Jeg havde slukket den, fordi jeg ikke havde lyst til at snakke med nogen. Ikke engang Jake. Min kode blev tastet ind og der var fem ubesværede opkald fra Jake, samt to beskeder.

”Næste gang, så lad vær med at blande mine venner ind i det.”

”Det er sjovt, at du siger venner som om at du har flere.” Han lagde begge hænder i lommerne og lænede afslappet sin krop tilbage. ”I øvrigt synes jeg kun, at det er fair jeg fucker med din ven, hvis du vil gøre det samme med mine.”

”Du er så langt ude, Penuel.”

Han trak på skulderne og begyndte at gå hen mod døren. ”Ikke halvt så langt ude som du bliver, efter et par udfordringer.”

Jeg rullede øjne af ham. Desværre kom der ikke noget genialt modsvar til mig. Derfor kiggede jeg bare ned i mobilskærmen og prøvede at svare Jake.

 

Hey.

Jeg er altså okay. Idioten med det blå hår overregerede. Stol ikke på mennesker med underlige hårfarver, right?

Anyway, skriv lige hvor du er, så kommer jeg ned til dig.

 

Jeg lagde mobilen tilbage i lommen, og undertrykkede en lyst til at kravle tilbage under sengen. Jeg er altså okay. Var jeg faktisk det? Det var svært at sige. Måske endda umuligt. Selv hvis jeg var okay, ville det nok snart forandre sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...