De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21148Visninger
AA

14. Stuerestfrygt og Jake-tid.

Jeg bevægede mig overhovedet ikke, da Jake holdt ind i min indkørsel. Han blev ved med at se forventede på mig, men jeg kunne bare ikke få mine fødder til at gå ind. Mine forældre ville være rasende. Jeg havde lilla hår og jeg havde sneget mig ud… Desuden holdt min undskyldning, med at Jake havde det dårligt og at jeg var nødt til at hjælpe ham ikke, for jeg havde festtøj på. Idiot, idiot, idiot.

”Jeg synes ikke rigtig, at der sker noget.”

”Jeg kom…” Jeg sukkede og kiggede ned. ”Jeg kom muligvis til, at glemme, at sige jeg sov hos Penuel… og jeg sneg mig muligvis også ud… og de er muligvis ikke særlig begejstret for mit lilla hår.”

”Hmm. Det er muligvis en virkelig dårlig situation.”

”Det er helt sikkert en virkelig dårlig situation.”

”Helt sikkert muligvis.”

Jeg gemte hovedet i hænderne og sukkede dramatisk. ”Seriøst, de dræber mig.”

”Så du prøver at udsætte din død?”

”Noget derhenad, ja.”

”Tror du, at du får stuerest?” spurgte han.

”Hvis de er søde, ja.”

”Kan du muligvis prøve at forhandle mig ud af stuerestpakken?”

”Det ved jeg ikke hvordan, jeg skulle argumentere mig frem til,” mumlede jeg.

”Du kunne sige noget, som at jeg er god indflydelse på mig. Jeg har for eksempel ikke farvet mit hår lilla,” smilede han.

”Det er rigtigt. Du hylder det bare i kager.”

”Det skal du nok ikke nævne,” sagde han og prikkede til min skulder. ”Tror du ikke bare, at de bliver mere sure, hvis du bliver siddende her?”

”Det ved jeg ikke. Tror du, at de hørte bilen komme?”

”Måske. Hvis de ikke gjorde, er jeg ret sikker på at de har set dig i vinduet.”

”Åh, fuck.” Jeg bed tænderne sammen og lænede hovedet tilbage. Jeg turde ikke engang kigge på dem. ”Ser de vrede ud?”

”Det ved jeg ikke… Det er for langt væk. De drikker i hvert fald kaffe.”

”Det er da altid noget,” sagde jeg. I det mindste ville de ikke være morgensure. Så havde de kun alle de andre ting, at være vrede over. ”Har de kage?”

Han klemte øjnene sammen og jeg kunne ikke lade være med at grine ad alvoren i hele den useriøse situation. ”Jeg kan ikke se noget. De har i hvert fald brød.”

”Øv. Kage ville ellers have sat mig i en væsentlig bedre position.”

 ”Du bliver nok nødt til bare at smutte ud nu. Jeg har ikke lyst til at være en del af den her plan med at gemme sig,” sagde Jake og pegede på bildøren, som tegn på at jeg skulle gå.

”Det er bare fordi at du ikke vil miste din status, som perfekt i mine forældres øjne.”

”Og hvem kan bebrejde mig?” Han smilede og lagde armen om min skulder, for at trække mig ind til sig, så han kunne omfavne mig.

”Du tager godt nok chancer. Tænkt, at du tør at røre den kriminelle.”

 ”Man må jo leve livet farligt en gang imellem.”

”Jaja,” sagde jeg og svingede benene ud af bilen. Det var koldt, fordi jeg havde den lille kjole på og jeg blev mindet om i går, som en isende lussing. Jake havde ellers fået mig til at glemme det lidt med sin Jakehed. Det kunne bare selvfølgelig ikke holde det væk altid. ”Vi ses.”

”Vi ses. Ring til mig, hvis de tager dig som gidsel.”

”Jeg flygter hvis de gør.”

”Okay. Du må gerne bo under min seng, så.”

 Jeg lukkede døren og vinkede, mens jeg kunne se Jake kørte væk. Så var jeg bare helt alene med mine forældre. Fantastisk.

Det første jeg gjorde, var ikke at gå ind i køkkenet til dem, men i stedet at gå direkte mod mit værelse. Jeg skiftede til en oversize T-shirt og nogle joggingbukser, for derefter at ligge mig under dynen. Hvis de havde lyst til at skælde mig ud, måtte de komme til mig, for jeg gad simpelthen ikke opsøge det selv.

Min dør knirkede og jeg lukkede øjnene. Det var godt nok dumt at tro, de ville gå væk, hvis jeg bare lod være med at se på dem. Jeg havde så også bevidst op til flere gange, at jeg var dum, så det passede meget godt.

”Jeg skal snakke med dig om noget.” Det var min mors stemme. Hun lød ikke vred, men nærmere beslutsom.

”Okay. Så snak.”

”Der er et eller andet galt, er der ikke?”

Jeg åbnede igen øjnene af ren overraskelse. Hvor var vreden? Bebrejdelsen? Hun lød jo ligefrem… Sød. Altså, mine forældre var rimelig søde og forstående, men de plejede godt nok også at blive sure hvis jeg brød reglerne.

”Jeg har det helt fint, mor,” svarede jeg smilende.

”Er det Jake? Var I oppe at skændes siden du blev i bilen i så lang tid?”

”Nej, vi snakkede bare. Du ved hvordan vi er.”

”Du er ikke gravid, vel?”

Jeg gemte hovedet i puden. Jeg orkede det simpelthen ikke. ”Nej, mor, selvfølgelig er jeg ikke det.”

”Du virker bare så fjern for tiden. Der må da være et eller andet.”

”Jeg eksperimentere bare lidt,” svarede jeg og var lidt i tvivl om hun ville godtage det som okay. ”Ligesom teenagere gør. Det er helt normalt.”

”Okay, men hvis der er noget…”

”Så skal jeg nok komme til jer,” færdiggjorde jeg sætningen. ”Mor, jeg ved det godt.”

”Og næste gang du gerne vil ud, så spørg os først, okay? Vi vil bare gerne vide hvor du er.”

”Jeg troede at I var sure på mig på grund af det med håret.”

Hun satte sig på sengekanten og aede min arm. ”Vi var ikke sure… Det er bare… Svært at forstå nogen gange. Vi skal lige vende os til, at du lige pludselig er blevet en teenager.”

”Jeg er atten år, så jeg har da været en teenager længe.”

”Ja, men ikke på den her måde.”

Jeg nikkede og måtte give hende ret. Hvis jeg skulle være helt ærlig, havde jeg også svært ved, at forstå det selv. Jeg kunne ikke engang finde ud af om jeg kunne lide Penuel mere, eller om jeg havde mistet det jeg havde for ham. Jeg var ret sikker på, at det ikke var væk, så det blev nok bare overskygget af alt det andet. Det eneste jeg var helt sikker på var to ting. Et: Jeg skulle aldrig være gået i gang med udfordringerne. To: Jeg blev nødt til at gennemføre nu. Jeg ville umuligt kunne høre til nogle andre steder.

 

***

 

Det var faktisk meningen, at jeg skulle trække min næste udfordring i aften, men jeg havde sagt til de andre, at de bare skulle trække for mig og sende mig en besked om min udfordring. Jeg havde brug for en helt almindelig dag, med en ekstra tallerken ved bordet og snak om helt typiske ting.

Jeg havde inviteret Jake over og han lå lige nu på min sofa, hvor han sov. Jeg gjorde det fordi, at jeg ville være sød og en god ven, men så nævnte han, at faktisk oprindeligt havde lavet nogen planer med drengene fra klassen og han kom over, fordi jeg virkede lidt mut i telefonen. Altså, jeg kunne bare ikke være den søde, uanset hvor meget jeg prøvede.

”Jake?” sagde jeg og puttede mig ind til ham. Han reagerede ikke. ”Jake?”

”Mmm?”

”Du skal ikke sove nu.”

”Jeg er helt væk,” mumlede han og vendte ryggen til mig.

Jake.” Jeg prikkede til hans ryg og skød underlæben frem. ”Kig på mig.”

Han tyssede på mig og jeg kunne mærke skuffelsen ruske i mig. Det gjorde mig på en eller anden måde glad, at han endelig ikke bare var perfekt. På den anden side vidste jeg, at hvis jeg bare fortsatte ville han til sidst gøre hvad jeg sagde. Derfor holdt jeg op lige med det samme og gik ned i stuen i stedet for.   

Der duftede af mad og jeg satte mig ved siden af min lillesøster, som tegnede. Jeg trippede fødderne mod gulvet og sukkede. Jeg var blevet helt afhængig af, at der skulle ske noget hele tiden og derfor var det her lige nu, det rene helvede.

Efter hvad der føltes som lang tid, satte mor endelig maden på bordet. Det var et eller andet grydereststing, som lignede noget jeg ikke ville bryde mig om. Men det duftede godt, så jeg kunne måske narre min hjerne til at tro, at det også smagte godt.

”Skulle Jake ikke spise med?” spurgte mor.

”Jo, men han ligger og sover ovenpå,” svarede jeg og rejste mig halvt. ”Jeg henter ham lige.”

Jeg løb op af trapperne og hoppede op i sengen til Jake. Han gav et overasket grynt fra sig og jeg lukkede armene omkring hans brystkasse. Jeg kunne mærke hvordan hans hjerte hårdt slog, fordi jeg havde forskrækket ham og smilede for mig selv.

”Kan du ikke bare være normal i to sekunder?”

”Vil du virkelig gerne have det?” spurgte jeg.

”Nok ikke, nej… men du må meget gerne være mere normal, når det kommer til at vække andre mennesker.”

”Beklager, jeg kan ikke styre det sådan. Det kommer i pakketilbud,” sagde jeg og holdt en lille pause. ”Vi skal spise nu.”

”Skye?”

Jeg kyssede hans kæbeparti og hvile så igen hovedet på hans bryst. ”Hvad nu?”

”Tror du ikke Penuel ville være jaloux, hvis han vidste at du lå sådan her med mig?”

”Sådan her hvad? Det er jo bare sådan her vi altid har været.” Jeg kunne mærke min mave slå knuder om sig selv og jeg havde bare på fornemmelsen at det her, ville blive en af de der samtaler som jeg virkelig ikke havde lyst til at have.

”Ja, men vi har så heller aldrig haft kærester mens vi har været venner, vel?”

”Du var da sammen med hende der… Hvad var det hun hed. Hende med stemmen?” spurgte jeg og prøvede at bryde min hjerne for et svar. Det eneste jeg kunne huske var, at hun havde et langt navn.

”Mackenzie?”

”Nå, ja. Mackenzie.”     

”Ja, okay det var en. Men der er nok også en grund til, at det ikke holdt.”

”Og den grund var, at hun var vildt irriterende.”

”Hun var ikke irriterende,” sagde han og slog til min skulder.

”Hun er sådan cirka det mest irriterende menneske jeg nogensinde har mødt.”

”Okay. Du er også sådan cirka det mest dramatiske menneske jeg nogensinde har mødt.”

Jeg sukkede og rullede øjne. ”Tak, Jake. Det sætter jeg virkelig pris på at du synes.”

”Altid til tjeneste. Der fik du lige sneget dig godt udenom mit spørgsmål, hva? Det er du efterhånden blevet ret god til.”

”Hvad snakker du om? Det er da altid dig der snakker udenom,” sagde jeg.

Han aede min kind og rystede på hovedet. ”Du fik i øvrigt en besked lige før. Din kæreste savner dig nok.”

Jeg vendte mig om og rakte ud efter mobilen på bordet. Han havde ret. En besked fra Penuel.

”Det er det faktisk.”

Han trak på skulderne. ”Skal vi gå ned og spise?”

Jeg åbnede besked og skyndte mig at læse den.

 

Du er heldig! Den næste udfordring er ikke så slem. Du skal bare stjæle 3 ting fra en butik.

 

Det var underligt, for jeg måtte faktisk give ham ret. Jeg havde altid set tyveri som noget meget forkert, men i forhold til hvad det kunne have været, var jeg lettet. Endnu et bevis på, at jeg ikke helt var mig selv.

”Kommer du?” spurgte Jake fra døren.

Jeg lagde mobilen fra mig og rejste mig. ”Jeg er lige bag dig.”

-----------------

Forfatterkommentar:

Jeg håber virkelig ikke at I synes det er for meget med 2 kapitler på en dag. Jeg bliver bare nødt til, at være lidt hurtig, hvis den skal nå at blive færdig inden d. 23 og jeg vil helst ikke bombadere jer lige dagen inden med 10 kapitler. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...