De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21268Visninger
AA

28. Sandheder og pandabjørn-bamsen.

Mine ben var ømme, da jeg endelig nåede hen til Penuel. Det føltes som om, at jeg havde gået i flere timer, men jeg var ret sikker på, at det ikke var mere end ti minutter. Der var mørkt og jeg brød mig virkelig ikke om at være udenfor om natten. Hele kirkegårdsudflytningen havde godt nok gjort mig en smule bedre til, at håndtære det, men det var stadig ikke helt godt.

”Hej,” sagde jeg og satte mig ned ved siden af Penuel. Vi sad i vejkanten og han støttede hovedet mod sine knæ.

Der gik nogen minutter inden nogen af os sagde noget igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, og jeg var ret sikker på, at han ikke kunne sige noget, uden hans stemme knækkede sammen, hvilket i Penuel verdenen var utænkeligt.

”Undskyld, jeg bare gik fra dig,” sagde han til sidst.

”Det er okay. Undskyld, der gik så lang tid inden jeg fulgte efter dig.”

Han prøvede at smile og rømmede sig. ”Siger du kun det, fordi du godt kan lide at der er ligevægt imellem undskyldningerne?”

”Du må kende mig ret godt, men nej. Jeg mener det,” sagde jeg og puttede mig ind til ham. Han gjorde intet for at gengælde det, men det var også okay lige nu. Jeg var bare glad for at han lod mig være der, og at han snakkede med mig.

”Hvad skete der?”

”Ikke noget særligt. Det blev bare for meget.”

”Den følelse kender jeg godt,” sagde jeg og tænkte på den dag, hvor jeg var kommet op, at skændes med min mor så meget, at jeg var flyttet hjemmefra. Det var heller ikke noget særligt hun havde sagt til mig, men alligevel kunne jeg ikke se nogen anden løsning end at flytte.

”Det tvivler jeg på. Dine forældre er engle i forhold til mine.” Han tog en smøg op ad lommen og tændte den. Jeg elskede duften af det. Af en eller anden grund fik det mig til, at føle mig voksen og siden der var så mange ting, som kunne få mig til at føle mig som et lille barn, var det rart med det omvendte en gang imellem.

”Kom med et eksempel.”

”På hvad?”

”På at dine er meget værre end mine,” svarede jeg. Det var ikke fordi, at jeg var i tvivl om, at hans forældre, på ingen måde kunne leve op til mine. Jeg ville bare gerne vide hvorfor. Mest fordi jeg ville have, at han skulle stole på mig. Jeg ville gerne være en, som han snakkede med om den slags ting.

”Der er så mange, at jeg ikke bare kan komme med et.”

”Så kom med ti. Altså, de virker meget normale, så jeg tvivler på at det virkelig er slemt.

”De har også fået narret dig, hva? Det overasker mig egentlig ikke. Jeg tror faktisk Lydia har ret i, at du ikke passer ind, uanset hvor meget jeg gerne ville have, at du gjorde… Det gør du bare ikke.”

”De andre kan da godt lide mig,” protesterede jeg.

”Ja, de kan lide dig, men de synes heller ikke at du passer ind. Jeg har ikke hørt en eneste sige endnu, at du ville passe ind i klubben. Ikke en.”

Jeg kiggede væk og mærkede hvordan min hals sitrede. Jeg var ellers lige begyndt at tro, de faktisk syntes det var godt jeg kom ind i klubben. Sådan var det bare tydeligvis ikke.

”Det er præcis det her Lydia ville have, at du skulle tænke.”

”Så har hun gjort et godt stykke arbejde, for det er det jeg tænker. Måske var det her bare dumt lige fra starten,” sagde han og skoddede cigaretten.

”Men det har jo aldrig været din beslutning.”

”Nej, men jeg har hjulpet dig. Jeg ville have at du skulle gennemfører udfordringerne, men det er bare… Jeg tror virkelig bare, at du ville hade det i klubben. Du kommer til at fortryde det.”

”Det ved jeg, men jeg er allerede i gang. Det var ligesom det du sagde til mig helt i starten. Når man først har gennemført den første udfordring er man nødt til også, at tage de næste. Jeg kan ikke bare droppe det hele lige pludselig,” sagde jeg. Min stemme var hæs og jeg frøs. Jeg ville bare gerne hjem. Jeg ville bare gerne glemme hele aftenen og især den her del.

”Jeg skulle aldrig have givet dig lov.”

”Givet mig lov? Hold nu op, jeg havde gjort det alligevel. Faktisk gav du mig ikke engang lov, du var virkelig pigesur, da jeg sagde at jeg ville være med,” svarede jeg og lagde armen om ham. Det kunne godt være, at vi havde kendt hinanden et stykke tid, men han havde åbenbart stadig ikke fundet ud af, at hvis jeg først havde fået en ide i hovedet, så var det umuligt at stoppe mig. Jeg ville være medlem af klubben og derfor ville jeg blive medlem. Så måtte jeg tage konsekvenserne senere. ”Vil du ikke fortælle mig hvad de har gjort? Ellers flipper jeg helt ud, fordi du ikke stoler på mig.”

”Det er ikke fordi jeg ikke stoler på dig. Jeg stoler bare ikke rigtig på nogen.”

”Så begynd på det og start med mig.” Jeg vendte hans ansigt mod mit og aede hans kind. ”Jeg lover lover lover at jeg ikke siger det videre til nogen. Jeg kan virkelig godt lide dig.”

Jeg vidste ikke om han rødmede, eller om det var fordi det var koldt, men hans kinder fik i hvert fald en lyserød kulør. Jeg gav mig selv lov til, at tro det var fordi han rødmede. ”Du kan få den korte version så.”

Jeg smilede og tog hans hånd. ”Tak.”

”Min mor drak en del, da jeg var barn og jeg har aldrig kendt min far. Min stedfar blev vred på mig, fordi han ikke syntes jeg behandlede min mor godt nok, hvilket bare er noget pis. Det er næsten som om, at han forventer, at det er mig som skal passe på hende. Helt sygt.” Hans stemme lød underligt neutral, mens han snakkede. Man kunne ikke høre nogen følelser bag, hvilket jeg var ret sikker på var en forsvarsmekanisme. Jeg burde nok have lyttet lidt bedre efter i psykologi.

”Det er jeg ked af at høre,” mumlede jeg.

”Det er okay. Jeg har jo klaret det okay alligevel.” Jeg så på ham og kunne ikke lade være med, at undre mig over om det faktisk var rigtigt. Han sad der med blåt hår, han havde ingen uddannelse, jeg vidste ikke engang hvorfra han skaffede penge til sin lejlighed, han var med i en klub der handlede om at overskride sine egne grænser og han havde blåt hår. Jeg ved ikke hvad den præcise definition på okay var, men jeg var ret sikker på, at han ikke var et eksempel på det. 

Jeg kyssede ham og mærkede hvordan hans krop løsnede op. Det var rart at jeg kendte ham nu. Jeg vidste hvordan hans læber føltes mod mine og jeg havde fundet en god plads i hans arme. Jeg var måske snart ved at være klar til, at opgive mit liv som jomfru. Jeg skulle selvfølgelig lige have reddet hele Jake-situationen ud, men ellers følte jeg mig klar. Jeg kendte ham godt og jeg stolede på ham. Han stolede tydeligvis også på mig, siden han lige havde fortalt mig om hans familie. Det var bare underligt, for det hele hang sammen og alligevel havde jeg det som om, at jeg var ved rådne op indeni.

”Jeg kan også godt lide dig,” sagde han. Jeg smilede.

”Har du nogensinde sagt det til en pige før?”

”Ikke uden at lyve.”

”Wow,” grinede jeg og mærkede hans hånd kærtegne min ryg. ”Lyver du nu?”

”Det kan man aldrig være sikker på.”

Jeg lagde hånden mod hans brystkysse og mærkede de små dunk mod mine fingrespidser. Jeg var ret sikker.

 

***

 

Jeg vågnede op ved, at Penuel kyssede min hals. Det var den eneste virkelig gode ting ved at bo hos ham, og jeg vågnede for det meste op, med et dumt fjoget smil.

”Sovet godt?” spurgte han. Jeg havde lagt mærke til, at han aldrig sagde: har du sovet godt. Han kortede altid sætningen ned, men jeg kunne godt lide det. Det var en god måde at spare tid på. Måske en lidt nytteløs måde, men stadigvæk.

”Ja. Hvad med dig?”

”Perfekt.”

”Perfekt ligefrem.”

”Men det er bedre nu, hvor jeg vågen, så jeg kan være sammen med dig,” sagde han, men knækkede sammen af grin halvt indeni sætningen. Det der med de helt store kærlighedserklæringer skulle han helt sikkert øve sig lidt på, men jeg var bare glad for, at se ham grine igen. I går havde virkelig været den værste aften.  

”Du er så useriøs.”

”Det ved jeg, men helt seriøst…”

”Helt seriøst hvad?” afbrød jeg ham. Han rystede på hovedet af mig.

”Du skal få noget tøj på, for Mason kommer over om lidt sammen med udfordringerne, så du kan trække.”

”Skønt. Det er også bare den perfekte start på dagen,” sukkede jeg.

”Kom nu bare op ad sengen,” sagde han og rejste sig selv op, hvorefter han gik hen til kommoden. ”Se, det er ikke så svært. Hvis jeg kan gøre det, så kan du også.”

”Jaja, okay,” vrissede jeg og tog dynen af. Verden var et koldt sted uden en dyne. Især om morgenen. Jeg tog en sort knælang kjole og et par gamacher ud af min kuffert, og skulle til at gå ud på badeværelset.

”Du kan også bare skifte her, du ved,” sagde jeg Penuel.

”Nej tak, jeg klarer mig.”

”Vi har kendt hinanden i flere måneder nu, og jeg har stadig ikke set dig nøgen. Det har jeg aldrig prøvet før,” sagde han og så overvejende ud, som om han lige skulle tjekke sin hjerne igennem, for om det virkelig ikke var sket før.

”Så alle du møder, har du set nøgne, når du kendt dem et par måneder?”   

”Alle som jeg har haft et eller andet med,” rettede han.

”Godt. Jeg blev næsten helt bekymret.” Jeg fortsatte ud på badeværelset og låste døren. Jeg havde aldrig set mig selv som specielt blufærdig, men det måtte jeg alligevel være. Tanken om at Penuel skulle se mig nøgen, var i hvert fald skræmmende. Hvad hvis jeg ikke så ud, som han forventede? Hvad hvis det var akavet? Der var bare alt for mange spørgsmål og lige nu, havde jeg ikke brug for svar. Jeg skulle i hvert fald først ind i klubben, før jeg gad tænke over lige netop det.

Jeg prøvede at sætte mit hår op, da det bankede på døren. Jeg tog hænderne ned langs siden og kiggede mig ind i spejlet. Så måtte jeg tage endnu en dag med løst hår. Det var der alligevel ingen der lagde mærke til.

Jeg åbnede døren og så Mason stå der, hvilket gjorde mig overraskende glad. Jeg åbnede straks armene og gav ham et kram. Jeg tror automatisk, at min hjerne havde placeret ham under kategorien, mennesker-som-gerne-vil-passe-på-mig, fordi han hjalp mig den aften, hvor jeg skulle ryge mig skæv. Jeg mistænkte ham også for at have rullet ind mild version af en joint, for jeg havde det ikke så dårligt dagen efter, som jeg kunne have haft.

”Er du klar til at trække?” spurgte han.

”Nej, men jeg vil gerne have det overstået.”

”Kun to tilbage.”

Jeg nikkede. ”Kun to tilbage.”

Med armen omkring mig, guidede Mason mig med hen til køkkenbordet, hvor kassen med udfordringer stod. Mine hænder begyndte at ryste og jeg fugtede læberne. Penuel sad i sofaen og han sendte mig et blik, som måtte kunne oversættes til: Held og lykke.

Jeg tog en seddel ud og kiggede først intenst på den, inden jeg begyndte at folde den ud. Jeg kunne faktisk godt lide følelsen af, at der kunne stå hvad som helst i den. Det gjorde det lidt spændende. Til gengæld hadede jeg følelsen, som jeg fik når jeg vidste hvad der stod. Fornemmelsen af at jeg faktisk skulle gøre det, som stod på sedlen, hvis jeg ville have at alle de andre ting, som jeg allerede havde gjort, skulle give mening.

Jeg så ned på papiret og holdt det tæt ind til mig, så Mason ikke ville se det.

 

Hav sex for første gang(Gælder selvfølgelig kun for jomfruer)

 

Det var den værste. Jeg havde lyst til at slippe det hele og bare flygte. Det var ikke fordi, at jeg ikke havde lyst eller fordi jeg ikke var klar… Jeg ville bare ikke have, at det skulle gøres sådan. Første gang skulle være fordi jeg havde lyst, og ikke fordi det stod på et åndssvagt stykke papir.

”Må jeg se?” spurgte Mason. Jeg ville ikke have, at han skulle se det, men han ville alligevel finde ud af det, så jeg kunne ligeså godt vise ham den. Han så også en smule rystet ud, da han lagde sedlen fra sig. Sikkert fordi han kunne mærke, at jeg ikke havde lyst.

”Gør du det?”

Jeg trak på skulderne. ”Måske.”

”Du skal tænke dig om.”

”Hvad er det?” spurgte Penuel. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere, og jeg havde ikke lyst til, at han vidste hvad der stod. Han ville sikkert bare gøre det til en joke, og tænke at det ville være nemt, fordi vi kendte hinanden så godt. Ja, han ville nok automatisk gå ud fra, at jeg valgte ham til at ”hjælpe” mig. Det gjorde jeg nok også… Hvis jeg besluttede mig for, at gøre det altså.

”Hallo?” sagde Penuel. ”Hvad står der?”

”Det her kunne blive ret akavet, så jeg smutter igen.” Mason klappede mig på skulderen og pegede over i sofaen, hvor der lå en pandabamse. Det undrede mig, at jeg ikke havde set den før. ”Den stod ude foran døren og der står dit navn på kortet.”

”Har du læst kortet?” Jeg rynkede panden.

”Jeg har læst forsiden på kortet, hvor der står Skye. Rolig nu.”

”Godt. Jeg… Ja, jeg ved ikke hvorfor jeg flippede ud et øjeblik.” Jeg gav ham endnu et kram og han aede min ryg. Selv hvis jeg ikke kom ind i klubben ville jeg alligevel have lyst til, at beholde Mason. ”Vi ses.”

”Jeps, det gør vi,” sagde Mason og gjorde et nik med hovedet til Penuel. Da døren blev lukket, gik Penuel hen og tog sedlen op fra køkkenbordet. Jeg gik selv hen til sofaen og lagde pandabjørnen i mit skød. Jeg var ret sikker på, at jeg vidste hvem det var fra, men jeg skyndte mig alligevel, at tage kortet og åbne det.

 

Hej Skye,

 

Her er din forsinkede bamse. Jeg fik bestykket den ud af ham manden ved boden… Lidt snyd, men jeg synes at du skal have den. Betragt det som en undskyldningsbamse.

Jeg ved ikke hvad der sker, eller om vi bare er venner, eller mere, eller… Ja, jeg ved det ikke. Men jeg ved at vi skal være et eller andet. Du er min bedste ven. Du er vanvittig og du er irriterende, men det skal du være.

Hannah har i øvrigt slået op med mig. Ikke at det betyder noget. Eller, det gør det, for jeg tror nemlig godt at jeg kan lide dig, men kun hvis du har det på samme måde, ellers så glemmer vi det bare. Eller prøver at glemme det.

Okay, jeg ved godt at det her kort er blevet noget vrøvl, men jeg har allerede prøvet at skrive fem andre kort, men jeg løber enten tør for plads, eller kommer til, at skrive noget mærkeligt. Hvilket jeg også har gjort her, men jeg er løbet tør for kort. Så jeg beklager alt det akavede, men du skulle jo have et kort.

Jeg håber at du vil tilgive mig, for at være en idiot. Du gør mig bare vanvittig, men på den gode måde… Tror jeg. Ej, det gør du.

Undskyld, det mærkelige brev. Virkelig.

 

Jeg elsker dig,

Jake.

 

”Hallo?” sagde Penuel. Jeg så op fra brevet, og mærkede hvordan det nærmest havde printet sig ind i mig. For jeg tror nemlig godt, at jeg kan lide dig, men kun hvis du har det på samme måde. Det vidste ikke om jeg havde, men lige nu, var der ikke noget sted, som jeg hellere ville være end hos Jake. Jeg havde lyst til at holde om ham og fortælle ham at jeg også var en idiot. Jeg var bare i tvivl om, det var sådan kærlighed var.

”Hvad er der?”

”Har du tænkt dig at gøre det her?” spurgte Penuel.

Jeg kiggede ned i gulvet og mærkede uroen under min hud. Jeg burde ikke, men der var mange ting som jeg ikke burde have gjort. Det var ikke længere en god nok undskyldning. ”Ja.”

---------------

Forfatterkommentar:

To kapitler på en dag? - Jeps, jeg har været syg i dag. Virkelig øv, men i det mindste har jeg fået skrevet noget.

I morgen slutter konkurrencen, så jeg kommer nok til at gøre som jeg plejer: Sidde op det meste af natten, for at skrive den færdig. Hvis I ikke skal noget i morgen og I er nogen rigtige natteravne, så kan i glæde jer.

Jeg er selv lidt i tvivl om hvordan jeg skal slutte den. Faktisk har jeg flere forskellige ideer til afslutningen, men jeg ved ikke helt i hvilken retning jeg skal gå. Men hvad synes I? Skal hun ende med Penuel? Jake? Ingen? Skal hun ind i klubben eller ej?

Jeg vil virkelig gerne høre hvad I synes ville være en god afslutning. Jeg slutter den ikke på en måde, fordi at der mange der siger jeg burde gøre det sådan, men jeg vil stadig gerne høre jeres mening... Så skriv gerne lige en hurtig kommentar med et byd. Så er I er bare endnu mere søde, end I allerede er.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...