De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

205Likes
520Kommentarer
20659Visninger
AA

11. Røde roser.

Alt varslede om, at det ville blive en dårlig dag. Mine forældre havde opdaget det med håret, da de skulle hente mig i går og det blev ikke taget særlig godt imod. Faktisk blev det taget så dårligt imod, at de havde besluttet sig for, at straffe mig, med på den værst tænkelige måde. Stilhed.

Jake havde ringet til mig i morges og sagt at hans ene dæk var punkteret, så han kunne ikke komme og hente mig. Jeg spurgte min far om han ville køre mig, men han stirrede bare ned i sin morgenkaffe som svar, og så var der kun en mulighed tilbage. Bussen.

Jeg lød virkelig som en møg forkælet tøs, men hold da op, hvor jeg bare hadede bussen. Den var selvfølgelig lige ti minutter forsinket. Desuden var der selvfølgelig heller ikke nogen pladser tilbage, så jeg måtte stå op, klemt op imod en halvgammel dame, der stirrede på mit hår, som jeg om at jeg var stykket af fra et hjem for psykisk syge og bare ventede på at stikke hende ned. Selvfølgelig opdagede jeg også lige pludselig, at der var en stor plet på mine bukser, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Det sidste havde godt nok ikke noget at gøre med busser, men det var godt nok træls.

Og lige netop fordi, at det havde været en rigtig dårlig start på dagen, var jeg endnu mere overasket, da jeg så at der lå en buket røde roser på bordet ved siden af Jake.

”Prøver du at bestikke vores matematiklærer til en bedre karakter?” spurgte jeg og pegede på blomsterne. ”For hvis du gør, er det måske en lidt aggressiv start. Jeg ville nok have valgt et æble.”

”De er fra Penuel,” mumlede Jake og kiggede meget intenst ind i sin computer. ”Han var her med dem lige før.”

Jeg kunne mærke mine kinder blive røde og greb ud efter den lille seddel, der sad på blomsterne.

 

Lad mig lige slå nogen ting fast her:

1:Jeg er ikke bange for dig.

2:Du er i hvert fald mindst ligeså selvisk som jeg er.

3:Jeg er ikke utilregnelig - Jeg har lige givet dig blomster, som du bad om.

4:Jeg skal nok tage med dig i byen i aften og finde et offer.

5:Lad være med at tro, at jeg giver dig blomster fordi, at jeg kan lide dig. Det er kun for at vise, at jeg bakker dig op. Selvom du er vanvittig og sindssyg og alt det andet.

- Penuel

 

 

Det føltes som om, at alle i klassen stirrede på mig og jeg vidste at de undrede sig over, hvordan klassens outsider kunne få nogen til at sende blomster. Måske undrede de sig ikke engang over det. Måske tænkte de over hvilken kæreste jeg nu havde hugget. Uanset hvad var jeg faktisk ret ligeglad. Det kunne godt være at det var dømt til, at blive en dårlig dag, men den var da i hvert fald blevet lidt bedre nu.

 

***

 

Jeg prøvede at få mit hår til at sidde pænt, men vi havde bare aldrig været særlig gode til at samarbejde. Af en eller anden grund, syntes mit hår altid at det skulle hænge fladt ned langs min krop. Hvis jeg prøvede at sætte det op, snoede det sig altid fri. Til sidst måtte jeg opgive og lade det hænge. Det så jo alligevel okay ud.

Jeg havde taget en sort lårkort kjole på og nogle røde stiletter. Jeg kom til at tænke på Jake igen og hans skuffede ansigtsudtryk, da jeg sagde at jeg heller ikke kunne være sammen i dag. Lige da jeg så det, havde lyst til at forsvare mig og sige at vi havde været sammen dagen før, og at han ikke kunne have mig hele tiden. Det var ikke rigtigt. Vi havde passet børn dagen i går… eller Jake havde faktisk passet børn og jeg havde fået penge for, at sidde og se hjælpeløst til. Han bad ikke om nogle af pengene og jeg vidste at han ikke ville tage imod dem, hvis jeg prøvede, at give ham dem. Så kunne jeg ligeså godt hemmeligt betale ham for det med kantinekakao, øl og fremtidige undskyldningsting. Jeg havde bare så dårlig samvittighed. Hvorfor skulle han også være så sød hele tiden? Hvis han bare svigtede mig nogle gange, ville jeg ikke have det ligeså dårligt med mig selv.

Jeg så mig en sidste gang i spejlet, inden jeg slukkede lyset, tog min taske over skulderen og kravlede ud af vinduet. Selvom det kun var anden gang, føltes det næsten allerede som en vane. Jeg lukkede forsigtigt vinduet i og løb hen til vejen. Jeg vidste ikke hvad jeg ville sige i morgen, når mine forældre fandt ud af, at jeg ikke lå i sengen og sov. Jeg havde lagt en besked, hvor der stod at jeg blev nødt til at gå, fordi Jake havde nogen problemer. De ville bare stadigvæk blive rasende og jeg havde ikke lyst til, at finde ud af hvad niveauet over stilhed var i deres vrede skala.

Jeg kunne kende Penuels bil lige med det samme, og jeg gik så hurtigt, som jeg kunne i de høje hæle. Mine fødder var næsten allerede trætte, da jeg satte mig ind i bilen. Dårligt tegn.

”Hvad så? Kunne du ikke finde en kjole, der var kortere end det der?” sagde Penuel. Det var ret svært, at se hvorfor jeg havde savnet ham.

”Kunne du ikke finde en bemærkning, der var bedre end det der?” spurgte jeg, med løftet øjenbryn.

”Jeg havde faktisk næsten glemt, hvor irriterende du er.”

”Så er det godt, at jeg kan minde dig om det igen.”

Han så på mig fra siden og nikkede. ”Må jeg høre dine scoreteknikker? Så vi kan få dig klar til i aften.”

”Jeg har ikke nogen.”

”Alle har nogen. Du tør bare ikke fortælle mig dem, fordi du allerede har brugt dem alle sammen på mig.”

Lige da jeg troede, at han ikke kunne blive mere selvglad. Han havde virkelig en fantastisk evne til altid, at leve op til mine lave forventninger. ”Jeg mener det, altså. Hvis jeg havde nogen, ville jeg bare have sagt det.”

”Så bliver du nødt til, at få nogen indenfor de næste tyve minutter,” sagde han og et smil spredte sig over hans mund. ”Øv dig på mig.”

”Jeg har ikke tænkt mig at flirte med dig, Penuel. Jeg vil ikke være skyld i at du bliver endnu mere egocentreret, end du allerede er.”

”Det skal du ikke være urolig for, det meter er allerede fyldt så langt op, som det kan komme.” Han drejede så hårdt, at jeg væltede ind i bildøren. ”Okay, du starter bare om tre… To… En.”

Jeg kom til at grine, både fordi det var så useriøst, men også fordi at han lød så alvorlig. Som om han virkelig troede, at han kunne hjælpe mig.

”Er det din scoreteknik? Grin? Det går altså ikke.”

”Ja ja, stop nu. Når jeg først er derude, og har fået et par drinks går det nok. Jeg vil hellere have at du lærer mig, hvordan man kan holde drenge på afstand, hvis man ikke vil… Du ved.”

”Det hedder Sex, Skye. Det kan godt være at du ikke vil gøre det, men ordet er altså ikke farligt.”

Jeg rødmede og kiggede væk. Det dårlige minde genspillede sig for mig og jeg havde næsten lyst til, at smelte nedunder mit sæde og forsvinde.

”Og den er altså langt sværere. Det kan jeg ikke lære dig på tyve minutter.”

”Du må da have et eller andet råd,” sagde jeg.

”Det plejer at virke, hvis du siger at du har det dårligt. Det er de færreste der vil risikere, at få bræk udover sig, men der er selvfølgelig også de underlige.”

Jeg vrængede mit ansigt og foldede hænderne sammen. ”Okay. Det vil jeg huske.”

”Jeg har i øvrigt sat et videokamera op på mit værelse. og så kan du bare bruge den lejlighed i aften.” Han slap rettet med den ene hånd, og pegede på den nøgle der lå imellem os.”Der er ikke nogen hjemme, så I kan være helt alene.”

”Jeg troede pointen med udfordringen var, at jeg skulle tage med ham hjem.”

”Pointen er at du skal være alene, med en fremmed dreng, en hel nat. Vi kunne umuligt sætte kameraer op hos ham, eller på dit tøj. Man ved jo aldrig om det ryger.”

Jeg så strengt på ham. ”Du er så klam.”

”Det var ikke ment sådan. Hvis du ikke har lyst til at sove i den kjole, kunne det da godt være at du ville låne en T-shirt. Lad nu være med at misforstå mig altid.”

”Undskyld, det er bare svært at tro du faktisk kunne finde på, at sige noget nogenlunde normalt.”

Han smilede, så et lille smilehul formede sig i hans kind. Hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til det før? ”Det er egentlig utroligt hvor lidt du kender mig.”

”Egentlig ikke. Du har ikke rigtig gjort nogen indsats for, at jeg skulle lære dig at kende.”

Han trak på skulderne og lod fingrene glide nedad rettet. ”Måske.”

”Du kunne jo prøve at fortælle mig noget om dig selv, udover at du hedder Penuel, har blåt hår og er medlem af den her klub.”

Han tændte for radioen og skruede op for lyden. ”Vi kunne også bare høre musik.”

”Er du genert?” spurgte jeg, med en lys stemme.

Han sendte mig et skævt smil. ”Helt vildt.”   

”Eller bange for, at jeg ikke ville kunne lide dig?”

”Jeg ved at du ikke ville kunne lide mig, men nej det er ikke derfor. Jeg synes bare ikke det rager dig.”

 ”Nå. Jeg syntes heller ikke, at det ragede dig, jeg engang kom til at kysse med en andens kæreste, men det ved du alligevel, fordi din lillesøster går i min klasse,” vrissede jeg.

”Det er jo ikke så slemt.”

Jeg så chokeret på ham. Det var første gang jeg nogensinde havde hørt nogen sige det. Normalt blev folk enten bedrevidende eller fordømmende, når jeg sagde det, men det var aldrig sket, at nogen syntes, at det ikke var så slemt.

”Hvis du synes det, tror jeg ikke engang jeg har lyst til, at lærer dig at kende,” svarede jeg og lagde hovedet ind til ruden. Jeg kunne mærke hans øjne stikke sig ind i min hud og tegne kuldgysninger ned ad min ryg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...