De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21003Visninger
AA

31. Pigen der ikke kunne gå på vandet.

Hvid. Klinisk hvid. Smerte.

Det var sådan jeg vågnede op, på et hospital, med en masse slanger koblet til mig. Nogen holdt mig i hånden og jeg fulgte hånden i min, tilbage til min mors ansigt. Hun græd og jeg fik lyst til, at gøre det samme selv. Jeg kunne svagt huske, at jeg var kommet til at gå i havnen. Det lød så dumt. Jeg så fuld, at jeg gik i havnen. Gad vide hvor Penuel var. Gad vide hvor mange dage der var gået.

”Hvad…” Min føls var tør og jeg kunne næsten ikke få ordene frem. Mor strammede grebet om min hånd og græd bare endnu mere. Hun plejede aldrig at græde foran mig. Jeg havde altid nået at se, at hun havde tåre i øjnene og bagefter lagde jeg mærke til hendes røde øjne, men selve tårerne holdt hun for sig selv. Indtil nu selvfølgelig. Var jeg døende eller sådan noget? Det føltes næsten sådan.

”Det skal nok blive bedre nu. Det lover jeg, skat,” peb hun og snøftede. ”Jeg vidste ikke du havde det så dårligt… Jeg burde have…”

Havde det dårligt? Nej, nej, nej. De troede sikkert, at jeg havde forsøgt at begå selvmord og frivilligt var hoppet i havnen. Hvem fanden tog også ud til havnen om natten? Dumme, dumme Skye. Jeg prøvede at ryste på hovedet, men det fik hende bare til at græde endnu mere.

En sygeplejerske med lyst hår og blå øjne stillede sig hen til min seng, og rakte hånden frem mod mig. Jeg tog imod den. Forsigtigt. ”Jeg hedder Sarah, det er mig der har passet på dig de sidste par dage.”

”Par dage?” gentog jeg.

”Ja, men det er ikke noget alvorligt. Det ser måske lidt voldsomt ud, men vi regner med at du kan komme hjem i løbet af næste uge. Dine tal ser i hvert fald stabile ud, så hvis du bare slapper af og fokusere på, at få det bedre, så skal du nok komme dig,” sagde hun og kriblede noget ned i sin journal, før hun smilende så op på mig igen. Næsten medlidende. ”Det ville måske være en god ide, hvis du kunne snakke med en psykolog. Jeg ved ikke om din skole har tilknyttet en, for så ville det jo være oplagt.”

”Ja, okay. Lige for at få det ud af verden… Jeg begik altså ikke selvmord. Eller forsøgte. Jeg faldt. Jeg var fuld og jeg faldt i havnen. Den er ikke længere,” forklarede jeg. Mine mor tørrede sine øjne, men hun så mistroisk på mig. Det lød heller ikke meget bedre, at jeg drak mig fuld, ved en havn midt om natten. Til gengæld var det sandheden.

”Hvad lavede du der?” spurgte Sarah.

”Det er en længere historie,” mumlede jeg. Det var det sidste, som jeg havde lyst til at snakke om.

”Skye har haft det lidt svært for tiden,” sagde min mor, med en svag stemme. Jeg rullede øjne indeni mig selv og skulle lige til, at finde på en god undskyldning, for hvorfor jeg var faldet i havnen. Der fandtes bare ikke rigtig nogen undskyldning for, at være ved haven fuld midt om natten. Det var kun sådan noget mennesker, som var virkelig langt ude gjorde.

”Du er vågen,” sagde Jake fra døren. Han havde en kop kakao i hånden og smilede til mig, på en måde som næsten gav mig lyst til, at slutte mig til tudefesten.

Min mor trådte til side, så jeg kunne få lov til at holde Jake i hånden. Den føltes varm, fordi han lige havde haft kakaoen i hånden. Jeg mærkede mig selv slappe mere af og jeg havde næsten lyst til, at bede ham om at ligge sig op i hospitalssengen til mig, så jeg kunne hvile mit hoved på hans skulder.

”Må jeg snakke et øjeblik alene med hende?” spurgte Jake. Min mor nikkede straks, men hun var heller ikke så svær at overtale, når det var Jake.

”Det er vel i orden. Bare ikke for længe, for hun skal have ro.”

”Det skal jeg nok sørge for,” forsikrede Jake, hvilket jeg vidste at han ville holde, for det var jo Jake. Døren lukkede bag os, hvilket betød vi var alene på stuen.

”Nå… Selvmordsforsøg, hva?”

”Hold nu op, det ved du godt, at jeg ikke gjorde,” sukkede jeg. ”Det var et uheld. Et virkelig dumt uheld, men stadig et uheld.”

”Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal tro på mere. Jeg har fundet ud af meget de sidste par dage,” sagde han og løftede et øjenbryn. Jeg brød mig ikke om det blik han sendte mig. Halvt bedrevidende og halvt medfølende.

 ”For det første, så burde du tro på mig. Jeg er ligeglad med at alle de andre ikke tror på mig, men du skal, fordi det er sådan noget man gør når man er bedste venner. Jeg er ikke selvmordspigen. Jeg er pigen der ikke kunne gå på vandet, færdig slut,” sagde jeg. Det overraskede mig helt hvor selvsikker min stemme var blevet igen. Den skulle nok bare lige i gang efter, at have været ude af brug i to dage. ”Og for det andet, hvad er det så helt præcist du har fundet ud af?”

”Det hele.”

”Det hele?” gentog jeg. Jeg håbede ikke at han havde fundet ud af det hele, men bare troede at han havde. For det hele var ret meget. Jeg kunne ikke engang klare tanken, om det hele på en gang.

”Jeg tog ned for at hente dine ting hos Penuel i går, hvor han fortalte mig, hvad du virkelig har haft gang i det sidste stykke tid. Klubben, udfordringerne. Det er fuldstændig sindssygt, Skye. Fuldstændig. Hvad fanden tænkte du på?”

”Jeg ved det ikke… Jeg ville bare gerne…” Hvad skulle jeg lige svare til det? Jeg var forelsket i Penuel? Jeg ville gerne udfordre mig selv? Det lød jo dybt underligt nu, hvor jeg havde været det igennem. Nu hvor jeg så på hele udefra. Hvordan kunne jeg overhovedet få mig selv til det? Det gav jo ingen mening og de ting jeg havde gjort var nærmest absurde. Jeg havde været en anden. Jeg var det stadig. ”Fortalte han dig hvad udfordringerne var?”

”Nej. Han sagde, at du skulle fortælle mig det. Hvis du vil.”

 Jeg kiggede tomt ned i dynen og fugtede læberne. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle vide det. Jeg ville have at han skulle kunne se på mig, uden automatisk at tænke på alle de ting som jeg havde gjort. Hvordan kunne man være venner med en, der havde gjort alle de ting? Det kunne man ikke. Der var svaret. Simpelt og kynisk.

”Ved du hvordan Penuel har det?” spurgte jeg. Fordi jeg ikke kunne lade være. Vores aften sammen blev ved med at genspille sig i mit hoved og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle have det med det. Jeg hadede det, men jeg var ret sikker på, at jeg elskede ham. Det måtte jeg jo gøre.

”Mener du virkelig det?”

”Mener hvad?”

”Han er syg i hovedet, Skye. Han fortjener dig ikke”

Måske ikke i starten, men nu var jeg blevet ligeså syg i hovedet som ham. Næsten. Vi fortjente hinanden.

”Du ved slet ikke…”

”Men det gør jeg alligevel. Du er en sej pige. Sjov. Nogle gange en lille smule irriterende, men for det meste er du den perfekte udgave af dig selv. Det skal du ikke lade en eller anden besættelse smadre, okay? Jeg synes den gamle Skye er ret okay og meget mere.”

Jeg smilede og rystede på hovedet af ham. Det var nok ikke gået op for ham, at den gamle Skye var væk. Ellers var det ikke gået op for mig, at hun stadig var derinde et eller andet sted. Hun sad sikkert og gemte sig under alle mine ideer om hvordan jeg burde være. Det håbede jeg.

”Vil du egentlig hører noget vildt?” spurgte Jake. Han lignede et lille barn, der var virkelig spændt på at fortælle noget. Det fik mig til at smile og ikke bare fordi jeg burde, men fordi jeg ville.

”Altid.”

”Jeg slog Penuel.”

”Du gjorde hvad?” Jeg så chokeret på ham. Han… Hvad?      

”Lad være med at se så overasket ud.”

”Hvordan skulle jeg ikke kunne være overasket? Hvordan… Hvordan slap du lige ud af den?” spurgte jeg. Jeg havde mærket Penuels overkrop, og jeg vidste han kunne have knust Jake hvis han ville.

”Jeg tror han syntes, at han fortjente det. Han slog mig i hvert fald ikke igen. Det var lige efter han havde fortalt mig om klubben og det hele.”

”Jake… Hvem er du?” smilede jeg. Jeg kunne lige se det for mig, hvilket fik mig til at smile dumt. ”Du er altså en lille smule sindssyg.”

”Jeg passer bare på dig. Så må du også gerne gøre mig den tjeneste, at passe lidt på dig selv også.”

Han skulle bare vide hvor svært jeg havde ved det. Jeg kunne slet ikke se mig selv, som en der fortjente at blive passet på. Døren blev åbnet og Sarah kom ind, denne her gang uden min mor. ”Hun har brug for at hvile sig, så jeg tror at det er bedst du kommer tilbage senere.”

”Okay.” Jake kyssede min pande og gav min hånd et sidste klem. Jeg havde lyst til, at holde fast i hans hånd, så han ikke kunne gå, men det virkede for barnlig. ”Pas på dig selv.”

Mine øjne fulgte ham ud, og han gav mig et sidste smil, før Sarah lagde hånden på hans skulder og lukkede døren. Jeg vendte mig om, men jeg kunne ikke finde ro. Jeg havde en smule ondt og jeg kunne ikke holde op med, at tænke på Penuel. Gad vide om han også troede, at jeg havde forsøgt at begå selvmord.

 

***

 

De næste par dage gik hurtigt og langsomt. Det gik hurtigt hver gang der var nogen. Hver gang min lillesøster sad i fodenden af sengen, eller min far holdt min hånd, eller Jake fik mig til at grine, så det helt bogstaveligt gjorde ondt. Hver gang de ikke var der, gik alting bare så langsomt. Jeg havde dog fået nogle flere svar, hvilket var meget rart. De havde fortalt mig hvad jeg fejlede, men jeg kunne ikke rigtig huske ordene. Der var i hvert fald et eller andet med mit højre ben. Det hed noget meget mærkeligt.

Jeg fandt også ud af, at det åbenbart var en mand, som havde overnattet på en af bådene, der havde hørt mig og var svømmet ud for at hjælpe mig. Jeg skyldte ham virkelig, en eller anden stor æske chokolade. Eller mere. Meget mere. Chokolade virkede helt banalt i forhold til det, som han havde gjort.

Det bankede på døren til min stue, og jeg mumlede kom ind. Jeg var for træt til, at få det til at lyde rigtig overbevisende. Døren blev åbnet og en pige trådte ind, med noget under sin arm. Hun smilede til mig og det gik pludselig op for mig, at det var Lydia. Jeg kunne ikke kende hende, fordi hun havde dækket håret under en stor hue. Forståeligt nok. Jake havde fortalt mine forældre om hele klubtingen, så alle mennesker med underlige hårfarver, var farlige for mig i deres øjne.

”Har du tid til at snakke?” spurgte hun.

Jeg nikkede. Jeg havde ikke bare tid til det, jeg havde brug for det. Jeg havde nok foretrukket, at snakke med en anden fra klubben, men Lydia var bedre end ingen. Desuden så hun ligefrem venlig ud i dag. Hun smilede og det hele. Virkelig anti-Lydia agtigt faktisk.

”Hvordan går det?” spurgte hun.

”Sådan fremad. Har du snakket med Penuel?”

”Wow, det var hurtigt. Men jo. Jeg har snakket med dem alle sammen faktisk, for vi havde et gruppemåde i går, hvor vi snakkede om dig.”

”Snakkede om mig hvordan?”

”Nu må du ikke blive sur, men vi har besluttet os for at du ikke kan blive medlem af klubben. Alle kan komme ind, hvis de gennemfører de ti udfordringer, med mindre at alle gruppens medlemmer er imod det. Der er ingen der har fortalt om det, for det er aldrig sket før, men efter hele selvmordsforsøget blev vi ret hurtigt enige. Jeg håber også at du kan se, at det er bedst sådan,” forklarede hun. Det generede mig egentlig ikke, for jeg havde allerede aftalt med mig selv, at jeg ikke ville være en del af det. Efter at have været ude af det et par dage, kunne jeg se hvor vanvittigt det var. Den eneste jeg faktisk gerne ville vide noget om var Penuel.

”Må jeg spørge om noget?”

”Prøv,” sagde hun.

”Hvorfor er det lige netop dig, som er taget herind? Vi hader hinanden, så jeg forstår ikke…”

”Jeg hader dig ikke, Skye. Overhovedet. Faktisk har jeg bare prøvet at passe på dig hele tiden, hvis du tænker dig om. Første gang vi mødte hinanden, så jeg dig blive kørt af ham Jake, eller hvad han nu hedder, og I så bare så glade og normale ud. Jeg tænkte at hvis jeg gjorde det til et helvede for dig, så ville du give op til sidst og indse, at klubben ikke er noget man vælger. Det er en sidste udvej, hvis man virkelig ikke har nogen andre steder. Så ja, det var mig der puttede den seddel med Penuels familie i, fordi jeg syntes du skulle have lov til at se, hvordan de fleste af os er vokset op. Og ja, så tænkte jeg måske også lidt på, at det ville skille jer ad, så du ikke længere ville være med.”

”Du er uhyggelig god til at spille kold,” mumlede jeg. Jeg havde virkelig troet hun hadede mig. Jeg havde endda troet, at det var fordi hun havde et eller andet for Penuel, som jeg kom i vejen for. Åbenbart ikke.

”Ja, sådan er det med os fra klubben,” sagde hun og trak på skulderne. Hun rakte en bog hen til mig og jeg genkendte den straks. Mit fotoalbum. ”Jake glemte at tage den med fra Penuel, så jeg lovede at aflevere den til dig.”

”Har han det godt?” spurgte jeg.

”Jeg kan ikke helt finde ud af det, men han skal nok få det godt igen. Han er hård og det er du åbenbart også. Jeg troede virkelig at du ville knække efter de første par udfordringer.”

”Ikke når det er noget, som jeg virkelig vil,” hviskede jeg og begyndte at bladre i fotoalbummet. Forbi fjollebillederne med Jake, mine familiebilleder, billedet af klassen, billeder fra ferier. Jeg bladrede helt tilbage til den allersidste side, hvor der var et billede af mig og Jake. Jeg stak hånden ind i fotolommen og tog det billede ud, som lå bagved. Det var et klassebillede som blev taget for et år siden. En pige med mørkebrunt hår, uden makeup og med et forsigtigt prøvende blik, fangede mine øjne. Mig selv. Jeg tænkte ikke rigtig på det mere. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville tænke på hvordan det var før, nu hvor jeg endelig havde fået Jake. Jeg blev nok bare fristet. Tænkte at hvis jeg pludselig havde syv venner og en kæreste, så var der ingen der ville kunne pege på mig og tænke på mig, som den stille generte pige de engang kendte. Så ville jeg måske være nogen. Føle mig som nogen.

Jeg skyndte mig at lægge billedet tilbage i fotolommen. Det var ikke noget, som jeg nogensinde havde tænkt mig at fortælle nogen. Ikke engang Jake. Jeg havde lært og leve med det, men kun ved at benægte, at det nogensinde havde været en del af mig. Og så alligevel… Måske havde jeg slet ikke lært at leve med det så godt alligevel. Ellers var det her nok ikke sket.

Jeg så op på Lydia, der smilede til mig. Nogle gange var det svært at regne andre ud. For det meste var sværere at regne sig selv ud.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...