De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

205Likes
520Kommentarer
20662Visninger
AA

17. Lys, musik og begravelsen.

Jeg kiggede på uret der lyste 20:51 og sukkede for mig selv. Det ville blive endnu en nat, hvor jeg sneg mig ud af vinduet, men jeg regnede med at jeg kunne komme hjem igen, så mine forældre ikke fandt ud af det. Det kan godt være at de var overbærende, når jeg gjorde det i weekenden, men jeg tvivlede på at deres forståelse ville række til hverdagen og jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at teste det.

Jeg vidste ikke hvor vi skulle hen, så jeg havde bare taget en neutral sort T-shirt og nogle mørkeblå jeans på, sammen med en fjerhalskæde. Det kunne sådan nogenlunde passe til alt.

Jeg sneg mig ud af vinduet, præcis som jeg plejede. Det gav mig ikke engang længere det lille prik af ængstelighed, for at blive taget i det. Hvis man kunne vende sig til det, kunne man vel vende sig til alt. Selv det man ikke burde vende sig til.

Ude ved vejen holdt Penuels bil. Jeg gned mig omkring øjnene og undrede mig over, om det var min hjerne der så gerne ville have det, at den bare skabte sine egne billeder. Men det var hans bil og da jeg satte mig ind på bagsædet opdagede jeg også, at det var ham der sad bag rettet. I et øjeblik var jeg næsten lettet, men kun indtil jeg opdagede, at Lydia stille sad på sædet ved siden af ham.

”Må jeg få at vide hvad min udfordring er nu, så?” spurgte jeg og spændte selen.

”Rolig nu,” sagde Lydia og så tilbage på mig. Hun havde falske øjenvipper på, der var så lange at de aede hendes kind ved hvert blink. Det fik mig næsten til, at tænke på et overnaturligt væsen. ”Vi snakker om det, når vi kommer derud.”

”Sig det nu for helvede bare til hende,” mumlede Penuel. Selvom han sagde det så lavt, at det umuligt kunne have nogen effekt på hende, gjorde det mig alligevel rød i kinderne. Det var første gang jeg bare havde hørt en snert af trang til at forsvare mig i hans stemme. Altså, jeg ville selvfølgelig helst forsvare mig selv, men det var rart at føle sig dækket ind. Selv hvis det var en papirtynd rygdækning.

Lydia lænede sig indover Penuel og hviskede noget til ham. Jeg prøvede at høre hvad hun sagde, men det var umuligt. Hun var for snu.

Lydia?”

 Hun så irriteret tilbage på mig. ”Du burde bare være glad for, at jeg ikke siger det. Du har slet ikke lyst til at tænke på det, før det virkelig gælder.”

”Det er min udfordring, så hvis jeg vil vide det, bliver du nødt til at fortælle mig det.”

”Faktisk ikke. Det har vi aldrig lavet nogen regler om og siden det er mig der er medlemmet, så burde jeg vide det, ikke?” Hun smilede smørret og vendte endelig blikket tilbage mod vejen. Selv hvis jeg endelig kom ind i klubben ville Lydia og jeg nok aldrig blive venner.

”Penuel?” sagde jeg.

”Det var ikke mig der trak udfordringen, så jeg ved ikke noget.”

”Er Lydia den eneste der ved hvad det er? For det er jo fuldstændig sindssygt, hun har sikkert bare opfundet en eller anden udfordring, som jeg umuligt kan gennemføre.”

”Kunne du lade være med at omtale mig i tredjeperson? Det er ret nedladende. Jeg kunne ikke finde på, at gøre det mod Skye. Ikke fordi jeg kan lide hende overhovedet, men fordi det ville gå imod de principper de har i klubben. Hvis jeg skal vælge imellem hende og klubben, så vælger jeg klubben. Mærkeligt nok,” sagde Lydia med en spids stemme.

”Jeg troede det var nedværende at omtale nogen i tredjeperson.”

”Ja, præcis,” mumlede hun. Jeg fnyste og besluttede mig for ikke at snakke med hende resten af turen. Hun var simpelthen for umulig. Det virkede som om, at hun havde præcis den samme tanke om mig, for hun skruede i hvert fald op for musikken og lænede sig en smule fremover i sædet, næsten som om hun prøvede, at komme så langt væk fra mig som muligt.

Jeg lagde hovedet mod ruden og mærkede hvordan bilen rystede, som om den var ligeså bange som mig. Jeg prøvede at lade være med at tænke på alle de sindssyge ting udfordringen kunne være. Det værste var, at efter hvert bizart forslag min hjerne fandt på, kunne jeg ikke engang tænke at jeg bare var ved, at blive sindssyg. Det hele lød næsten realistisk. I hvert når det var Lydia der havde ”trukket” udfordringen.

Lydia pegede på en bygning, med en masse lys og biler. Hun bad Penuel om at holde ind der, mens hun gled en hånd gennem sit hår. Han fik et underligt fjernt blik i øjnene. ”Det mener du ikke.”

”Gør det nu bare,” vrængede hun.

”Du er så langt ude.”

”Gider du lige styre dig og holde ind på parkeringspladsen? Du vil ikke være grunden til, at hun ikke kommer ind i klubben, vel?”

”Hold nu bare kæft,” sagde han sammenbidt, men han gjorde alligevel som hun havde sagt og drejede bilen. Penuel kørte rundt efter en parkeringsplads, men Lydia mistede hurtigt tålmodigheden.

”Kan du ikke bare holde ind til siden og så kan vi stige ud.” Det burde have været et spørgsmål, men måden hendes stemme hvislede på, gjorde det mere til en ordre.  

”Jeg skal sgu da med.”

”Glem det, Penuel. Det her er en pigetur.” Hun vendte sig om og kiggede intenst på mig, med de indrammede øjne. ”Right?”

Jeg vidste ikke hvorfor hun forventede, at jeg ville bakke hende op i noget som helst. ”Jeg vil gerne have ham med.”

”Vil du virkelig det?” hun løftede et øjenbryn og nynnede en melodi. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg følte mig pludselig overbevidst om, at det faktisk ville være bedst hvis han ikke kom med. Jeg havde ikke lyst til, at han skulle se mig dumme mig, hvis det var det udfordringen handlede om.

Selvom han stadig kørte bilen i et langsomt tempo, steg jeg alligevel ud i en hurtig bevægelse og smækkede hårdt døren efter mig. Bilen bag os dyttede og jeg skyndte mig væk fra vejen. Nogen sekunder efter holdt Penuels bil stille og Lydia steg også ud. Det var så mørkt at jeg ikke kunne se hans ansigt, men det var kun heldigt. Jeg var sikker på at han ikke ligefrem var stolt af mig og mit lille flugtforsøg under kørslen.

”Kom,” sagde Lydia og begyndte at halvløbe. Jeg fulgte efter hende og lagde armene over kors. Det føltes for mærkeligt, at det var hende som jeg skulle følge efter, fordi hun var den person jeg stolede allermindst på.

Vi gik forbi to piger der røg. De havde støvler op til knæene og sirlig rød læbestift på. De havde begge to lange jakker på, som de havde bundet tæt om sig, næsten som om de prøvede at skjule noget.

Jeg vidste ikke om det bare var en almindelig natklub vi var på vej indtil, eller en… Jeg kunne ikke engang tænke tanken. Det var sikkert bare en natklub. En klam og ret ussel natklub.

”Vi skal herind,” sagde Lydia og pegede på en ståldør, lidt længere fremme. Ude foran sad der en pige, med langt mørkt hår og gemte sit ansigt. Jeg kunne høre hende hive efter vejret, da jeg gik forbi og havde næsten lyst til at stoppe op, for at finde ud af hvad der var galt. Alligevel gik jeg lige forbi hende, som om jeg slet ikke havde lagt mærke til at hun var der. Jeg havde lyst til at tro, at det var fordi jeg havde så mange ting at tænke på selv og fordi jeg sikkert umuligt ville kunne ændre noget, men jeg var fuldstændig bevidst om, at jeg gjorde det fordi det var det nemmeste. Fordi jeg ikke behøvede, at tage mig af det.

Lydia åbnede døren og en storm af stemningsmusik ramte os. Sange, der næsten fik det til at spinde i min mave af lyst til at danse og alligevel ikke, fordi min bekymring bare voksede, da jeg så pigerne i rummet. De var alle sammen letpåklædte på forskellige måder. En havde en slags politidragt på, en anden et stramt lædersæt og en tredje et korset. Nogle af pigerne virkede halvberusede, mens andre næsten slet ikke virkede til at være tilstede.

Lydia gik hen og hilste på et par af pigerne. Det virkede som om hun kendte dem rimelig godt, så det var nok ikke første gang hun var der. Hun gjorde et kast med hovedet i retningen af mig og rullede øjnene. En blond pige hun stod sammen med vinkede til mig og jeg kiggede ned i jorden. Bare det at være tilstede i rummet, virkede som en udfordring i sig selv, men jeg vidste selvfølgelig godt at jeg ikke slap så nemt.

 En mand i jakkesæt trådte ind i rummet og hviskede til en af pigerne, som derefter nikkede indforstået. Efter hun var gået, gik manden hen og lagde armen om Lydia, som straks smilede til ham. Jeg kunne se at hun sagde noget, hvorefter hun pegede på mig. Manden hilste på mig, ved at lave et nik med hovedet og jeg ville gerne virke venlig og gøre det tilbage igen, men jeg kunne ikke få min krop til at reagere.

Manden tog fat om Lydias arm og begyndte at over imod mig. Han rakte hånden frem mod mig og jeg tog imod den. Hans håndtryk var fast og håndfladen føltes varm, mod mine egne kolde fingre.

”Jeg hedder James,” præsenterede han sig.

”Skye.”

”Du må være dagens regningskvinde. Lydia her, fortalte mig at du ville overtage en aflyst vagt.”

”En hvad?” Jeg så forvirret på Lydia og hun smilede så oprigtigt, at det næsten gav mig kvalme.

”En vagt. Det er ikke noget særligt, du skal bare lave et enkelt show og servere i et par timer. En af pigerne meldte sig syg i går aftes og der var ikke andre der kunne dække hende ind, men så foreslog Lydia heldigvis dig. Du har prøvet det før, ikke?”

”Prøvet hvad?” Det var begyndt at gå op for mig, hvad han mente, men jeg ville ikke indse det.

”Hun laver bare sjov,” brød Lydia ind og klappede James på skulderen. ”Selvfølgelig har hun prøvet det før. Vi arbejde sammen for et par år siden. ”

”Godt. Du skal på om fem minutter, sammen med Rose, så du skal nok til at skifte nu.”

”Hvem er Rose?” spurgte jeg og lagde armene over kors.

”Den mørkhårede,” svarede James og nikkede i retningen af en pige med en lysebrun hudtone og langt krøllet hår, der gik hende til brystet. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at lave et show og da slet ikke med hende. Jeg ville ligne en bleg buttet dreng i forhold til hende.

James trykkede endnu engang min hånd, hvorefter han fortsatte hen til nogle andre piger. Det undrede mig faktisk lidt, at han ikke virkede slesk. Måske skjulte han det bare godt.

Lydia trak mig hen til tøjstativ og hev en masse ned til mig. Et par røde stramme hotpants, et rødt korset og hofteholdere, samt en lyserød boa. Jeg kiggede ned på det og følte mig pludselig lettet over at Lydia ikke havde sagt, hvad jeg skulle før, for så havde jeg ikke kunne gennemføre det. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg kunne gøre det nu. Alt i mig skreg at jeg skulle lade være.

”Er der et eller andet sted, hvor jeg kan skifte?” spurgte jeg.

Lydia rystede på hovedet. ”Gør det her. Det er det alle de andre piger gør og du er vel ikke bedre end dem.”

Jeg kneb øjnene sammen og hev min T-shirt over hovedet og tog fjerhalskæden af. Hendes øjne fulgte mig, næsten som om at hun ville gøre det endnu værre for mig, end det allerede var og det virkede.

Da jeg havde fået sættet på, følte jeg mig mærkelig tilpas. Næsten som jeg havde det, da jeg var lille og prøvede min mors kjoler, som bare aldrig passede. Det her tøj passede min krop, men heller ikke mere end det.

”Hvis du ikke har fattet det endnu, så er din udfordring at strippe et offentlig sted, så jeg tænkte at det her ville være den perfekte ramme. Jeg vil gå ud og finde min plads, så jeg kan holde øje med, om du gør det rigtigt, så du kan ligeså godt lade være med, at prøve at snige dig udenom på en eller anden smart måde.”

 Selvom det for længst var gået op for mig hvad jeg skulle, føltes det alligevel som et slag, faktisk at høre hende sige det. Jeg var stadig jomfru og nu skulle jeg strippe for alle mulige fremmede klamme mænd. Jeg måtte være godt dum. Og godt naiv.

Jeg lænede mig op ad væggen og prøvede at tildække mig, med mine arme, hvilket overhovedet ikke lykkedes. Rose kom hen og prikkede mig på skulderen. Hun havde et par sorte høje hæle i hånden, som jeg straks tog på. Jeg kunne knap nok stå i dem, så jeg ville helt sikkert ligne en idiot på scenen.

”Vi skal på nu,” sagde hun og begyndte at gå. Jeg havde ingen inde om hvilken retning vi skulle så jeg fulgte bare efter hende. Der var et sort forhæng som skilte os og scenen ad. Rose så tilbage på mig og smilede beroligende.

”Din første gang?”

Jeg nikkede. Lydia kunne lyve alt det hun havde lyst til, men jeg kunne ikke se nogen grund til, at lade som om, at jeg havde prøvet det før. Så ville det bare se endnu dummere ud, når jeg stod på scenen og ikke anede hvad jeg skulle gøre.

 ”Bare husk ikke at trække vejret, og lad være med at snuble, så kommer alt det andet næsten af sig selv.”

Jeg smilede som tak og jeg kunne høre at vi blev præsenteret. Rose trak gardinet til side og vi trådte ind på scenen. Musikken og pift blandede sig sammen, mens lys i forskellige farver ramte os fra alle sider. Jeg prøvede at gøre som Rose, men måden hun bevægede sig på, var på ingen måde noget jeg kunne efterligne. Jeg slangede mig hen til den stang der stod midt på scenen og forsøgte at danse op ad den. Det var en smule lettere, fordi jeg kunne fokusere mine bevægelser på noget og det gjorde det nemmere, at lukke alle de gramsende øjne ud.

Jeg hørte nogen fra publikum råbe, at jeg skulle vise mine bryster. Eller okay, de sagde det måske ikke så pænt. Jeg havde lyst til at protestere og gå ned ad scenen i arrighed, eller i det mindste kyle de højhælede sko efter dem. Det nemmeste var bare at gøre som de sagde, så jeg løsnede korsettet og lod det langsomt falde til jorden. Der var nogen drenge der rakte penge til os, men jeg havde slet ikke lyst til at nærme mig dem. Jeg var kommet for min udfordring og pengene var ligegyldige.

Rose gik tættere på mig og gnubbede sig op ad mig bagfra. Hun havde kun en lille G-streng på og et udfordrende smil, der slet ikke passede til hende. Det gav mig kvalme, fordi det først rigtig var gået op for mig nu hvad jeg lavede. Lyset var så blændende og fik mig næsten til, at føle mig gul, grøn, rød. Heroppe var det okay, men jeg frygtede det øjeblik hvor lysene forsvandt og musikken ikke var der. Det øjeblik hvor det gik op for mig hvad jeg havde gjort.

Det var Rose der tog mine hotpants af, mens hun bevægede hånden ned langs mit lår. Jeg var sikker på, at det var Lydia der havde planlagt, at jeg skulle have en med herop, så det bare blev endnu mere ubehageligt. Selv hvis hun ikke havde, nød hun det uden tvivl lige nu.

Da sangen sluttede piftede de og klappede. Det var egentlig noget ret ynkeligt at klappe over. Det var næsten som om at vi klappede ved en begravelse. Begravelsen af min uskyld, kunne man næsten fristes til at sige. Den første dreng der nogensinde så mig nøgen, var ikke en dreng, men en hel flok. En hel flok, som jeg ikke engang kunne se ansigterne på. Heldigvis.

Da vi kom ud bagved skyndte jeg mig, at få mit tøj på igen og løb ud af bagindgangen. James havde nævnt, at jeg skulle tage en vagt på to timer, men jeg nægtede simpelthen at gøre det, for det var slet ikke en del af min udfordring. Mine kinder var ømme og jeg opdagede at jeg græd. Ellers var det måske bare regnen. Uanset hvad var jeg ikke nok i kontakt med mig selv, til at kunne bedømme det. Jeg havde bare brug for, at blive fuld og glemme hvad jeg lige havde gjort. Jeg kunne næsten høre Lydias stemme for mig. ”Så fik vi vidst sagt farvel til dine barnlige fantasier om, hvordan det er at være medlem af klubben. Velkommen til virkeligheden. Det er sådan det er og det er sådan vi er.”

--------

Forfatterkommentar:

Så blev det næste kapitel endelig færdig. Jeg opdatere ikke i morgen, fordi jeg skal ud på bogmessen i morgen og jeg skal også noget om aftanen, så det bliver en travl dag. Jeg håber at se nogen af jer i Bella Centeret og at I kunne lide kapitlet... Det tog godt nok lang tid at skrive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...