De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21402Visninger
AA

15. Hundehvalpen og slangen.

Jeg satte mig på fortovet og strakte mig. Det havde været en lang dag, og så endda med matematik i sidste time. Så blev det bare ikke tungere. Jake vendte sig om og så forvirret på mig. Han havde nok ikke lagt mærke til, at jeg bare havde sat mig.

”Skal du bare være besværlig, eller hvad?” spurgte han, da han nåede hen til mig.

”Tjo. Jeg venter bare lige her, indtil Penuel kommer og henter mig. Han skal købe en masse ting til mig i dag,” sagde jeg, fordi det lød meget bedre, end hvis jeg sagde at jeg skulle ud at stjæle og Penuel var den der skulle køre mig hen til gerningsstedet.

”Det lyder som et sundt forhold.”

”Selvfølgelig,” mumlede jeg og så ud på parkeringspladsen. Penuels bil var ikke til at se. Jeg ville ellers virkelig gerne bare have det overstået.

”Er det krævet for at være din kæreste, eller hvad? Shopping?”

”Ja, klart. Sådan er jeg bare,” svarede jeg og blinkede. Jeg håbede ikke, at han mente spørgsmålet seriøst. Han burde i hvert fald kende det rigtige svar selv, ellers var der et eller andet galt.

Jake satte sig ned ved siden af mig og jeg lagde hovedet på hans skulder. Jeg følte mig altid så sikker, når vi sad sådan. Som om der lagde sig et usynligt panser omkring mig, hvis bare jeg var sammen med Jake. Penuel havde sagt, at jeg nok ikke ville have tid til andre venner, hvis jeg først blev en del af klubben. Jeg vidste bare, at jeg ikke ville kunne give helt slip på Jake. Det var ligesom at holde med at spise slik. Man kunne godt holde det i det første stykke tid, men efter nogle uger ville fristelsen bare blive for stor.

”Jeg burde farve mit hår lyserødt, så vi kunne matche,” sagde han og jeg kunne ikke lade være med at grine. Bare tanken om det.

”Det burde du virkelig virkelig ikke. Af mange grunde.” Først og fremmest fordi jeg havde en teori om, at alle mennesker med lyserødt hår var onde, så det ville ikke passe til Jake. Desuden havde jeg heller ikke lyst til, at skulle tænke på Lydia hver gang jeg så ham.

”Er du bange for, at jeg ville overstråle dig?”

Jeg kunne ikke engang svare, fordi jeg grinede så hysterisk. Jeg lagde hånden på maven og mærkede hvordan den vuggede i takt til latteren. Jeg grinede endda så meget, at jeg kom til at græde en smule. Jake tørrede tårerne væk og rystede på hovedet af mig. ”Du er helt umulig.”

Jeg nikkede og prøvede at trække vejret nogenlunde normalt igen. En bil dyttede og jeg løftede blikket. Penuels bil stod et par meter fra os og han steg ud for at vinke mig over mod sig. Jake gled en hånd gennem sit hår og bed sig i læben.

”Vi ses i morgen ,” sagde jeg og gav ham et kys på kinden og et blidt slag på skulderen.

”Held og lykke med at lokke penge ud af ham.”

”Tak. Det får jeg ikke brug for,” sagde jeg og blinkede. Det lød lidt arrogant, men det var jo faktisk rigtigt. Jeg ville slet ikke få brug for det, for det var ikke det i dag handlede om. Det handlede om noget helt andet. Noget meget mere forkert.

Det første Penuel gjorde, da jeg kom hen til ham, var at lægge armene om mig og trække mig ind i et kys. Det fik det til at krible ned ad ryggen på mig og alt det, som jeg havde glemt kom pludselig frem igen. Jeg kunne slet ikke se noget andet når jeg var sammen med ham og selvom jeg vidste, at han kun kyssede mig, fordi han spillede skuespil overfor Jake, snublede jeg lige i og ikke kun med begge ben, men hele kroppen. Det var nok i virkeligheden en god ting, at han mindede mig om hvor rart det kunne være at blive kysset. Hvis Aaron havde været mit første kys, ville jeg nok aldrig have haft lyst til at gøre det igen. Det var faktisk utroligt hvor forskelligt det kunne være. Man skulle næsten ikke tro, at det var samme handling.

Han flyttede munden ned til mit øre og jeg kunne næsten høre smilet i hans stemme. ”Du er en dygtig skuespiller.”

Han trak sig væk fra mig og rettede sig op. Jeg blev ved med at følge ham med blikket. ”Men det er ham din stalker altså ikke.”

 Jeg måtte styre min impuls til at stikke ham en lussing og blev næsten chokeret over mig selv. Hvordan kunne følelser skifte så hurtigt? Det var da ikke normalt. Jeg så mig over skulderen og fik øje på Jake, der meget intenst rodede med låsen til sin bil.

”Han er min bedste ven, ikke stalker. Få styr på din baggrundsviden,” vrissede jeg.

”Han stirrede på os lige før, indtil han opdagede at jeg så det. Det er det jeg siger, Skye, du har virkelig gjort dit arbejde godt.”

”Du ved ikke en skid,” sagde jeg og satte mig ind på bagsædet. Han åbnede bildøren og satte sig selv ind, for derefter at vende sig mod mig med et skævt smil.

”Er du sur på mig, siden du sætter dig på bagsædet?”

”Du skal bare ikke snakke om Jake.”

”Du ved godt, at du ikke kan beholde ham, right?”

”Jeg gør præcis hvad der passer mig.”

”Hvis du endelig kommer ind i klubben, skal jeg nok køb en hundehvalp til dig som erstatning.”

Jeg lagde armene over kors og rynkede panden. ”Det er fint. Hvis jeg så ikke kommer ind, kan jeg jo få Jake til at købe en slange til mig, som erstatning for dig.”

Penuel fnyste og rystede på hovedet af mig. ”Du er ikke rigtig klog.”

Jeg lagde hovedet mod ruden og faldt i søvn. Det viste sig at være en meget god ide, halvanden time efter, hvor Penuel vækkede mig. Han havde fundet et indkøbscenter, der lå langt væk, så jeg ikke risikerede at rande en i nogen jeg kendte. Det var nok en god ide, for jeg var allerede helt ude af den og det ville helt sikkert ikke hjælpe, hvis jeg så nogen jeg kendte.

”Er du nervøs?” spurgte Penuel.

Jeg kiggede ned og tog håret bag ørene.

”Du er ikke stadig sur på, vel? Jeg mente altså ikke noget med det. Jeg kender ham jo heller ikke… Det kan godt være han bare er sådan.”

”Nej,” mumlede jeg og rettede mig op. ”Jeg er ikke sur. Men du skal ikke være i tvivl om, at jeg tæsker dig, hvis du siger noget ondt om ham igen.”

”Det lyder ellers meget interessant.” Han lagde armen om mig. ”Det vil jeg lige overveje.”

”Helt seriøst, Penuel…”

”Jeg skal nok stoppe. Jeg ved godt, at det ikke virker sådan, men jeg har faktisk situationsfornemmelse. Det er et bevidst valg, at jeg tit ikke bruger den.”

”Hvorfor skulle jeg så tro på, at du ville vælge, at bruge den nu?” spurgte jeg.

”Fordi at jeg lige har sagt, at jeg stopper. Jeg holder altid hvad jeg lover, Skye. Det er derfor, jeg næsten aldrig lover noget,” sagde han og lagde afslappet sin frie hånd i lommen. ”Ved du hvor du vil gøre det henne?”

”Er det ikke lige meget?”

”I princippet, jo. Jeg skal bare være der til at se det.”

”Er du mit levende kamera i dag?” smilede jeg, selvom det føltes falskt og påtvunget. Jeg var simpelthen bare for nervøs. At sige mine hænder rystede, ville bare ikke beskrive det godt nok. Det føltes næsten som om, at min krop var i gang med en proces, der ville udstøde hænderne fra resten af min krop.

”Det kan du vel godt kalde det, ja.”

”Uh, stoler Lydia virkelig på det? Hold da op.”

”Jeg har taget en snak med hende. Hun kan være lidt firkantet nogle gange, men vi stoler på hinanden nu,” sagde han og nikkede for sig selv.

”Så du kan vel bare sige, at jeg har gjort det og så…”

”Som sagt,” afbrød Penuel. ”Så stoler vi på hinanden. Jeg har lovet ikke at snyde og når jeg lover noget…”

”Ja, så holder du det. Jeg har fattet pointen, men det er altså bare lidt upraktisk i situationer som den her.”

 ”Det er godt nok træls at jeg er så pålidelig,” sagde han og lavede hundeøjne. Jeg slog til hans brystkasse og rystede på hovedet.

”Så tror jeg, at du har brugt din kvote af selvfedhed for en dag.”

”Jeg kan vel bare låne lidt af din,” sagde han og skubbede min krop ind til sig.

Jeg gled blikket hen over alle de forskellige butiksskilte og overvejede hvad jeg skulle gøre. Gad vide om der var nogen der havde mindre sikkerhed end andre, eller om der bare en stor fælles sikkerhedsordning i centeret. Mine ben stoppede og jeg kiggede ind i en rude, hvor der havde udstillet parfumer og makeup. De var ikke så store, så de ville være nemme at snuppe.

”Kom,” sagde jeg og greb ham om håndleddet, for at guide ham ind i forretningen. Jeg kunne godt lide, at det for en gangs skyld var mig der havde kontrollen. Da vi var kommet ind lagde jeg mine arme om Penuel og spillede et forelsket kærestepar. Han så lidt overasket på mig, men gjorde intet for at stoppe det. Jeg lænede mig hen til hans øre og gjorde mit bedste for at smile, så det ville se troværdigt ud. ”Bare gå rundt og lad som om, at du kigger. Så følger du bare efter mig når jeg går. Okay?”

Han nikkede og begyndte at gå længere ind i forretningen, mens han lod som om at han var meget interesseret i afdelingen med hudcremer. Hvis jeg havde været mindre anspændt havde jeg nok kunne grine af det, for det så lidt sjovt ud.   

Jeg gik langsomt hen til de bagerste hylder, hvor der ikke stod nogen andre. Jeg åbnede diskret min taske en smule, mens jeg med overvejende øjne kiggede på produkterne. Der stod mest makeup på hylden og jeg tog en eyeliner op, for at vende den i mine hænder. Til sidst lukkede jeg forsigtigt hænderne om den og kiggede videre på det næste produkt, mens min hånd lagde eyelineren ned i tasken. Jeg ville ikke engang have den. Faktisk vidste jeg ikke engang rigtig hvordan den så ud, fordi mine øjne stirrede så tomt på det hele. Jeg følte mig svimmel og kom i tanke om dengang jeg var mindre, hvor jeg engang var kommet til at tage en hoppebolt med ud af det lokale supermarked, uden at betale for den. Jeg skyndte mig ind igen og havde lagt den tilbage, uden nogen lagde mærke til det. Jeg følte mig som en superhelt, da jeg gik ud og jeg havde lyst til at gøre det samme nu. Det var i hvert fald svært, at overbevise min hjerne om, at der ville komme noget godt ud af det her.

Jeg fandt et stativ med neglelak, hvor jeg tog en gul og rød ned i tasken. Der stod ikke noget på min udfordring om, at det skulle være noget særligt jeg tog. Mit mål med udfordringerne var, at jeg skulle komme ud så nemt som overhovedet muligt. Det passede måske ikke helt med klubbens formål, men jeg skulle heller ikke passe til klubben, den skulle passe til mig. Måske var naivt at tro jeg kunne arrangere det sådan, men jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle gribe det an.

Langsomt begyndte jeg at gå mod udgangen og jeg forventede, at en eller anden alarm ville gå i gang når som helst, men intet skete. Det var næsten uhyggelig nemt. Jeg kunne høre nogen komme løbende bag mig og al følelsen forsvandt i mine ben. Selvfølgelig ville det ikke være så nemt.

En hånd lagde sig på min skulder og jeg kunne ikke trække vejret. Mine forældre ville blive rasende. Det kunne godt være at de havde været søde indtil videre, men de ville aldrig acceptere at deres søde lille datter stjal.

”Du klarede det,” sagde Penuel og jeg vendte mig om. Det var bare ham. Ingen vagter eller butiksmedarbejdere. Bare Penuel.

”Fuck, jeg troede lige at det var en vagt,” sagde jeg og gled en hånd nedover mit ansigt. Jeg vendte mig igen om og begyndte at gå. Jeg ville bare væk så hurtigt væk som muligt.

”Er du okay?”

”Lad være med at snakke til mig,” mumlede jeg. Jeg gik i en helt anden verden og det føltes som om, at jeg var et par centimeter udenfor min krop. Ikke nok til at andre ville se det, men alligevel nok til, at jeg selv ikke kunne se andet.

Jeg var taknemmelig for, at Penuel ikke sagde noget resten af vejen ud og da vi havde sat os ind i bilen kunne jeg endelig føle mig helt lettet. Jeg gjorde det. Jeg gjorde det og alligevel kunne jeg ikke være stolt af mig selv. Før var jeg en superhelt og nu var jeg en tyv. Det var noget af et spring at tage på en dag.

Det var først, da Penuel holdt ind udenfor mit hus, at vi sagde noget til hinanden igen. Det var noget af en bedrift at vi kunne være sammen i så lang tid, uden en af os sagde noget spydigt.

”Må jeg egentlig se hvad du tog?” spurgte han.

Jeg fandt med rystende hænder neglelakkerne og eyelineren frem. Han smilede til mig, på en måde der fik mig til, at føle mig som et lille barn.

”Du kunne virkelig ikke have valgt noget mindre.”

”Jeg vil ikke engang have dem,” mumlede jeg.

”Det er også noget billigt bras.”

”Det er ikke det jeg mener,” sukkede jeg.

”Det jeg da godt.” Han lagde sin hånd over min. ”Hvis du virkelig bliver medlem af klubben, skal du nok lære at tage nogen lidt større chancer. Bare rolig.”

Jeg vendte øjne af ham og skulle lige til at svare ham igen, da han lænede sig ind for at kysse mig. Mit hjerte reagerede straks og jeg tabte tyvegodserne nedover mine lår. Jeg vidste ikke hvorfor han gjorde det, men det var heller ikke vigtigt. Vi kyssede så længe, at jeg næsten var forpustet, da han trak sit ansigt væk fra mit.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte jeg.

”Jeg skulle bare lige teste hvor god du egentlig er, til at spille skuespil.”

”Hvad mener du?”

”Jeg kan jo sammenligne det her kys, med det i skolen.”

”Okay… Hvilket var bedst?” spurgte jeg og mærkede hvor røde mine kinder var. Det føltes som om at jeg ville eksplodere indeni.

”Der var ikke rigtig nogen forskel. Uhyggelig lidt forskel faktisk. Unaturligt lidt.”

”Og hvad vil du frem til?” spurgte jeg.

Han kyssede strejfende mine læber en sidste gang og kiggede mig i øjnene. ”At det ikke var skuespil.”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...