De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

205Likes
520Kommentarer
20658Visninger
AA

18. Fuld af følelser.

Mit blik snurrede, da jeg rejste mig og jeg prøvede at holde balancen ved at støtte mig op af bardisken. Lyden af splintrende glas. Jeg så ned og opdagede min øl stirre op på mig og jeg vidste at jeg var nødt til at komme hjem på en eller anden måde. Jeg havde allerede fået alt for meget at drikke.

Jeg rejste mig og kiggede bag mig, hvor en halvgammel mand havde sit blik rettet mod mig. Han havde været henne ved mig tidligere på aftenen og prøvede at tage mig på låret, men jeg fik ham heldigvis væk. På en måde fortjente jeg, at han bare var blevet der. Jeg fortjente at han havde taget mig til fange og lukket mig inde i sin kælder de næste ti år. Okay, det var måske lidt overdrevet alligevel. Men jeg følte mig ikke meget bedre end det.

Jeg gik ud af baren og snublede ind i muren. Jeg satte mig ned og tog en dyb indånding, selvom den friske luft kun gjorde mig endnu mere svimmel.

Penuel var nok allerede kørt hjem. Jeg havde hverken snakket med ham eller Lydia, siden jeg løb ud af stripklubben, og det var efterhånden nogle timer siden. De var sikkert bare kørt hjem uden mig.

Jeg tog min mobil frem og opdagede at Penuel havde ringet til mig i hvert fald ti gange. Det orkede jeg simpelthen ikke at tage mig af, så jeg kiggede telefonbogen igennem i stedet for, på jagt efter Jakes navn. Den gjorde ikke som jeg sagde, så jeg endte med at ringe op til min mor. Jeg havde åbenbart en virkelig uintelligent telefon, der bare absolut skulle vælge det allerværste nummer at ringe op til. Heldigvis tog hun den ikke, men det ville blive svært at forklare i morgen, at jeg mens jeg sov, havde ringet til hende.

Jeg prøvede igen at ringe til Jake og førte en hånd gennem mit hår. Mit hoved dunkede.

”Hej,” sagde en lys stemme. Det lød overhovedet ikke som ham, faktisk lød det mere som en pigestemme. Hvor mange gange kunne jeg lige ringe til det forkerte nummer?

”Jake?”

”Nej, men det er hans mobil. Han ligger nedenunder og sover,” forklarede pigen. Hendes stemme lød bekendt. ”Jeg hedder Hannah i øvrigt.”

Så var det derfor jeg kunne kende stemmen. Hvad lavede Jake med hende? Fuck, hvor jeg ikke håbede at de havde fundet sammen. Det ville være nogle hyggelige fester vi kunne komme til sammen. Hej, det er her er min kæreste og det her er bedste ven. Nå hvor kender de så hinanden fra? Min bedste ven kyssede min kærestes ekskæreste for et par måneder siden. Sjov historie. Det ville jo være så akavet.

”Kan du… Ikke lige hente hende…” Hende? Åh, damn, hvor burde jeg bare slet ikke have drukket noget. ”Ham.”

”Skye?” spurgte hun. Jeg kunne næsten høre hadet i hendes stemme. Selvfølgelig pakket ind imellem et pænt lag af sødme og høflighed, for det var jo Hannah.

”Jeps.”

”Beklager. Han sover.”

”Kan du ikke bare…”

”Hold nu op med, at være så selvisk. Han kan jo ikke gøre alt for dig, vel?”

”Du er virkelig en kælling,” røg det ud af munden på mig. Jeg havde lyst til at slå mig selv i hovedet, over min egen dumhed. Man sagde ikke kælling til nogen, man havde været en kælling overfor. Det var bare dårlig karma.

”Er jeg en kælling?”

”Du skal ikke blande dig i Jakes og migs… Sådan venskab.”

”Er du fuld?” spurgte hun.

Jeg orkede ikke at snakke mere med hende, så jeg lagde på. Uanset hvad kunne jeg nok ikke alligevel overtale hende til at vække Jake, og især ikke når mine overtalelsesevner lige nu nærmede sig ikke eksisterende. Så var der kun to muligheder tilbage. Penuel eller mine forældre. Mine forældre eller Penuel. Ydmygelse eller ydmygelse. Hvor lidt jeg havde lyst til at indrømme det, var Penuel nok det bedste valg, for han ville i det mindste ikke skælde mig ud. Til gengæld tvivlede jeg på, at han faktisk ville komme og hente mig, men det var et forsøg værd. Jeg ringede ham op og ventede, mens jeg trippede fødderne mod gulvet. Han tog den lige med det samme.

”Skye?”

”Ja,” mumlede jeg.

”Fuck, man. Jeg har ledt efter dig i to en halv time, hvor fanden er du?”

”Jeg er…” Jeg kiggede op. ”Der er et skilt der lyser.”

”Er du…”

”Blåt. Det lyser blåt.”

”Hvad står der på det?”

Jeg rejste mig op, så jeg kunne se skiltet bedre. Mine øjne snurrede, men jeg kunne alligevel lige netop skimte det. Jeg ville prøve at sætte mig ned igen, men fik sat min fod forkert, så jeg i stedet faldt. Min albue gjorde ondt og jeg havde tabt mobilen. Hvis jeg kendte mit eget held, så var den sikkert gået i stykker. Jeg greb ud efter den og satte mig op. Den virkede stadigvæk, men til gengæld opdagede jeg at min albue blødte.

”Pink Cricket,” sagde jeg.

”Okay, så kommer jeg og henter dig om ti minutter. Hvad var det egentlig der sagde den der lyd?”

”Min mobil faldt.”

”Kun din mobil?”

”Selvfølgelig kun mobil. Hold nu op,” vrissede jeg og lagde på.  

Jeg brugte de næste ti minutter på, at røre mig så lidt som muligt og tørre blodet fra min albue af i trøjen, som var sort. Jeg ville helst ikke have at Penuel fandt ud af, at jeg var faldet. Han skulle ikke tro, at jeg var et lille barn. Selv hvis jeg opførte mig som et. En bil holdt ind på parkeringspladsen og jeg blev lettet, da jeg så Penuel træde ud. Min første tanke var at jeg bare skulle rejse mig, men jeg tvang mig selv til at blive på jorden, indtil han kunne komme over for at hjælpe mig op. Han sagde ikke noget, men lagde bare armene om mig. Han føltes tryg og solid, som om jeg ville kunne gøre hvad som helst og det ville stadig være okay, fordi han var der.

Han hjalp mig ind på passersædet og lukkede døren, for derefter selv at sætte sig ind på førersædet. Jeg havde virkelig lyst til, bare at kysse ham lige der, men jeg prøvede at bevare kontrollen over mig selv.

Vi kørte ud af parkeringspladsen og han sukkede. ”Er du okay?”

”Ja.”

Han så på mig og rystede på hovedet. ”Du er ikke okay.”

”Jeg er helt seriøst okay.”

”Du er kun okay, fordi du er pisse stiv,” mumlede han lavt, næsten som om det kun var en bemærkning til ham selv. ”Hvad er der sket med din albue?”

Jeg kiggede ned. ”Arg, bløder det lort stadig?”

”Hvad har du lavet?”

”Jeg har haft det sjovt, Penuel, det må du undskylde meget.”

”Kan vi ikke lave en regel med at du ikke siger noget resten af turen? Det ville bare være fantastisk.”

”Kan vi så ikke også lave en regel med, at jeg ikke behøver at gøre ting som at strippe og stjæle, bare for at du kan acceptere mig? Det ville være endnu mere fantastisk.” Jeg kunne se lige med det samme, at jeg havde været for hård. Selvom det var mørkt, kunne jeg stadigvæk hans øjne blev blanke og hans læber krusede sammen til en lige streg, men han sagde ikke noget. Det var altid imellem linjerne, hvilket var noget af det bedste og værste ved ham.

 ”Undskyld,” mumlede jeg. ”Det mente jeg ikke.”

Han svarede ikke, men beholdt blikket rettet ligeud. Jeg lagde hånden på hans skulder og kyssede hans pande, før jeg satte mig ordentlig tilbage og lagde hovedet mod ruden. Han reagerede stadigvæk ikke og jeg vidste at han ikke ville sige noget igen, før han kunne finde den neutrale ligeglade attitude frem igen.

Jeg fik det dårligere og dårligere jo længere vi kørte. Jeg havde aldrig drukket så meget, og min krop kunne tydeligvis ikke tåle det. Jeg havde det som om, at jeg skulle brække mig, men jeg vidste, at hvis jeg sagde til Penuel at jeg havde kvalme, så ville jeg automatisk kaste op. Så var det bedre bare at sidde og prøve at berolige min krop, til at tro jeg faktisk havde det helt fint.

Penuel holdt ind ved sit eget hus og hjalp mig op at stå. Jeg bed tænderne sammen og lod være med at se ham i øjnene.

”Hjem,” mumlede jeg.

”Glem det. Der er en der bliver nødt til, at holde øje med dig, når du har drukket så meget.”

Jeg havde lyst til, at sige han ikke behøvede at lege min far, men ordene klumpede sig sammen i halsen på mig. Han lagde armen om min skulder og hjalp mig op ad trapperne til lejlighed. Jeg kunne mærke, at jeg fik det dårligere og blev endnu mere svimmel.

Vi nåede lige at træde ind ad døren, før jeg brækkede mig på gulvet. Penuel hjalp mig over til håndvasken, hvor han holdt mit hår tilbage. Jeg burde virkelig have ringet til mine forældre i stedet for, for alt andet var bedre end det her. Den lille smule følelser han havde fået for mig, var bare spildt arbejde nu. Jeg ville altid være pigen der brækkede sig på hans gulv.

Da jeg færdig, støttede jeg mig til vasken, mens Penuel hældte et glas vand fra køleskabet op. Hans værelseskammeret kom ud og de sagde et eller andet, som jeg ikke fik fat i. Han gik hurtigt igen og jeg tog imod glasset med vand, som Penuel rakte til mig. Det havde hjulpet lidt at kaste op, men så alligevel ikke, for jeg havde slet ikke lyst til at være klar i hovedet.

”Kan du selv gå ud på badeværelset?” spurgte han. Jeg nikkede og prøvede at gå, men mine ben ville ikke reagere rigtigt. Han sukkede og tog mig op i sine hænder for at bære mig ud på badeværelset. Han satte mig på gulvet op ad badekarret og kiggede alvorligt på mig. ”Du kan bare tage dit tøj af, så kommer jeg ud og hjælper dig med at blive vasket, når jeg har rodet op. Okay?”

”Nej. Du skal ikke se mig nøgen.” Det kunne godt være, at det var en underlig ting at være forfængelig med, når man tænkte på hvad jeg havde gjort, men jeg kunne bare ikke klare tanken. Måske endnu mindre end jeg ville have kunne for en dag siden. ”Jeg skal ikke i bad.”

”Du skal i bad. Du har bræk i håret og alt muligt, Skye. Hvad hvis jeg henter en stor T-shirt du kan tage på, mens vi gør det? Ville det være okay?”

Jeg nikkede sammenbidt og kiggede ned. Døren knirkede og kort tid efter smed han en sort T-shirt ind til mig. Den duftede af ham og jeg holdt den ind til mig i nogle sekunder, før jeg begyndte at tage tøjet af. Det tog et stykke tid, fordi mine hænder rystede så meget, men til sidst lykkedes det alligevel for mig at få den på.

Penuel bankede på døren og jeg svarede med en svag stemme, at han gerne måtte komme ind, hvilket han så gjorde. Jeg støttede mig op af hans arm, mens jeg kravlede op i badekarret og satte mig til rette. Det føltes koldt og jeg blev ved med at holde fast i Penuels arm, fordi det gav mig en eller anden følelse af tryghed. Noget jeg aldrig troede, at jeg ville kunne forbinde med ham. Han tændte for vandet og indstillede temperaturen, før han bad mig om at lukke øjnene. Jeg mærkede vandet rinde nedover mit hoved og greb hårdere fat om hans arm.

”Er det okay?” spurgte han. Jeg svarede ikke, men fokuserede på følelsen af, at blive ren. Jeg kunne sagtens blive der altid, især hvis jeg kunne få lov til at holde om Penuels arm imens og høre hans åndedræt, blive blandet samme med lyden af det rindende vand.

I et øjeblik blev vandet koldt og jeg hvinede. Penuel slukkede hurtigt for det. ”Undskyld. Jeg kom til at skrue på den forkerte.”

Jeg nikkede og gned en hånd omkring mine øjne, der var helt sorte i resterne fra min mascara. ”Du gjorde det med vilje, ikke?”

”Du stoler godt nok ikke på mig, hva?”Han rejste sig og lagde et håndklæde omkring mine skuldre. ”Jeg henter lige en tør T-shirt som du kan sove i.”

Mens han var væk tog jeg T-shirten af og viklede i stedet håndklædet om livet på mig selv. Jeg rejste mig op og blev overasket over hvor stabil jeg var blevet på benene. Det havde åbenbart hjulpet at kaste op og blive forfrisket af det kolde vand.

Penuel kiggede ned ad mig og jeg følte mig lige pludselig alt for bevidst om mig selv. Alligevel var det rart på en måde. Især det lille snert af et befippet blik, som han fik i øjnene, da han kom i tanke om hvorfor han var der. Han rakte mig tøjet og kløede sig i nakken. ”Du kan bare komme ind, når du er færdig med at klæde om. Der er nogen ekstra tandbørster nede i skabet.”

”Okay,” mumlede jeg. ”Tak.”

”Intet problem.” Han lukkede døren og lod mig være alene, med en masse splittede følelser, som forvirrede mig så meget, at jeg besluttede mig for bare at ignorere dem. Jeg tørrede mit hår i håndklædet, tog mit undertøj på igen og til sidst T-shirten. Efter jeg også havde børstet tænder, gik jeg ud af badeværelset, med korslagte arme og satte mig i sofaen.

”Hey?” Jeg løftede blikket og så Penuel stå i døråbningen. ”Kommer du ikke ind?”

”Jeg troede jeg skulle sove her,” sagde jeg og klappede sofapuden. Jeg havde ikke tænkt på, at han måske gerne ville have, at jeg sov hos ham. Jeg troede slet ikke, at vi var der.

”Vil du ikke hellere sove i en seng?”

”Det kan jeg vel godt,” hviskede jeg og så op. ”Altså, hvis du vil have jeg gør det.”

”Hvad sker der for den akavede stemning?” spurgte han og smilede skævt. ”Du plejer altid at være så nem.”

”Jeg ved det ikke… Jeg føler mig bare så… modsat.”

”Kom,” sagde han og pegede ind i sit værelse, som et tegn på at jeg skulle gå med. Jeg gjorde som han havde sagt og lagde mig nedunder dynen. Det første jeg tænkte på var Aaron, fordi han var den eneste jeg havde ligget der med, men da Penuel først havde lagt sig og jeg hvilede mit hoved mod hans bryst, kunne jeg slet ikke forbinde det med Aaron længere.

”Undskyld,” sagde han lavt.

Jeg kiggede op på hans ansigt og smilede. ”Hvorfor?”

”Det ved du godt.”

”Undskyld,” sagde jeg også.

”Du har da ikke noget, at sige undskyld for.”

”Nej, men jeg kan godt lide når vi står lige… og så brækkede jeg mig på dit gulv. Og i din vask.”

 ”Ja, det var virkelig kønt,” sagde han og aede min ryg.

”Hvordan kunne du egentlig hente mig så hurtigt på baren?”

”Hvordan kom du overhovedet ind på baren?”

”De tjekkede ikke ID… og lad være med at snakke udenom.”

”Okay, jeg kørte rundt efter dig i et par timer og til sidst blev jeg så træt af det, at jeg besluttede mig for at køre hjem. Jeg blev bare ved med at skændes med mig selv hele vejen, så jeg vendte om for at prøve at finde dig igen… Ja, og så ringede du.”

”Så du kørte rundt i over to timer for at finde mig?” smilede jeg. ”Er du ved at være lidt små forelsket?”

”Jeg tror at du skal sove nu. Du er begyndt at have vrangforestillinger.”

”Yeah right.”

”Men det er du og bare rolig, det er en helt naturlig del af drukprocessen.”

Jeg rystede på hovedet af ham og kyssede hans hals. ”Jeg tror du har ret.”

”Selvfølgelig.”

”Altså, i at jeg burde sove… og det burde du også.”

”Okay. Får jeg et godnatkys? Nu hvor jeg var så sød, at kommer og hente dig.”

Jeg kyssede hans hage og smilede.

”Det gælder ikke.” Han lagde sig, så mit hoved var lige udenfor hans og lænede sig indover mig. ”Skal jeg vise dig, hvad et rigtigt kys er?”

Jeg rystede på hovedet, selvom jeg var klar over at mit kropssprog skreg ja. Hans læber rørte blidt mine og jeg mærkede det bekendte sug i maven, som kunne få mig til at glemme alt et øjeblik. Jeg havde regnet med, at kysset ville vare længe ligesom det vi havde i bilen, men han trak sig pludselig væk og vendte sig om, som om han var kommet i tanke om noget.   

Jeg havde lyst til at ligge armene om ham igen og falde i søvn sådan, men turde alligevel ikke tage chancen, så jeg vendte i stedet ryggen til ham og sukkede, mens jeg gjorde mit bedste for ikke, at tænke på alt hvad der var sket.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...