De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21269Visninger
AA

7. Freaken med det lilla hår.

Jeg vågnede op og satte mig i sengen. Mit spejlbillede afslørede det lilla hår, der strøg sig ned langs min krop. Hvorfor skulle jeg også have et spejl placeret lige foran min seng, så det var det første jeg så, når jeg vågnede op? Hvor fanden havde jeg lige fået den idiotiske ide fra?

Min hånd lukkede sig om spidserne og jeg førte dem op til mine øjne. Jeg havde farvet det selv i går, mens mine hænder rystede af vrede og nervøsitet, hvilket kunne ses i farven. Der var forskellige nuancer af lilla, som slet ikke passede sammen. Havde jeg været rebelsk, fungerede det måske, men det var jeg ikke. Jeg var søde lille Skye og derfor så håret dybt jammerligt ud.

En bil dyttede udenfor og jeg rejste mig op, for at smutte i det idræts tøj, der lå på skrivebordet. Selvfølgelig kun sorte farver, så det ikke blev for voldsomt med håret til. Bilen blev ved med at dytte og det gik op for mig, at det måske var til mig. Jeg så hen på uret. Jake burde ellers først være her om tyve minutter og det lignede ikke ham, at komme for tidligt. Jeg satte mit hår op i en knold og tog en hue udenpå, der dækkede håret.

Det var i hvert fald ikke Jakes bil. Faktisk var det ikke en bil, som jeg havde set før. Ruden var rullet ned og en hånd med en cigaret imellem fingeren, balancerede ud af ruden. Jeg fulgte hånden op til Penuels ansigt, hvis øjne var rettet mod mig, med et næsten drillende blik. Han dyttede tre gange lige efter hinanden og jeg rullede med øjnene. Naboerne var nok begyndt at blive ret irriteret, så jeg var nødt til at gå derned. Hvilket jeg nok havde gjort alligevel, men det var rart med en undskyldning.

Jeg tog min idrætstaske over skulderen og tjekkede mig selv en sidste gang i spejlet. Hold kæft, hvor så jeg dum ud med den store hue. Det var endda endnu dummere at tro, at jeg kunne flygte fra hvad jeg havde gjort, hvis jeg bare gemte det. Mine forældre ville blive rasende når de så det, så det blev i hvert fald ikke i dag at jeg sagde det.

Min lillesøster så underligt på mig, da jeg passerede hende i gangen. Det var umuligt at sige om det var huen, eller det faktum at jeg var på vej i skole et kvarter før jeg plejede.

”Slap nu af!” vrissede jeg, da Penuel dyttede, i samme øjeblik jeg trådte ud af hoveddøren. Det gik først rigtig op for mig nu, hvor bitter jeg egentlig var over, at han ikke engang havde forsøgt at forsvare mig i går. Det mindste han kunne have gjort, var da at sige et eller andet, i stedet for at se ned og tromme sine fingre mod bordet.

”Nogen er i et vidunderligt humør her til morgen.”

”Ja, det er det jeg er. Du er virkelig en menneskekender,” svarede jeg og lagde armene over kors. 

”Jeg hentydede nu til mig selv, men okay.” Han tog et sug af cigaretten og undertrykte et smil. ”Flot hue.”

”Jeg prøver bare at udskyde min freakstatus med en dag.”

”Ellers så prøver du, at skjule for mig at du slet ikke har gjort det.”

”Selvfølgelig har jeg gjort det,” hvislede jeg.

 ”Oh yeah? Hvad er problemet så i at tage den hue af og vise mig det?”

Jeg drejede hovedet bagud, hvor jeg i vinduet kunne se mine forældre drikke deres morgenkaffe.

”Hvis du ikke vil have, at de skal vide det, kan du bare hoppe ind i bilen. Så kan du vise mig det på vejen, når jeg kører dig i skole,” sagde Penuel. Man kunne næsten narres til at tro, at han kendte mig siden, at han vidste hvad jeg tænkte lige der. Hvis ikke det var fordi hele mit kropssprog udtrykte det, havde jeg nok også svøbt mig ind i den tanke.

”Jake kører mig i skole.”

”Så skriv til ham, at du selv kommer derhen i dag.”

”Jeg mangler også at børste tænder.”

”Det er lige meget,” sukkede han og smed cigaretten fra sig.”Kom herover, så kan jeg tjekke hvor slemt det er.”

”Ew, nej!” sagde jeg. Jeg havde den der dårlige eftersmag fra søvn i munden og jeg nægtede simpelthen at lade ham lugte til min ånde. Det kunne godt være at han var en nar, men jeg kunne trods alt stadig lide ham.

”Jeg har noget tyggegummi med mintsmag, herinde et sted, som du kan få.”

 ”Det er jo stadig ikke det samme som at børste tænder.”

”Du overlever nok en enkelt dag.”

”Jeg tager altså ikke i skole uden at have børstet tænder.”

Penuel begyndte at grine og tog sig til hovedet. Jeg lagde armene tættere ind til mig. ”Tror du virkelig at du kan komme ind i vores klub, hvis du ikke engang kan tage i skole en dag, uden at have børstet tænder? Det mener du ikke, Skye.”

”Hvis det var min udfordring, skulle jeg da jeg nok gøre det, men det her kan jeg trods alt stadig bestemme.”

”Betragt det som en hemmelig ellevte udfordring.”

Jeg sukkede og satte mig ind på passagersædet. Hvis jeg kendte ham ret, kunne vi stå og skændes om det i flere timer, selvom det egentlig var ligegyldigt. Så kunne jeg ligeså godt gemme min viljestyrke, til jeg virkelig fik brug for det.  

Penuel kørte ud af indkørslen i samme øjeblik og jeg tog et stykke tyggegummi, hvorefter jeg hev min mobil op ad lommen, for at skrive til Jake at jeg allerede var kørt.

”Må jeg se kunstværket?” spurgte han.

Jeg vrissede og fortsatte med at skrive på mobilen.

”Okay, okay. Har i egentlig afslapningsdag på skolen, siden du har joggingtøj på?”

”Idrætsdag,” mumlede jeg.

”Heldigt for dig. Sportsfreak.”

Hvorfor havde jeg bildt ham ind, at jeg var god til sport? Det var faktisk ret dumt, for hvis han nogensinde så mig udøve noget som helst fysisk aktivitet, var jeg busted på stedet. På den anden side troede han nok stadig ikke på mig… Det gjorde det vel egentlig bare værre, når han fik ret.

”Tag nu bare den hue af, så jeg kan se det,” sagde Penuel.

Jeg puttede mobilen tilbage i lommen, tog langsomt huen af og elastikken ud, så håret faldt nedover mine skuldre. ”Det er ret slemt ikke?”

”Nej, det er…” Han så overvejende på mig og smilede. ”Interessant.”

”Interessant?”

”Ja… Det er i hvert fald… Noget.”

”Hold nu bare kæft,” svarede jeg og førte en hånd gennem håret.

”Nå, men du klarede det da. Så er det bare næste udfordring.”

”Får jeg ikke noget tillykke?”

”Det er ikke noget, at sige tillykke til. Nu hvor du er begyndt bliver det bare sværere at sige nej, hvis der er noget du virkelig ikke vil. Du hele tiden vil tænke, jamen jeg har jo allerede ødelagt mit hår og hvis jeg giver op, gjorde jeg det for ingenting. Mildt sagt er du ret fucked nu.”

”Jajaj, det er fint, Penuel. Jeg kan altså godt finde ud af at sige nej,” mugede jeg.    

”Åh, tro mig du ender med at blive besat af tanken om at klare det.”

”Yeah right. Du ved ikke noget om mig.”

”Nej, men jeg ved noget om udfordringerne. Jeg har også selv været igennem dem,” sagde han og så hvordan hans hænder strammede sig om rettet.

”Ja, men jeg ved hvor min grænse er. Jeg er ikke svag ligesom dig, vel?”

”Var det meningen at det der skulle gøre ondt? For det lød mere som en joke, end noget andet.”

Jeg vendte hovedet væk fra ham og kiggede i stedet ud af ruden, hvor de samme træer og de samme buske stod, på de samme steder. Altid det samme.

”Har du egentlig tænkt dig at fortælle din ven om det her?”

”Han hedder Jake,” rettede jeg.

”Det var ikke et svar,” sukkede Penuel og da jeg ikke sagde noget fortsatte han. ”Jeg tænker nemlig, at det er en dårlig ide. Jeg tror ikke at du har lyst til, at han skal vide nogen af de ting, som du kommer til at gøre. Du vil heller aldrig kunne forklare det.”

”Okay, men jeg kommer jo sikkert til, at have travlt med udfordringerne. Hvordan skal jeg så forklare ham, at jeg ikke har tid til at ses?” spurgte jeg. Normalt var Jake og jeg sammen, mere end vi ikke var. Tit kørte han en omvej for at hente og køre mig hjem fra skolen. Vi hang op ad hinanden i skolen og han tog så tit med mig hjem, at min mor næsten havde vænnet sig til, altid at sætte en ekstra tallerken frem.

”Det ved jeg ikke. Find på et eller andet.”

”Jamen tak for hjælpen, da.”

”Det var så lidt.”

”Det siger du ikke,” mumlede jeg. Vi kørte ind på skolens parkeringsplads, og jeg så på huen i mit skød. Det med at udskyde min freakstatus med en dag, var måske ikke så nemt som jeg havde troet. Altså, det var idrætsdag. Hvem fanden rendte rundt med en stor hue, når det var idrætsdag?

”Nå, men jeg må smutte nu. Tak for turen,” sagde jeg og lagde hånden på bildøren.

”Vent! Tag lige det op, der ligger ved dine fødder.”

Jeg så ned og opdagede en sort skotøjsæske. ”Hvorfor?”

”Gør det nu bare.”

Jeg tog den op i mit skød og åbnede låget. Indeni lå der små sedler der var foldet sammen på midten, og jeg var ikke i tvivl om hvad det var. ”Næste udfordring?”

”Jeps. Du kan bare trække en.”

Jeg så ned på dem og prøvede at se igennem, men det var umuligt. Jeg kunne næsten have sagt mig selv, at de ikke ville gøre det så nemt. Mine fingre lukkede sig om en tilfældig, jeg trak den op til mig og foldede den op, for at læse.

 

Kys med en lærer.

 

Jeg så ned og opdagede min mund stod åben. Jeg blev nødt til at læse det igen. Kys med en lærer. Det kunne de ikke mene. Det var jo fuldstændig absurd.

”Må jeg se?” spurgte Penuel.

Jeg vendte sedlen imod ham og papiret rystede, fordi mine hænder gjorde det. Hvorfor kunne jeg aldrig bare være rolig? Eller okay, situationer som den her, var nok også umenneskelige at være rolige i.

Penuel tog sedlen ud af min hånd, foldede den sammen igen og smed den tilbage i skotøjsæsken. ”Hov, jeg tabte den. Så bliver jeg vel bare nødt til, at finde en ny til dig.”

Han tog en ny op, læste den og lagde den tilbage. Sådan blev det ved i lang tid, indtil han endelig fandt en, som han smilende vendte mod mig.

 

Overnat på en kirkegård alene.

 

Det var lidt bedre, men stadigvæk vanvittigt. Jeg hadede at være på kirkegården, når der var fuldt dagslys og jeg havde nogen med. Det ville jo bare være hundrede gange værre, hvis jeg var alene og så om natten.

”Kan du ikke finde en bedre?”

”Hvad mener du med at finde en bedre? Det var den her du trak.”

”Den her jeg trak?”

”Ja, selvfølgelig. Alt andet ville være imod reglerne.”

Jeg smilede og tog sedlen ud af hånden på ham. Det var en rar fornemmelse, at jeg havde en holdspiller, selv hvis det var en ret utilregnelig en. ”Vi kunne jo heller aldrig finde på, at gøre noget der var imod reglerne.”

”Du kunne i hvert fald ikke.”

Jeg lod være med at svare ham igen, men kun fordi at han lige havde hjulpet mig. I stedet stod jeg bare ud af bilen og svingede tasken over skulderen. Det var først da jeg havde smækket døren, at det gik op for mig, at Penuel også var steget ud. ”Hvad laver du?”

”Følger dig ind.”

”Hvorfor?” Jeg løftede øjenbrynene og sænkede hagen.

”Fordi det får dig til at flippe ud og du er ret sød, når du ikke ved hvad du skal gøre af dig selv. På alle andre tidspunkter, er du lidt belastende.”

”Tsh.” Jeg vendte hovedet og så Jake fumlede med låsen til hans bil. Det lignede ikke, at han havde set os endnu. ”Kan du ikke køre nu?”

”Skulle jeg ikke følge dig ind?”

”Hold nu op, det gider du ikke engang. Det er kun for at irritere mig.”

”Virker det?”

Jake løftede hovedet og fik øje på os. Han smilede og vinkede. Jeg prøvede at gengælde det, men knuden i min mave gjorde det svært. Hvorfor havde han også lige valgt i dag, til at være tidligt på den?

”Se, det er din blonde ven.”

Jake,” vrissede jeg.

”Hej.” Jake klappede mig på skulderen og så hen på Penuel. Jake klemte et smil frem, som de fleste nok ville blive narret af, men jeg kunne tydeligt se, at han stadig var irriteret på Penuel, fordi han lod ham lede i flere timer efter mig uden grund. ”Nå, så det var derfor, at jeg ikke skulle hente dig alligevel.”

”Ja, jeg skulle alligevel den her vej, så jeg kunne ligeså godt køre hende.”

”Bare i orden. Hvor kender i to egentlig hinanden fra?”

”En fest,” mumlede jeg og huskede den første aften, hvor Penuel og mig havde kysset. Det føltes helt som virkelig lang tid siden.

”Fedt. Så I er bare venner, eller hvad?”

Jeg løftede blikket og så på Penuel. Der var den. Min undskyldning for hvorfor, jeg ikke ville have særlig meget tid til Jake.

”Faktisk så…” Jeg smilede og ville ønske at jeg kunne sige, at jeg ikke nød det, men i sidste ende var jeg jo bare Skye. Hvis han godt kunne lide, at få mig til at flippe ud, kunne jeg vel bare lege samme leg. ”Så, er det her min nye kæreste. Penuel.”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...