De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21258Visninger
AA

20. Forældreproblemer og flugt.

”Jeg synes det her er ved at blive en vane,” sagde Jake. Vi holdt udenfor mit hus og jeg turde ikke, at gå ind. Sidste gang havde jeg været nervøs, men den her gang, kunne jeg ikke engang få mine ben til at reagere. ”En ret dårlig en faktisk.”

”Undskyld,” mumlede jeg.

”Skal jeg holde dig i hånden, når du går ind?”

”Hvis du gerne vil have mig til, at føle mig som en femårig, ja.” Jeg ville gerne smile, for at bløde sætningen lidt op, men kunne ikke rigtig få mig selv til det.

”Kom nu, du kan godt.”

”Er du blevet mit eget lille personlige heppekor?” spurgte jeg.

”Hvad mener du med blevet? Har jeg ikke altid været det?”

”Måske.” Jeg åbnede bildøren i et modigt øjeblik, men ligeså snart kulden ramte min arm, blev jeg igen ramt af nervøsitet, som små kuldegysninger. Jeg var nok i bund og grund ufattelig god til at spille modig og endnu mere ufattelig dårlig til at være det. Jeg rejste mig op og tog en dyb indånding, mens jeg mærkede hvordan mine ben rystede mod hinanden.

”Ring til mig, hvis de er alt for hårde, ikke?”

”Klart. Jeg skal nok ringe til dig.”

”Det lyder som om, at du allerede er overbevidst om, at det her ikke vil gå godt.”

”Det er jeg også, og din lille vindueskropslæsning hjalp ikke ligefrem,” sagde jeg.

”Du er virkelig sindssygt god til at trække tiden ud,” sukkede han og smilede bredt. ”Lidt for god nogen gange.”

”Det er altid dig, der får mig til at trække tiden ud.”

”Gå nu bare ind, ikke?”

”Hvorfor? Skal du mødes med din hemmelige kæreste?” spurgte jeg og lavede en kyssemund, som jeg sendte af sted til ham med hånden. Virkelig umodent faktisk, men det var min typiske reaktion på nervøsitet.

”Hvor har du egentlig fået den ide fra lige pludselig?”

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg med et skuldertrak. ”Det kunne bare være meget sjovt. Så kunne vi dobbeltdate.”

”Ja, og jeg kunne få en kæreste med gult hår, så vi kunne blande dem sammen og lave grøn.”

Jeg kom til at grine, men stoppede straks, da jeg opdagede at min mor stod i døråbningen med korslagte arme, og et knap så venligt blik.  

”Jeg bliver nødt til at gå nu. Slagtningen skal til at gå i gang.”

”Held og lykke,” sagde han og kastede et blik fra min mor og tilbage på mig. Jeg kunne læse på ham, at han også godt kunne se, at det var helt galt den her gang.

Jeg smækkede bildøren og sukkede. Der føltes som om at afstanden fra bilen til hoveddøren både var alt for lang og alt for kort. Jeg havde lyst til at skrige indeni mig selv, og på en føltes det som om, jeg allerede gjorde det.

”Hvad tror du egentlig du laver?” spurgte min mor. Jeg svarede hende ikke, men prøvede at passere hende, hvilket ikke lykkedes, fordi hun greb fat om mit håndled og holdt mig tilbage. ”Hvor har du været hele dagen?”

”Jake,” mumlede jeg.

”Og hvad med i går nat?”

”Jake igen.”

”Det er ikke okay, at du sniger dig ud om natten. Det kan godt være, at jeg var for sød ved dig sidste gang, for du har åbenbart slet ikke forstået det.”

”Jeg har forstået det, mor. Dig og far vil have, at jeg skal leve et kedeligt forstadsliv ligesom jer og drukne i almindelighed, men det gider jeg ikke. Jeg er overhovedet ikke ligesom jer,” sagde jeg og prøvede at vriste mig fri fra hendes hånd, hvilket ikke lykkedes, fordi hun bare strammede grebet endnu mere. Næsten som om jeg var en fange der havde prøvet at stikke af, og man nu endelig havde fået fat på mig.

”Hvad er der lige sket med dig? Vi bliver nødt til, at kunne snakke om det, hvis du har nogen problemer.”

”Det eneste problem jeg har lige nu er, at der sidder en kælling fast på min arm,” vrissede jeg. Hun gav straks slip på mig i ren chok og kiggede på mig som et såret barn. Jeg skyndte mig at flygte ovenpå og satte mig på mit eget gulv i fosterstilling. Kælling var ellers ikke et ord, som jeg plejede at bruge, og alligevel havde jeg gjort det to gang indenfor de sidste fireogtyve timer. Måske var jeg i virkeligheden selv ved, at blive en.

Nogen hev ned i dørhåndtaget, men jeg havde heldigvis låst den. Jeg havde brug for at være alene lidt, og på samme tid ville jeg slet ikke være alene. Jeg ville bare gerne være sammen med Penuel eller Jake… eller hvilken som helst anden person, som ville få mit liv til, at virke mindre alvorligt. Lige nu virkede min mor i hvert fald til at have lyst til, at forhandle mit liv til en dårlig teenageserie og sådan som jeg havde det lige nu, ville jeg helt sikkert komme til at spille en vigtig birolle. Der blev endnu engang banket på døren, bare hårdere.

”Luk op! Det derude var overhovedet ikke i orden! Hvad fanden tænker du på?!” råbte min mor. Jeg havde lyst til at råbe noget tilbage igen, men besluttede mig for at tage den passive umodne vej og pakke mine ting sammen i en kuffert. Ligesom dengang jeg var lille og jeg ikke måtte få min vilje. Så pakkede jeg mine ting i en lille barbiekuffert, sammen med min pandabamse, og satte mig ned for enden ad vejen, hvor jeg flyttede ind i et par timer. Det var ligesom dengang, bare større og mere alvorligt. Jeg kunne nok godt bo hos Penuel, de næste par dage.

”Skye, luk op lige nu!” sagde hun og rev i dørhåndtaget, som selvfølgelig ikke ville åbne. Jeg vidste ikke om jeg var sur på hende, og det eneste jeg virkelig var sikker på var, at vi bare ikke passede sammen. Før havde jeg været lidt ligesom hende, men udfordringerne havde ændret det. De havde ændret mig.

Hun blev ved og fortsatte med at råbe af mig, men det gav mig bare endnu mere mod på at pakke. Luk op. Bukser blev foldet. Hvad er der sket med dig? Puder og dynebetræk. Skye, jeg mener det! Mit fotoalbum fuldt med billeder af ting og mennesker der betød et eller andet for mig. Alt fra stranden der lå tæt på vores gamle hus, til et billede af mig, sammen med klassen, der blev taget i en af de første uger, før det hele gik galt.

Da jeg var blevet færdig med at pakke, havde min mor for længst opgivet at få mig til, at åbne døren. Jeg satte mig på sengen og prøvede, at vurdere hvordan jeg virkelig havde det med det hele. Ville jeg bo hos Penuel? Det ville sikkert blive kompliceret… men det var det altså også begyndt, at være når jeg boede hjemme.

Jeg ringede Penuel op og pillede ved lynlåsen til min kuffert, mens jeg ventede på at han tog den.

”Savner du mig allerede?” spurgte han.

”Nå, okay. Sådan kan man også tage en telefon.”

”Du svarede ikke på spørgsmålet.”

”Nej, det gjorde jeg vel ikke. Jeg har faktisk et til dig.”

”Hvad nu?” spurgte han. Jeg kunne høre nogen snakke i baggrunden, hvilket irriterede mig lidt, for han ville nok tage mig mere seriøst, hvis han var alene.

”Min mor er ikke så glad for, alt det her med at jeg sniger mig ud om natten, og næsten ikke er hjemme. Faktisk er hun rasende… Så jeg tænkte om jeg måske kunne bo hos dig et par dage. Altså, indtil jeg finder noget mere fast.”

”Hæng lige på,” sagde han, hvilket jeg så gjorde. Jeg kunne høre noget snak i baggrunden, men ikke nok til at vurdere hvad der helt præcist blev sagt. Jeg rømmede mig og så rundt på det værelse, som jeg var ved at forlade. Det var rodet, fordi jeg havde skyndt mig så meget med at pakke. Jeg ville ønske at jeg kunne have det hele med, men der var ikke plads til det. Så måtte det vel blive boede med mine besværlige forældre lidt, nu hvor jeg ikke kunne mere.

”Det er i orden, men kun et par uger, ikke?”

”Selvfølgelig,” mumlede jeg. Det ville nok blive svært at holde, men måske var mine forældre kommet frem til, at de ikke kunne styre mig til den tid. ”Kan du komme og hente mig, så?”

”Du er bare helt hjælpeløs, eller hvad?”

 ”Nej. Hvis du ikke henter mig, bliver jeg bare hjemløs. Der er altid en anden mulighed, Penuel.”

”Men jeg er dit førstevalg?”

Jeg smilede og kiggede ned på min kuffert. ”Hvis valget står imellem dig og livet som hjemløs, så ville jeg vælge dig, ja.”

”Det er det sødeste nogen nogensinde har sagt til mig,” grinede han. ”Jeg kører nu. Sørg for at stå klar, når jeg er der.”

”Tak,” sagde jeg, men var i tvivl om han nåede at høre det eller ej, fordi han lagde så hurtigt på. Jeg fik en mærkelig lyst til at sige, at jeg elskede ham, nu hvor jeg var sikker på, at han ikke kunne høre det. Min hals strammede sig sammen og jeg kiggede ned. Gjorde jeg overhovedet det? Tanken gjorde mig i hvert fald helt svimmel af forvirring og det undrede mig. Hvis han virkelig var grunden til, at jeg gik igennem alt det her, så burde jeg da ikke være i tvivl.

Jeg ventede nogen minutter, før jeg gik ud, med kufferten efter mig. Jeg havde lidt forventet at min mor ville overfalde mig, ligeså snart jeg åbnede, men der skete ingenting. Far var vidst stadig på arbejde, så ham behøvede jeg slet ikke bekymre mig om. Døren ind til soveværelset stod på klem, lyset var tændt og der kom en pibende lyd derindefra. Trinene knirkede mens jeg gik ned og jeg så mig en sidste gang tilbage, inden jeg lukkede døren. Jeg vidste godt, at jeg sagtens kunne komme tilbage, men det føltes alligevel så endegyldigt, da jeg lukkede døren. Som om den låste sig automatisk bag mig for sidste gang.

For enden af vejen så jeg en bil, og jeg strammede hænderne om min kuffert, mens jeg så ned.

 

***

 

”Du er dum,” sagde jeg og lagde armene over kors. Jeg mærkede Penuels læber mod min pande og hans hænder på mine lår.

”Du synes jeg er lidt sød.”

”Ikke lige nu.” Jeg løftede blikket. ”Kan du ikke blive hjemme i aften? Bare en aften for min skyld.”

”Jeg skal være sammen med klubben, så nej. Om et par uger vil det ikke engang være et problem, for så kan du bare tage med.”

”Du skal sikkert bare ud og score en masse piger, right?” spurgte jeg og førte en hånd gennem mit hår. Det var blødt og en smule vådt, fordi jeg lige havde været i bad.

”Ville det være et problem hvis jeg skulle?”

”Nej, nej. Du skal bare vide, at jeg er en stærk fortaler for hævn,” sagde jeg og blinkede.

”Er du klar nu Penuel?” spurgte hans værelseskammeret og kiggede små irriteret på os. Han var åbenbart heller ikke en Skye fan.

”Bare gå ned, så kommer jeg om to minutter.”

”Okay, du skal måske lige finde på en undskyldning, der kan forklare Lydia den nye boligsituation?”

Penuel ignorerede ham og lagde i stedet for armene om mig. Døren lukkede sig og jeg begravede mit hoved i Penuels skulder.

”Tror du han har ret i, at hun bliver vred?”

”Selvfølgelig, men det er også lige meget. Efter det nummer hun lavede med din sidste udfordring, så skylder jeg hende ikke noget. Hvis hun vil spille beskidt, så gør vi det også.”

”Er vi ligefrem blevet allierede nu?” spurgte jeg og førte en hånd gennem hans hår. Jeg kunne godt lide måden mine fingre så ud på, i det blå hår. Det var næsten helt surrealistisk.  

”Har du slet ikke lagt mærke til det?”

”Næ. Det er lidt svært at holde styr på dine humørsvingninger.”

”Jeg synes ellers, at jeg køre en ret klar stil for tiden. Jeg hjalp dig i går, og du har fået lov til at flytte ind. Det vil jeg sige er ret klare tegne på, at jeg er god nok.”

”Helt sikkert… og det ville jeg også synes, hvis der altså var gået mere end fireogtyve timer.”

”Jeg bliver nok nødt til at gå ned nu,” sagde han og placerede et kys over mine læber, der straks satte kuldegysninger i gang i min krop. Der var et eller andet over små uskyldige kys, som de længere ikke kunne leve helt op til. De små var bare så ligetil og nemme. Der var ikke nogen bagtanker bag. ”Bare føl dig hjemme.”

”Det er jeg også. Altså, de næste par uger i hvert fald.”

”Prøver du at trække tiden ud?” spurgte han og smilede.

”Ja… Jeg vil ikke have at du skal gå.” Jeg lagde armene omkring ham og lagde hovedet ind til hans brystkasse.

”Beklager, men det er jeg nødt til.” Han tog mine hænder væk, med sine egne og gav dem et klem. ”Vi ses.”

Jeg nikkede og fulgte ham med øjnene indtil han havde lukket døren. Jeg kunne slet ikke holde ud, at være alene og jeg fik næsten lyst til at tage hjem til mine vrede forældre, bare for at have nogen mennesker omkring mig. Tankerne om det hele sneg sig ind på mig og gjorde sig klar til, at lave et baghåndsangreb på mig. Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at berolige mig selv.

 Jeg prøvede først at se fjernsyn, men der kom ikke noget interessant, så i stedet for lagde jeg mig ind i sengen og ringede til Jake, som ikke tog telefonen. Det lignede ikke rigtig ham. Bagefter var jeg så irriteret, at jeg bare rullede om på siden og lagde hovedet i puden. Det eneste positive var, at jeg endelig fik en dag hvor jeg hverken skulle trække en udfordring eller udføre den. Dørklokken ringede og jeg kunne mærke mig selv blive opløftet. Måske var det Penuel, der havde skiftet mening.

Jeg rejste mig op og skyndte mig ud til hoveddøren. Jeg åbnede døren og men blev overasket da jeg så, at det var tre ukendte drenge, der stod foran mig. Det måtte være nogen af Penuels eller hans værelseskammerets venner.

”Hvad lav…” Mere nåede jeg ikke at sige, fordi ordene blev slået ud af min krop, da en af drengene hårdt løftede mig. Døren blev smækket og jeg blev båret hen til sofaen, hvor mine hænder blev klistret sammen af noget sort gaffatape. Jeg ville virkelig gerne kunne sige noget, men det var umuligt at få nogle ord frem og selv hvis jeg kunne, tvivlede jeg på at de ville lytte. De prøvede at gøre det samme med min mund, men jeg vred mig så meget, at to af dem måtte holde mig nede, mens den tredje viklede tappen om munden på mig. Hele min krop pumpede adrenalin, men jeg kunne ikke gøre noget imod tre drenges styrke.

Jeg kiggede op i loftet, mens jeg kunne mærke, at de trak tøjet af mig. Jeg forsøgte at sparke dem væk, men de greb bare fat om mine ben og fortsatte deres arbejde. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt gennem gaffatapen og lige i det øjeblik ville jeg langt hellere dø, end at skulle gennemgå det som de tre psykopater havde i tankerne.

Jeg burde næsten have sagt mig selv det. Jeg havde hele tiden frygtet udfordringerne og måske også lidt, alle de ting jeg skulle gøre, når jeg først var kommet ind i klubben. Jeg havde aldrig skænket det en tanke, at mennesker der levede ligesom dem fra klubben, uden tvivl ville skaffe sig nogen fjender.

En af drengene tog fat om kanten af mine trusser og jeg hev luften ind gennem min næse. Jeg kunne ikke det her.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...