De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

205Likes
520Kommentarer
20668Visninger
AA

27. Et glansbillede.

Regndråber famlede ned ad rudens glas. En blev til to, to blev til tre, tre blev til fire, før de til sidst forsvandt. Det var næsten som om, at de skulle holde hinanden i hånden, før de virkelig turde springe ned af ruden.

Jeg vendte ansigtet mod Penuels. Hans blik var intenst rettet mod vejen og hans blege hud skinnede næsten op i mørket.  Jeg lagde min hånd på hans skulder, men han viftede den væk, uden at sige noget.

”Det kommer ikke til at ændre noget, uanset hvor slemme de er. Mine forældre er da også umulige nogen gange,” sagde jeg.

Han lavede ingen ændring i sin mimik, men lignede alligevel en der rullede øjne af mig indeni. Jeg havde ikke rigtig tænkt over før, hvordan Penuels forældre var. Nu hvor han selv hadede alt der her nærhed, og han aldrig snakkede om dem, kunne jeg næsten have tænkt mig til, at de ikke ligefrem var fantastiske forældre. Jeg vidste bare ikke om jeg skulle forvente pinlige forældre eller øksemordere. Det var jo en udfordring.

Penuel holdt ind ved en rød villa, med en stor have. Jeg blev en smule overasket, for jeg havde forventet et lille hus eller en lejlighed. Måske var hans forældre nogle onde rige snobber, men så pænt var huset jo heller ikke.

Jeg begyndte at gå mod hoveddøren, men stoppede op, da jeg opdagede at Penuel ikke fulgte efter mig. Han havde tændt en smøg og stod lænet op af bilens, mens røgen smøg sig omkring ham.

”Vil du ikke med ind?” spurgte jeg.

”Jeg skal lige være færdig.”

”Det er bare… Jeg fryser lidt.” Jeg gned hænderne ned ad armene. Jeg var så dum, kun at tage en top på, fordi jeg gerne ville se pæn ud.

”Så gå ind.”

”Alene?”

”Ellers så vent på, at jeg har røget færdig.”

”Må jeg så ikke låne din jakke?” spurgte jeg. Jeg kunne godt lide tanken om, at have den om mine skuldre. Det ville være ligesom i de der tøsefilm, som jeg altid så alene, fordi jeg ikke havde nogen pige venner. Måske kunne jeg blive venner med Renee og Chris, men jeg tvivlede på at de var fan af den slags film.

”Kan du ikke bare holde kæft et øjeblik.” Hans stemme var fuldstændig rolig og kontrolleret. Faktisk var hele hans kropsholdning opspændt i kontrol, som om han var bange for, hvad der ville ske hvis han gav slip.

Jeg så ned på mine converse, som om jeg lige havde opdaget, et eller andet meget interessant ved dem. Uh, ja, snørebånd. Sorte sko. Et mærke hvor der stod converse på. Aldrig set før. Åh, jeg måtte ligne en idiot, men han var en idiot lige nu.

”Kom,” mumlede han og trådte cigaretstumpen ned i jorden. Jeg lagde armene over kors og gik bag ham. Det fik mig både til at føle mig tryg, men det gav mig også fornemmelsen af, at jeg var et lille barn som skulle følges af sted.

Penuel ringede på, og jeg kunne svagt høre dørklokken indefra hjemmet. Jeg prøvede endnu engang at lægge en hånd på Penuels skulder, men han skubbede den væk. Jeg havde allerede en dårlig fornemmelse, af hvordan det her ville komme til at gå. Det burde virkelig ikke kunne være en udfordring, det var jo ikke engang mig der blev udfordret på den her måde.

En kvinde med mørkebrunt hår, fyldige kinder og rød læbestift åbnede døren. Hun havde et lyserødt forklæde på og smilede venligt til os.

”Velkommen, det er dejligt at se jer,” sagde hun og prøvede at kramme Penuel, som svarede på, ved at skubbe mig ind foran sig, som om jeg nærmest bare var et skjold. Jeg havde virkelig nogle perfekte gentlemens i mit liv. Hold da op, det ville blive svært at vælge, når de prøvede så meget.

”Det her er Skye,” præsenterede han mig.

”Det er en fornøjelse at møde dig,” sagde hans mor og rakte sin hånd frem. ”Jeg hedder Laura.”

”Skye.” Det havde Penuel allerede sagt, men jeg kom selvfølgelig først i tanke om det, efter ordet var sluppet ud. Jeg var bare så nervøs, at jeg blev helt svimmel. Underligt nok virkede hans mor faktisk meget sød, så jeg gættede på at det var faren der var en tyran. Laura virkede også en smule underkuet.

Vi blev fulgt ind i spisespisen, hvor bordet pænt var dækket op, med roser og hvide servietter. Laura tog stolen ud for mig og ville tydeligvis også have gjort det samme med Penuels, men han havde allerede sat sig med korslagte arme. Ret uhøfligt faktisk, men han var sikkert bare nervøs for hvornår hans far kom.

”Jeg går lige ud i køkkenet igen, så kan I bare føle jer hjemme,” sagde Laura. Jeg nikkede smilende og kiggede tilbage på Penuel, som havde taget hænderne i lommerne, med et trodsigt blik i øjnene. Åh, altså.

”Hun virkede da meget sød.”

”Nå,” mumlede hang og greb ud efter hvidvinen på bordet. ”Jeg tror vi får brug for den her i aften.”

Penuel.”

”Hvad nu?” spurgte han og hældte vinen op, helt til kanten af vinglasset.

”Styr dig lige. Jeg mener det.”

”Jeg tager det helt stille og roligt. Alt er jo også bare perfekt, ikke? Fuldstændig glansbillede perfekt.” Han klikkede til mit glas, som stadig stod på bordet, med sit eget og tog en stor tår. Jeg hørte nogle skridt bag os og vendte om, for at se Julia kigge på os med et spørgende blik. Hun havde en sort hættetrøje på, og hendes mørke hår var sat op i en hestehale.

”Hvad laver hun her?”

”Jeg tog hende bare med. Er det et problem?” spurgte Penuel og løftede et øjenbryn.

”Ikke hvis du synes det er normalt. Jeg havde nok bare ikke taget min utro kæreste med hjem til mine forældre, dagen efter jeg havde fundet ud af det… men du skal vel bare altid være omvendt.”

Fuck. Så han vidste det, og han havde åbenbart vidst det siden i går, hvis Julia ikke løj. Han virkede ellers helt normal i går. Hvordan kunne han tage det så roligt med det?

”Vi er ikke kærester.”

”Okay, fair nok, men hun er stadig en kælling,” sagde Julia og satte sig ned overfor mig. Hun var også hurtig til at række ud efter vinen, hvilket ikke gjorde mig specielt tryg, for min erfaring var at alkohol aldrig havde gjort noget godt for drama.

”Har du lyst til at forsvare dig selv, eller skal vi bare ignorere hende?” spurgte Penuel og tog vinflasken ud af hånden på Julia, for at genfylde sit eget glas. Selvfølgelig helt til kanten.

”Jeg gider ikke bruge tid på det,” mumlede jeg til ham.

”Hvad siger du?” spurgte Julia højt og jeg vendte blikket mod hende. Hvorfor skulle hun gøre det så besværligt?

”At jeg ikke gider bruge tid på dit drama.”

”Ærgerligt. Hvis du i det mindste prøvede at forsvare dig selv, ville jeg måske have bare en snert af respekt for dig. Men det er åbenbart for meget at forlange,” sagde hun, blinkede og løftede sit glas. ”Skål for familiemiddag.”

”Men jeg er en kælling.”

”Så du indrømmer det?”

”Præcis. Jeg er nogle gange virkelig opmærksomhedskrævende, og jeg har masser af fejl, men jeg indrømmer det gerne. I modsætning til dig og Hannah, der rander rundt og spiller perfekte. Det er ret klamt.”

Penuel grinede og klappede mig på skulderen. Han havde vidst heller aldrig set mig give igen, hvilket jeg også sjældent gjorde. Det var kun når nogen virkelig kom ind under huden på mig, at jeg gjorde det. Folk som Julia og Lydia.

”Er vi klamme?” grinede Julia. ”Hvis det kom fra en anden, ville det måske gøre lidt mere ondt… men lige fra dig, er det ret svært at tage seriøst. Beklager.”

”Så er der mad,” sagde Laura fra døråbningen og satte en gryde midt på bordet. Det duftede godt og mindede mig igen om alt det, som jeg havde derhjemme. Jeg var efterhånden begyndt, at have så meget hjemve at jeg også savnede min belastende lillesøster. En mand med lyst hår og en forvasket blå trøje kom ind bag Laura. Han gik direkte han og præsenterede sig selv for mig, men jeg kunne lade være med at undre mig over, hvor lidt han egentlig lignede Penuel og Julia.

Jeg tog en portion af gryderetten og smagte på den. Det var faktisk okay. I hvert fald meget bedre, end det papmad som vi spiste hos Penuel. Der var ingen der sagde noget, og jeg så lidt overasket op. Jeg havde kun prøvet et par enkelte gange, hvor vi havde spist aftensmad i stilhed, og det føltes aldrig så… akavet. Laura hældte et nyt glas vin op til sig selv. Anden flaske. Jeg var ikke engang kommet til mit andet glas endnu.

Penuel tog stolen ud og den skreg hen ad gulvet. Jeg fulgte ham forlade rummet, med øjnene og lagde gaflen fra mig.

”Kan du lide maden?” spurgte Laura.

Jeg smilede og nikkede. ”Det smager rigtig godt. Jeg bliver bare lige nødt til at… Ja, pudse næsen.” Jeg rejste mig fra stolen og undrede mig over mig selv. Pudse næsen? Sådan havde jeg aldrig sagt, at jeg skulle på toilettet før. Det kunne være, at det var en svigerforældreting. Selvom de ikke var mine svigerforældre… men stadigvæk.

Det gik op for mig, at jeg ingen ide havde om, hvor toilettet lå, men jeg havde ikke lyst til at spørge dem. De var venlige og det, men nu hvor jeg endelig var sluppet ud derfra et øjeblik, havde jeg ikke tænkt mig bare, at gå tilbage igen. Jeg prøvede flere forskellige værelser, som viste sig enten at være soveværelser eller gæsteværelser. Man skulle næsten tro, at der ville være et toilet tæt på alle de værelser.

Jeg åbnede døren ind til det sidste værelse i gangen og fik et chok, da jeg så Penuel stå derinde. Jeg nåede lige at se nogle piller glimte i hans hånd, som små diamanter. Han skulle lige til at tage dem, men jeg holdt fast om hans håndled for at stoppe ham. Pillerne gled ud imellem hans fingre og jeg talte dem til at være fem. Det var først nu, at jeg rigtig kunne se hvor stor en udfordring det her faktisk var. Jeg forstod det bare ikke. Hans forældre var jo ikke direkte onde overhovedet, og selvom hans søster var spydig overfor mig, virkede de ikke til direkte at hade hinanden. Det gav ingen mening.

”Leger du en helt?” spurgte han og bøjede sig ned efter pillerne. Jeg trådte på hans hånd, for at få ham til at give slip igen. ”Skye, bland dig udenom.”

”Vil du ikke nok lade være?” Jeg følte mig som et lille barn igen. Et lille barn der tiggede sine forældre om at holde op med at skændes.

”Okay,” mumlede han og rejste sig igen. Det kunne godt være, at han sagde han ikke ville gøre det, men jeg kunne se på ham, at han ikke kunne lade være. Han ville bare gøre det, når jeg ikke holdt øje med ham i stedet for.

”Hvad med at vi to smutter nu? Jeg har jo gennemført udfordringen,” sagde jeg.

”Okay.”

”Okay,” gentog jeg og kiggede op på ham. ”Det med Jake i øvrigt…”

”Det er lige meget.”

”Det er ikke lige meget.”

”Nej, det ved jeg godt, at det ikke er for dig, men for mig er det. Hvis du er ham du vil have, så tag ham. Hvis det er mig du vil have, så held og lykke. Jeg gider i hvert fald ikke jagte dig,” sagde han og gik hen til døren. ”Jeg skal lige på toilettet først. Du kan bare vente på mig derinde eller udenfor, så kommer jeg om lidt.”

”Okay,” mumlede jeg. Jeg vidste godt hvad han rigtigt skulle derude, men jeg kunne ikke gøre noget. I hvert fald ikke noget, som ville ændre noget. Jeg satte mig hen til spisebordet igen og prøvede at få en smalltalk i gang. Jeg snakkede noget om, at jeg havde mange lektier til dagen efter, så Penuel og jeg kørte nok snart. Jeg var ret sikker på, at de sagtens kunne gennemskue løgnen, men de virkede alligevel taknemmelig for, at jeg gad sætte en løgn sammen.

Jeg lagde mærke til, at Penuels far ikke var der, og der var gået et stykke tid siden, at Penuel var gået på toilettet. Det var underligt.

”Jeg går lige ud og tjekker til Penuel,” sagde jeg og rejste mig igen. Jeg nåede knap nok ud i gangen, før jeg så Penuel løbe lige forbi mig, med knyttede næver. Jeg prøvede at gribe ud efter ham, men han var for hurtig. Jeg kaldte efter ham, men der var ingen reaktion.

Jeg gik efter ham udenfor og så en skikkelse i det fjerne, som kun kunne være Penuel. Jeg gad virkelig ikke mere. Jeg var godt træt af dramaet og jeg hadede at han aldrig holdt hvad han lovede. Jeg kommer om lidt.Yeah, right.

”Skal jeg køre dig hjem?” spurgte Laura og lagde armen om min skulder. Skikkelsen var næsten forsvundet i det fjerne.

”Jeg gider ikke gå efter ham den her gang,” mumlede jeg for mig selv. Det kunne ikke passe, at det ikke bare en gang imellem kunne være normalt.

”Det er fint,” svarede Julia og fik et glimt af noget i øjnene, som jeg ikke havde set før. Hun rømmede sig. ”Men du er jo allerede nede for enden af vejen, og det ved du godt.”

Jeg rullede med øjnene, men nikkede alligevel. Hun havde ret. Jeg var allerede dernede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...