De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21007Visninger
AA

22. En natsmøg og alvorssnak.

Jeg vågnede op midt om natten, ved at Penuel sad i vinduet og røg. Lugten gjorde det umuligt for mig, at falde i søvn igen, så i stedet satte jeg mig ved siden af ham i vinduet. Det var smalt, men vi kunne lige netop være der begge to.

”Vækkede jeg dig?” spurgte han.

Jeg nikkede og tog håret bag øret. ”Det er okay. Jeg er jo teknisk set kun en gæst.”

”Og så alligevel overhovedet ikke.”

”Er der noget galt?” spurgte jeg.

”Det er bare, du ved, begyndt at komme lidt tæt på. Jeg troede mere at du gjorde det her for sjov i starten, og at du ville stoppe ligeså snart du indså det var alvorligt.” 

”Må jeg prøve et sug?” spurgte jeg og pegede mod cigaretten. Han rakte den til mig og jeg tog den op til læberne. Sugede ind. Da jeg ikke begyndt at hoste, var jeg nærmest helt stolt af mig selv. Det smagte lidt mærkeligt, men ellers var det vel hyggeligt nok.

”Du skal inhalere, prinsesse,” smilede han. ”Ellers får du jo ikke noget ud af det.”

”Jeg er faktisk helt okay med det her,” sagde jeg og tog endnu et sug. ”Er det ikke også mere usundt at inhalere?”

”Jo, men…”

”Præcis,” afbrød jeg ham.

”Du har altså en dårlig vane med at gøre alting halvt.”

”Jeg synes ellers ikke jeg gør det her halvt,” sagde jeg og løftede et øjenbryn.

”Det her som i?”

”Det her som i det her. Os,” svarede jeg og smed stumpen af cigaretten ud af vinduet. Penuel tændte endnu en til sig selv.

”Nå, det her os. Jeg synes ellers, at vi gør det her lidt halvt, hvis jeg skal være ærlig.”

”Du er seriøst så sexfikseret, det er helt vildt,” sagde jeg og rystede på hovedet af ham.

”Det var ikke det jeg mente, men ja... Jeg vil bare ikke presse dig, for jeg synes faktisk du er okay. Det ville være en ret dum ting, at skræmme dig væk med.”

”Okay. Hvad mente du så?”

”At ingen af os har nogen som helst ide om hvad det her er, eller om det overhovedet er noget. Det her er egentlig bare os, der går rundt og spiller tosser,” sagde han og smilede. Jeg elskede hans smil, det fik mig altid til at vågne en smule mere op. Jeg tror det var den allerstørste forskel på Penuel og Jake. Penuel gav mig den her følelse af at være forfrisket og som om alt var noget nyt, mens Jake kunne få mig til at føle mig afslappet og gøre mig tryg. Jeg burde bare altid have en på hver side af mig, og så ville alt være perfekt.

”Okay, okay. Jeg gør mange ting halvt, så.”

”Kan du egentlig overhovedet nævne navnene på dem fra klubben?” spurgte Penuel.

”Der er dig… Lydia… Og, nå ja, Renee… og…” Jeg prøvede at huske dem, men det var ret sløret. Jeg kunne ikke engang huske, hvad ham Penuel boede sammen med hed. Det var en smule pinligt.

”Og?”

”Jeg ved i hvert fald at I er syv,” indskød jeg.

”Men du kan kun navnene på tre?”

”Det er jo ikke ligefrem fordi, at de andre har gjort en indsats for, at vi skulle lære hinanden at kende. Alle hader mig allerede, selvom de ikke kender mig… men sådan er det vel altid med den nye.”

Penuel kiggede uskyldigt ud af vinduet og tog et langt sug af sin smøg.

”Er det ikke sådan normalt?”

”Hvis du nu endelig bliver medlem, så skal de nok finde ud af, at du faktisk er helt okay alligevel…” mumlede han, uden at se mig i øjnene.

”Hvorfor kan de ikke lide mig? Jeg er da sød. Altså, i hvert fald sådan okay sød. Jeg er da ret normal, ikke?”

”Har du overvejet at det er de, som de ikke kan lide? Hvor mange fra klubben tror du lige er normale?”

”Jaja, det fint. Måske skulle jeg prøve at tilbringe lidt tid med de andre, så de kunne se hvor sjov jeg er,” sagde jeg.

 ”Ufrivilligt sjov,” rettede Penuel.

”Stadig sjov. Men jeg gider ikke have Lydia med…”

”Du gider ikke have Lydia med til hvad?”

”Min officielle Please-elsk-mig-dag,” svarede jeg og han så forvirret på mig. ”De skal jo møde mig ordentligt på et eller andet tidspunkt.”

”Kunne det ikke være, når du har gennemført?”

”Hvorfor? Er du flov over mig?”

”Ja. Er du ikke også flov over dig?” Han blinkede og aede mit knæ, for at sætningen virkede mere kærlig, men jeg vidste godt, at der lå lidt sandhed bag. Det gjorde der vel altid.  

”Hvis jeg nu inviterer dem over, og drikke en aften tror du så, at de ville sige ja?”

”De plejer ikke at sige nej til alkohol, men så bliver du også nødt til at invitere Lydia. Ellers vil der bare være en masse drama og det er der ingen der orker.”

”Okay, så lad Lydia komme med. Kunne du så ikke invitere dem?”

”Jeg troede at det var din fest, Skye.”

”Ja, men det er dit hus og du kender dem,” svarede jeg og kiggede bedende på ham. ”Vil du ikke nok?”

”Fint. Hvad skal jeg så sige til dem, at det er. En Please-elsk-Skye-fest?”

”Virker det ikke lidt desperat?” spurgte jeg.

”Er du ikke lidt desperat?”

”Derfor behøver de da ikke at vide det.”

Han skoddede cigaretten og nikkede. ”God pointe.”

”Godt. Jeg tror at jeg bliver nødt til at sove nu… Jeg skal op i skole i morgen og det.”

”Dyrker du stadig det pjat?” grinede han.

”Selvfølgelig. Jeg skal op til Jake, for jeg har ikke snakket med ham i…” Jeg så overvejende ud luften og prøvede at tælle dagene. Det føltes som lang tid, men det var det ikke. ”Sådan, en dag.”

”Waow, en dag? Og du klarede dig?”

”Der kan nå at ændre sig mange ting på en dag. Prøv lige at tænk på alt det der er sket for mig,” sagde jeg og aede hans kind. ”Kommer du ikke med i seng? Jeg vil helst ikke være alene.”

Han nikkede og lukkede vinduet. Han havde vidst efterhånden vænnet sig til, at jeg ikke kunne lide at være alene, og at det hele tiden blev værre. Jeg var næsten bange for, hvordan jeg ville være om et par uger. Det gik jo heller ikke at jeg fik et nervesammenbrud, hver gang der ikke var nogen i nærheden. Jeg var nødt til at blive lidt mere sej, men det var svært når man ikke engang var det en lille smule.

 

***

 

Jeg lukkede min jakke og kiggede på Jake, der havde opmærksomheden meget intenst rettet imod sin slikkepind. Jeg havde købt en stor pakke af farvestrålende mini slikkepinde, som vi skulle dele. Det var lidt barnlig, men nogen gange var det faktisk helt okay at være barnlig.

”Er der noget galt?” spurgte jeg og rømmede mig. Han rystede på hovedet, uden at se mig i øjnene.

”Hvorfor tror du det?”

”Du virker bare lidt… Fjern,” mumlede jeg.

”Du er fjern,” svarede han og smed slikkepinden fra sig. ”Jeg tror at vi bliver nødt til at snakke sammen.”

”Hvad har jeg nu gjort?” Jeg lagde armene over kors.

”Lad nu være med at spille et offer. Det ville være rart, hvis vi kunne snakke sammen uden, at jeg behøvede tænke på, at du lige pludselig tror verden bryder sammen, fordi jeg siger et eller andet forkert. Eller, ja, rigtigt.”

”Har du det virkelig sådan med mig?” spurgte jeg. Det gjorde en smule ondt, men jeg kunne irriterende nok godt se, hvad han mente. Med andre mennesker kunne de stort set sige alt til mig og jeg ville være ligeglad, men Jakes mening betød noget. Jeg vidste at han aldrig ville sige noget til mig, uden at det passede og derfor var det svært.

”Nogen gange.” Han lagde armen omkring mig og jeg lagde hovedet på hans skulder.

”Betyder det altid, på passiv aggressiv sprog?”

”Prøver du at skifte emne?”

”Selvfølgelig ikke,” mumlede jeg og tog en dyb indånding. ”Hvad er det du vil sige?”

”At jeg savner dig.” Hans ånde ramte min kind og jeg mærkede hvordan myrekryb kriblede sig ned ad ryggen på mig. Jeg savnede også mig. Jeg savnede os.

”Jeg er lige her.”

”Du har forandret dig, siden du blev kærester med Penuel. Især efter du flyttede ind hos ham.”

”Du har kun mødt mig en gang, siden jeg flyttede ind hos ham, så det er noget vrøvl. I øvrigt er det kun midlertidigt.” Jeg hadede følelsen af, at skulle forsvare mig selv overfor ham. Normalt plejede han altid at være på min side, men det var han vel også. Uden at det rigtig føltes sådan selvfølgelig.

”Ja, det ved jeg godt, men du har været helt væk i dag. Som om du…” Han kyssede mig i håret, for at markere at han mente det godt. ”Behandler han dig okay?”

”Hentyder du til noget?” Jeg trak øjenbrynene sammen. Han troede sikkert, at det var Penuel der gjorde noget ved mig og det var derfor jeg var så mærkelig for tiden. Han skulle bare vide, at det i virkeligheden var mig selv der havde valgt det og stadig gjorde. Efter i går, havde jeg fået mere lyst til at holde op, men det var ikke nok. Jeg havde allerede ofret så meget, at jeg blev nødt til at få noget ud af det. Ellers ville jeg slet ikke vide, hvad jeg skulle gøre.

 ”Jeg prøver bare at finde en forklaring på, hvor min lettere sindssyge bedste ven er.”

”Jake?”

”Hvad?”

Jeg fjernede hovedet fra hans skulder, så vi var i øjenhøjde og lagde hånden bag hans nakke. ”Lad være med at tænke for meget over det. Jeg er okay.”

Han kiggede mistroisk på mig og jeg sukkede.

”Det er jeg altså.”

”Du er i hvert fald god til at lyve.”

Jeg kiggede ned og det føltes som om, at nogen tog kvælertag om min hals. Jeg havde brug for Jake. Jeg havde næsten brug for ham, ligeså meget som han havde brug for at komme væk fra mig.

”Undskyld,” sagde han og lagde en hånd på min skulder. Jeg var sikker på, at han kun gjorde det, fordi han ikke kunne lide at se mig trist. Han havde ment det han sagde. ”Slikkepind?”

Jeg kiggede op og opdagede, at han rakte mig en lille rød slikkepind. Jeg tvang mig selv til at smile. ”Undskyldningsslikkepind?”

”Undskyldnings skråstreg jeg-elsker-dig skråstreg op-med-humøret slikkepind.”

Jeg bed mærke i ordene jeg elsker dig, selvom han havde gemt dem i midten af sætningen, som om de ikke betød noget særligt, men det vidste jeg alligevel at de gjorde. Han mente det. ”Tager du imod den?”

Jeg lukkede mine hænder om slikkepinden og foldede papiret om den ud. ”Okay.”

”Okay.”

”Ved du hvad du burde?”

”Nej, hvad burde jeg?” spurgte Jake og tog selv en slikkepind.

”Du burde give lektioner i, hvordan man kan snige sig udenom alle situationer, ved bare at være sød.”

”Beklager, det er et medfødt talent. Jeg kan ikke lære andre det.”

”Det kunne jeg næsten have sagt mig selv. Heldige.”

”Til gengæld har du lilla hår,” sagde han og lagde en hånd ind imellem mine hårtotter.

”Hvad er der egentlig med dig og mit hår?” smilede jeg.

”Det ved jeg ikke… Det er bare… Lilla.”

”Nogen gange er det næsten som om, at du er forelsket i mit hår.”

Han rødmede svagt og rystede på hovedet. ”Ja, helt vildt.”

”Se, det her er da meget normalt. Jeg opfører mig helt normalt.”

”Ja, helt normalt.”

”Det gør jeg da.”

”Nogen gange er det virkelig som om, at du tror jeg er en fremmede.”

Jeg fugtede læberne og skulle til at danne et svar på mine læber, da klokken ringede, så jeg automatisk vidste hvad jeg ville sige. ”Endelig. Jeg har bare glædet mig til matematik hele dagen.”

Han smilede til mig, men jeg kunne se at han var skuffet over, at jeg havde taget den lette smutvej endnu engang. Inderst inde var jeg nok også skuffet selv, for jeg ville gerne lukke Jake ind, men som tingene var nu kunne jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...