De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21011Visninger
AA

9. En nat på kirkegården.

Jeg så på uret og bed mig i læben. Klokken var ti minutter i elleve, hvilket ville sige at jeg snart var på vej ned til kirkegården for, at holde sleepover sammen med en masse døde mennesker. Det lød så forkert. På den anden side var det også forkert.

Jeg rejste mig fra sengen og tog en sweater over hovedet. Jeg greb fat i den taske jeg havde pakket til i aften og svingede den over skulderen. Stilhed rungede gennem huset, som et ekko af ingenting og jeg var sikker på at mine forældre var gået i seng. Jeg arrangerede puderne under dynen, så de lignede en skikkelse og slukket lyset, så det lignede endnu en helt almindelig nat på overfladen.

Jeg åbnede forsigtigt vinduet og hoppede ud. Det summede i mine ben og jeg lukkede vinduet udefra efter mig. Det ville næsten være en invitation for til at blive afsløret, hvis jeg lod det stå. Vinden fik bladene fra træerne til at rasle og jeg kiggede ned på græsset, der åd sig op ad mine støvler. Vi boede i sådan et rigtig typisk villakvarter, med typiske naboer, typiske haver og typisk snak ind over hækken, om hvordan vejret var. Mit liv var svøbt ind i almindelig og det gav mig en følelse af spontanitet, at stå i haven og være på vej ned mod en bil, som skulle køre mig ud til en kirkegård. Jeg følte mig frygtløs. Dum.

Jeg begyndte at gå og så mig over skulderen, for at tjekke om nogen holdt øje med mig. Det var der selvfølgelig ikke, men det føltes sådan. På vejen op til vores hus, holdt der en sort bil og ventede. Jeg gik om på siden af den og så Renees turkise skinnede op i lyset fra gadelygten. Hun fik øje på mig og smilede svagt, hvilket jeg havde brug for. Jeg ville virkelig gerne være uhæmmet og bare fare ud i natten, men jeg var jo i bund og grund stadig den pige, der som syvårig, begyndte at skrige, fordi min lommelygte gik ud, da jeg samlede slik ind til halloween. Det havde nok været mindre pinligt, hvis ikke det var fordi hele vejen var lyst op fra vilde dekorationer.

”Jeg var helt bange for at du ikke ville komme,” sagde Renee, efter jeg havde sat mig ind på passagersædet.

”Selvfølgelig kom jeg.”

”Du er bare lidt sendt på den.” Renee pegede på digitaluret i bilen, der lyste 23:14. Hmm… Jeg syntes ellers at jeg var kravlet ud fra mit værelse i god tid, men det var nok min lille havefilosofi der havde sænket mig. Måske kunne jeg blive filosof, så meget som jeg tænkte over ting. Og så alligevel ikke. Chancerne for at jeg blev det, var nok cirka ligeså store som chancerne for at blive professionel idrætsudøver.

”Tiden løb vidst fra mig.”

”Hmm… Det er okay,” svarede Renee og drejede bilen ud på vejen. ”Du er faktisk ret heldig med den første udfordring her. Tro mig, der er nogen som er meget værre.”

Jeg havde lyst til at sige, at det vidste jeg udmærket godt, men det ville være ret afslørende. ”Så har jeg ikke lyst til at se resten.”

”Lydia var lidt vred over, at Penuel var den eneste der var tilstede, da du trak udfordringen. Jeg ved ikke, hun stoler ikke helt på ham.”

”Jeg kunne aldrig finde på at snyde,” mumlede jeg og så ned. ”Jeg vil gerne det her fuldstændig og jeg vil ikke kun have de nemme opgaver.”

”Godt, det får du heller ikke. Du skal nok bare forberede dig på, at der også vil være nogen andre næste gang du trækker. Bare for en sikkerheds skyld.”

Jeg trak på skulderne. ”Det gør alligevel ikke nogen forskel.”

”Må jeg give dig et råd?”

”Du må gerne prøve,” svarede jeg og foldede hænderne sammen. Jeg var sikker på, at uanset hvad hun havde at sige, ville jeg ikke bryde mig om det. Alligevel kunne der vel ikke ske noget dårligt ved det.

”Hvis du på noget som helst tidspunkt synes, at den her udfordring er hård, så skal du stoppe lige med samme. Hvis du bare en gang tænker, at det er svært, så knækker du fuldstændig ved de næste og det er ikke det værd.”

”Okay.” Jeg rømmede mig. ”Det vil jeg tænke over.”

”Han er heller ikke det værd, hvis du tror det.”

 Min tunge føltes tør og jeg havde næsten lyst til bare, at ignorere hende, men samtidig kunne jeg ikke. ”Penuel?”

”Hvem ellers?”

”Som om du ved noget om det.”

Hun så på mig, med sammenknebne øjne og så tilbage til vejen. ”Han er ikke noget særligt, hvis du tror det. Der findes tusindvis som ham og de virker alle sammen spændende og fantastiske, lige indtil man lærer dem at kende. Jeg har haft min del af Penuel’er. Tro mig, det er ikke det værd.”

”Det er slet ikke Penuel det handler om.”

”Nej,” mumlede hun og rystede så på hovedet. ”Men det er det jo alligevel. Jeg er ikke dum.”

Jeg lagde hovedet mod vinduet og sukkede. Jeg gad ikke engang lade som om, at jeg havde et godt modsvar til det.  

Resten af bilturen sad i stilhed. Det var ikke fordi, at jeg ikke kunne lide Renee, for hun var faktisk okay. Lidt for direkte, men hun sagde faktisk bare sandheden. Problemet var nok nærmere, at jeg var møghamrende nervøs og jeg følte mig lillebitte. Som om at hvis man satte mig ved siden af ingenting, ville ingen alligevel kunne se forskel. Det var ikke ligefrem den bedste sindstilstand, at have når man skulle lære nye mennesker at kende.

”Husk hvad jeg sagde, ikke?” mindede Renee mig om, lige inden at jeg stod ud af bilen, med tasken over skulderen.

”Okay.”

”Vent.” Hun tog hånden ned under bilsædet og trak et videokamera frem, som hun rakte til mig. ”Ved du hvordan sådan et fungere?”

Jeg vendte det i hånden. Det var den samme model, som min mor plejede at filme hjemmevideoer på for et par år siden, inden hun kom frem til, at den var blevet for forældet. Det gav mig en underlig uvant følelse af tryghed i maven. ”Klart.”

”Godt. Held og lykke, Skye.”

”Tak,” mumlede jeg og lukkede bildøren. Jeg havde lyst til at sige: Det får jeg brug for, men det ville tvære mit løfte til hende fuldstændig ud til noget ligegyldigt.

Jeg kunne høre bildækkene slide mod vejen og kiggede hen på lågen til kirkegården, der nærmest så udfordrende på mig. Jeg åbnede den og den knirkede gnavent, som om jeg lige havde overtrådt en regel. Jeg fortsatte ind og orienterede mig på kirkegården. Det var flere år siden, at jeg overhovedet havde været der og af en eller anden grund, fik natten kirkegården til at ligne et helt nyt sted.

Gruset knagede under mine støvler og jeg holdt hånden fast om min taske, bare for at have noget at holde fast i. Jeg stoppede op ved et lille græsområde, indrammet af blomsterbede. Indeni mig selv, takkede jeg den person, der havde fået den geniale ide, at en kirkegård ikke kun skulle være gravsten og grys. Ellers havde jeg skulle sove op ad en eller anden gravsten, eller ude i gruset.

Jeg satte mig på græsset og vendte kameraet i mine hænder. Jo før jeg fik det tændt, jo mere troværdigt ville det være, at jeg havde været der hele natten. Jeg trykkede på optag knappen, så den lyste grønt og satte den til rette på græsset. Jeg havde det næsten som om, at jeg burde lave min egen hjemmevideo og fortælle om mit liv, bare for at gøre et eller andet. Det ville bare få mig til, at virke endnu mere useriøs.

Jeg tog min mobil op ad lommen og skrev en besked til Penuel.  Både fordi jeg kedede mig, men også fordi… Eller okay, kun fordi at jeg kedede mig.

 

Er du bange for mig, siden du bliver nødt til, at sende nogen andre ud for at hente mig? Det er ikke specielt Carpe Diem.

 

Jeg smilede over min egen opfindsomhed og lagde så mobilen tilbage på græsplanen. Jeg havde faktisk taget et lille telt med, men jeg orkede ikke at slå det op. Desuden ville jeg umuligt få noget søvn herude. Jeg skulle bare have tiden til at skride ad helvedes til.

Jeg tog mobilen op igen, gik ind i beskeder og fandt Jakes navn frem.

 

Savner du mig?

 

Jeg skulle lige til, at sende beskeden, da jeg kom frem til at det simpelthen var for se-mig agtigt at skrive. I Jakes verden, sad jeg jo lige nu sammen med min nye kæreste i stedet for ham. Han skulle helst ikke tro, at jeg prøvede at lyde hånende.

 

Hey. Hvad så? Keder du dig?

 

Jeg trykkede send og så skuffet ned i skærmen. Ingen nye beskeder fra Penuel. Han havde sikkert set det, men havde besluttet sig for at ignorere mig. Det var sjovt at han sagtens havde kunne komme gennem sine udfordringer, men når det kom til noget som helst med følelser, så var han bare et lille bange barn. Ret ynkeligt faktisk.

Mobilen bippede og tog den straks til mig. Jeg var en smule skuffet over, at se Jakes navn, hvilket var tarveligt. På den anden side var det bedre end ingenting. Faktisk langt bedre.

 

Næ, jeg slapper af sammen med nogle af drengene fra klassen. Gør du da? Kan Mr. blå hår ikke leve op til forventningerne?

 

Jeg smilede for mig selv og kørte hånden ind imellem græsstråene. Han skulle bare vide hvor meget jeg faktisk kedede mig.

 

Det er okay. Vi hygger og sådan, men jeg savner lidt at være Jake-kedelig.

 

Det lød som om at nogen gik gennem grusset. Jeg så op og kiggede panisk til begge sider. Mine håndflader føltes svedige og mit hjerte dunkede i hårde slag. Det lød ikke specielt sandsynligt, at der var flere som havde besluttet sig for, at tage en tur på kirkegården midt om natten. 

Lyden fortsatte og kom tættere på mig. Jeg rejste mig op, med mobilen i hånden, så jeg var klar til at ringe en eller anden op, hvis jeg blev overfaldet af en øksemorder eller en zombie. Hvis jeg selv kunne vælge så foretrak jeg det første. Det var lidt nemmere at forklare.

Jeg tog tasken over skulderen igen og begyndte at gå i den modsatte retningen af skridtene, ned mod kirken. Den lyste op i et uhyggeligt hvidt skær og jeg lagde hovedet mod bygningen. Skridtene lød stadig og det virkede som om, at de endnu engang kom tættere på mig. Det ville være mærkeligt, hvis det bare var et tilfælde. Var det noget jeg bildte mig ind?

Kirken føltes kold mod mit ansigt og jeg tog en dyb indånding. Det føltes som om, at blodet i mine åre var frosset fast og havde gjort det umuligt for mig at bevæge mig. Det var både som om, at jeg var modig og rædselsslagen på samme tid. Selvom de var modsætninger, var det alligevel som om at jeg sagtens kunne være begge dele på en gang uden problemer. Skridtene begyndte at blive mere fjerne og jeg knyttede hænderne sammen. Jeg kunne ikke bare stå og stirre på det samme punkt hele aftenen.

Endelig tog jeg mig sammen og gik hen til det sted, hvor jeg før havde hørt skridtene komme fra. Det var mørkt, men jeg registrerede straks at der var blevet skrevet på kirken, med klodsede store bogstaver. Jeg klemte øjnene sammen og læste teksten. Du vil ikke slippe godt fra det. Jeg stivnede og blev ved med at kigge på skriften, som om at den ville gå væk, hvis bare jeg stirrede længe nok på den.

Jeg tog hånden op for munden og vendte mig om. Langt væk kunne jeg se omridset af nogle skikkelser der bevægede sig væk. Et lyserødt skær blev oplyst i lyset fra månen og jeg bed tænderne sammen. Det var unfair spillet og slet ikke en del af aftalen. Så blev jeg vel bare nødt til at spille unfair tilbage igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...