De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

205Likes
520Kommentarer
20668Visninger
AA

1. Drengen med det blå hår.

Jeg tog en slurk af min øl og så ned på Jakes ansigt. Endnu engang havde han drukket sig så fuld, at min skulder var blevet forvandlet til en menneskelig støttepude. Hvad man dog ikke gør for sine venner. Jeg havde selvfølgelig sat hans hår mærkeligt og tegnet en kyssemund på hans kind, med den røde læbestift, der lå i min lomme. Det var vilkårene.

Det ville da være rart, at have flere venner lige nu. Jake var god at have, men når han allerede forsvandt mentalt før klokken tolv, var det hele lidt kedeligt. Meget kedeligt. Det var hårdt arbejde, at være en støttepude, men jeg havde i det mindste stadig min alkohol.

Det var der jeg så ham. Mens jeg sad alene med Jake, som lignede en cirkusklovn, hængende op ad min skulder. Min første tanke var idiot. Fordi han var kommet til at træde mig over foden, og så op på mig som om at det var min skyld. Min anden tanke var, at han var speciel. Han havde blåt hår og nogle hullede bukser på. Blåt hår? Jeg havde faktisk aldrig set en dreng med blåt hår før, men det var heller ikke ligefrem noget vi dyrkede på min skole. Altså, at skille sig ud.

”Du må gerne sige undskyld,” mumlede jeg. Hvor var jeg dum. Sådan en sætning skulle enten siges med selvtillid, eller slet ikke siges.

”Hvorfor?”

Jeg fnyste. ”Giver det ikke sig selv?”

”Du mener ikke alvorligt, at du er så sart, at jeg skal stille et helt undskyldningsshow op, hvis jeg kommer til at gå ind i din fod, vel?” Han havde brune øjne og de var faktisk sådan nogenlunde i orden. Det skulle jeg slet ikke tænke. Han opførte sig som en idiot og hvad gjorde jeg til gengæld? Sad og bedømte hans øjne. Flot, Skye.

”Det er bare almindelig høflighed.”

”Fuck høflighed.”

Jeg rullede øjne og tog en slurk af øllen. Mine håndflader føltes svedige imod ølflasken.   

”Har du lyst til at danse eller et eller andet?” spurgte han. Jeg blev så chokeret, at jeg kom til at spytte øl ud i hånden på mig selv. Smukt.

”Eller, du vil måske hellere bare sidde og oversavle dig selv? Det er også i orden.” Han lagde diskret hænderne i lommen og påtog sig et selvsikkert smil, som jeg havde lyst til at bore ned i halsen på ham.

”Har du en eller anden sygdom, der gør at du er social inhabil? Eller nyder du bare at være en nar?”

”Måske en blanding, jeg ved det ikke. Jeg har aldrig fået det testet,” grinede han. ”Men, jeg mente det faktisk. Det der med at danse. Tør du?”

”Du er godt klar over, at ikke kan lide dig, right?”

”Ingen kan lide mig, men alle vil have mig. Det er hårdt at være mig.”

”Helt sikkert ikke ligeså anstrengende, som det er at være sammen med dig.”

 Han rakte hånden frem mod mig og så udfordrende på mig. ”Kom nu.”

”Jeg ved ikke engang hvad du hedder.”

”Hvad så? Hvad vil du alligevel bruge mit navn til? Det er bare noget overfladisk detaljelort.”

Jake gryntede mod min skulder, og jeg blev revet tilbage til virkeligheden. Jeg så bedømmende ned på ham og kom frem til, at han ikke var ved at blive dårlig. Bræk ville ikke ligefrem stå godt til min nye kjole, eller noget som helst for den sags skyld.

”Jeg har ikke lyst og selv hvis jeg havde, så skal jeg passe på min ven.”

”Der er nogle tomme værelse ovenpå, hvor du kan lægge ham, du ved,” sagde han og nikkede mod Jake.

”Hørte du ikke det første? Jeg har ikke lyst. Jeg har ikke lyst til at danse med dig og jeg ikke lyst til at indånde den samme luft som dig. Du er pisse irriterende. Okay?”

”Har du lyst til at kunne bevæge dig igen? For så kan jeg godt hjælpe dig med at bære ham op.”

”Du tror bare at jeg er en svag lille tøs, ikke?” Jeg lagde armene over kors og løftede hagen en smule.

”Ja, det gør jeg. Kan du modbevise mig?”

Jeg sukkede, og besluttede mig for at lade mig overtale. Jeg kunne jo ligeså godt indse, at jeg kedede mig og drengen med det blå hår var faktisk rimelig underholdende. Arrogant, ja, men han slog helt sikkert at stirre ud i luften.

Jeg lagde min arm rundt om Jake og prøvede at rejse mig op, men det var umuligt, uden samtidig at vælte ham af stolen. Han var fuldstændig væk.

”Har du brug for hjælp?”

Hmm. Stolthed eller en tilskadekommen ven? Den var svær. Okay, alligevel ikke. Jake skyldte mig en.

”Fint,” sukkede jeg og drengen gik om på den anden side af Jake og førte hans arm over sin egen skulder. Endelig fik vi ham op at stå, selvom han føltes som en kludedukke. Godt for Jake. Knap så godt for min stolthed og det føltes som om at jeg joggede på den med mine høje hæle.

”Se, det var ikke så svært at bede om hjælp.”

Jeg lod være med at svare, for jeg ville ikke miste opmærksomheden på Jake. Vi slæbte ham op af trapperne og lagde ham ind på, hvad der måtte være, en gæsteseng. Jake krøb sig sammen og vendte sig mod væggen.

Jeg mærkede drengens ånde mod min kind og trådte et skridt tilbage. Mine fingre rystede og jeg snoede en hånd gennem mit brune hår. Hver en celle i min krop var bevidst om, hvor tæt vi stadig stod på hinanden.

”Må jeg spørge dig om noget?”

Jeg nikkede og bed mig i læben.

”Er din scoreteknik at svine drengen fuldstændig til, eller har jeg misforstået noget?”

”Du har helt sikkert misforstået noget.”

”Er det også en del af din teknik at sige det?” Han løftede et øjenbryn, og jeg mærkede et grin bevæge sig under mine ribben.

”Det ville du ikke vide.”

Han gik et skridt tættere på mig og mit grin holdt inde. Det eneste jeg kunne fokusere på, var hvor tæt hans læber var på mine. De var en smule tørre og havde en farve der matchede æblerne, som jeg samlede i haven om sommeren. ”Så er der vel kun en måde at finde ud af det på.”

Han kyssede mig og lagde en hånd om hofterne på mig. Han smagte af sprut og cigaretter, men jeg kunne godt lide det alligevel. Måske fordi han hverken prøvede at stikke tungen ned i halsen på mig, eller rørte ved mig som om, at jeg kunne gå i stykker. Det var normalt ikke sådan noget jeg gjorde og da slet ikke med drenge, som jeg ikke engang kendte navnet på. Han gjorde bare et eller andet ved mig. Det måtte være det blå hår. Det blå hår, de brune øjne og æblelæberne. Hans hår ville faktisk stå meget godt til mine blå øjne. Woaw, der var en tanke som jeg aldrig troede jeg ville tænke.

En mobil ringede og han trak sig pludselig væk fra mig, for at tage den.

”Hallo?” sagde han. Hans stemme var fuldstændig rolig, og det samme med hans fremtoning. Jeg var helt fortabt og så over på Jake, der så ud til at sove. Heldigvis. Jeg kørte en finger over min underlæbe og så ned. Hvad fanden havde jeg gang i? Og hvem? Hvem var måske mere relevant.

”Ja, jeg ved det. Jeg kommer derned nu,” sukkede drengen og vendte sig mod mig. ”Ja, vi ses om lidt.”

Han lagde på, og puttede den tilbage i lommen. ”Jeg bliver altså nødt til at skride, det er jeg sgu ked af. Helt oprigtigt.” Han blinkede.

”Tja.” Jeg lagde armene over kors. Nu hvor jeg havde tabt min stolthed to gange på en aften, var det vel ikke så slemt at miste den en tredje. ”Kan jeg få dit nummer?”

”Beklager, jeg har ikke nogen mobil.”

”Ha ha. Meget morsomt.”

”Jeg giver ikke mit mobilnummer ud til fremmede.”

Ordet fremmede klingede lidt forkert i luften efter vores kys, men okay.”Kan jeg få dit navn så?”

 Han kløede sig i håret. ”Penuel.”

”Og efternavn?”

Han lænede sig ned for at kysse min næsetip og grinede. ”Det giver jeg heller ikke ud.”

”Behøver du virkelig at få mig til at fremstå så desperat?”

Han grinede igen og lagde armene omkring mig. ”Ved du hvad? Du er faktisk okay. Hvad hedder du?”

”Behøver du at vide det ligegyldige detaljelort?”

”Du får mit efternavn, hvis du siger dit navn,” sagde han. Jeg mærkede en hånd ae min lænd.

”Skye.”

 ”Jeg hedder Woods til efternavn. Penuel Woods.”

”Okay.” Så kunne jeg i det mindste finde ham på facebook nu. Penuel var heldigvis ikke et særlig almindeligt navn.

”Vi ses bare, Skye,” mumlede han inden han gik og gav min skulder et klap. Vi ses. Så var der da lidt håb. Jeg havde ikke lyst til at indrømme det, men Penuel var faktisk okay. Endda mere end okay. Måske så meget mere end okay, at det skræmte mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...