De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

205Likes
520Kommentarer
20662Visninger
AA

21. Den sjette udfordring.

Det var underlige ting, som man kom til at tænke på, lige inden verden brød sammen. Ting som virkede banale. Bamser, candyfloss, rynken omkring Jakes øjne når han smilede, duften fra Penuels ånde, fotoalbummet under min seng. Det virkede så barnligt, men jeg holdt desperat fast i mine minder. Det var den eneste måde, at jeg kunne komme igennem det her.

Drengen, der havde haft hånden på kanten af mine trusser, trak den til sig og så op på hans to venner. Jeg rystede så meget, at jeg kunne mærke det helt ind til knoglerne. Jeg kunne ikke, ville ikke og havde ikke noget valg.

En af drengene pillede ved sit bælte og smilede så, mens han rystede på hovedet for sig selv. Han så mig i øjnene og det var som om, at han så alt hvad jeg følte. Panikken. Jeg havde næsten ikke lyst til at give ham tilfredsstillelsen, for det var sikkert det, som de nød mere end noget andet. Alligevel kunne jeg ikke holde følelsen inde. Det var ikke som om at jeg følte mig hjælpeløs, jeg var hjælpeløs. Det var ligeså meget en del af mig, som det lilla hår og de mørkeblå øjne.

”Jeg tror hun har fanget den nu,” sagde en af drengene, der havde sort hår, der tydeligvis var farvet, og lagde en hånd på hver af drengenes skulder. De gav straks slip på mig og jeg så forvirret op på dem. Det her var de mest forvirrende forfærdelige fem minutter, jeg nogensinde havde oplevet.

”Skal vi ikke bare lade hende ligge? Jeg gider ikke en aggressiv tøs, ligesom sidste gang.”

”Jeg lovede Penuel, at vi ville passe lidt på hende, så det kan vi sgu ikke rigtig,” mumlede den sorthårede og kløede sig i nakken. Han lænede sig indover mig og kiggede mig intenst i øjnene. ”Hvis jeg nu tager det der gaffatape af dig, kunne du så muligvis, overveje ikke at…”

”Psykoflippe på os,” brød en anden dreng ind. ”Det ville bare være fantastisk.”

Jeg kiggede skiftevis på dem alle tre og prøvede at danne mig et overblik over situationen, men det gav ikke nogen mening. Hvad havde Penuel med det hele at gøre? Og hvorfor var de der overhovedet? Jeg havde lyst til, at skabe mig og lave en kæmpe scene, men jeg ville ikke få noget ud af det, så jeg prøvede at holde de følelser under kontrol og tvang mig selv til at nikke.

”Hun lyver sikkert bare,” fnyste en af dem.

”Jeg skal nok gøre det, hvis I ikke tør,” sagde den sorthårede og startede med at vikle tappen af mit ansigt. Det gjorde ondt, især fordi de også havde viklet mit hår ind. Det var nok meget godt, at de havde tæppet mine hænder sammen også, for jeg havde uendelig lyst til bare at rive ham i håret og skubbe ham ned på gulvet. Lyst til at give dem alle sammen lov til at mærke, bare en lille smule af den frygt, som jeg havde haft i kroppen for kort tid siden.

Da han endelig var færdig med mit ansigt, begyndte han at vikle mine hænder fri og jeg fulgte hans bevægelser, mens han prøvede at hjælpe mig. Det lød så bizart. Han prøvede at hjælpe mig.

”Må jeg egentlig få en forklaring?” spurgte jeg. Min stemme lød lille og svag. Næsten som om den var i opløsning. ”Det her er vel ikke… Hvad… Hvorfor?”

”Det her er udfordring nummer seks,” svarede en af dem hurtigt. Han så lettet ud, som om det ikke var normalt, at nogen bare tog det så roligt bagefter. Det gjorde jeg overhovedet heller ikke, men det virkede unaturligt bare at gå amok på dem. Hvis det var mig mod tre drenge, ville jeg alligevel bare ende med at skade mig selv.

”Hvad?”

”Udfordring nummer seks.”

”Det der lige før, var ikke en udfordring, det var ren tvang,” sagde jeg skarpt.

”Hvis du ikke fik nok, kan vi da godt fortsætte,” svarede en af drengene. Hans ansigtstræk mindede mig lidt om en hests.

”Hold nu kæft.” Den sorthårede skubbede til ham og kneb øjnene sammen, før han igen vendte blikket tilbage mod mig. ”Det er altid udfordring nummer seks, for alle der vil være medlemmer. Det er selvfølgelig lidt forskelligt hvordan man gør det… Altså, hvis det er en dreng plejer vi, at gribe det lidt anderledes an.”

Jeg nikkede, men forstod det ikke rigtigt. Jeg vidste ikke, om det var fordi jeg ikke ville, eller fordi alle mine sanser stadig var i beredskab og ikke kunne fokusere ordentligt. ”Jeg forstår bare ikke rigtig hvorfor.”

”Vi har ikke fået andet at vide, end hvad vi skulle gøre. De plejer at få os til at gøre det, vi er ret gode venner med Penuel og Alexander, så vi hjælpe dem altid med den her del.”

”Så det er Penuel der har sat det her op?” Jeg prøvede at fokusere alt min energi på vejrtrækningen, så jeg ikke behøvede at tænke. Det var bare for mærkeligt. Det ville Penuel ikke gøre. Det måtte være en misforståelse.

”Ham og de andre.”

Jeg nikkede og følte mig pludselig lammet. Det var lige gået op for mig, at jeg sad overfor dem i et par trusser og en gennemsigtig hvid top. Jeg skyndte mig at tage tæppet, der lå på kanten af sofaen og lægge det omkring kroppen. Jeg vidste ikke hvordan jeg kunne glemme sådan noget, men det forklarede da hvorfor drengen, der lignede en hest, havde stirret så meget på mig.

”Nå, men jeg synes at vi skal smutte igen, drenge,” sagde den sorthårede og gjorde et nik med hovedet i retningen af døren. ”Jeg tror at de kan forklare det lidt bedre, når de kommer tilbage.”

Jeg lod være med at svare og stirrede ned. Gulvet knirkede og jeg fik en mærkeligt lyst til, at bede dem om at blive, bare så jeg ikke behøvede at være her alene. Det ville have været den mest underlige situation nogensinde.   

Det første jeg gjorde efter de var gået, var at løbe ud på toilettet og brække mig. Min krop rystede og øjnene sortnede, men jeg holdt fast i den lille del af bevidsthed, som jeg havde tilbage. Det var svært for mig, at stå på benene, men jeg fik alligevel kæmpet mig hen til badekarret og tændte for vandet. Det var iskoldt og det føltes som om, at vandet satte spor ned langs min hud. Jeg fugtede læberne og prøvede at lade være med at mærke noget. Indeni i mig føltes det som om kamp, imellem et mobbeoffer og en bølle. Problemet var bare, at jeg ikke kunne flygte fra mig selv. Lige meget hvor mange gange jeg kastede op, eller gik i bad.

Jeg tørrede mig med håndklædet og bandt det om overkroppen, selvom jeg vidste der ikke var nogen i stuen. Jeg tog en rød T-shirt og nogle joggingbukser på. Penuels trøjer så meget mere lokkende ud, men jeg ville ikke have dem på, for lugten ville bare minde mig om ham. Jeg var så rasende, at det eneste jeg havde lyst til, var at ignorere ham.

Jeg lagde mig ned under sengen, og mærkede hvordan mit våde hår klamrede sig til trøjen. Jeg lukkede øjnene og forsøgte at slappe af. Roen lagde sig indover mig som et tyndt lag. Jeg var sikker på, at det let ville kunne gå i stykker, men måtte alligevel tro på, at det ville holde.

Jeg havde ingen fornemmelse af hvor lang tid, at jeg havde ligget dernede, da jeg hørte Penuels stemme kalde på mig, først roligt og bagefter byggede det sig langsomt op til råb. Jeg vendte ryggen til døren og gned mig i tindingerne.

Min mobil ringede i lommen på mig og jeg sukkede. Jeg vidste bare at der var et eller andet, som jeg havde glemt. Lyset blev tændt på værelset og blændede mig.

Jeg kunne høre noget rumstere og vendte mig om, for at se Penuel havde lagt sig ned på gulvet. Han smilede og det blå hår bølgede nedover hans ansigt. ”Er du okay?”

Jeg nikkede og kunne mærke noget vådt bevæge sig ned ad min næse, hvilket bare fik mig til at nikke endnu hårdere, som om jeg ville holde fast i ideen om, at jeg faktisk havde det helt fint.

Han rakte hånden frem mod mig og prøvede at tørre mine kinder, men jeg trak mig bare længere ind til væggen. ”Hvorfor gjorde du det?”

”Gjorde hvad?” spurgte han.

”Det ved du godt.” Min stemme lød meget mere sikker, end jeg havde regnet med. Den var tør, men man kunne sagtens forstå mig.

”Det er altid den sjette udfordring, Skye. Hvad skulle jeg have gjort?”

”Du kunne have advaret mig, på en eller anden måde… Jeg troede virkelig, at de ville…” Jeg kunne ikke engang sige ordene. Jeg havde stadig ikke accepteret tanken, så selvfølgelig kunne jeg ikke det.

”Undskyld… Jeg tænkte bare, at det måske ville være meget sundt for dig.”

Sundt for mig?” gentog jeg og knyttede næverne sammen. Fuck en idiot.

”Ja, det er ikke en leg, okay? Det er også derfor, at vi altid har det med som en sjette udfordring, for hvis man bliver medlem af klubben bliver man nødt til at vide, hvad der kan ske. Det er farligt og den følelse du havde, da de gjorde det… Det kan sagtens ske igen. Det er sket før, for nogen af de andre.”

Jeg rystede på hovedet, hvilket han svarede på ved at nikke. ”Når først du begynder at være i det forkerte selskab, så risikerer du en hel masse. Du skal bare tænke over om det er det værd.”

”Du prøver bare at skræmme mig,” mumlede jeg.

”Det ville sgu være en hel del nemmere, hvis jeg bare prøvede at skræmme dig.” Han rakte en hånd hen til mig igen og den her gang tog jeg imod den, uden at tøve. Det var uhyggeligt så nemt, jeg kunne tilgive ham.

”Har du nogensinde prøvet det?”

”Ikke på den måde… Men jeg har prøvet en masse andet, hvilket har været fantastisk og forfærdeligt. Det er sådan jeg helst vil have, at det skal være, for jeg kan ikke holde ud at kede mig.” Hans stemme fik en helt anden lyd og jeg smilede, mens jeg strammede grebet om hans hånd.

”Jeg tror at det er første gang, jeg virkelig har hørt dig snakke om dig selv, uden at du sagde det som en joke. Ret utroligt, faktisk,” mumlede jeg.

”Det var også helt mærkeligt.”

”Jeg kan godt lide når du gør det. Altså, snakker om dig selv… Så føltes det næsten som om, at jeg kender dig et øjeblik.” Jeg kiggede på hans øjnene, men havde svært ved at fange hans blik, fordi det flakkede så meget.

”Du ville passe på mig, ikke?” sagde jeg og fik ham endelig til at kigge på mig. ”Hvis jeg kom ind i klubben, altså.”

”Jeg ville prøve,” svarede han og nikkede, men fik så et eftertænksomt blik i øjnene, som om han var kommet i tanke om noget. ”Nogen gange er det bare ikke nok.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...