De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21251Visninger
AA

6. Den første udfordring.

Jeg trak fødderne op til mig og lagde hovedet på mine knæ. Jake havde hentet en sang ned på sit USB-stik der nu tvang sig ned under huden på mig, for sjette gang mindst. Hvis jeg ikke var så nervøs, havde jeg stoppet den for længst.

”Jeg tror at jeg farver mit hår sort,” sagde Jake skarpt. Jeg sænkede hagen og mærkede min mund kruse sig sammen til en lige streg.

”Øhm, hvad?”

”Waow, fik jeg lige din opmærksomhed? Det var da helt utroligt.”

”Stop, Jake, det er ikke sjovt,” vrissede jeg og lagde kinden mod ruden. De små dunk som bilen lavede fik mit hoved til ryste i takt. Ruden duggede til, der hvor jeg åndede og skyndte mig at tørre det væk med hånden. Engang overbevidst jeg mig selv om, at dug i virkeligheden var en lille del af sjælen, som ruder og spejle kunne suge til sig. Derfor var jeg altid meget opmærksom på, at tørre dugen væk lige med det samme, så den lille del af min sjæl ikke forsvandt. Hvis der blev dugget til uden, at nogen havde åndet ind mod ruden, var jeg overbevidst om, at det var spøgelser.  Det var også sådan, at det gik til, at jeg som femårig blev fundet af min mor, grædende på bagsædet, fordi spøgelserne havde været der. Så strøg hun mit hår og fortalte hvad dug virkelig var. Lidt af en skuffelse faktisk.

”Hvorfor er du så irritabel for tiden, frøken Young?”

”Vi kan jo ikke alle sammen være overpositive hele tiden, vel?” sagde jeg og lagde en hånd på hans skulder. Den var så sikker og stabil. Jake ville blive en god far en dag, han havde nogle skuldre, der var bygget helt perfekt til det.

”Skulle det være en hentydning?”

”Måske. Måske ikke.”

Du må bruge nuet til din fordel. Hvis du kan vende det negative til noget positivt skal det gøres,” citerede han vores psykologilærer.

”Gamle nar,” mumlede jeg.

”Alle der er positive er altså ikke idioter.”

”Jo og du er den værste af dem alle sammen,” grinede jeg. ”Lalleglade nar.”

Bilen holdt ind til siden og jeg mærkede knuden af nervøsitet stramme om min mave. ”Pessimistiske naive nar.”

Jeg løftede et øjenbryn og åbnede bildøren. ”Det er jo fuldstændig selvmodsigende. Hvis man er pessimistisk er man jo ikke også naiv, vel? Dumme.”

Han rystede på hovedet af mig. ”Så er man jo lige netop naiv.”

”Du giver ikke nogen mening.”

Du giver ikke nogen mening.”

Jeg smilede tungt. Jeg ville ønske, at jeg kunne tage Jake med ind, så han kunne holde mig i hånden, når jeg skulle møde Penuel og de andre.

Jake steg ud af bilen, næsten som om han havde læst mine tanker og jeg skulle lige at panikke og sige, at han altså ikke kunne komme med ind. Han lagde sine arme omkring mig og klemte mig helt ind til sig.

”Du behøver ikke, at være så nervøs.”

Jeg klemte mig forsigtigt ud af hans favn. ”Jeg er overhovedet ikke nervøs.”

”Så siger vi det, Skye. Ring til mig, hvis du vil hentes, ikke?”

 ”Det skal jeg nok, far.”

”Du er heldig, at jeg så godt kan lide dig. Ellers var nok blevet træt af den flabede attitude,” sagde han og gik hen mod bildøren igen.

”Jeg ved slet ikke hvad du snakker om.”

”Nej, det gør du vel ikke.”

Han smækkede døren, så vi nåede ikke at sige mere til hinanden. Jeg vinkede til ham og lige inden han drejede ud af indkørslen mimede han et telefonrør med fingrene. Som om jeg ikke havde fattet det første gang.

Jeg drejede rundt og så op på lejligheden, hvor Penuel og et par af hans venner boede. Pigen med det lyserøde hår stod ude på altanen og røg. Selvom der var langt derop, fra hvor jeg stod, var hendes kropssprog ikke til, tage fejl af. Hagen, der overlegent var løftet. Øjnene, klemt sammen til to sirlige streger og den frie hånd, der lå tæt ind til hendes mave. Det skulle nok blive interessant.

Jeg ringede op til Penuels lejlighed og blev lukket ind. Jeg så ned på trinene, mens jeg gik og lagde armene over kors. Døren stod allerede åben, da jeg nåede derop, hvilket var godt, for det føltes som om mine arme var blevet fastlåst i den korslagte position.

 Den første der fik øje på mig, var en dreng med skulderlangt skrig rødt hår og små øjne. Han vendte sig om, næsten som om han ikke havde set mig. ”Lydia! Sluk det lort og kom herind!”

Der var i forvejen seks mennesker i rummet og de stirrede alle sammen på mig, bortset fra Penuel, som jeg slet ikke kunne få øjenkontakt med. Selvom jeg kiggede ned i gulvet, opfangede jeg alligevel, at de alle sammen havde en bizar hårfarve. Postkasserødt, turkis, neon gult, orange. Hele farveskalaen var der. Det måtte være første gang, at jeg nogensinde havde følt min hårfarve var anormal.  Så underligt. Det lignede næsten at jeg var til en konference, for folk med mærkelig hårfarver.

”Der har vi jo pigen,” sagde hende der måtte være Lydia. Det lyserøde hår slingrede sig ned langs hendes tynde krop. Om håndleddet havde hun et armbånd lavet af slik og jeg kunne ikke lade være med at stirre på det. ”Skal vi ikke bare få det overstået?”

”Jeg hedder Renee,” sagde en pige med skulderlangt turkist hår. Hun smilede genert til mig og jeg var taknemmelig, for at hun prøvede.

”Vi kan ligeså godt droppe navnerunden, Renee. Jeg tør vædde med, at den her ikke engang kommer til at holde til den første udfordring, så det er alligevel spild af tid.”

Den her?” gentog jeg og så over på Penuel, i håb om lidt opbakning. Han så ud af vinduet og trommede fingrene mod sofabordet, som han sad på.

”Ja, undskyld. Det var vidst et uheld,” svarede Lydia tomt og svingede sit hår tilbage. ”Nå, men du kender vel allerede vilkårene, ikke? Nu hvor du og Penuel har været… Ja.”

Jeg ville ønske hun havde sagt hvad vi havde været, for jeg vidste det faktisk ikke engang selv. Nu forstod jeg da, hvorfor han kiggede så meget væk. Han var flov over, at en af hans piger nu forsøgte at bryde ind i hans verden. Måske skete det her tit.

”Jeg ved ikke andet, end at jeg skal gennem ti udfordringer.”

”Ikke? Hmm… I må vel have brugt tiden på noget andet, så.”

Penuel mumlede noget, som jeg ikke fik fat i. Det så til gengæld ud til, at Lydia fangede ordene og hendes hænder dirrede let af vrede, så hun måtte ligge dem i lommerne for at beherske sig.

”Det er rigtigt det med de ti udfordringer,” sagde pigen der hed Renee. ”Den første er altid det samme, men de ni andre skal du trække ud selv, blandt en masse sedler. Du har fireogtyve timer til at gennemfører hver opgave. Hvis du kan komme igennem dem alle sammen bliver du optaget, hvis du ikke kan…”

”Ja, så kan resten af os komme videre, som om du aldrig var kommet ind og havde forstyrret vores liv,” afbrød Lydia og lagde hovedet på skrå.  

”Fint. Hvad er den første udfordring så?” spurgte jeg og ignorerede Lydia.

”Udfordringerne skal få dig til at passe ind, så vi starter i det nemme,” svarede Lydia. ”Udseendet.”

Jeg tog en dyb indånding og kiggede ned på mit mørkebrune hår, der bølgede sig ned til navlen. Jeg prøvede at forestille håret i en blå eller lyserød farve. Bizart. Det var det eneste jeg kunne tænke. Så bizart at det var bizart. Det var i hvert fald ikke svært at regne ud, at det var det de ville have mig til.

”Hvilken farve?” Rød ville ikke være så slem. Det ville nok ikke være noget jeg frivilligt havde gjort, men hvis det endelig skulle være var det okay.

 ”Lilla.”

”Lilla?” Jeg hævede et øjenbryn. Fuck. Som om jeg ikke var hende den underlige i klassen i forvejen. Lilla hår ville da helt sikkert ikke hjælpe på det.

”Giver du allerede op?” smilede Lydia og samlede en æske op fra køkkenbordet, som måtte være hårfarve.

Jeg rullede med øjnene. Resten af udfordringerne ville nok være meget værre, så hvis jeg allerede tøvede, ville jeg aldrig komme gennem det. Jeg blev nødt til at bevise for Penuel, at jeg godt kunne godt kunne klare det. For mig selv.

”Selvfølgelig ikke,” svarede jeg og gik hen for at tage hårfarven ud af hånden på hende. Jeg ville gerne sige en eller anden smart kommentar, men noget ved hende skræmte mig. Måske ville jeg kunne gøre det når jeg først var blevet pigen med det lilla hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...