De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21142Visninger
AA

26. Dagens/ugens/årets sladderhistorie.

Jeg havde prøvet mange gange før, at gå ned ad parkeringspladsen, mens onde blikke fulgte mig intenst. Første gang var efter jeg kyssede Hannahs kæreste. Anden gang var da jeg kom i skole med lilla hår. Alligevel havde folk aldrig set så ondt på mig, som de gjorde nu. Det var næsten som, at alle de andre gange bare havde været træning til i dag, men jeg kunne nu også godt forstå det. Jeg havde kysset to af Hannahs kæreste. Jeg kunne lave et matematikstykke ud af, hvor mange af dem jeg havde kysset med. Hannahs kæreste 1 + Hannahs kæreste 2 = Hannahs kærester i anden. Eller noget derhenad. Jeg var ikke særlig god til matematik.

Noget blitz blændede mig og jeg fulgte det tilbage til en mørkhåret dreng, med et kamera i hånden. Jeg så spørgende på ham, men han tog bare et billede mere. Jeg sukkede og havde tænkt mig at opgive ham, men han fortsatte bare med at tage billeder af mig, som om det var helt normalt. Det var bare det sidste jeg orkede i dag, men jeg blev nødt til at gå hen og sige et eller andet til ham. Nødt til at redde lidt af den stolthed, som jeg ikke havde.

”Hvad har du egentlig gang i?” spurgte jeg.

”Hold lige det der udtryk.” Han tog endnu et billede, og jeg daskede til hans kamera, hvilket næsten fik ham til at tabe det. Han lagde det tilbage i tasken og så på mig, som om det var mig der var den mærkelige.

”Øh, hallo, billededreng,” sagde jeg og viftede en hånd foran hans ansigt. ”Hvorfor gjorde du lige det?”

”Billededreng?”

Virkelig?”

Han sukkede og kiggede sig over skulderen. Han havde nok ikke lyst til at blive set med mig. ”Billeder til årbogen.”

”Billeder til årbogen?”

”Ja. Jeg har på fornemmelsen at der kommer til, at være en del billeder af dig, så jeg kunne vel ligeså godt få taget nogle af dig med det samme. Det sidste blev faktisk ret godt.”

”Hvorfor skulle der være en del billeder af mig?” spurgte jeg. Jeg vidste det allerede, men jeg havde brug for at høre ham sige det. Ellers ville jeg bare benægte det for mig selv.

”Du er årets bedste sladder. En ting er at du kyssede med Hannah Jones første kæreste, men det er simpelthen for morsomt, at du også snupper den anden. Fornemmer jeg at der er en bitch fight på vej?”

”Nej, jeg skal nok lade være med at gøre dig noget, hvis bare du holder det klamme kamera væk fra mig,” sagde jeg og kiggede ned. ”I øvrigt er det kun et rygte. Jeg har ikke gjort det.”  

”Din kæreste har allerede indrømmet det overfor Hannah.”

”Jeg har ikke nogen kæreste.”

”Nej, du har to.”

 Jeg rystede på hovedet af ham, og begyndte igen at gå mod hovedindgangen. Jeg orkede simpelthen ikke mere drama og slet ikke fra en eller anden fremmede med et kamera. Hvis der var nogen, som skulle have lov til at flippe ud på mig var det Hannah og selv det orkede jeg ikke.

På vejen fik jeg øje på Jakes bil og mærkede hvordan mine håndflader blev svedige. Det føltes som alle stirrede på mig, så jeg gjorde mit bedste for ikke at se alt for desperat ud, men det var jeg. Jeg havde brug for at snakke med ham om det hele. Det og at kvæle Julia. Selvom man selvfølgelig ikke kunne bebrejde hende, nu hvor Hannah var hendes bedste vende, men jeg havde på fornemmelsen, at det ikke var derfor hun havde gjort det. Hun havde set alt for selvtilfreds ud, efter hun havde overhørt vores samtale.

Jeg begyndte at gå hen mod Jake, men han satte bare farten op for at undgå mig. Narrøv. Det med kysset havde ikke kun været min skyld, og det var virkelig barnligt at ignorerer mig. Især fordi det betød, at jeg ikke havde nogen at støtte mig til. Jake havde altid været mine støttehjul, og nu hvor han ikke længere var der væltede jeg bare rundt for mig selv. Alle har jo brug for støtte. Især dem der har alle de onde blikke i nakken.

 

***

 

 Jeg havde bygget et lille slot af tomme juicekartoner, og lavet en voldgrov rundt om med toiletpapir. Vi havde frikvarter og jeg på toilettet. Alene. Jeg havde dog en smule selskab af min egen selvmedlidenhed, men det talte ikke rigtigt.

Jeg hadede virkelig Jake. Faktisk så meget, at jeg havde lyst til at skrive små onde beskeder på toilet væggen. Nu hvor jeg kendte ham, ville det nok heller ikke blive for svært. Eller, så ville det måske lige netop blive svært fordi Jake var så uskyldig og sød, men jeg havde en ting på ham. Jake Miller var den største og mest uselvstændige fedterøv jeg nogensinde havde mødt. Han havde gået og klistret sig op ad dem fra klassen hele dagen og han havde spillet hundehvalpskortet så godt, at jeg næsten var helt imponeret over hvor ynkelig han kunne være, men alle hoppede selvfølgelig lige i. Ikke engang Hannah var specielt sur på andre end mig. Faktisk virkede alle til at være vrede på mig. Selv Jake.

Vi var tydeligvis heller ikke bedste venner mere, eller venner for den sags skyld. For venner lader ikke andre venner sidde på skoletoilettet og bygge slotte af juicekartoner. Det var bare ikke i orden. Åh, jeg fik det næsten til at lyde som en joke, hvilket det overhovedet ikke var. Jeg havde bare en vane med at gøre alt til en joke, faktisk så meget at jeg sikkert ville kunne få et mord til at lyde sjovt. Og så alligevel ikke. Den slags måtte også have grænser.

Min mobil bippede og jeg håbede virkelig, at det var Jake. Jeg var skuffet over ham, men jeg ville stadig gerne snakke ud med ham. Det var sjovt, hvordan han altid prøvede at få mig til at virke som den usikre og sagde at jeg ikke skulle være så hård ved mig selv, for i virkeligheden var han den af os som gik allermest op i hvad andre tænkte. Sikkert også den der var mest usikker. Faktisk var han nok så usikker, at han ikke engang ville indrømme at han var det. Jeg skulle til at give ham nogle flere peptalks… altså, hvis vi stadig var venner til den tid.

Jeg åbnede beskeden og opdagede at den var fra Lydia, hvilket kun kunne være dårligt. Jeg havde aldrig fået en positiv besked fra hende.

 

Mig og Collins venter på dig udenfor. Du skal trække den næste udfordring.

 

Selvfølgelig skulle jeg trække den næste udfordring. Jeg kunne næsten have sagt mig selv, at det ville blive lige nu, for jeg burde trods alt efterhånden kende mit eget liv. Hver gang noget var dårligt, blev det meget værre. Måske lidt overdramatisk, men på nogle punkter var det rigtigt.

Jeg kom til at vælte mig slot, da jeg åbnede døren. Jeg vaskede mine hænder og tog en dyb indånding, før jeg fortsatte ud fra pigetoilettet og ind i mængden af stirrende mennesker. Det eneste positive var, at jeg stadig var i det stadie hvor de bare kiggede ondt på mig, i stedet for at prøve at kontakte mig. Forhåbentlig kunne jeg blive der, selvom det lød lidt usandsynligt. Nogen ville konfrontere mig og jeg håbede lidt, at det ville blive Hannah, for jeg ville faktisk gerne sige undskyld. Hun havde aldrig gjort mig noget, så det mindste jeg kunne gøre var vel at undskylde, også selvom hun sandsynligvis ikke ville tage imod den.

Jeg passerede Jake på vejen og gjorde mit bedste for ikke at se på ham, men det lykkedes ikke, fordi jeg skulle tjekke om han kiggede på mig... hvilket han ikke gjorde. Det var virkelig irriterende, at der ikke fandtes nogen andre måder, at tjekke det på, end ved selv at kigge på folk. Altså, hvordan skulle man nogensinde vide om nogen kiggede på en, fordi de var interesserede eller fordi de troede, at man kiggede på dem. 

Jeg lagde armene over kors, da jeg kom udenfor, fordi det var køligt. Jeg spottede det lyserøde og gule hår sidde med ryggen til, og kunne straks kende Collin og Lydia. Det var egentlig meget smart med alle de mærkelige hårfarver.

”Hej,” sagde jeg og de vendte sig om. Lydia havde kassen med udfordringer på sit skød, og hun holdt Collin i hånden. Jeg ved ikke hvorfor, men det gav mig en virkelig dårlig fornemmelse i maven.

”Klar til at trække udfordring nummer otte?” spurgte Collin og smilede. Vinden slog til hans hår og jeg nikkede, mens min hals blev kvalt af en usynlig hånd.

Lydia tog låget af kassen og rakte den frem mod mig. Jeg tog en seddel op, og et par andre blev ført væk af vinden. Jeg havde forventet, at Lydia og Collin ville kaste sig over dem og forsøge at fange dem, men det var åbenbart ikke så vigtigt.

Jeg foldede sedlen op og så overasket ned på ordene. Jeg måtte læse dem flere gange, før de virkelig trængte igennem til mig. Kunne det virkelig være en udfordring?

 

Spis middag hos Penuels familie.

 

”Er det her en joke?” spurgte jeg og viste dem sedlen. Lydia tog den ud af hånden på mig og nærlæste den, som om hun slet ikke havde nogen ide om hvad der stod. De måtte virkelig tro, at jeg var dum.

”Det er en ret underlig udfordring, ja,” sagde Lydia og så op på mig. ”Dengang vi lavede optagelsesprøverne skrev vi alle sammen ti sedler, og hver gang et nyt medlem så er kommet ind, har de også skulle skrive ti nye sedler. Der er åbenbart en der har syntes, at det ville være en udfordring i sig selv, at spise hos dem en hel aften. Tydeligvis en der har mødt hans forældre.”

”Det er dig der har sørget for det her, ikke?”

”Hvordan skulle jeg kunne gøre det, når du selv lige har trukket den? Og hvorfor skulle jeg ville give dig en nem udfordring?”

”Fordi at du tror det ville kunne skille os ad. Du er ikke dum, Lydia, og det er jeg heller ikke.” Jeg kiggede hen på Collin, men kunne ikke fange hans blik. Egentlig var det dumt, at jeg blev sur over det, for jeg havde fået en nem udfordring. Noget jeg ville kunne gøre uden problemer. Til gengæld havde Penuel nok fået en der var lidt større, og jeg var bange for, at det ville gå som Lydia havde tænkt det.

”Jeg ved ikke hvad du snakker om,” sagde hun.

”Det kommer ikke til at lykkedes, bare så du ved det.” Jeg kneb øjnene sammen.

”Jeg tror den joint har skadet din hjerne, søde ven.”

”Det var hyggeligt at se dig igen, Collin,” sagde jeg og gjorde et nik med hovedet til ham. Det var spild af tid overhovedet, at prøve at svare Lydia.

”Du må hilse ham din ven, ikke?” Lydia smilede og viklede en lyserød hårtot om sin finger. Jeg vendte mig om og begyndte at gå, selvom det virkelig nagede mig at hun vidste hvad der sket imellem Jake og mig. Det måtte hun jo gøre efter den kommentar, men det undrede mig bare hvorfor. På den anden side var jeg dagens, ugens, måske endda årets store sladderhistorie, så de kunne sagtens bare have overhørt nogen snakke om mig. Det varede nok heller ikke længe, inden det kom frem til Penuel. Den tanke gjorde mig ikke engang specielt bange, for jeg var ikke i tvivl om, at han sikkert lavede noget meget værre bag min ryg, hvilket var okay, uden at være det, fordi vi ikke var kærester. På den anden side ville han nok ikke have det så godt med, at jeg havde følelser for Jake. Det troede jeg i hvert fald at jeg havde. I dag hadede jeg ham virkelig, men det var vel også en slags følelser.

Der var ikke nogen mennesker på gangen, da jeg passerede Jake. Han stoppede op, og jeg gjorde det samme… Fordi, ja, fordi jeg nok ikke rigtig kunne lade være. Jeg skulle lige til, at sige noget, da han så sig over skulderen, tydeligvis for at tjekke om der var nogen andre. Jeg sukkede og begyndte at gå igen.

”Hey, kan vi ikke lige…”

”Nej,” afbrød jeg ham bestemt. ”Jeg gider ikke være sådan en, som du ikke vil ses med. Du må bare komme dig over dine egne usikkerheder, for det er fuldstændig lige meget hvad de andre synes. Det eneste der betyder noget…”

”Er hvad du synes,” fnyste han og jeg rystede på hovedet.

”Nej, hvad du synes. Jeg ved ikke med dig, men jeg kan godt lide den Jake der får bolde i hovedet og gør dumme ting nogle gange. I hvert fald meget bedre end den her hundehvalp, som logrer efter de andre.”

”Kaldte du mig lige en hundehvalp?” Han løftede øjenbrynet. Han skulle bare vide, hvor man gange jeg allerede havde kaldt ham en hundehvalp i mit hoved.

To piger drejede ned ad gangen, og Jake trådte straks et skridt tilbage, som om han var flov over mig.

”Du ved virkelig hvordan, du kan få mig til, at have det dårligt over mig selv,” sagde jeg og begyndte at gå igen.

”Du ved ikke godt, at det ikke er dig jeg har det dårligt over, right?”

Jeg stoppede op, men vendte ikke fronten imod ham. Jeg ville bare gerne have, at han hørte hvad jeg sagde. ”Som om det gør nogen forskel.”

Igen fortsatte jeg hen til vores klasselokale, og kom frem til at det måske gjorde en forskel. Lidt. Det var de underligste ting, som endte med at gøre hele forskellen. Det var faktisk Jakes skyld, at jeg overhovedet havde mødt Penuel. Hvis han ikke havde været mentalt væk den aften, var jeg nok aldrig faldet i snak med Penuel.

 På den anden side, var der også ting som var fuldstændig uundgåelige, som at kysse Jake. Hvis det ikke var sket for to dage siden, så var det sket om et år. Eller to år. Ikke fordi jeg troede, at der var en eller anden stjerne som havde bestemt, at vi skulle gøre det. Det havde bare ligget i luften, i alle de små luftpartikler som man ikke kan se. Men jeg kunne se det nu. Jeg ville næsten ønske, at jeg ikke havde mødt Penuel, for ellers ville det hele nok bare være kommet naturligt. Så havde der ikke stået noget i vejen. Lige nu var jeg bare i tvivl om det var Jake der stod i vejen for Penuel, eller Penuel der stod i vejen for Jake… eller måske endda bare mig der stod i vejen for mig selv.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...