De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21258Visninger
AA

3. Carpe diem.

Mine snørebånd valgte at gå op, mens jeg løb. De sleskede rundt og ramte mine ankler, men jeg nåede alligevel hen til Penuel inden han forsvandt. Forpustet og med sidestik. Jeps, sved og dårlig kondition skulle også være så charmerende.

Jeg lagde en hånd på hans skulder, og han vendte sig mod mig. Cigaretten hoppede næsten ud af hånden på ham og han grinede, men jeg kunne ikke bedømme om det er positivt. I psykologi havde jeg lært, at hvis man kan, så skal man vende alt til noget positivt, for det negative er alligevel ubrugeligt. Så jeg valgte at tænke, at jeg virkede kær og slet ikke spor påtrængende. Overhovedet.

”Skye,” sagde han og nikkede anerkendende. ”Hvad så?”

”Jeg er bare sådan… Jeg ved ikke…” Jeg stønnede og lagde hænderne i siden, mens jeg hev efter vejret.

”Bare sådan ved at dø eller hvad?”

”Det ville enhver da være efter ti kilometer.”

”Du har ikke været ude at løbe ti kilometer. Jeg er ikke dum, vel.”

”Selvfølgelig har jeg det. Jeg er en ægte sportsfreak.” Hvorfor sagde jeg overhovedet det? Måske fordi det lød bedre end: Jeg har en kondi som en overvægtig femårig og derfor er min krop lige nu ved at smelte sammen, fordi at jeg løb herned fra de buske du kan se derovre.

”Flot kjole,” mumlede han og pegede cigaretten i retningen af katte T-shirten.

”Det er ikke en kjole.”

”Det kunne godt være en kjole.”

”Ja, okay.”

Jeg fik en trang til at spørge ham, hvem pigen med det lyserøde hår var, og hvorfor han ikke havde svaret på mine venneanmodning. Det skulle jeg bare virkelig ikke gøre, for så ville jeg først virke desperat og stalkeragtig. Hvilket jeg ikke en gang var kommet frem til, om jeg var eller ej.

 ”Nå, men… Var der noget bestemt du ville?” spurgte han.

”Jeg ville bare sige hej.”

”Okay. Hej, så.” Han kørte sin fod frem og tilbage foran sig, næsten som om han prøvede at optegne en usynlig streg imellem os.

”Nu siger jeg noget… og det er ikke fordi, jeg specielt godt kan lide dig eller noget. Jeg prøver bare at være direkte. Så, ja, hvad havde du egentlig tænkt dig?”

”Hvad jeg havde tænkt mig?”

”Ja. Du kyssede mig til festen og jeg vil gerne høre hvorfor.”

”Fordi du var pisse provokerende. Jeg skulle bare lige teste, om du havde noget at hænge det op på.”

”Hvad mener du?”

”Om du mente det. Hvilket du jo tydeligvis ikke gjorde, siden du blev til sådan en kludedukke lige efter jeg havde kysset dig. Hvis du havde ment, at jeg virkelig irriterede dig så meget, ville du heller ikke stå her lige nu.”

Jeg vidste ikke om det var meningen at jeg skulle være såret, men det var jeg ikke. I virkeligheden undrede det mig slet ikke at han tænkte sådan. Han kunne sige stort set hvad som helst, og det ville stadig ikke komme bag på mig. Altså, med mindre at han prøvede at være sød. Så ville jeg blive en smule foragtet.

”Jeg mente det med, at du irriterede mig. Selvfølgelig irriterede du mig, du var jo virkelig arrogant. Faktisk har jeg det stadig sådan. Du er også bare…” Jeg så op i himlen og håbede at der ville komme et ord til mig, som ville beskrive det helt præcist.

”Perfekt.”

Jeg lagde hovedet på skrå og rynkede panden. ”Du er ikke perfekt.”

”Mere end perfekt.”

”Nærmere defekt,” sagde jeg, med en hæs stemme. ”Nå, men jeg bliver nok nødt til at smutte igen, for jeg har idræt. Har du egentlig tænkt dig at svare mig på facebook, så jeg kan komme i kontakt med dig?”

”Ikke lige umiddelbart, nej.”

”Hvorfor ikke?”

”Altså, jeg er kun venner med seks på facebook og det er mine rigtige venner. Jeg gider ikke alt det der overfladiske pis,” sagde han og smed cigaretten på jorden. Jeg vendte mig for at tjekke, men Jake var heldigvis ikke kommet tilbage for, at se hvorfor det tog så lang tid.

”Kan du så ikke bare give mig dit nummer?”

”Damn, du giver ikke op så nemt, hva?” grinede han. ”Altså, jeg har tid nu, hvis du har lyst til at hænge ud.”

”Hvilken del af jeg har idræt, er det du ikke forstår?”

”Den del, hvor du ikke automatisk kobler det til at pjække, men du er vel også sådan en rigtig typisk sød pige, ikke?”

Jeg vendte øjne. Han vidste lige hvordan han skulle komme ind under huden på mig, og få mig til at gøre som han ville. ”Hvis jeg er det, så er du den værste kliché af en badboy, der af en eller grund tror, at blåt hår er pænt.”

”Jeg tror ikke nødvendigvis, at blåt hår er pænt. Jeg har det bare.”

”Okay. Du tror vel heller ikke, at den ligegyldige attitude vil få dig til at virke tiltrækkende. Du er det bare.”

”Woaw, du har fattet det. Du er ikke så dum som jeg troede, Skye.”

Jeg skubbede til hans arm, hvilket overhovedet ikke havde effekt. Det måtte betyde, at han enten var et eller andet overnaturligt væsen, eller at jeg var utrolig svag. Hmm… Den var svær at regne ud.

”Nå, men hvad bliver det? Idræt eller det her.” Han pegede ned ad sig selv, med et stolt blik. Jeg havde ikke lyst til at give ham tilfredsstillelsen af, at indrømme at jeg kunne lide ham, men jeg virkede allerede dybt desperat og jeg fik ikke den her chance igen.

”Okay,” hviskede jeg sammenbidt.

”Det hørte jeg ikke.”

”Hold nu op med at lyde så selvfed.”

”Jeg mente det faktisk. Hvad sagde du?”

Okay.”

”Hvad?”

”Fuck af,” smilede jeg.

 

***

 

”Er du et øl, eller colamenneske?” spurgte Penuel og åbnede køleskabet. Han boede i en lille lejlighed sammen med en ven, så jeg havde på fornemmelsen at han var lidt ældre end mine sytten år.

”Om tirsdagen er jeg et colamenneske.”

Han nikkede og rakte mig en cola. Der kom en dreng ud af et af værelserne, som måtte være en af hans værelseskammerater. Han havde grønt hår, hvilket gjorde ham til det tredje menneske, som jeg havde set i dag, med en underlig hårfarve. Alle sammen nogen som, på en eller anden måde, var tilknyttet Penuel. Underligt.

Drengen nikkede til Penuel, med et indforstået smil, som blev gengældt. Det fik mig til at føle, at jeg stod på den anden se af en dugget glasrode og kiggede ind på dem. Jeg var der, men jeg var ikke en del af det. Drengen gik, og jeg hørte hængslerne på hoveddøren knirkede.

”Hvad sker der for alle de vilde hårfarver?” spurgte jeg.

Penuel lænede sig indover mig og jeg indåndede en smag duft af mint, der mindede mig om de mintpastiller som min mormor altid havde i bilen dengang hun levede. Jeg fik kun en hver gang jeg kørte med hende og den ene var altid det bedste ved at køre med hende. Når den ikke længere var der, stirrede jeg på æsken med de mange pastiller. Jeg spurgte aldrig efter flere.

”Det er en klub ting.” Jeg mærkede hans fingre sno sig ind mellem mine. ”Alle mine venner har det.”

”En hårklub?”

Han grinede, så mimikken i hans ansigt vuggede og jeg sugede det til mig. De små detaljer. ”Ikke helt. Det er mere et slags fællesskab, hvor vi har en aftale om at leve livet fuldt ud. Carpe diem.”

Han trak op i sit ærme og viste mig undersiden af sit håndled, hvor der stod tatoveret Carpe Diem. Grib dagen. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg havde altid set det som en lidt irriterende ting, at sige, fordi at alle troede, at de var så poetiske når de sagde det. Jeg vidste ikke om jeg syntes det klædte ham, men hvis han kunne leve op til ordene var det vel okay. I hvert fald ikke ligeså jammerligt, som da min halvfulde fætter stillede sig op til sin attenårsfødselsdag, og holdt en tale hvor Carpe diem i hvert fald blev nævnt fem gange.

”Hvordan det?”

”Vi holder hinanden til ilden. Mere vil jeg ikke sige.”

”Er det sådan en sekt hemmelighedsting?”

Klart. Vi har startet vores egen sekt for syv mennesker.” Han gav slip på min hånd. ”Nej, det er det ikke. Det er mere et løfte om ikke, at blive som alle andre, og at vil vil prøve alt. Ingen grænser.”

”Må jeg være med i jeres lille klub?”

Han grinede en smule for højt og rystede på hovedet. ”Du ville slet ikke passe ind.”

”Vil du ikke have mig med?”

”Selvfølgelig, vil jeg det, men der er et andet sted jeg hellere vil have dig lige nu.” Han kyssede min hals og jeg blev pludselig bevidst, om hver en bevægelse i min krop. Selv min vejrtrækning føltes som noget jeg måtte holde i gang. Jeg lukkede øjnene og prøvede at slappe af.

Han flyttede sit hoved op til mine læber, og kyssede mig hårdt, mens han rodede med kanten af min trøje. Da katte trøjen lå på gulvet, og hans hænder begyndte at pille ved åbningen til min BH, gik det langsomt op for mig, at han nok regnede med, at vi skulle have sex. Det var også forståeligt nok, eftersom jeg havde lagt ret meget op til det. Altså jeg var gået med ham hjem, og havde ladet ham hive trøjen af mig. Måske skulle jeg bare gøre det, for det var efterhånden begyndt at være pinligt, at være sytten år, og stadig måtte stirre ned i min drink, hver gang samtalen gled ind på sex. Det var bare ikke ligefrem sådan her, at jeg havde tænkt mig det skulle være.

Jeg trak hovedet tilbage, og mærkede hvordan min vejrtrækning var blevet tungere. Min BH hang løst om ryggen, og jeg måtte føre hænderne om på ryggen for, at lukke den. Penuel stirrede på mig.

”Så?” sagde han. Nok for at gøre det mindre akavet, hvilket ikke hjalp.”Har du… Du ved?”

Åh gud. Jeg gemte mit ansigt i hænderne og ledte efter den der mit-liv-er-fucked-pause-knap, som åbenbart ikke fulgte med på min fjernbetjening i livet. Fuck det, hvem prøvede jeg at narre? Jeg havde ingen fjernbetjening. Jeg var fjernbetjening, som enten blev styret af tilfældigheder, eller af en med meget dårlig humør.

”Jeg er ikke klar til det,” sagde jeg til gulvet.

”Er du seriøst jomfru?” spurgte han og kom til at grine. Jeg kneb øjnene sammen og kiggede op på ham. Fuck en nar.

”Undskyld det var ikke ment sådan.” Han kyssede min kind. ”Det havde jeg bare aldrig gættet.”

”Ja, whatever.” Jeg hoppede ned af køkkenbordet og samlede trøjen på gulvet op, for at tage det på. Jeg burde virkelig have spillet jeg-har-menstruation-kortet. ” Det er ikke fordi, at jeg ikke vil… Vi skal bare kende hinanden noget bedre først. Du kunne måske tage mig med ud en dag.”     

”Sådan spiller jeg ikke, Skye.”

”Godt, for jeg spiller heller ikke,” vrissede jeg. Det var begyndt, at gå op for mig, at han ikke bare var sarkastisk i sine bemærkninger. Måske var han virkelig sådan. Jeg tog den dåsecola, der stod ved siden af mig og åbnede den. Bruset boblede i luften og jeg så ned.

”Undskyld, hvis jeg pressede på,” mumlede Penuel.

”Du behøver ikke, at sige undskyld. Det var ikke noget.” Jeg satte colaen fra mig og lagde hænderne om nakken på ham. ”Jeg ved godt, at du sikkert synes jeg er vildt træls lige nu, men jeg kan godt lide dig. Lidt… Desværre.”

”Jeg kan også godt lide dig.”

”Siger du det fordi, at du skal? For jeg vil ikke have nogen falske forhåbninger.”

 ”Du skal bare slet ikke have nogen forhåbninger. Jeg er ikke sådan man kan holde fast i, og jeg har slet ikke tid til det der kærestelort.”

”Er det på grund af det med den der klub ting?” spurgte jeg.

”Lidt. Jeg vil ikke hive nogen med ind i det, for man kan ikke forstå det, hvis man ikke er en del af det. Det er bare helt specielt det fællesskab vi har,” sagde han, med en lukket stemme, som jeg umuligt kunne tyde.

”Hvad nu hvis jeg gerne ville være med? Helt hypotetisk.”

”Så skulle du gennem en optagelsesprøve på ti udfordringer, så vi kan sikre os, at du ville kunne holde til det,” svarede han og vendte ansigtet væk. ”Men det ville du ikke kunne.”

Jeg bed tænderne sammen. ”Som om at du ville vide noget om det. Du ved slet ikke hvem jeg er, Penuel.”

”Jeg advarer dig bare. Jeg er ikke det værd.”

”Det er jeg da udmærket klar over, at du ikke er,” sagde jeg og blinkede. ”Jeg er bare ikke svag.”

”Det siger jeg heller ikke nødvendigvis. Du ville bare ikke passe ind.”

Jeg slap hånden om hans nakke og så ud af vinduet. Jeg vidste ikke hvad jeg ville med det hele, men jeg vidste at lige nu ville jeg bare gerne hjem, så jeg kunne rense mig selv for dagens pinlige oplevelser. Selvom det virkede helt umuligt.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...