De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

205Likes
520Kommentarer
20653Visninger
AA

19. Candyfloss og pjækkedag.

Jeg vågnede med Penuels arme rundt om mig, og jeg kunne næsten ikke få mig selv til at rykke mig. I film lå man altid, og kiggede på den man var forelsket i, hvis de sov og man selv var vågen. Enten var jeg ikke forelsket, ellers havde jeg ikke tålmodighed til det. Det var i hvert fald ikke helt så romantisk som på film.

Jeg rakte ud efter min mobil og opdagede at mine forældre havde ringet til mig… Toogtyve gange. Jeg var så død og hvis jeg alligevel var det, kunne jeg ligeså godt få noget ud af det. Der var en halv time til jeg skulle være i skole, så det var den tid jeg havde til at ringe til Jake og få ham overbevidst om, at vi skulle tage en pjækkedag sammen.

Min skulder blev kysset og jeg så tilbage på Penuel. Hans blå hår var rodet og jeg han så forsigtigt op på mig, som om han lige skulle teste om jeg var blevet sindssyg. ”Sovet godt?”

”Sådan, okay,” mumlede jeg og vendte blikket tilbage mod mobilskærmen. ”Har du?”

”Tja.” Hans arm kørte ned langs min mave. ”Jeg tror måske godt, at jeg kunne vende mig til det her. Med lidt viljestyrke.”

”Aha,” mumlede jeg og forsøgte at finde Jakes navn i min telefonbog.

”Kunne du give mig lidt mindre opmærksomhed?”

”Det ved jeg ikke. Kunne du være lidt mere opmærksomhedskrævende?”

”Sagtens.” Han kyssede min kind og jeg mærkede hans åndedræt mod mit øre.

”Hold lige op, jeg ringer til Jake,” sagde jeg og prøvede at vifte hans ansigt væk fra mig.

”Hvorfor?”

Jeg nåede ikke at svare Penuel, før Jake tog telefonen. ”Hej, det er mig.”

”Hey. Kommer du ud, eller hvad?” spurgte han.

”Hvad?”

”Jeg holder udenfor dit hus og jeg dyttet i hvert fald fem gange. Kunne du muligvis overveje, at skynde dig lidt?”

”Undskyld, jeg er hos Penuel, så…” Og her kom den dårlige samvittighed. Igen var Jake perfekt og pligtopfyldende, mens jeg var hende monsteret, tyven, stripperen. Jeg havde efterhånden gjort så mange dårlige ting, at jeg bare kunne blive ved uden det ville være noget særligt.

”Åh… kay. Øhm. Hvorfor ringede du så?”

”Mener du i går eller i dag?”

”Nå, ja, i går. Det bliver vi nødt til, at snakke om.”

”Det tror jeg også vi er, men jeg ville spørge dig om du ikke har lyst til, at have en pjækkedag med mig i dag. Jeg har brug for en seriøs dosis Jake-tid og sjov.” Jeg var lige ved at tilføje ordene: Så jeg kan glemme, men stoppede mig selv i sidste øjeblik. Heldigvis, for det ville ikke give nogen mening for ham.

”Så kommer vi jo bagud. Vi skal gennemgå andengradsligninger for første gang i matematik og jeg begår matematisk selvmord, hvis jeg ikke kommer.”

”Vi kommer jo alligevel ikke til, at kunne forstå det. Vil du ikke nok?” bad jeg.

”Okay, okay. Skal jeg bare hente dig hos Penuel?”

”Du er den bedste!” udbrød jeg og kunne mærke mine læber danne et smil. ”Og ja, du kan bare hente mig her.”

”Okay, så køre jeg nu. Dine forældres vindueskropssprog ser altså ikke så godt ud. Har du ikke sagt til dem, at du hos Penuel?”

”Det har jeg måske glemt lidt.”

”Du er død.”

”Nej. Du er bare ikke særlig god til at læse vindueskropssprog,” svarede jeg. Penuel så spørgende på mig, men jeg kunne ikke forklare det rigtigt, selv hvis jeg ville. Det var en Jake ting.

”Jeg er genial til at læse vindueskropsprog.”

”Som om. Skynd dig nu,” sagde jeg.

”Savner du mig da?”

”En lille bitte mikroskopisk smule… Meget.”

”Okay. Jeg skal prøve at skynde mig.”

”Men ikke så meget, at du køre galt,” tilføjede jeg. Penuel vendte sig sukkende om.

”Godt du lige sagde det, for det var ellers min plan at køre galt.”

”Kører du egentlig nu?” spurgte jeg.

”Nej, jeg snakker med dig, idiot.”

”Du kan da godt snakke i mobil og køre bil samtidig,” sagde jeg.

”Var vi ikke lige enig om, at jeg ikke skulle køre galt?”

Jeg grinede og rystede på hovedet for mig selv. ”Det kører man da heller ikke galt af.”

”Det er imod loven.”

”Det er der mange ting der er.”

”Ja og af en grund, dumme.”

Penuel prikkede mig på skulderen og rullede øjne. ”Jeg bliver nødt til at lægge på nu, Jake. Vi ses.”

Jeg nåede ikke engang at høre ham sige mere, fordi Penuel tog mobilen ud af mine hænder og lagde på. ”Hvad laver du?”

”Hvis han skal have dig hele dagen, så må jeg vel godt få dig mens du faktisk er her. Det må da være mest fair.”

”Undskyld, jeg vidste ikke at jeg var blevet en delordning,” 

”Jeg vidste heller ikke, at man kan bruge så lang tid på, at snakke om ingenting. Det var virkelig imponerende,” sagde han og jeg tog mobilen ud af hænderne på ham, for at ligge den tilbage i lommen.

”Han er min bedste ven. Det er sådan noget man gør med bedste venner.”

”Det burde ikke være sådan.”

”Åh, hold nu op. Vi gør det sgu da også hele tiden, for eksempel lige nu. Jeg ved ikke med dig, men jeg synes ikke rigtig den her samtale fører nogen steder hen,” sagde jeg.

Han lagde sig tættere på mig og løftede det ene øjenbryn. ”Det kunne være, at vi skulle droppe samtalen så og finde på noget bedre at lave.”

”Waow, original replik.”

Han tyssede på mig og skulle lige til at kysse mig, da jeg drejede læberne en smule væk og kiggede ned.

”Hvad nu?” spurgte han. Jeg tog en hårtot tilbage og satte mig op i sengen, hvorefter han gjorde det samme.”Du har det der blik i øjnene, men du skal ikke sige det.”

”Sige hvad?”

”At vi skal finde ud af hvad vi har gang i. Det er altid her det går galt, så jeg synes bare vi skal springe den del over. Plus, det er dårlig stil at række ned på nogens originalitet og så bagefter blive helt klingende pigeagtig. Virkelig dårlig stil.”

”Okay, men kan du bebrejde mig? Det er jo bare pisse forvirrende.”

”Men er du ikke glad?” spurgte han og lagde sin hånd over min.

”Nej,” mumlede jeg.

”Okay, men du ville jo ikke blive mere glad, hvis vi gav det vi har sammen en eller anden titel, vel?”

”Det ved jeg ikke. Jeg ville blive mindre forvirret og så ville jeg måske blive glad.”

”Det er jo bare noget du tror,” fnyste han og jeg kiggede ondt på ham.

”Men så længe vi ikke er sammen, kan jeg bare gøre hvad jeg vil. Så hvis jeg for eksempel havde lyst til, at være sammen med Jake i dag.” Jeg løftede indforstået øjenbrynene og trak på skulderne. ”Ja, det ville der jo ikke være noget galt med. Teknisk set.”

”Ikke andet end du overhovedet ikke er tiltrukket af ham.”

”Som om du ville vide noget om det,” svarede jeg og slog til ham. Jeg vidste ikke engang om jeg faktisk var tiltrukket af Jake eller ej. Jeg havde aldrig rigtig tænkt på ham sådan, måske fordi han havde den her hundehvalps effekt, der straks gjorde at man tænkte han var så sød, uden rigtig at komme meget længere.

”Det er bare så tydeligt, at du kun ser ham som en ven.”

Min mobil ringede og Jakes navn poppede frem på skærmen. Jeg skyndte mig at tage den. ”Hej.”

”Jeg er her nu. Kommer du ned?”

”Selvfølgelig,” svarede jeg og lagde på. Jeg så ned ad mig selv og kom i tanke om, at jeg ikke havde noget skiftetøj med. Så måtte jeg bare tage det på fra i går. Der var vidst kommet lidt bræk på trøjen, så jeg kunne vel bare låne Penuels. Det måtte jeg nok gerne. Især hvis jeg ikke spurgte.

”Nå, men Jake overtager mig nu ifølge delordningen. Så må vi se om han har noget bedre at tilbyde mig.”

”Der findes ikke noget bedre end perfektion, Skye,” svarede Penuel og blinkede.

”Der findes i hvert fald mange bedre ting end selvfedhed. Men nu må vi se hvordan det hele går.”

”Skal du bare være umulig?”

”Ja,” sagde jeg og rejste mig fra sengen.

”Vil du slet ikke kysse mig farvel?” spurgte han og lavede hundeøjne. Det var nærmest ynkeligt.

”Der er mange ting jeg gerne ville gøre, men ikke det.”

”Spydigt.”

”Det er der sker, når man ikke vil være seriøs, Penuel.” Jeg smækkede døren efter mig. Ikke fordi jeg som sådan var vred, for det overraskede mig ikke, at han havde det sådan. Jeg syntes bare stadig, at det var en meget fin detalje.

 

***

   

I et øjeblik kom jeg til at tænke på i går, og jeg mærkede det stikke i mig. Det var hver gang, at jeg var alene et øjeblik. Hvis bare livet kun var skænderier og mærkelige samtaler. Man burde virkelig skære alle øjeblik, hvor man sidder alene på en bænk og kigger ud i luften, fra. Det er altid der, hvor man kan mærke sig selv, hvilket man i min verden slet ikke skal.

”Candyfloss eller is?” spurgte Jake. I den ene hånd havde han en stor isvaffel og i den anden en lyserød klistremasse.

”Behøver du overhovedet spørge?” sagde jeg og rakte hånden frem. Han gav mig candyflossen og jeg følte mig som et lille barn igen. Så var jeg sådan set ret ligeglad med, at jeg ville gå rundt de næste par timer som en omvandrende limstift med smag. Det var det værd.

Jake satte sig på bænken ved siden af mig. Der lå en forlystelsespark en halv time fra skolen, så det var der vi var taget hen. Desværre havde vi allerede brugt alle vores penge på, et eller andet spil, hvor man skulle vælte en masse dåser. Man kunne vinde en kæmpestor pandabamse, som var præcis den jeg havde, da jeg var lille. En dag forsvandt den bare og dengang var jeg overbevidst om, at det var en tyv der havde sneget sig ind, kun for at stjæle bamsen og intet andet. I dag var lidt mere skeptisk overfor den forklaring. Jeg ville bare så gerne have bamsen, men vi vandt ikke. Så nu havde vi brugt de sidste penge på at købe is og candyfloss for at trøste os selv, ovenpå det store nederlag.

”Kan vi snakke seriøst et øjeblik?” spurgte Jake.

”Det ved jeg ikke. Indbyder det her ikke bare til useriøsitet?” Jeg så fra isen til candyflossen.

”Jeg tror lige at vi kan klare det.”

Jeg satte mig ordentlig til rette på bænken og nikkede. ”Okay. Hvad så?”

”Det er bare… Ja, det med at du ringede til mig i går og Hannah tog telefonen.”

”Oh, det,” sagde jeg og skar en grimasse.

”Ja, det. Det var ikke helt okay, det du sagde til hende.”

”Jeg var ret fuld, så jeg kan ikke huske hvad jeg helt præcist sagde til hende, men jeg er ret sikker på at jeg kom til, at kalde hende en kælling.”

”Ja, det var hun ikke så glad for. Mærkeligt nok.”

”Jeg skal nok sige undskyld til hende…”

”Okay, godt. Så er der ikke noget problem.”

Jeg så på ham fra siden og nikkede. ”Hvorfor sov hun egentlig hjemme hos dig?”

”Vi hængte bare ud.”

”Sådan… Hvordan?”

Han smilede og rystede på hovedet. ”Vi er bare venner, Skye.”

”Okay… Det er… Ja, okay.” Jeg tog endnu et stykke af min candyfloss. Mine fingre var allerede begyndt at klistre. ”Hvem er hun så?”

”Hvem?”

”Hende du kan lide,” sagde jeg og blinkede.

”Hvorfor skulle jeg kunne lide nogen?”

”Fordi du bliver helt rød i kinderne, når jeg nævner det.” Jeg smilede og slog til hans fod med min egen. ”Jeg er din bedste ven, så jeg fortjener forpremiere på sådan nogen informationer.”

”Det skal du nok få. Altså, når der faktisk er nogen informationer.”

”Du burde få sådan en kæreste præcis ligesom dig selv, det ville se virkelig sødt ud… og så kunne jeg også være venner med hende. Så ville jeg have to.”

”Du er vel også venner med Penuel, ikke?”

”Jo, men hvem ved om jeg er sammen med ham til den tid. Du burde virkelig overveje det.”

”Så ville jeg jo bare have endnu mindre tid sammen med dig, hvis du også skulle være venner med den kvindelige Jake klon,” sagde han og jeg opdagede at han havde is på næsen, hvilket med det samme fik mig til at smile.

”Det er selvfølgelig rigtigt. Du ville altid være min yndlings uanset hvad.” Jeg tog et stykke candyfloss af og lagde det på hans hoved.

”Hvad laver du?”

”Tester hvordan du ville se ud med lyserødt hår.”

”Er det flot?”

Jeg rystede på hovedet. ”Du skal ikke ændre en ting, søde ven. Måske bortset fra, at tørrer isen af din næse.”

”Det kunne godt lyde som starten på en dårlig popsang.” Han tog noget is på sin finger og puttede det på min næse. ”Se, nu matcher vi.”

Jeg smilede og kunne pludselig mærke mig selv blive trist. Det hele ville ændre sig og om nogen måneder havde jeg måske ikke en dreng med blond/lyserødt hår og is på næsen siddende overfor mig. Bare tanken gav mig lyst til at skrige, men jeg bed bare læberne sammen og gjorde mit bedste for, at han ikke skulle se der var noget galt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...