De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

205Likes
520Kommentarer
20655Visninger
AA

24. Bitchy mode og skæve beslutninger.

Jeg smækkede døren ind til Penuels værelse og lagde mig på sengen. Musikken sneg sig gennem dørkarmen og jeg begravede hovedet i puden. Det føltes ikke som om jeg ikke kunne få vejret og jeg rystede. Penuel var skæv og flirtede med en anden. Jake var kæreste med en, som jeg hadede, men overhovedet ikke havde tilladelse til at hade, og jeg skulle åbenbart ryge mig skæv. Hvordan kunne det hele, have forandret sig så hurtigt?

 Døren knirkede og jeg mærkede sengen blive tungere. Min første tanke var, at det var Penuel, men hans hånd var slet ikke så blød, som den der aede mine skuldre.

”Du er et vrag,” sagde Alexander.                                      

Jeg svarede ikke, men tog hans hånd og lave cirkler over hans håndryg.

”Du dufter godt,” mumlede han. Jeg vendte mig om, så jeg kunne se ham i øjnene. Han havde et blik i øjnene, som jeg havde set mange gange i løbet af de sidste par uger. Et blik som jeg selv havde svært ved at få frem i mine egne øjne, uanset hvor meget jeg ville.

Han kyssede mig på halsen og begyndte at knappe min skjorte op. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre ved mig selv. Faktisk vidste jeg ikke engang, om det var okay. Jeg kiggede væk og fugtede læberne.

”Skal jeg gå?” spurgte Alexander.

Jeg rystede på hovedet, og gled en hånd ned ad hans T-shirt. Det føltes underligt naturligt, som jeg havde gjort det mange gange før. ”Få mig til at glemme det hele.”

”Det lover jeg,” sagde han og hjalp mig helt af med skjorten, så jeg kun sad i en lilla BH. Hans hånd fortsatte ned til mine bukser og jeg trak hans trøje af. Overkroppen var veltrænet og han kiggede på mig, mens et charmerende smil viste sig på hans kinder. Et, der ville kunne få enhver pige til at ønske de var mig og alligevel følte jeg mig fuldstændig kold. Jeg lænede mig ind og kyssede hans læber hårdt.

”Undskyld,” sagde jeg og prøvede at dække min overkrop med dynen. ”Jeg kan ikke gøre det mod ham.”

”Mener du det?”

Jeg nikkede og snøftede, mens jeg prøvede at gemme ansigtet i dynen.

”Du ved godt at han havde gjort det, ikke?”

”Selvfølgelig. Jeg er ikke dum.”

”Elsker du ham?”

Jeg trak på skulderne. ”Måske.”

”Du burde virkelig finde ud af det,” svarede Alexander og kyssede min pande. Næsten som om at han prøvede at passe på mig, og det før ikke var sket. ”For hvis du gør, så ville jeg skynde mig væk, hvis jeg var dig. Han ender med at fucke dig helt op.”

Jeg tørrede mig under øjnene. ”Han kan umuligt fucke mig mere op, end han allerede har gjort.”

”Jeg har boet med ham i snart et år, Skye, og tro mig det kan han.” Han rejste sig op fra sengen og rakte min skjorte til mig. ”Du er ikke sur, vel?”

”Nej.”

”Carpe Diem.”

Jeg nikkede og prøvede at smile, selvom mine læber føltes sprukne. ”Carpe Diem.”

Døren gik op og den orangehårede pige, ved navn Chris trådte ind. Det var ikke helt fair, men jeg kunne ikke lide hende, alene fordi hun havde gået og gnubbet sig op ad Penuel hele aftenen. ”Hvad laver I?”

 ”Ikke noget,” svarede Alexander og blinkede. Han gik hen og lagde armen omkring hende, for derefter at vende sig imod mig. ”Du kan bare komme ud om lidt, når du er klar.”

Efter de var gået og havde lukket døren, tog jeg min skjorte på igen. Det der lige var sket, virkede fuldstændig naturligt for Alexander. Som om at det bare var sådan de alle sammen gjorde. Sex betød ikke noget, og det var også lige meget hvor usundt, eller ulovligt noget var. Det eneste det handlede om var, at have det sjovt. Grænseløst sjovt.

Jeg rejste mig fra sengen og gik ud af værelset. Mason, Collin og Penuel sad på gulvet. Jeg prøvede at fange Penuels blik, men han var ret langt væk, som om han var i sin egen lille verden. Jeg fik næsten lyst til også, at få min egen lille verden. Det var bare umuligt at gøre, uden at samtidig at miste mig selv og hvorfor have sin egen verden, når man ikke var sin egen? Så ville det bare var en verden ligesom alle andres.

”Kom her,” sagde Mason og pegede på sit skød. Jeg rystede på hovedet, men da han blev ved, gav jeg mig alligevel. Hans ånde lugtede af sprut og det røde hår hang fladt ned langs hans skuldre. ”Lydia siger at du skal ryge dig skæv.”

”Hvis jeg stadig vil det her, så ja.”

”Come on, selvfølgelig vil du det. Synes du ikke vi er fantastiske?” grinede han og klappede mig på skulderen. ”For ellers har du misforstået et eller andet.”

”Det har jeg nok så,” smilede jeg. Jeg kunne allerede godt lide Mason, men jeg vidste ikke om han kun var sød overfor mig fordi han var skæv… eller fuld… eller hvad han nu var.

”Skal vi have det rigtig sjovt så? Hvad gør du når du skal have det sjovt?” spurgte han.

”Det ved jeg ikke… Sådan, ligesom normale mennesker vel.”

Jeg hørte nogen fnyse og jeg kiggede op. Ikke særlig overraskende kom det fra Lydia, der sad på køkkenbordet, og betragtede os meget intenst.

”Skal jeg rulle en joint til dig?” grinede Mason.

”Lad hende nu være, Mason,” brød Lydia ind. ”Hun ved jo ikke engang om hun vil det her. Hvis hun alligevel ikke kan holde til det, kan vi ligeså godt lade være med, at knække hende mere end højst nødvendigt.”

”Woaw, er vi gået i bitchy mode?” grinede han og så tilbage på mig. ”Hvad siger du?”

”Jeg synes at du skal rulle en til Lydia i stedet for. Så kunne det være, at man kunne slippe for hendes personlighed bare et øjeblik,” sagde jeg. Jeg vidste ikke om det var den alkohol som jeg havde drukket tidligere på aftenen, der var begyndt at virke, eller om jeg simpelthen bare var blevet for træt af hendes bemærkninger. I hvert fald var jeg færdig med, at lege søde Skye.

”Du er vanvittig hvis du tror, at du nogensinde kommer ind i klubben.”

”Jeg kommer ind i klubben,” sagde jeg og hævede øjenbrynet. Mason og Collin grinede, mens Penuel stadigvæk ikke kom med en reaktion. Jeg var næsten helt bekymret for, at han havde taget en overdosis, fordi han var så langt væk. De andre kendte ham sikkert bedre i den her tilstand, så jeg havde ikke engang tænkt mig, at lade som om at jeg havde forstand på det.

”Virkelig? For to sekunder siden, var du ellers i tvivl om, du overhovedet havde lyst.”

 ”Ja, men jeg skal nok bevise overfor dig, at jeg sagtens kan, så jeg er ikke i tvivl mere.”

”Modent,” fnyste hun og tændte en smøg. ”Jeg håber ikke at du fortryder det.”

”Hvor betænksomt af dig,” vrissede jeg og vendte hovedet mod Mason. Lydia sagde noget i baggrunden, men jeg havde allerede lukket hende ude. Hun var ikke det værd. ”Ruller du den joint til mig eller hvad?”

”Mener du det? Nu?”

”Ja, nu.”

”Tror du ikke, at du skal vente til der er nogen, som kan passe på dig. Altså, vi andre tager jo videre om lidt, og jeg tror ikke ligefrem Penuel kan lige nu,” sagde Mason og pegede på Penuel, som nu lå nede på gulvet og sov i en underlig stilling.

”Bare rolig, det er helt normalt,” beroligede Collin mig. Han kunne åbenbart se, at jeg ikke var helt glad for situationen.

”Jeg kan godt passe på mig selv.”

”Hvordan fanden skulle du kunne vide det? Du har da aldrig prøvet det før, vel?” spurgte Mason.

”Nej, men det kan jeg altså godt.” Jeg skulle lige til at tilføje, at jeg havde Jake hvis det gik helt galt, men det var jeg faktisk i tvivl om jeg overhovedet havde. ”Gør det nu bare.”

”Det her skal nok blive sjovt,” sagde Lydia for sig selv og jeg kiggede ned, mens Masons fingre begyndte at rulle jointen. Jeg gad ikke engang, at give hende opmærksomhed.

”Hvad er det egentlig helt præcist, at du har imod hende?” spurgte Collin.

”Jeg behøver ikke forsvare mig overfor dig,” sagde Lydia. Jeg kunne tydeligt høre i hendes stemme, at hun var overasket over han overhovedet turde spørge hende.

Collin rystede på hovedet af hende og rullede øjne.

”Kan vi lige snakke sammen alene?” spurgte hun og rejste sig op. Collin trak på skulderne, men fulgte alligevel med hende ud i gangen.

”Værsgo,” sagde Mason og rakte mig jointen. Den lå helt forkert imellem mine fingre og det føltes unaturligt, da han tændte den. Det lugtede mærkeligt og smagte tørt. Jeg pustede røgen ud imellem læberne og hostede. Mason klappede mig skulderen og grinede.

”Er du sikker på, at det her er en god ide?”

”Nej, men jeg er ret sikker på, at jeg er ligeglad.”

”Fair nok. Kan du ikke lige rykke dig, så jeg kan få Penuel i seng?” spurgte Mason.

”Skal jeg hjælpe dig?” Jeg flyttede mig fra hans skød, og tog endnu et sug. Det gav mig allerede en smule kvalme.

”Nej, tak. Du kan hjælpe dig selv.”

”Jeg er skam i gang,” sagde jeg og pegede på jointen, hvorefter jeg lavede en tommelfinger opad. Mason nikkede og lagde så en arm om Penuel, for at få ham i seng. Han var så langt væk, at Mason næsten måtte bære ham, men det virkede ikke til at genere ham. Det var åbenbart noget de gjorde tit.

Jeg var lettet, da jeg endelig var færdig med at ryge jointen og lagde resterne af den fra mig. Jeg var en smule svimmel, men ellers var der ikke noget anderledes. Måske ville det slet ikke være så slemt alligevel.

Jeg rejste mig op og gik ud på altanen. Mit hoved føltes mere tåget og satte mig på havestolen, mens jeg prøvede at holde fast i bevidstheden. Jeg dansede ude på altanen og løftede min arm, som om jeg havde en øl i hånden. Det var som om, at der var musik i mit hoved. Som om at jeg ikke behøvede mere, og at jeg ville kunne tage verden i at gå i stå, hvis jeg kiggede væk et øjeblik. Alt drejede sig om mig. Alt var mig.

Jeg satte mig ind i sofaen igen og tændte en smøg. Jeg vidste ikke hvem de tilhørte, men det var sikkert Lydias. Det gik nok. Jeg kom til at tænke på Jake og mærkede mine kinder blive våde igen, mens jeg smilede. Det var bizart. Jeg var så glad og ulykkelig. Jeg savnede ham. Jeg savnede ham helt ind til knoglerne.

”Er vi okay?” spurgte Mason fra døråbningen.

”Jake,” mumlede jeg.

”Jake?”

”Jeg vil have en Jake.”

”Er du helt okay?” spurgte Mason og satte sig hen ved siden af mig, mens han aede min ryg.

”Kan du tage mig hjem til Jake?”

”Jeg har drukket og røget, så det kan jeg ikke. Beklager.”

”Vent lige,” sagde jeg og lagde hovedet på Masons skulder, mens jeg hev mobilen frem. Jeg rakte den til ham og bad ham om at finde Jakes nummer til mig, hvilket han så gjorde og gav mig mobilen tilbage. Den ringede i lang tid, men han tog den til sidst.

”Hvad er der, Skye?” hviskede Jake. Jeg kunne godt lide lyden af hans stemme. Jeg kunne næsten smage den i min mund. Som prikker på tungen.

”Jeg er faret vild, på vejen ned til Penuel.”

”Hvad?”

”Find mig,” sagde jeg og mærkede, at Mason prøvede at komme væk fra mig. ”Please.”

”Er du fuld?”

”Nej, jeg er væk. Jeg har prøvet Penuel, men han er også væk.”

”Du er jo fuld,” mumlede han for sig selv og sukkede. ”Hvor er du henne?”

”Sådan overalt. Du finder mig på vejen ved Penuel.”

”Hvad?”

”Vil du ikke nok?” bad jeg igen og opdagede smøgen i min hånd, som jeg ikke havde røget på i lang tid. Jeg smed den fra mig og trampede på den.

”Hvis jeg kunne finde ud af, hvor du er henne så jo, men du forklare det ikke rigtig.”

”Bare kør mod Penuel, så er jeg på vejen. Okay?”

”Okay, så prøver jeg. Jeg ringer til dig, hvis jeg ikke kan finde det.”

”Tak, Jake. Jeg elsker dig.”

”Det er fint, Skye. Prøv at lade være med, at gå ud foran nogen biler...”  Mere nåede jeg ikke at høre, fordi Mason tog mobilen ud af min hånd. Jeg kiggede spørgende på ham og pegede på mobilen.

”Jeg konfiskerer den her indtil i morgen. Du kommer bare til at gøre et eller andet dumt ellers.”

”Som hvad?” grinede jeg.

Jeg elsker dig, Jake,” efterlignede han min stemme.

”Men det gør jeg.”

”Jeg troede at det var Penuel.”

”Man kan jo godt have to,” mumlede jeg uskyldigt.

”Har du det?”

”Nej… Ja… Måske… Ja, ej, nej, det tror jeg ikke. Hvad var det du sagde?”

”Skal jeg blive hjemme hos dig?” spurgte Mason og kiggede bekymret på mig.

”Nej. Jake kommer om lidt. Jeg skal bare lige ned og finde ham.”

”Okay, så følger jeg dig ned. Du skal bare lige blive her, mens jeg finder de andre,” sagde Mason og kiggede strengt på mig. Jeg hørte ham kalde på dem og tog mine sko på igen. Mine snørebånd føltes virkelig lange og de ville slet ikke bindes. Typisk snørebånd.

Mason bøjede sig ned for at binde mine sko og kiggede op på de andre omkring os, som holdt øje med mig. Penuel var den eneste der ikke var der.

”Så, er du klar. Kom,” sagde Mason og lagde armen omkring mig for at støtte mig. Jeg havde regnet med, at Lydia ville komme med en eller anden kommentar, men jeg lagde ikke mærke til noget. Måske havde hun endelig fundet ud af, at jeg bare blev endnu mere stædig, hver gang hun prøvede at være ond overfor mig.

Jeg var flere gange ved at snuble ned ad trappen, men Mason holdt godt fast i mig og Renee gik foran for at sikre, at jeg ikke faldt uanset hvad.

Udenfor var det koldt, og jeg så med det samme en bil komme kørende ind. Jeg jublede og prøvede at løbe hen til den, men Mason holdt fast i mig.

”Rolig nu, du skulle helst ikke blive kørt ned,” sagde han og lod mig først gå, da bilen holdt stille. Selv i mørket kunne jeg se Jakes omrids og han kiggede forvirret hen på mig. Jeg åbnede døren og faldt ind på passagersædet. Jake gav mig en hånd med, at komme ordentligt op at sidde.

”Jeg troede at du var faret vild,” sagde han.

”Undskyld, det troede jeg også. Det var bare forvirret.”

”Du mener du var?”

”Jeg var hvad?”

”Forvirret,” mumlede han. Han lød ikke specielt overbærende eller tålmodig. Han ville sikkert meget hellere være hos sin kæreste lige nu, end sin irriterende ven. Den tanke alene gav mig tårer i øjnene, men jeg bed tænderne sammen for at holde dem inde.

”Hvad sker der?” spurgte han og vendte mit hoved mod ham. ”Dine øjne er helt røde, søde ven.”

”Jeg gider ikke tude mere,” mumlede jeg.

”Okay, så kan du da også bare drukne dine øjne i stedet for,” smilede han og aede min skulder. ”Er det det med Hannah?”

”Nej… Måske.” Jeg sukkede og lagde armen omkring ham. Han duftede af Jake. Af tryghed. ”Undskyld.”

”Skal jeg ikke følge dig op i seng?”

Jeg nikkede, åbnede døren og skulle til at stige ud, da Jakes stemme stoppede mig.

”Hvad med, at jeg lige går om på den anden side og hjælper dig?”

”Jeg kan godt.”

”Ja, men for min skyld,” grinede han og smækkede døren, hvorefter han gik hen og hjalp mig ud. Jeg kiggede fra hans læber og op til hans øjne, mens han prøvede at låse bilen, uden at give slip på mig.

”Hvorfor kigger du så mærkeligt på mig?”

”Det ved jeg ikke… Det…”

”Det kører ikke helt med at formulere sig i dag, hva?” sagde han og guidede mig hen til opgangen. Han skulle til at gå op ad trapperne, men jeg stoppede op og satte mig ned, med et bedende blik.

”Skulle du ikke op i seng?”

”Kan vi ikke bare sidde her et øjeblik?” bad jeg og lavede hundeøjne. ”Det er ikke lang tid.”

”Nej, du har ret i at et normalt øjeblik ikke er lang tid, men jeg kender dine øjeblikke.”

”Sæt dig nu bare ned,” sagde jeg og klappede på trappetrinnet som jeg sad på. Jake rystede på hovedet af mig, men gjorde det alligevel. Jeg lagde hovedet mod hans skulder og kyssede hans hals, mens jeg kiggede på ham nedefra. Jeg havde et eller andet, med hans lyse øjenvipper. Det ville ikke være et problem for mig, bare at bruge en hel dag på at stirre på dem, for de mindede mig om alle mulige positive ting. Ligesom måden sne klamrede sig til græsstrå. Jeg kunne faktisk næsten smage sneen på min tunge, når jeg kiggede på ham.

”Hvorfor stirrer du på mig?”

Jeg løftede hovedet og lagde min pande mod hans, mens mine fingre flettede sig ind imellem hans. Jeg kunne både mærke modviljen og lysten sitre fra hans fingre, over i mine egne. Han rystede på hovedet, som om han prøvede at få mig til at glemme ideen, men det var umuligt nu. Jeg kiggede ned på hans læber igen og tænkte på hvor mange gange jeg havde set på dem, uden rigtig at se på dem. Det føltes som første gang og, af en eller anden grund, også som sidste.

Forsigtigt lænede jeg mig de sidste centimeter mod hans læber, og lod dem strejfe mine egne. Min mave slog knuder om sig selv og jeg rystede. Jeg aede hans hår imens og han lagde en hånd på min kind, næsten for at markere at jeg var hans, selvom jeg ikke var det.

Han trak ansigtet tilbage og fugtede læberne med et nedadrettet blik. ”Det var en fejl.”

Jeg gav slip på hans hånd og lænede hovedet mod gelænderet, i stedet for Jakes skuldre. Mit hoved snurrede, men jeg var fuldt bevidst om at det ikke var en fejl. Det havde været der i lang tid, men jeg havde først set det nu. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle have det med det. Der var jo også Penuel. Og Hannah. Det var dumt. Jeg var dum.

”Du mente heller ikke noget med det, vel?” spurgte Jake. Jeg kiggede ham i øjnene, men kunne ikke mærke om jeg nikkede eller rystede på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...