De andre.

Skye er en ganske almindelig High School elev, men da hun møder Penuel til en fest bliver hun fuldstændig forelsket i ham. Der er bare et problem. Penuel er medlem af en klub, som handler om at træde over grænserne og leve på kanten. Skye er desperat for at passe ind i hans verden og beslutter sig for at blive medlem af klubben. Det kræver en optagelsesprøve på 10 udfordringer, der skal sikre at hun kan holde til det psykisk. Til at starte med ser Skye det som uskyldigt, men som udfordringerne skrider frem bliver hendes moral sat på prøve. Kan hun blive medlem af klubben? Hvor går grænsen? Og er der overhovedet nogle grænser, når først besættelsen for at blive accepteret, sættes ind?

206Likes
520Kommentarer
21231Visninger
AA

13. Alt for tæt på og langt væk.

Jeg lod døren stå på klem ind til Penuel efter jeg, i samarbejde med Aaron, endelig havde fået ham lagt i seng. Jeg blev ved med at holde fast i dørhåndtaget, fordi det var det eneste der lige nu stoppede os fra at gå videre.

”Er du træt?” spurgte Aaron og placerede en hånd på mit læn.

”Meget,” svarede jeg hæst.

”Kom.” Han tog min hånd og guidede mig væk fra dørhåndtaget.  Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne trække det ud længere, så jeg gik hen til hen til Penuels værelse og åbnede døren. Mine fingre rystede og jeg var sikker på, at han kunne mærke det, selvom han ikke kommenterede det.

Aaron fandt lyskontakten, uden at give slip på mig. Han gik tættere på mig og kyssede mig, selvom det måske nærmere kunne beskrives som, at han pressede sin tunge ind i min mund. Det føltes overhovedet ikke som et kys. Jeg stirrede op på en lille sort prik på væggen og prøvede, at fokusere udelukkende på den og lukke af for resten af min krop. Hans hænder rodede med lynlåsen til min kjole og jeg bakkede væk fra ham, for i stedet at ligge mig hen i sengen.  

Dynen var kold og jeg begravede hovedet i den, for at mærke det bløde stof mod mine små kinder. Aarons hånd låste sig om livet på mig og han lagde hovedet mod min skulder. Jeg kom til at tænke på Jake igen og jeg kunne næsten smage min egen dårlige samvittighed i munden. En bitter smag, med en lille fornemmelse af sukker. Jeg tænkte på undskyldningsslikkepinde, mens Aaron bevægede hånden op ad min mave. Glasur. Lilla glasur. Mel. Det kildede og min krop spjættede indeni. Jakes kram. Hans smil. Rynken omkring hans øjne. Aarons hånd strejfede kanten af min BH. Jeg klemte øjnene tættere sammen. Jeg følte mig fanget imellem kontrasten af mine tanker og det der virkelig var. Hvis bare Jake var her til at rode hånden gennem mit hår og sige at det var okay, selvom det ikke var. Jeg vidste at jeg ville tro på ham uanset hvad.

”Det kilder.” Min stemme var spinkel.

”Undskyld,” mumlede Aaron, men hans hænder tog sig ikke af det. De fortsatte bare.

”Jeg er ret træt. Kan vi ikke sove?” spurgte jeg, flyttede hans hånd og rullede mig væk.

”Okay,” hviskede han søvnigt. ”Men så kom her.”

Han lagde sig over til mig igen og vendte mig om på siden, så vi ansigt til ansigt. Jeg følte mig som en stor kugle af sved sammen med ham og jeg kunne på ingen måde falde i søvn sådan her. På den anden side, så ville det da altid være en forbedring, hvis han faldt i søvn.

Til min overraskelse holdt han op med, at bevæge hænderne og lukkede øjnene. Det føltes som om, at jeg kunne trække vejret halvt igen. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg have troet at denne her nat kunne vare for evigt. At det kunne sætte sig fast som et videoklip der blev pauset, bare med lugte og følesans på. Heldigvis ville det gå videre, selvom jeg var i tvivl om, jeg nogensinde ville kunne gå videre med det i samme tempo. Det var som om, at stumper af mig selv lå omkring os i sengen. Det var ikke engang fordi, at der var sket noget særligt… Det føltes bare helt forkert. Som om jeg var splintret glasskår af et menneske. Som om jeg var Skye, men så alligevel ikke.

Aarons hænder føltes alt for svedige og fastlåsende. Jeg besluttede mig for, at prøve at vriste mig fri og greb fat om hans hånd, for forsigtigt at skubbe den væk. Han gryntede lavt og jeg så op på hans ansigt. Hans øjne var stadig lukkede, men han havde en lille trækning i mundvigen der alligevel sagde mig, at han var ved at vågne. Regnen prikkede mod ruden og jeg trak vejret helt ned i lungerne, så min mave blev oppustet, hvorefter jeg slap den gamle luft fri igen.

Han glippede med øjnene og skilte læberne en smule ad. Hans hånd indrammede mine kinder, mens mit blik endnu engang fangede pletten på væggen, som så meget mindre ud over fra sengen. Jeg mærkede hans øjne kiggede meget intenst på mig og han kyssede mig igen. Kysset føltes kvalmende og jeg holdt øjnene åbne. Hans mørkeblonde hår slog blidt mod min pande og jeg tænkte på Penuel inde ved siden af. Gad vide om han sov. Hvordan ville han have det hvis han vidste hvad jeg lige nu lavede… eller, hvad Aaron lige nu lavede, for i virkelig lå jeg der bare som en kludedukke. Ville det irritere ham? Det var nok sådan noget jeg ville vide, hvis jeg kendte ham rigtigt.

Det blev ved sådan hele natten og jeg sagde hele tiden, at jeg var træt, men det stoppede ham ikke. En enkelt gang flyttede jeg, hans hånd fra min mave og op til mit bryst, bare for at han i det mindste ville holde op med at kilde mig med sine glidende bevægelser. Jeg havde altid tænkt på mig selv, som en der godt kunne lide den stille nærhed og at det gik langsomt. Opbyggende. Jeg ville bare gerne væk, for jeg kunne ikke sidde fast i et anslag for altid.

Da det blev for meget for mig og han prøvede at flytte hånden ned mellem mine ben, huskede hvad Penuel havde sagt. Jeg skulle bare sige, at havde det dårligt, hvis jeg ville have ham væk og lige nu var der intet jeg hellere ville.

”Stop,” sagde jeg og vendte hovedet mod ham, for at møde hans slørede øjne. ”Jeg har virkelig kvalme, så jeg tror at det er bedst du holder op.”

Aaron svarede ikke, men løsnede endelig sine arme om mig og vendte sig med siden til mig, så langt væk som muligt. Jeg burde føle mig lettet og det gjorde jeg også på en måde. Alligevel var det som om, at følelsen af hans hænder havde sat sig fast i mig, som små stumper af DNA der gnavede sig ind i min hud.

 

***

 

Jeg vågnede op ved, at jeg kunne høre Aaron smække døren efter sig. Ikke engang et lille farvel, eller tak for i går. Det var faktisk også helt okay, for jeg havde heller ikke lyst til at se på ham overhovedet. Det værste var, at det var min egen skyld. Jeg var så fucking dum.

Jeg sendte en sms til Jake, hvor jeg spurgte om han ikke ville komme og hente mig ved Penuel. Døren knirkede og jeg så op. Penuel stod i døren, med rodet hår og en sort T-shirt. Han så ud til at have det dårligt, hvilket overhovedet ikke undrede mig efter i går.

”Du klarede den.”

”Aha.” Jeg så ned.

”Skye?”

”Ja.”

”Kig lige op.”

Jeg gjorde som han sagde og kom til at se hen på den sorte plet på væggen, som jeg prøvede at distrahere mig selv med i går. Det var underligt for i går var det min redning og i dag føltes det som min undergang. Hvis jeg altså skulle være meget dramatisk.

”Du har det nu.”

”Lad være med at snakke i koder,” mumlede jeg.

”Det der blik, når man bare kan se, at du ikke kan gå tilbage igen. Du bliver nødt til at klare resten af udfordringerne nu, så du kan få det du gjorde i går til at give mening.”

”Det kommer ikke til at give mening.” Jeg pillede ved kanten af dynen.

”Hvad var det helt præcist han gjorde?”

”Det rager ikke dig.”

”Selvfølgelig rager det mig. Jeg skal da vide, hvor stort et tæskehold jeg skal sende af sted,” svarede han med et blink. Jeg ignorerede ham og vendte blikket væk.

”Det bliver jo bare værre, hvis du ikke snakker om det.”

”Stop. Jeg mener det.”

”Er det meget slemt?” spurgte han.

Jeg overvejede et øjeblik om jeg skulle svare og rystede til sidst på hovedet.

”Så hold da op med, at være så… Du ved.”

”Har du overvejet, at grunden til at jeg er sådan, er fordi det lige netop ikke er så slemt.”

Han grinede og trak på skulderne. ”Jeg bliver sgu aldrig klog på jer tøser. Det giver jo ikke nogen mening.”

Jeg ville virkelig ønske, at han have ret, men det gav mening. Det gav fuldstændig mening. Hvis Aaron havde gjort noget helt forfærdeligt og virkelig var gået grænsen ud, så ville andre kunne forstå det. De ville forstå hvorfor jeg havde sådan et kaos indeni mig. Men fordi det der virkelig skete, slet ikke lød så slemt, ville ingen kunne forstå mig. Jake ville måske få det til at virke som om, at han gjorde og det ville jeg være taknemmelig for. Problemet var bare at jeg ikke måtte fortælle ham noget. Både for hans og min skyld.

Min mobil vibrerede og det var en besked fra Jake om, at han holdt udenfor.

”Ved du hvad?” spurgte Penuel.

Jeg rejste mig op og rystede på hovedet. ”Hvad?”

”Jeg synes du har klaret det meget godt den her gang. Altså, du ligger ikke under nogen senge og det er da trods alt en forbedring.”

”Hvor er du bare morsom,” vrissede jeg. Jeg havde stadig den dumme korte kjole på fra i går. Jeg havde lyst til, at give den hele skylden for det der var sket, men det ville trods alt ikke være fair. Kun lidt.

”Hvordan kommer du hjem?”

”Jake.”

”Klokken er halv syv. Hvem fanden er oppe halv syv på en lørdag?”

Jeg lagde armene over kors. ”Jake.”

”Det er alligevel ret godt klaret, Skye. Det tror jeg faktisk ikke engang jeg ville kunne gøre.”

”Hvad nu?”

”Han er jo nærmest din butler efterhånden. Han henter dig, køre en omvej i skole hverdag for at få dig med og han gør alt hvad du beder ham om. Det må virkelig have krævet noget godt forarbejde for, at få ham derud.”

”Hvis han bad mig om noget, ville jeg jo gøre det samme,” sagde jeg og mente det. Eller jeg ville gerne mene det. I virkeligheden var jeg nok slet ikke så fejlfri som Jake. Eksempel nummer et: Han holdt lige nu og ventede på mig, mens jeg snakkede med Penuel.

”Den synes jeg, at du skal tænke lidt over.”

”Nej, tak, for det er overhovedet ikke rigtigt. Jeg smutter nu, så må du hygge dig med dig selv,” sagde jeg og gik hen mod døren.

”Helt seriøst, tænk over.”

Jeg hev dørhåndtaget ned og vendte mig om en sidste gang. ”Helt seriøst, fuck af.”

Penuel svarede et eller andet, men jeg var sikker på, at det ikke var noget som jeg havde lyst til, at høre så jeg smækkede bare døren i. Jeg prøvede at lade være med at tænke på noget som helst, mens jeg gik ud til bilen, men mit hoved ville af en eller anden grund meget gerne grave både Aaron og Penuel frem for min nethinde. Hvor fanden var mine forsvarsmekanismer til, at beskytte mig mod sådan nogle ting? Man ved at man er fucked, når ens egen hjerne giver op i kampen for beskyttelse af forstanden.

Jake smilede stort og vinkede. Jeg måtte selv tvinge et smil frem og kunne ikke lade være med, at tænke på om Penuel måske havde ret. Udnyttede jeg Jake? Sådan helt underbevidst selvfølgelig.

Efter at have sat mig ind, lagde jeg mærke til at han stadig havde nattøj på. Et blåt nattøjssæt, som hans mor havde købt til ham for et par år siden. Jeg lagde hovedet på hans skulder og begravede ansigtet i det bløde stof.

”Du ved godt, at jeg ikke kan køre når du gør det der, right?”

”Prøv,” hviskede jeg.

”Jeg kan sgu da ikke koncentrere mig, hvis du er der.”

Jeg så op på ham, fra hans skulder og studerede hvordan hans ansigt så ud nedefra. Hans øjenvipper var hvide og hans øjne lyseblå. ”Undskyld. Jeg er en idiot.”

”Skal vi virkelig igennem det her igen?” Han kyssede min pande. ”Der er heller ikke noget galt i dag, okay? Jeg lover at jeg skriver en officiel seddel til dig, hvis jeg bliver sur på dig engang.”

”Men hvad nu hvis jeg er sur på mig?” spurgte jeg. Jeg var ikke engang sur på mig selv, jeg var rasende, af så mange grund, at jeg slet ikke kunne holde styr på det.

”Så synes jeg, at du skal holde op med at være så hård ved dig selv og at du burde tilgive dig, for min skyld.”

”Det er jo ondt det der. Nu bliver jeg nødt til at gøre det, bare for din skyld.”

”For min skyld?” Han løftede et øjenbryn. Det så underligt ud nedefra.

”Ja, dig, fjols.” Jeg havde lyst til at sige, jeg ville gøre alt for ham, men det lå bare ikke ordentlig i min mund. Desuden havde jeg altid hadet sådan nogle løfter, for de var umulige, at holde uanset hvor meget man ville. Især når man stod i min situation.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...