Behind the Mask ~(Don't give up.)

Faith Gray er pigen, der har det hele omkring sig. Hun har verdens bedste veninde, klarer sig godt i skolen og ellers kører livet bare på skinner, mens intet kan ødelægge det, mener hun. Dog tager hun helt fejl der!
Det der med at være helt uskyldig, holde ved reglerne, og blive i de trygge rammer, går ikke altid som planlagt. I hvert fald ikke for Jeremy. En aften ændrer hele hans liv sig, da han ved et uheld kommer til at tage det forkerte træk.
Tiden går med at leve i skjul for fortiden, og at nogle finder ud af, hvad der rent faktisk skete den aften er hans værste mareridt. Derfor beslutter han sig for, at starte livet på ny. Give sig selv en ny chance for at komme videre. Finde venner. Måske familie? Eller en helt tredje ting.
Vil alt nu gå, som han havde planlagt det ville? Eller vil folk finde ud af, hvem han virkelig er? Hvad han har gjort? Eller vil al ting bare blive lagt bag ham?
(Læsning er på eget ansvar, tror jeg...)
-Besat af at være perfekt

3Likes
4Kommentarer
1001Visninger
AA

3. Stop and stare.

London, England

Nutiden

Faiths synsvinkel

 

"Ellie, jeg kan ikke det her", sagde jeg og sank den klump jeg havde i halsen, så min stemme ikke lød så grødet og svag.

"Stol på mig. Du ser godt ud!", sagde hun med et smil placeret i ansigtet, der kunne blænde enhver. Selv solen, og det siger meget. 

"Ellie, jeg ligner en... møgluder", sagde jeg klodset og skar en grimasse. Jeg kastede et blik på mig selv i spejlet. Min nederdel sad træls og kræsede nærmest mine ben i stykker. Trøjen var heller ikke til at prale af. Den sad alt for stramt og stumpede, så man kunne se et stykke af min mave, hvilket jeg afskyede. Det udviste alt for mange forkerte signaler, som helst ikke skulle komme ud. I det her tilfælde matchede mine sko også det forfærdelige. De var høje og fik mine ben til at se længere ud. Endnu en dårlig ting, da jeg selv mente mine ben var lange nok i forvejen. 

Giraf ftw!

Ellie greb fat om mine skuldre og drejede mig rundt, så jeg kiggede lige ind i hendes mørkebrune øjne. Hendes blik sagde mig, at det nu var tid til overgivelse fra min side. Hun ruskede let i mig.

"Tag dig sammen, Faith!" råbte hun nærmest og mindede lidt om en raplende vanvittig mor, der prøvede at få banket noget fornuft ind i sin to-årige søn. Jeg sendte hende et blik mellem sammenknebne øjne og et løftet øjenbryn, der sikkert resulterede i noget rod.  Men det var, hvad det var lige nu. 

Blidt rev jeg mig fri af hendes greb og drejede mig, så jeg igen stod med fronten til mit spejlbillede. Jeg gav mig selv elevatorblikket, selvom det virkede lidt åndsvagt, da jeg kendte mig selv ud og ind. Dog hjalp det en smule. Alligevel kunne jeg stadig ikke se mig selv træde ind af skolens døre iført... det her. Jeg rystede afvigende på hovedet. Hvad var det egentlig jeg havde gang i?

Ligeglad med at Ellie stod og kiggede forbavsende på mig, trak jeg nederdelen ned og rev trøjen over hovedet. Derefter vandrede jeg hen til mit klædeskab, hvor jeg trak et par almindelige røde bukser udog en sweater. Det var som om Ellie ikke helt havde registreret, at det var ved at være vinter. I min hjerne var det i hvert fald ved at være vinter. Bare det regnede det mindste, anså jeg det som vintertiden, der var på vej. Og det var netop, hvad det gjorde idag.

Regnen stod ned i stænger og klaskede mod ruden, så det gav høje, trommende lyde fra sig. Himlen var grå og fik selv mine mørke poser under øjnene til at se lyse ud.

 Jeg kastede et blik på Ellie, der afspejlede mit look fra før. Hun stod og fløjtede lidt for sig selv, smilede og ventede egentlig bare på, at jeg fik lettet røven. Dog kunne jeg godt lide, at tage mig god tid. At skulle haste rundt hver morgen ville blive et mareridt, og det havde jeg ikke lyst til at opleve. Så var det som at leve i et mareridt, hvilket jeg også på en måde gjorde. I hvert fald i forhold til Ellies tøjvalg. Nogen gange manglede den pige bare en hjerne og et sugerør til engang imellem at putte op i næsen, hvis der blev lavet en fejl fra hendes side. 

Et grimt billede trådte hurtigt op i mit hoved, inden jeg hurtigt rystede det af mig igen.

Okay, vi dropper sugerøret. Men hjerne ville hun få brug for en dag, ellers ville hun forblive den hun er nu, og det ville helt klart være synd for hende. Det ville skade hende resten af livet. Jeg har ondt af hende. Snøft.

Nå, videre i livet.

"Ellie, pak din hjerne og kom med nu", Kommanderede jeg tørt med hende og smuttede ud af døren til mit værelse, for at løbe ud på badeværelset. Jeg var en af de mennesker, der altid skulle på toilettet, før de skulle nogen steder hen. Jeg havde det dårligt med at gøre det andre steder. Hvorfor vidste jeg ikke. Det var vel bare endnu en fejl jeg var født med? 

Make- up blev der ikke meget af. Kun et meget tyndt lag, så jeg nogenlunde lignede et mennesker, hvorefter mit hår bare blev sat op i en rodet knold. Tisset fik jeg også gjort, men der tror jeg ikke, vi behøver gå i dybde. Så spændende er det vel heller ikke.

Et hurtigt kig i spejlet blev det til, inden jeg løb som en gal ned af gangen og styrtede ned af trappen, så hele huset rystede.

Ej, okay. Men det kunne være sejt, ikke?

Vi kom ud af døren og jeg låste efter mig, da mine forældre var taget afsted. De mødte tidligt, og jeg måtte derfor klare mig selv om morgenen. Derfor kom Ellie også hver morgen for at gøre sig klar og spise morgenmad sammen med mig. Manson nåede jeg lige at få et slasket hundekys af, inden jeg susede ud af døren.

 

 

Jeg gik ind af hoveddøren og gav irriteret et indre suk fra mig, da det mindede mig om, hvor jeg rent faktisk befandt mig. Første skoledag var altid den værste. Folk var fuldstændig ude af den, og egentlig mindede stedet slet ikke om en skole. Det mindede mere om en gård, hvor køerne lige var blevet sluppet fri, for at komme ud på marken for første gang i år. Det ser ret komisk ud sådan noget. Folk tænker ikke rigtigt over, hvad de gør. De gør det bare, fordi de er sådan oppe at køre. 

"Er det tid til at dø nu?" Det gav et chok i mig, da en stemme lød lige ud for mit øre. En kuldegysning skød afsted i min krop, mens jeg dramatisk lod min hånd ligge sig over mit hjerte. Jeg drejede stille mit hoved mod min venstre side.

"Oscar, gør det der én gang til, og du er en død oscar", sagde jeg med en sukkersød stemme og med verdens største tandpastasmil smurt ud i ansigtet. Et grin kom fra Ellie, der gik og vinkede kongeligt til de folk, som gik forbi hende. Også selvom hun ikke kendte dem. Sådan var hun bare. Lidt overdrevet efter min mening. Dog er jeg sikker på, at lægerne smed hende på gulvet som lille. Det er nok den mest mulig tænkte grund til det. Ellers kunne hun have slugt en ske? Måske vi burde holde os til den første.

Jeg gav en vrissen lyd fra mig, da jeg bestemt ikke havde lyst til at være her. Op til flere, der gik forbi os, havde sendt os olmende blikke. Nogle ligefrem hadefulde. Det gav bare ikke rigtigt mening. Vi kendte dem ikke, og de kendte ikke os. Så hvorfor de skulle hade os, havde jeg ingen anelse om. Nu til mit motto:

Some people just need a high-five in the face with a chair! Perfekt. 

"Ja, det er tid til at dø nu", sukkede jeg træt. "Nogen idéer om, hvem vi skal give skylden?"

"Min mor har lige købt blomster, så jeg synes det er passende, at det går lidt ud over hende denne gang", kom det fra Oscar. 

"Køber din mor ikke altid blomster?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn. 

"Jo", sagde han muntert og ligeud som om han havde travl med at fokusere på noget andet. Alligevel var der antydningen af et suk i hans stemme. Hvis der var noget Oscar hadede mere end skolen, så var det blomster. Det var ret så komisk, at hans mor så arbejdede i en blomsterforretning. Deres hus var nærmest en stor regnskov. Jeg var engang faret vild i deres have, da jeg skulle finde deres super gode vindruer. Det gik så bare ikke helt som planlagt. Jeg endte i fiskedammen med levende bukser. Til mit forsvar var det fiskene, der gjorde dem levende. I hvert fald fandt jeg ingen vindruer. Men det var den dag jeg lærte at fange fisk uden nogen form for brug af mine hænder. 

"Deal", sagde jeg træt, og drejede til højre for at komme hen til mit skab.

"Ditto", sagde Ellie, der endelig var vågnet op fra sin trance. Den pige forstod at gøre indtryg på mig idag. Selvom det var første gang idag, det var sket, men det siger vi ikke lige til nogen. Måske hun havde brugt mit råd? Det havde hun helt sikkert! Hvem gør ikke det?

Jeg smækkede min skabslåge hårdt i, så det gav genlyd i hele gangen, og nogle enkle vendte deres nysgerrige ansigter mod mig. Derimod fik de bare et ligeglad blik tilbage. Jeg var ligeglad. Jeg havde lært at leve med, at folk ikke synes om mig. At jeg ikke lige var den, som man rendte efter at være på hold med i samfundsfag- hvilket vi skulle have nu. Det plagede mig. Vi havde fået faste pladser, så det der med at sidde ved Ellie og føle sig dumme sammen gik ikke mere. Jeg var sat alene og måtte klare mig selv. Problemet var bare, at jeg var fuldstændig død, når det kom til samfundsfag. Min lærer forstod mig slet ikke. Ellers var det mig der ikke forstod min lærer. Men i mit tilfælde foretrækker jeg at holde mig på min egen side. Bare for en sikkerheds skyld. 

Vi gik ind i samfundsfagslokalet og satte os ned på vores pladser. Jeg vendte mig med det samme om på stolen, og slog mit blik hen på Ellie, der sad lige bag mig. Hun kiggede hurtigt op fra sin bog, hvor det skulle forestille, at hun rent faktisk interesserede sig i det, der stod det i. Enhver kunne bare se, at det var dårligt skuespil. Selv dem, der ikke havde en anelse om, hvad hun havde gang i. Hun kunne lige så godt skrive SKUESPIL med store, fede bogstaver hen over hendes pande. Hvis det i det tilfælde var, at hun en dag ville, ville jeg med glæde melde mig frivilligt til at skrive det. 

"Eh, Faith...", kom det fra hende med en underlig, lille stemme og et løftet øjenbryn, der mest af alt bare syntes at køre som baggrundsstøj. "Hvad har du gang i?" Hun viftede med en hånd ud foran mit ansigt, men jeg reagerede ikke. Hvad jeg havde gang i vidste jeg heller ikke. Der er så meget jeg ikke ved. Jeg sad i min egen lille verden, indtil jeg mærkede noget hårdt mod mit ansigt.

"Faith, lev!" Skabte selveste Ellie, der lige havde slået mig i ansigtet sig. Jeg ømmede mig lidt, ved at holde hånden op foran ansigtet.

"Av, Ellie. Det gjorde ondt", sagde jeg med en meget lille stemme, som hun garanteret slet ikke kunne høre. Jeg kunne mærke vandet samle sig i mine øjenkroge, hvilket slet ikke måtte ske. At græde var noget, der slet ikke måtte ske. Jeg ville fremstå som en tudeprinsesse, hvilket jeg med glæde selv ville indrømme, at jeg var. Men det skulle folk ikke vide. Og hun havde altså også ramt min næse. Og det er et af de værste steder at ramme mig, hvor det virkelig gør ondt. Jeg brækkede den engang men gik ikke til lægen med den, da jeg ikke mente den var brækket. Det var den så, sagde folk omkring mig i hvert fald. men tilbage til nutiden. I hvert fald kan jeg få min næse til at sige mærkelige lyde, og det er højest sandsynligt på grund af det. Derfor er den meget skrøbelig. Ligesom alt andet i mig. Lad os bare sige, at jeg ikke er det bedste at sammenligne med en mursten? Eller andre sten, der er hårde som sten, hvilket... siger lidt sig selv. Men i ved, hvad jeg mener. 

Jeg lod mig dreje rundt i stolen, og plantede hurtigt mit blik fast til bordpladen. Den var flot. Nemlig. Eller ikke. Faktisk lignede den jeg ved ikke hvad. Den var gammel og slidt og i hjørnet af den var ridset en vandskabning ned i lakken med orden LUDER skrevet nedenunder. Hvad folk dog ikke tænker på idag.

"Find jeres bøger frem", lød det fra Harrison, der åbenbart var kommet ind uden jeg havde set noget. Eller hørt for den sags skyld. 

"Jake åd mine", lød det trælst nede fra bagerste række. En masse grin kom blandet med en masse suk over, at vi faktisk skulle lave noget. 

"Vel gjorde jeg ej", forsvarede Jake sig og slog ud med armene. Grinene blev dog ved, også selvom Harrison startede sin prædiken.

"Hvem er vi? Og hvordan kan man helt præcist dele folk ind i grupper?", sagde han helt upåvirket. "Hvilken familie lever I i? Og hvad gør den til den familie?" fortsatte han. Jeg kunne mærke hans blik, der gled søgende rundt i lokalet, før det stoppede ved mig.

"Faith?" Jeg var ikke klar på det, men alligevel løsrev jeg mit blik og kiggede op på ham. Han stod overraskende tæt på mig, og kiggede direkte ned i min bog, hvor han placerede en finger. "Forklar. Hvad er det, det handler om? Hvordan finder man sig selv", kom det åndsvagt fra ham, og faktisk lød han mere som en dramalærer end samfundsfags. Pust ind- pust ud. Eller noget i den stil.

Jeg åbnede munden, men lukkede den hurtigt igen, da en vild hamren lød på døren og gav genlyd i hele klassen. 

"Kom ind!" råbte Harrison som sædvanligt, hvorefter døren blev revet op. Lyden af stole og mennesker, der bevægede sig for at se, hvem der stod i døren, kunne høres i lokalet. Alles øjne var rettet derhen. En sky af stilhed havde lagt sig over klassen. Faktisk var det ret uhyggeligt. Måske var folk kommet til fornuft?

Og der tog jeg det i mig igen. Hvisken begyndte at brede sig i klassen, da de gik øje på den sorthårede dreng, som stod i døråbningen.

"Jeg tror vi har fået besøg af Tarzans familiemedlem", kom det fra bagerste række igen. Samme stemme som før, der førte an, samme grin som før. Det skulle forestille, at han hviskede, men godt gik det i hvert fald ikke. 

Drengen så ikke ud til at tage sig af det. En rynken på næsen blev det til, før han trådte et skridt ind i lokalet og skubbede døren i efter sig med foden. Hans sorte hår dækkede næsten for hans øjne, der til syneladende var virkelig blå. Ellers havde han bare et bare mørke cowboybukser på og en enkel hvid T-shirt med en læderjakke udenom. Hans ansigt viste ingen tegn på noget som helst, og så bare helt koldt og følelsesløst ud. 

Pladsen ved siden af mig var en af de eneste, der fra frie. Jeg ville bede til gud om, at den ikke blev taget. Nu jeg tænker over det, havde jeg det godt med at sidde alene. Eller nej, det havde jeg ikke. Men han lignede ikke ligefrem en type, der gad at sidde ved siden af mig. Han hang med skuldrene, hans skridt var tunge. Han lavede et hurtigt sving med håret og fik det væk fra ansigtet igen.

"Tag plads", insisterede Harrison på og sænkede en finger mod pladsen ved siden af mig. Og det var endnu en af de gange, hvor gud ikke ville høre mine bønner. Jeg begynder at tro, at han ikke rigtigt er på min side mere, selvom jeg ikke rigtigt tror på hans kraft og det. Men man kan vel altid håbe?

Drengen tøvede lidt men slæbte så sine fødder- der så ud til at være tunge som betonklodser- hen over gulvet med kursen mod pladsen ved siden af mig. Jeg sank langt ned i stolen og lagde armen om mig selv på en kejtet måde som for ligesom at dække for mit ansigt, der skar en grimasse.

Folks blikke var stadig rettet herhen mod, og kiggede undrende. Alle sammen med et glimt af foragtelse og afsky. De havde sikkert tænkt sig at undgå ham, starte en hær og gå imod ham, som der blev gjort ved alle de andre nye. Endnu en grund til at folk med bare en lille smule hjerne holder sig væk herfra. I hver fald dem, som flytter hertil. Dem der bor her i forvejen har ikke så meget mulighed, da skolen ligger i yderkanten af ingentinget, hvor den nærmeste skole ligger fyrre minutter herfra. Derfor var vi fanget her. Det er trist. 

 

 

Der skete ikke rigtigt noget resten af timen. Den fortsatte som den plejede som om intet var sket. Drengen havde nærmest ikke rørt på sig og sad bare og stirrede tomt ud i luften på et punkt oppe foran. Det lignede lidt, at han havde lukket hele omverdenen ude, og bare sad i sin egen bobble, hvilket han sikkert også gjorde. 

I smug havde jeg et par gange kastet et undrende blik over på ham for måske at aflæse, hvad der egentlig foregik inde i hans hoved. Dog måtte jeg opgive. Intet var til at finde, og han virkede lige pludselig umulig at komme i nærheden af. Ikke noget jeg havde imod. Jeg ville faktisk slet ikke i nærheden af ham. Alligevel virkede det lidt mærkeligt, at han bare sådan kom vadende, og det eneste han gør er at sidde stille. Helt stille. Uden at røre sig. Trak han overhovedet vejret?

Jeg tog mig selv i at stirre, da hans hoved langsomt gled over i retningen af mit. Vores øjne mødtes kort, og antydningen af et smil syntes at hobe sig op på hans læber, før jeg hurtigt kiggede væk igen og satte mig i min kejtede stilling, som mest af alt lignede en, der prøvede at efterligne en elefant. I ved det der med armene, som skal sådan rundt og sådan, ja... I ved nok, hvad jeg mener. 

Underligt nok havde jeg det ret underligt. Jeg var ikke så utryg i situationen mere og fik mere selvsikkerhed, hvilket sagde en hel del. Der var noget ved ham, der gjorde, at jeg havde lyst til at spørge ham om et eller andet. Problemet var bare, at jeg var helt blank i forhold til det.

Jeg kiggede ned i bordet igen, lod som om jeg tjekkede mine negle ud, men kastede små blikke på ham under mine lange øjenvipper. Hvorfor kunne han ikke bare være som andre? Let at læse. Som en bog. Du slår op på en side, kigger ned i den og læser. Sådan burde det også være ved ham. Det med at læse folk plejede at være mit speciale, men med ham gør han det til en umulighed. Han får det til at kvæste og vende tilbage mod sig selv for at dræbe sig. Lyder mærkeligt men sådan var det. 

"Hvad hedder du?" For anden gang idag gav en stemme mig et chok. Denne, fordi jeg ikke havde hørt den før. Og fordi det undrede mig. 

Jeg lod mit hoved dreje til min venstre side, hvor han sad med sine øjne rettet udelukkende mod mig. Et gys fløj igennem min krop og fik mig til at tøve en smule, før jeg rynkede brynene og lod mine øjne flyde ind i hans.

"Faith", mumlede jeg. Han sagde ikke noget men nikkede bare et par gange som et 'okay'. Den plan med at jeg skulle lyde selvsikker kollapsede så meget lige nu. Min mave begyndte at vendte sig. Først var jeg i tvivle, hvad det var men fandt hurtigt ud af, at det var kvalmen, der kæmpede sig rundt. Jeg forstod ikke, hvorfor jeg skulle have besøg af den nu. Hvilken ting burde fremkalde kvalme? Ud fra min side så jeg ingenting. Helt ærligt anede jeg ikke hvorfor, men inderst inde vidste jeg godt at han skabte kvalmen og svagheden inden i mig. 

Som før: jeg forstod ikke, hvorfor kvalmen kom. Den havde på ingen måde en grund til at komme. Jeg tog mig til maven og prøvede at skyde den til siden, før jeg tog en dyb indånding og mødte hans øjne igen, som jeg imellemtiden havde kigget væk fra.

"Og dig?" Han så ikke ud til at reagere på, hvad jeg sagde som om han ikke havde hørt det. Jeg blev lidt i tvivl, før han begyndte at opløse sin faste stilling. Hans lyseblå øjne borede sig helt ind i mine, og den ene mundvige trak op ad. Det var ikke noget venligt smil. Langt fra. Det var mere et, der viste, at han var ude på noget. At det her ikke ville blive helt så let, som jeg regnede med.

"Du kan kalde mig Blaze"

 

OneRepublic- Stop and stare. (Sangen er fra Blaze's synsvinkel..)

-----------------------------------------------------------------------

Eh, ja. Det var så det første rigtige kapitel sådan. De hænger måske ikke rigtigt sådan sammen, og så alligevel. Det kan godt virke lidt forvirrende, men bare rolig. Det kommer til at give mening. Det er lidt svært at forklare hvordan, men i skulle have det andet for at måske have det til at ligge i baghovedet. Kapitlet blev måske lidt langt, men ja. Synes i skulle have et ordenligt indblik i det og hvordan det er og sådan. Så kan i sidde og undre jer over, hvad jeg egentlig tænker..o-:'

I hvert fald må i meget gerne like, kommentere hvad jeg kan gøre bedre, og tilføje som favorit hvis i kan lide den!:-p

xoxo'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...