Behind the Mask ~(Don't give up.)

Faith Gray er pigen, der har det hele omkring sig. Hun har verdens bedste veninde, klarer sig godt i skolen og ellers kører livet bare på skinner, mens intet kan ødelægge det, mener hun. Dog tager hun helt fejl der!
Det der med at være helt uskyldig, holde ved reglerne, og blive i de trygge rammer, går ikke altid som planlagt. I hvert fald ikke for Jeremy. En aften ændrer hele hans liv sig, da han ved et uheld kommer til at tage det forkerte træk.
Tiden går med at leve i skjul for fortiden, og at nogle finder ud af, hvad der rent faktisk skete den aften er hans værste mareridt. Derfor beslutter han sig for, at starte livet på ny. Give sig selv en ny chance for at komme videre. Finde venner. Måske familie? Eller en helt tredje ting.
Vil alt nu gå, som han havde planlagt det ville? Eller vil folk finde ud af, hvem han virkelig er? Hvad han har gjort? Eller vil al ting bare blive lagt bag ham?
(Læsning er på eget ansvar, tror jeg...)
-Besat af at være perfekt

3Likes
4Kommentarer
1008Visninger
AA

9. Kill for lies.

 

"Jeg besøger skam bare min ven", sagde han lidt for venligt og begyndte at tage jakken og skoene af. Jeg fulgte nøje hans små bevægelser med øjnene, der ledte efter den mindste lille fejl. Dog gav jeg hurtigt up, da det var fuldstændig umuligt at finde andet, end jeg plejede at se. Han smil, han øjne, der ligefrem råbte efter mig, og helt og aldeles alt ved ham.

 

”Du ligner en, der godt kunne trænge til noget mad?” sagde han med et provokerende smil på læben, der kun voksede sig større for hvert minut der gik.

”Tager du gas på mig?” Jeg løftede øjenbrynet. Alt andet end mad og Blaze ville være godt lige nu. For guds skyld. Jeg havde lige ædt en liter is. Om jeg var sulten? Nej, ikke rigtigt.

”Så du er sulten?”

”Ikke lige, hvad jeg ville kalde det”, mumlede jeg og kiggede åndsvagt på ham som om han var et rådyr på vej ind i en dør. Noget i den stil i hvert fald.

”Det tager jeg som et ja”, svarede han og ignorerede mit svar. Jeg sukkede irriteret og før jeg vidste af det, var han i gang med at tage både jakke og sko af. Jeg fulgte nøje hans små bevægelser med øjnene, lidt usikker på, hvad jeg skulle gøre. Den rigtige grund til at han var her, havde jeg endnu ikke fået og regnede heller ikke med det, fordi det jo var Blaze. Han sagde ikke bare lige sådan tingene lige ud. Den ting havde jeg da lært om ham.

”Faith, vi tager afsted. Tony sidder oppe på værelset, hvis det skulle være noget. Hyg jer!” Min mors stemme skar igennem hele huset. Jeg nåede ikke engang at protestere, før et højt brag lød og hoveddøren var lukket, hvilket betød, at de var gået. Jeg skar en grimasse og kiggede skrækslagen over mod Blaze, der stod med det bedste smil, han kunne præstere, på læben. Det gav mig kuldegysninger, at han kunne tage det så pokkers roligt, når jeg stod her og følte mig alt for lille og usikker. Selvom jeg virkelig prøvede at finde min del af selvtilliden frem, var det som om, han havde taget det hele.

Hans skulder rørte kort min, da han strøg forbi mig i en blød bevægelse. Jeg stod som stivnet og følte mig som den liter is jeg lige havde spist. Mine fødder stod fast til gulvet, hvor de havde været siden han kom, og gjorde ikke mine til at flytte sig- selvom det også ville være lidt mærkeligt, hvis de gjorde. Men lige nu var det, det som jeg aller helst havde lyst til. Det virkede ligefrem faretruende at lade ham rende rundt alene i mit hus uden at vide, hvad han kunne finde på. Jeg kendte ham, men jeg kendte ham ikke nok. Det gav ingen mening, men sådan var det bare. Det var ikke noget jeg bestemte. Det havde åbenbart haft lyst til at skabe sig selv.

Jeg lukkede mine øjne i for at samle mig igen. Luften lod jeg denne gang røre hvert hjørne i mine lunger, før jeg tungt pustede det ud igen. Min krop var pludselig helt fri igen og jeg kunne frit reagere over mine fødder, som jeg havde lyst til, hvilket lød en smule underligt.

Jeg åbnede mine øjne, der indtil videre havde været lukket, og kastede et forsigtigt blik ind i stuen, hvor Blaze vandrede rundt som om han havde været her før, og egentlig bare undersøgte det en enkelt gang- for at se om alle tingene var, hvor de plejede, om de var på plads. Jeg betragtede ham lidt med et undersøgende blik, før han vendte sine øjne mod mig og jeg hurtigt kiggede væk.

Endnu en gang tog jeg en dyb indånding. Det hjalp ligesom bare på det hele. Hvorfor havde jeg ingen anelse om. Faktisk var jeg fuldstændig blank lige nu. Hvorfor følte jeg mig svag? Og hvorfor kunne jeg ikke bare råbe, at han skulle skride langt væk herfra, så jeg kunne være i fred, æde min is færdig og sove, leve mig lagt ind i en drøm med lyserøde enhjørninger og regnbuer? Ærligtalt, så vidste jeg det ikke.

Med små skridt bevægede jeg mig ind i stuen og videre ud i køkkenet, hvor Blaze nu stod og lignede en, som ligefrem beundrede det, selvom der nu ikke var meget at beundre her. Skabene var at gammelt, lyst træ, mens bordpladerne var af granit. Enkelt og normalt lige som så mange andre steder, hvilket jeg ikke så nogen grund til at beundre.

”Hvad vil du have?” kom det fraværende fra ham, mens han begyndte at rode i alle skabene. Jeg så forfærdet på ham og sendte ham et olmende blik. Hvad havde han egentlig gang i? At rode i vores skabe var i hvert fald noget jeg ikke havde givet ham lov til. I det hele taget havde jeg slet ikke givet ham lov til at komme ind. Men selvfølgelig skal han bruge sin magt over mig til, at lade sig gøre som han vil. Hans dybe øjne, der bare borer sig ind i ens. Det gik først op for mig nu, at han rent faktisk befandt sig i vores hus. Mit hus og ikke hans, hvilket betyder, at han ikke skal lade som om han kender det hele. For det gør han ikke, og kommer forhåbentlig heller aldrig til. Det ville seriøst skræmme mig fra vid og sans.

Jeg mærkede pludseligt hans blik på mig. Tanken kom slyngende frem og fortalte mig hurtigt, at jeg ikke havde besvaret hans spørgsmål. Den ene hånd blev placeret på min hofte og jeg rømmede mig kort en gang, så min stemme ikke var så hæs.

”Hvad får dig til at tro, at du har lov til at være her?” sagde jeg en smule koldt, selvom jeg aller helst havde lyst til at slå mig selv i hovedet. Jeg havde ikke lyst til at være sådan en møgtøs, og slet ikke at være så kold bagi, som jeg pludselig var blevet. Men tanken om at lade mig overgive til hans spil, pakkede sig hele tiden op i min hjerne. Det var en ting, som jeg bestemt ikke ville. Derfor måtte jeg stå imod, virke ligeglad og bare håbe på, at min plan virkede, for det var den eneste jeg havde. Jeg ved godt, at folk altid plejer at have en Plan- B klar, men jeg var en af de personer, der bare satsede på A’eren, og som egentlig ikke orkede bruge energi på at finde på en B. Og slet ikke en C. Det ville overskride alle grænser for, hvad jeg kunne holde til. Sport var ikke lige mit speciale. Ordet sport var bare fjernt, og et ord jeg sjælendt brugte og nærmest ikke kendte til.

Blaze stod og så tænksomt ud over køkkenet og lod bare sine øjne rulle hen over det hele, indtil de standsede ved mig og et stort, provokerende smil spirrede på hans læber.

”Du har ikke smidt mig ud endnu”, svarede han med et grin i stemmen som om, det var en joke, hvilket det også var. Det virkede lidt for usandsynligt, at jeg ikke smed ham ud fra starten af, og egentlig bare lod ham gå forbi og ind i huset som enhver anden. Nu var det så bare, at det var Blaze. Og jeg kunne ikke lide Blaze. Kun hans nærvær fik mig til at reagere underligt, og endnu ikke havde jeg fundet ud af, hvad det betød. Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at jeg det ikke betød noget særligt, og indtil videre gik det helt perfekt, selvom jeg oftere og oftere glippede.

"Hvad med tortillas?" Han skimtede hurtigt køleskabet og rev så de varer ud, der skulle bruges, inden jeg nåede at protestere. Jeg satte en finger i vejret og prøvede at understrege, at jeg ikke syntes specielt godt om det, men han ignorerede det bare og fortsatte sit arbejde.

Opgivende sænkede jeg fingeren igen, og trådte lidt tættere på ham, for helt prcist at finde ud af, hvad han havde gang i. Han havde nu fundet et spækbræt, en kniv og en masse grøntsager, ost og noget kød frem. Det gjorde mig faktisk lidt bangde, når han stod der med en stor, skarp kniv, når jeg i forvejen ikke var særlig tryg ved ham. Jeg forbandede mig selv for ikke at kunne smide ham ud. Jeg kunne ikke slå ham, selvom jeg gerne ville. Og når jeg prøvede at finde min styrke frem og tale ham til det, sugede han mig bare ind i sit lille univers, hvor jeg ikke engang kunne finde ud igen. To ting, der var virkelig dårlige.

Jeg lænede mig tænksomt op af køkkenbordet, krydsede benene og armene og rynkede brynene nøje, mens jeg undersøgte hver eneste detalje ved hans små bevægelser, når han skar tomaten ud. Egentlig forstod jeg ikke, hvordan han kunne skære den ud, uden det hele kom til at ligne Det røde hav.

Blaze havde givet al sin opmærksomhed til maden, som jeg egentlig slet ikke havde givet ham lov til at lave. Han følte sig åbenbart nok hjemme til ligefrem at lege gentlemanden her i huset, hvilket gjorde mig utryg. Hvad kunne han ellers finde på at gøre? Med den kniv der i hånden, så han ikke helt fredelig ud, men ligefrem at beskylde ham for at kunne gå amok med kniven, gjorde jeg ikke. Jeg kunne bare ikke lide ham med den. Sådan var det bare. Bum basta pasta.

"Kan du lide, hvad du ser?" Det var som om hans ord vækkede mig, og hurtigt blinkede jeg med øjnene for at vende mig til det hele igen. Han stod med fronten mod mig, og selvom jeg havde haft mit blik på ham hele tiden, havde jeg ikke opdaget, at han havde vendt sig. 

Jeg sank den klump jeg havde i halsen for at genvende ordene og kunne langsomt mærke varmen, der steg mig til kinderne. Lige nu hadede jeg virkelig mig selv for at rødme så let, og altid prøvede jeg at undgå det, hvilket bare endte med at gøre det hele endnu værre, end det i forvejen var. Det ar ydmygende og fik mig til at føle mig endnu mindre, mens min selvtillid faldt i bund.

Jeg tog en dyb indånding, og prøvede så vidt så muligt at skjule det.

"Har du ikke sagt det en gang før?" spurgte jeg med et løftet øjenbryn og blev overrasket over, at jeg allerede havde indsamlet en hel del af min selvsikkerhed og attitude.

"Har du ikke også kigget en gang før?" gav han igen.

"Hvorfor er du egentlig her?" spurgte jeg en smule irriteret, da det hele fik mig til at se ret så dum ud.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål", sagde han med et roligt smil på læben.

"Og du svarede ikke på mit, så vi står vidst lige" Der blev hurtigt stille i køkkenet igen, hvilket ikke gjorde det lettere at skjule mine uregelmæssige vejrtrækninger. I hvert fald så det ud til at more Blaze en hel del, og det stoppede ham da heller ikke fra at træde endnu tættere på mig, så der nu kun var en meters mellemrum. Hans øjne fangede lynhurtigt mine, inden jeg kunne nå at undvige. Som altid sugede hans dybe, blå øjne mig til sig, og lukkede alt andet ude. Et smil gled over hans læber, mens mine bare forholdte sig neutralt som de altid havde gjort her de sidste par dage.

Stadig med hans blik rettet mod mig, tog han endnu et skridt tættere, så jeg svagt kunne mærke hans varme ånde mod min pande. Jeg kunne virkelig ikke lide det her. Det gjorde mig usikker og ret irriteret. Han var irriterende. Han havde magten over mig, og selvom jeg havde indrømmet det mange gange, irriterede det mig stadig grænseløst og gjorde mig fuldt ud opsat på at få det ændret.

 

Blazes synsvinkel.

Det morede mig virkeligt at se hende sådan der. Jeg kunne ligefrem høre, hvordan hendes vejrtrækninger begyndte at sætte farten op, jo længere jeg bevægede mig hen mod hende. Jeg vidste ikke helt, hvorfor jeg gjorde det, eller hvorfor jeg overhovedet havde overtalt hendes mor til at lade mig komme med hjem. Jeg havde mødt hende i supermarkedet, hvor jeg med det samme havde bevæget mig hen til hende. Min lamme undskyldning var denne gang, at vi skulle lave en opave i skolen, hvilket jo egentlig var rigtigt nok. Men jeg havde nu ikke tænkt mig at lave den.

Sandheden var, at når Faith var her, havde jeg det som om jeg levede livet igen, at min fortid var gemt væk og aldrig var sket. Jeg tænkte ikke på det. Jeg tænkte kun på hendes reaktioner, og hvor meget jeg kunne se på hende at hun hadede det. Let som ingenting kunne jeg fange hendes lysende, grønne øjne og holde dem fast, uden hun havde nogen form for jordisk chance for at slippe væk, hvis man kunne kalde det det. Men oveni det fik hun mig til at føle mig uskyldig, selvom jeg godt vidste, at jeg langt fra var. Min selvsikkerhed steg og at være mig selv føltes pludselig som en meget lettere opgave end normalt. Det plejede at være svært, fordi skyldfølelsen altid hang ved den. Den skød sig frem i mig, hver gang og at selvsikkerheden var der hjalp noget på det. Aldrig havde jeg haft meget selvsikkerhed, men skuespil var blevet min nye bedste ven, så det hjalp at lade som om alt kunne rende mig. Folk fik et andet indtryk af mig, og det var præcis det, der var meningen med det hele. At ingen skulle kende mig, og ingen skulle kunne se, hvem jeg virkelig var.

Et suk kom fra min venstre side og fik mig til at afbryde min indre vrøvlemonolog og rette opmærksomheden mod Faith, der stod og hang dovent op af køkkenbordet. Noget sagde mig, at det her var det sidste hun ville. Jeg betragtede hende kort, før jeg vendte tilbage til mit arbejde. Maden kunne måske få hende på lidt andre tanker. Egentlig var det bare en afledningsmanøvre og en undskyldning for at blive længere. Jeg følte mig pludseligt som en lille dreng, som var alt for afhængig af sine daglige sukkerknalder, og bare ikke kunne slippe synet af dem.

”Hvor har du lært at lave mad fra?” Hendes undrende stemme fik et smil til at vokse sig frem på mine læber.

”Min far var kok. Jeg hjalp ham sommetider med aftensmaden, da jeg var mindre”, svarede jeg stadig med mine øjne rettet mod spækbrættet, hvor mine fingre arbejdede med maden så koncentreret som overhovedet muligt.

Var? Hvad mener du med det?” Jeg kunne mærke hendes øjne være rettet mod mig, hvilket fik nervøsiteten til at stige i mig. Jeg tænkte tilbage i tiden, længe før det skete. Tilbage til da jeg boede hjemme hos min mor, far, lillebror, storesøster og lavede ting, som en normal familie nu ville gøre. Jeg huskede tydeligt de aftener, hvor vi stod i køkkenet og lavede mad sammen, og genkaldte billederne let som ingenting. Jeg savnede det og det hjalp specielt ikke at vide, at det aldrig ville blive sådan igen. Tiden var ødelagt men ikke kun på grund af den fejl jeg lavede.

Jeg overvejede lidt om jeg skulle fortælle hende om det, eller bare stikke hende en eller anden hurtigt løgn om, at han ikke var kok mere. Selvom det lød tamt, var tangen stor til at gøre det. Men trangen til at åbne mig op var større, at være mig selv og ikke kun suge hendes historier til mig, men også dele ud af mine.

Et næsten lydløst suk gled ud over mine læber, før jeg lagde kniven fra mig og lagde hænderne på hver sin side af spækbrættet, mens jeg lænede mig op af køkkenbordet.

”Han døde, da jeg var fem,” startede jeg og tog en dyb indånding. Det virkede pludselig som en overvældning at få ordene ud, og at min far og jeg havde haft et godt forhold til hinanden, gjorde det specielt ikke lettere. ”Han.. døde af kræft”, sluttede jeg med en lille stemme, som hun helt sikkert ville ligge mærke til. Min facade var fuldstændig revet ned og alle mine følelser var blottet lige for øjnene af hende.

”Oh..” Jeg kunne høre hun trak vejret tungt, mens hun holdte en lille pause. ”Det er jeg ked af at høre..” Hendes ord lød så oprigtige, at det var lige til at gøre mig svimmel. Hun lød til at føle med mig og vide, hvor ondt det gjorde.

Først nu lod jeg mit blik glide hen på hende, og mødte med det samme hendes øjne, der var fyldt med medlidenhed. Jeg tvang et mindre smil op på læberne for at lette stemningen.

”Det er jeg også..” svarede jeg stille og nød stilheden, der havde bredt sig.

Køkkenuret afbrød den dog hurtigt og jeg rettede hurtigt mit blik mod ovnen. Efter få skridt stod jeg derhenne og var i færd med at få dem ud uden at brænde hænderne. Grydelapper var ikke noget jeg havde tænkt på, før jeg greb om dem og bandede indvendigt, men prøvede så vidt som muligt at skjule det udvendigt. Jeg ville helst ikke fremstå endnu mere følsom og kejtet, end jeg allerede havde gjort den her aften.

Med besvær fik jeg dem over på en tallerken og greb om håndtaget på panden med kødet. Elegant- eller mindre elegant- bar jeg det over på bordet, hvorefter jeg slog mig ned på bænken i det lille, hyggelige hjørne de havde.

Igen kiggede jeg over mod Faith, der ikke havde rykket sig en centimeter men bare stod og betragtede mig med sammenknebne øjenbryn og en sød rynke i panden.

Jeg satte mit smil op på læberne igen og lænede mig afslappet tilbage.

”Skal du ikke have noget? Du finder ikke nogen bedre kok, end ham, der sidder lige her”, sagde jeg selvsikkert og pegede to fingre ind mod mig selv. Hun rullede med øjnene, greb salaten og slog sig ned overfor mig med et suk.

”Selvtilliden fejler i hvert fald ikke noget”, konstaterede hun monotont. Jeg trak bare på skuldrene med et smil og lagde en pandekage på hver af vores tallerkener. Med let hånd lagde jeg noget kød på dem og var lige ved at tabe skeen, da hun talte igen: ”Jeg kan altså godt tage selv..”

”Lad nu kokken”, svarede jeg ligeud og fortsatte mit arbejde. Hendes blik flyttede sig ikke en eneste gang fra mig. Først da jeg var færdig kiggede hun ned på sin mad med et underligt blik som om det var giftigt. ”Spis min gris”, sagde jeg glad og satte mig til at spise af min pandekage.

”Jeg er ikke nogen gris, og jeg er bestemt ikke din” Hun hævede en finger for at understrege det, hvorefter hun kastede sig over sin pandekage.

”Det er du nu” Hvor alt glæden pludselig kom fra, havde jeg ingen anelse om, men den løftede mig åbenbart højt op.

”Nej, bare nej”, sagde hun med munden fuld af mad.

”Det kan du tro”

”Du minder om min mor lige nu. Ved du godt det?”

”Det tager jeg som et kompliment”

 

 

Efter vi havde spist gik vi ind i stuen, og hurtigt fandt vi en film frem. Det overraskede mig, at jeg overhovedet fik hende overtalt til det, men det virkede som om hun var blødt lidt op her hen over aftenen. Under aftensmaden havde hun ikke sagt så meget, og alligevel havde hun- mere end hun plejede til mig i hvert fald. Ét enkelt smil havde kæmpet sig frem på hendes læber. Dog forsvandt det hurtigt, da det så ud til hun opdagede, hvad hun havde gang i. Men det var da skønt så længe det varede. Er det ikke det man plejer at sige?

Jeg kendte ikke filmen og var heller ikke sikker på, at hun gjorde, for det så ret tilfældigt ud, da hun rev den ud af reolen. Popkorn var placeret imellem os i sofaen og gjorde at der var et stykke imellem os.

Jeg havde lært endnu en ting om hende denne aften, og det var at hun bare var et stort hul. Hun spiste og spiste og de fleste popkorn var allerede væk. Jeg forstod ikke, hvordan hun kunne det uden at tage på. Faith var langt fra tyk. Hun var tynd, nærmere lige tilpas, og havde former som så mange andre piger. Dog var hendes lange, brune hår gemt ind under en hætte, som hang sammen med den trøje hun havde op - også kaldt en hættetrøje, hvis nogle skulle spørge, selvom det stod klart.

Uden at ligge skjul på det betragtede jeg hende åbenlyst. Jeg havde mine metoder, og en af dem var denne – at stirre indtil folk fik nok og vendte hovedet mod mig. Det lod måske lidt opmærksomhedskrævende, men det var bedre end at gribe fat om hendes ansigt og tvinge hende ind under den nærmeste køkkenvask, hvor jeg binder hende fast og glor ivrigt på hende igennem en kikkert. Det ville altså være at gå over stregen.

Snart ville den sædvanlige sætning komme som så mange andre gange havde fundet vej ind i mit øre. Sådan cirka om 3, 2, 1..

”Du stirrer” Og der kom den. Der var bare et problem. Hendes hoved ikke så meget som vendte sig i min retning. Hendes øjn var fæstnet fast til fjernsynsskærmen, som fik alt hendes opmærksomhed.

”Det godt set”

”Jeg har ikke engang kigget endnu” Jeg rystede smilende på hovedet af hendes kommentar, og sådan set havde hun jo ret. Mit smil forvandlede sig hurtigt til et stille grin.

”Hvad?” udbrød hun med en skinger stemme og rettede efter mit ønske sin opmærksomhed mod mig.

”Du kiggede”, fremhævede jeg hurtigt afslappet og rettede en finger mod hende. Hendes ansigt forvandlede sig hurtigt til et jeg ikke helt kunne læse. Hun lagde hænderne for ansigtet som for at skjule, hvad hun lige havde gjort og sukkede så.

”Pis”, kom det stille fra hende. Mine øjne blev hurtigt store over hendes ordvalg. Enhver vidste at hun aldrig plejede at bruge sådan nogle ord.

”Og jeg fik dig til at bande. To fluer med et smæk” Jeg rettede efter noget tid selvsikkert mine øjne mod fjernsynet og på filmen, der viste et eller andet jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvad handlede om.

 

 

Mit tv kørte for fuld lydstyrke for at overdøve det hele, selvom der ikke var noget at overdøve. Larmen syntes bare at være en let vej til at udrydde mine tanker, der bare fortsatte rundt i cirkler og danneske nye små tanker.

Jeg var kommet hjem fra Faith, der så ud til at ånde lettet op, da jeg meddelte at tage hjem. Det virkede ret overvældende for hende, at jeg var der. Egentlig havde vi heller ikke kendt hinanden i mere end nogle dage, og vidste faktisk ikke så meget om hinanden – og alligevel synes jeg, at jeg vidste en hel del.

Jeg var virkelig træt og at havde været derovre havde zappet mig fuldstændig tom for energi. Jeg følte mig mere udmattet end nogensinde, hvilket også gjorde, at jeg hurtigt lagde mig til rette på sofaen. At gå ind i sengen lige nu virkede som en umulig opgave. Desuden var sofaen ret så behagelig, så den kunne gå an.

Jo længere hen jeg kom i filmen, jo mere begyndte mine øjenlåg at blive tunge. Efter et godt stykke tid opgav jeg forsøget om at holde mig vågen, og overgav mig til søvnen. Jeg gled ind i det sorte univers, mens tankerne i mit hoved hurtigt forvandlede sig til små billeder, drømme, fantasier.

Det overvældede mig pludseligt, da min underbevidsthed valgte at tage over. Drømmen ændrede sig og jeg endte inde i et vores ret så genkendelige klasseværelse. Det så kedeligt ud, og en time var åbenbart i gang. Hvis jeg skulle skyde på det, var det en historietime, da Hr. Lawson stod med et godt greb om pegepinden og rettede den mod tavlen, hvor en masse historiske ting stod. Jeg stod på baglinjen og så på, men jeg følte mig alligevel med- bare ikke set. Det var jo også en drøm, så det kunne være lige godt.

Kan nogen forklare mig, hvad vigtigste ting er at huske ud fra disse svar?” Jeg anede ikke, hvad han talte om, men havde heller ikke lyst til at vide det. Det var endnu en ting, der ikke var nødvendig.

En ukendt pige sad på forreste række, og lignede ikke en jeg havde set før. Hendes hår faldt godt om hende skuldre og hang langt ned af ryggen. Jeg lod mit blik glide rundt i lokalet og skimtede de små borde, hvor ved hver og et var placeret en elev. Mit blik standsede dog hurtigt op, da det fangede en hvis persons ryg. Selv bagfra kunne jeg genkende ham, og det væmmelige ansigtsudtryk trådte op for mine indre øjenlåg. Vreden steg i mig, og det jeg aller helst havde lyst til lige nu, var at gå hen og give ham sådan en på skallen. Han fortjente det for det han havde gjort, og havde det ikke været for ham, var det aldrig sket.

Forskellen var her, at han var ung. Han var elev i en klasse jeg kendte for godt. Jeg kunne tydeligt genkende ham. Hans træk afslørede alt selv bagfra.

Uden at tænke mere over det, løb jeg hen til ham, svingede min hånd og svang den mod ham. Men lige så let som jeg havde svunget den, lige så let svang den igennem ham. Fedt. Tydeligvis alt, hvad jeg havde brug for.

Selvom jeg godt vidste det var en drøm, virkede det for virkeligt. Det vækkede alt indeni mig, alt det dårligt, hele min fortid, alt det gamle og alverdens andet.

Jeg trådte irriteret tilbage på min plads fra før og så på som en vred tilskuer, der bare ventede på at smide sin fedtede hotdog mod den nærmeste fodboldspiller, fordi han ikke gad score det pokkers mål.

Jeg vidste jeg ikke kunne gøre noget, og stemmerne der talte lavmeldt bagi afledte mig dog også en smule. Utroligt Hr. Lawson ikke lagde mærke til noget, for det var virkelig åbenlyst det de havde gang i. Som alle andre planlagde de at forvirre ham, så han på en eller anden måde ville give dem fri fra denne hæslige time, de var i gang med at foretage sig. Dog lykkedes det bare aldrig, hvis jeg skulle gætte.

Jeg lænede mig op af bordet, der hang fast til væggen bagerst i klassen. Min krop rystede af vrede og hvis jeg ikke tog fejl var mit hoved knaldrødt. Jeg kunne ikke klare at være her, og alligevel følte jeg pligt til det. Jeg følte jeg var nødt til det, at det var det eneste jeg kunne foretage mig.

Jeg kastede et blik hen på pigen på forreste række og lagde mærke til, hvordan hun rystede præcist lige som mig, som om jeg afspejlede mig i hende. Lidt kejtet, når hun var en pige, men sådan var drømme jo.

Hendes hånd greb om stolens sæde, hvor den langsomt gled rundt om træet. Hendes knoer blev hvide, og ud fra hvad hendes bevægelser sagde, skete der noget slemt om lidt. Det var som om hun lagde op til noget, der ikke var godt, noget der kunne ødelægge en del.

Og som jeg forudsagde, skete det. Få sekunder efter lød sprækkende lyde fra min venstre side og ikke minde end tusinde stykker glas fløj ud igennem klassen, hvor folk automatisk bukkede sig forover og skreg. Ruden var knækket. Den var sprunget og havde kastet alt glasset lige i hovedet på os, hvilket syntes at være en lille smule mærkeligt. Dog følte jeg, at det var min vrede, der havde skabt det. At det var mig, der var skyld i det. Endnu en gang lagde skyldfølelsen sig over mig som den så mange andre gange havde gjort, men denne var værre. Jeg overmandede vreden og pakkede den ind, skjulte den, selvom man stadig kunne se små glimt af den. Det virkede urealistisk og fuldstændig tegnefilmsagtigt, eller noget i den stil. Det var det jo også. Det var en drøm- en virkelig mærkelig drøm efter min mening, men det er der så meget, der er.

Med et stift blik kiggede jeg rundt på de mange forskrækkede unge, der sad og krympede sig. Alle undtagen pigen, som havde fosaget denne ulykke, gik jeg i hvert fald ud fra. Hun sad stadig rystende på sin plads, mens hendes blik var rettet mod ham. Ham der havde ødelagt mit liv, ham der havde fået mig til at træffe det valg jeg gjorde uden nogen som helst fornemmelse af, hvad jeg lavede. Jeg gjorde det bare, og det var ham, der fik mig til at gøre det. Jeg forbandede mig selv, for at have gjort det, og det tror jeg enhver ville gøre, medmindre man var et fuldstændig blodtørstigt monster, der kun var ude på at dræbe og skabe splid.

Med undersøgende øjne kastede jeg et blik hen mod ham. Jeg betragtede ham med afsky, alle hans små bevægelser. Overraskende vendte han sig om, og endnu mere overraskende følte jeg, at jeg fik øjenkontakt med ham. Hans blik ændrede sig drastisk og han så med en blanding af usikkerhed og overraskelse på mig.

Mere nåede jeg ikke at se, før jeg igen endte i min stue og vågnede op med et chok og anede ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv.

Jeg kiggede mig forvirret rundt i den lille stue, der var kulsort. Månen lyste kun halvdelen af den op og gjorde det umuligt at se, hvad der skete omkring mig. Fjernsynet havde åbenbart slukket sig, for skærmen var sort. Jeg undrede mig lidt over hvordan, inden jeg vendte tilbage til drømmen. Den skræmte mig. For at sige det rent ud, så skræmte den livet af mig, hvis det ikke allerede var sket.

Det her var virkelig mærkeligt.

 

 

Jeg trådte ind på den lange gang, som så ud til at være proppet op med så mange mennesker, der overhovedet kunne være. Folk løb som gale rundt med taskerne på slæb efter sig og jeg følte mig lidt som en outsider. Det virkede som om jeg ikke længere hørte til. Jeg var usikker efter det i nat, hvilket nok var forståeligt. Det var sket her. Lige her.

Jeg tog mig selv i at ryste og stirre tomt ud i luften. Jeg havde aller mest lyst til at slå mig selv i ansigtet med et eller andet, men vidste der ikke ville komme noget godt ud af det. Det ville bare få mig til at se dum ud, og virke kejtet, hvilket jeg vidst allerede havde bevist at jeg var.

Med lette skridt bevægede jeg mig hen mod det velkendte klasseværelse, som jeg næsten hver morgen startede i. Jeg håbede en smule på at se Faith sidde derinde som alt med hovedet begravet i sin notesbog. Jeg vidste hun ikke skrev noget deri, men bare brugte den som et gemmested for at komme væk herfra et stykke tid, hvilket jeg godt forstod. Stedet her kunne være ret overvældende nogle gange, da så mange mennesker dømte folk ud fra, hvad de så og ikke hvad de rent faktisk vidste ud fra personen. Det var tarveligt og fuldstændig åndsvagt synes jeg, men min mening betød jo ikke noget i den her sammenhæng. Den kunne ikke stille sig op imod de to hundrede andre der nu var.

Jeg bevægede mig hen mod klasseværelse svingede rundt om hjørnet og endte inde på min plads, hvor jeg sank dybt ned i sædet. Faith var ikke kommet endnu, og det skuffede mig en smule. Hun plejede at kunne aflede mine tanker, men lige nu drejede de bare omkring drømme i nat.

Jeg havde set ham, der havde fået mig til at tage det værste træk i hele mit liv. Dét, der ødelagde det hele. Jeg havde set ham, der fik mig tvunget ud i at trykke på aftrækkeren. Jeg dræbte min bedste ven, og for at det ikke skal være nok ændrede jeg alt ved mig selv for ikke at udstå som en freak. Skiftede hårfarve, navn, tøjstil, væremåde, alt. Jeg fortrød så inderligt alt, hvad jeg havde gjort og ønskede at jeg kunne spole tilbage til tiden, hvor min bedste ven levede. Spole tilbage til, da jeg var Jeremy og ikke Blaze. Det hele ville være så meget lettere så.

Før jeg nåede at kiggede mig omkring, gled Faith ned på pladsen ved siden af mig. Jeg rettede mig opmærksomhed mod hende og lod mine afskyelige tanker glide om i baghovedet- eller jeg prøvede.

”Hey..”, sagde jeg roligt med et smil på læben og prøvede at finde selvsikkerheden frem. Det virkede bare ikke lige nu. Jeg var kørt for meget over i mit gamle jeg, til at kunne håndtere det, og min facade var væk. Lige nu var jeg alt andet end perfekt. Jeg var en freak, og det var det jeg mindst ville være.

Hendes smil blændede mig kort, inden hun begravede hovedet i sin notesbog for at lukke omverdenen ude. Gid jeg også kunne det. 

Ulrik Munther- Kill for lies

-----------------------------------------------------------------------

Puh, det var et langt kapitel det her!

Ved godt sangen ikke passer dertil- eller ved ikke om den gør- men ja. Syntes bare den skulle være navnet på kapitlet og sådan, fordi ja.. Det er lidt svært at forklare, hvad jeg forestillede mig inde i mit hoved. fjrihgioehiorehre.

Nå, men prøvede at afslutte den her, selvom jeg havde langt større planer med den. Regner med at skrive videre på den, men da konkurrencen slutter imorgen, kunne jeg ikke nå at skrive mere..

SÅSÅÅSÅÅÅÅ LIKE, OK? GODT.

xoxo'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...