Behind the Mask ~(Don't give up.)

Faith Gray er pigen, der har det hele omkring sig. Hun har verdens bedste veninde, klarer sig godt i skolen og ellers kører livet bare på skinner, mens intet kan ødelægge det, mener hun. Dog tager hun helt fejl der!
Det der med at være helt uskyldig, holde ved reglerne, og blive i de trygge rammer, går ikke altid som planlagt. I hvert fald ikke for Jeremy. En aften ændrer hele hans liv sig, da han ved et uheld kommer til at tage det forkerte træk.
Tiden går med at leve i skjul for fortiden, og at nogle finder ud af, hvad der rent faktisk skete den aften er hans værste mareridt. Derfor beslutter han sig for, at starte livet på ny. Give sig selv en ny chance for at komme videre. Finde venner. Måske familie? Eller en helt tredje ting.
Vil alt nu gå, som han havde planlagt det ville? Eller vil folk finde ud af, hvem han virkelig er? Hvad han har gjort? Eller vil al ting bare blive lagt bag ham?
(Læsning er på eget ansvar, tror jeg...)
-Besat af at være perfekt

3Likes
4Kommentarer
1002Visninger
AA

8. Here I Am.

 

Med fødder, der føltes som sten, kæmpede jeg mig hen af den langt fra tomme gang. Folk styrtede rundt som gjaldt det livet- hvilket det jo egentlig også gjorde. At komme for sent til time var noget man var ret opsat på ikke at få til at ske, da lærerene virkelig ikke syntes om det. Hvem gør overhovedet det som lærer? Ingen, tror jeg, men her var det virkelig slemt. Derfor tøffede jeg også hurtigt afsted hen mod klasselokalet, som jeg skulle være i. Engelsk var åbenbart den første time, som skulle plage mig, og uden Ellie eller Oscar ved min side, skulle den bare overstås så hurtigt som muligt. 

Jeg svingede hurtigt til venstre og drejede om et hjørne for at ende udenfor klasselokalet. Jeg kastede et kort blik derind, før jeg trådte over grænsen og fortsatte hen på min plads, hvor jeg slog mig tungt ned i sædet. Min taske blev smidt på jorden med et brag, som sædvanligt tiltrak en masses blikke. Men jeg ignorerede det bare og kiggede ned i den vildt spændende bordplade, som jeg var blevet så glad for. Langsomt faldt jeg til ro, og lod mit hoved hvile mod den. Først nu var det gået op for mig, hvor lidt søvn jeg egentlig havde fået. I hvert fald var søvnen begyndt at jagte mig som en kat efter en mus, hvilket ikke var det sjoveste. 

Med et irriteret suk rettede jeg mig op igen lige i tide til at se den person, som jeg mindst havde lyst til at se, gå ind af døren. Jeg gav en gnaven lyd fra mig, som uheldigvis bare fik hans øjne til at søge hen mod mig og langsomt fange mine. Det var som om jeg blev suget ind i hans lille univers, og det var bestemt ikke en rar følelse. Han havde nærmest magten over mig i de sekunder, indtil jeg tvang mig selv til at kigge væk. Han skulle ikke kunne styre mig, eller nogen andre. Det var forkert, men hans øjne havde en trang til at hægte sig fast til andres og bare fordybe sig i dem. Det lød væmmeligt - og tro mig, det var det også. 

Irriterende som han var, slog han sig ned ved siden af mig med et venligt smil på læben, der ikke så ud til at kunne gøre en flue fortræd. Men jeg vidste bedre. Det var langt fra ufarligt og gjorde mere end en flue fortræd. Meget mere. Han kunne dræbe en flue med det blik der, og det siger en hel del. 

"Hey", sagde han afslappet og rykkede sin stol en smule over mod min. Automatisk rykkede jeg - så godt jeg kunne uden at blive opdaget - min stol lidt væk. Det at sidde tæt på ham fik klumpen i min hals til at forvokse sig. Hans øjne stirrede drillende på mig som altid. Var der overhovedet ikke en chance for, at de kunne ændre sig? Altid det samme blik var til at se i hans øjne, og altid det samme smil var til at se på hans læber. Jeg trak vejret langsomt for at kunne kontrollere det hele ordenligt, men det virkede bare umuligt så længe han var i nærheden. 

Efter en stirrekonkurrence, der syntes at vare længere, end den egentlig gjorde, brød Marilyn heldigvis tavsheden med sin kraftfulde stemme. 

"Find jeres bøger frem" Svagt ud af øjenkrogen kunne jeg skimte Blaze, der sad med en hånd i vejret, hvilket var noget jeg aldrig troede jeg skulle se. Marilyn rettede mistænksomt sine skarpe, og vildt uhyggeligt øjne mod ham. Hun gav ham det sædvanlige blik alle elever fik, når de startede her, for at hun ligesom kunne scanne dem, inden hun satte noget igang. Dog lykkedes det ikke for hende og en mærkelig rynke trådte frem på hendes ellers så i forvejen rynkede hud. "Dit navn?" Hendes stemme havde det med at være kraftfuld, men med en blandet accent i sig, der fik den til at lyde en anelse gammeldags og spids. Jeg havde aldrig fundet ud af, hvilket land der havde været så uheldig at skulle have hende ved sig, og det havde heller ikke tænkt mig. Det var vel bare atter et af det spørgsmål, som jeg stillede mig selv, og ikke engang ville have svaret på. Derfor forstod jeg heller ikke, hvorfor jeg gjorde det.

"Mit navn er Blaze", sagde han venligt, og prøvede helt klart at få noget ud af det der. Han sparede ikke på smøret og fedtede bare derudaf- eller det var i hvert fald, hvad han havde tænkt sig. 

"Blaze" Hun tyggede lidt på navnet og rettede så en spidst finger mod ham. "Og du vil sige?" 

"Jeg har ingen bog", sagde han ligeud. Marilyns øjne søgte imellem os. Hvis hun skulle til at sige det, jeg troede hun ville, kunne jeg lige så godt slå mig selv ned med den stegepande jeg ikke havde. Hun tøvede lidt, og da hun åbnede munden var jeg allerede parat til at spurte ud af lokalet efter min stegepande. 

"Du kan dele bog med Faith, ikke også?" Hun rettede sine øjne mod mig med et hårdt blik. Egentlig vidste jeg, at jeg ikke havde noget valgt, så jeg forstår ikke, hvorfor hun stilte det som et spørgsmål. Nok for ikke at fremstå som den gamle og sure dame, hun i virkeligheden er.

Jeg sukkede lydløst for ikke at pirre og skubbe til bolden, der vidst allerede havde ramt hendes hoved en gang i dag. Hvor poetisk et jeg ikke lige blevet?

"Jo... klart", mumlede jeg og lod min bog glide let hen over bordpladen til den til sidst lå imellem os. Jeg tog et hurtigt kig på Blaze, som sad med et tilfredst smil spillende over læberne.

"Hvor venligt af dig", indvendte han i en sukkersød og alt for venlig tone. Den dreng havde seriøst taget et eller andet- alt andet end hans piller.

"Drop det der"

"Undskyld, jeg prøver at takke dig for at dele din bog", sagde han og fik det til at lyde som om det var mig, der var dum.

"Hvor vil du helt præcist hen med det her?" spurgte jeg mistroisk og kneb øjnene sammen. Egentlig havde jeg lidt svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle opføre mig overfor ham. Mit humør svingede hele tiden, og det var svært at finde en plads bare at blive stående på, og det irriterede mig. Og forvirrede mig. Jeg havde svært ved at tyde, hvad han havde fortjent. Om jeg skulle være den kolde, ligeglade og taberagtige nar, eller om jeg skulle være solskinspigen, der altid var så pokkers sød og kær. Af de ting hældte jeg dog mest til den første del, da den beskrev meget godt, hvordan jeg havde været indtil videre. Han gjorde mig anderledes og fik mig til at ændre på mig selv. Ikke udseendemæssigt, men indeni og den måde jeg opførte mig på. Derfor var jeg i tvivl, og det plagede mig som sindsyg.

"Jeg har skam ikk...-"

"Læs for hinanden på side 27- 38, skriv kort hvad det handler om, forklar det ud fra noget kreativt, som i laver, hvorefter i så fremlægger det imorgen. Begge jeres navne skal stå derpå. Og tro nu ikke at i kan snyde jer frem, for jeg vil med sikkerhed finde ud af det", lød Marilyns stemme højt i klasselokalet. Op til flere suk gentog sig i klassen og nogle få råb kom nede bagfra. Hvis der var noget jeg absolut ikke havde lyst til, så var det at læse højt for Blaze. Hvem gjorde også det mere i min alder? Ingen. Derfor hørte jeg også inde under flokken, hvor sukkende kom fra. 

"Du har ikke tænkt dig at lave noget af det vel?" sagde jeg i et bestemt tonefald og vendte mig om mod Blaze.

"Beskylder du mig for at være doven?"

"Det var ikke svaret på mit spørgsmål"

"Jeg har tænkt over noget med godnathistorie, og små, fine og hvide stearinlys"

"Glem det"

"Hvorfor er du altid så negativ?" udbrød han.  Hans stemme lød nærmest sur nu, hvilket jeg aldrig havde hørt fra ham før. Det skræmte mig lidt og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Men hurtigt rettede jeg mig op og satte et koldt blik op.

"Og hvorfor er du altid så irriterende?" gav jeg igen.

"Det var ikke svaret på mit spørgsmål", sagde han med samme ligegyldige tone som jeg havde brugt før, da jeg sagde akkurat det samme. Jeg gav en irriteret lyd fra mig. 

"Nok fordi det direkte står skrevet i panden på dig, at du kun er ude på at irritere mig", sagde jeg hårdt og var på randen til at råbe. Overraskende nok sad folk som før med hovedet rettet mod deres bøger og mumlede let for sig selv uden at ligge mærke til vores mindre diskussion her. 

"Hvor er du sød, når du er sur", sagde han og forvandlede hurtigt hele situationen til noget virkelig mærkeligt. Jeg slog opgivende ud med armene og lod mit hoved falde mod bordet. Det her var virkelig ikke, hvad jeg havde lyst til, og det gjorde mig alt andet end i bedre humør. 

Der var stille et stykke tid, der føltes som lang tid, hvor jeg stadig bare lå med hovedet plantet i mine arme, og betragtede bordpladen på minimalt afstand. Det undrede mig lidt, da jeg hørte små strøg til min venstre side, hvor Blaze havde plantet sig. Jeg var nysgerrig for at vide, hvad han foretog sig, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at kigge på ham. Han var irriterende og var kun ude på at gøre grin med mig, hvilket var helt afgjort nu, hvor han kom med det latterligste svar jeg nogensinde havde hørt. 

Strygende blev ved, og skjult under mine øjenvipper lod jeg mine øjne glide op og kaste et blik på ham. En blyant lå i hans hånd og gled let hen over papiret. Han skrev et eller andet. Forhåbentlig var han ved at lave vores opgave, hvilket bare gjorde mig en smile gladere- men kun en smule. 

"Hvad skriver du?" spurgte jeg, inden jeg havde nået at tænke over det. Pokkers mund altså. 

"Fisken er en aborre", svarede han fraværende og så ud til at koncentrere sig mere om papiret end noget andet. Faktisk var roen faldet over mig igen, og jeg kunne langsomt trække vejret normalt uden af få min egen tunge galt i halsen. Det hele syntes at løsne i mig, og det hele virkede bare latterligt nu. Jeg fik en underlig trang til at stille ham flere spørgsmål. Problemet var bare, at jeg ingen anelse havde om, hvad jeg skulle spørge om. Fisken er en aborre. Nu havde jeg bare mindre lyst til at læse den historie, og vide hvad den handlede om. En aborre? Hvad var det overhovedet? Jeg sukkede.

"Hvad kan jeg lave?" spurgte jeg, da det faktisk var ret så kedeligt bare at stirre som en død fisk ud i luften. Måske jeg kunne være med i den der historie? Jeg tror jeg ville passe perfekt som aborre. 

Blaze svarede ikke men slap bare ud med et lille grin og en hovedrysten, der helt klart viste at han fandt noget sjovt i det her. Jeg kunne bare ikke lige sætte en finger på, hvad det kunne være. Jeg kiggede på ham med det løftede øjenbryn og et blik, der sagde en hel del.

"Hvad er det, der er så sjovt?"

”Havde du ikke travlt med at surmule?”

”Gider du godt at tage det seriøst?” Han så vurderende på mig.

”Jeg tager det da seriøst. I modsætningen til dig, der hele tiden har travlt med at være negativ, så syntes jeg at jeg gør et ret godt arbejde. Se...-” sagde han i en munter tone og holdt papirblokken over mod mig, så jeg svagt kunne tyde de små håndskrevne bogstaver derpå. ”- Jeg har skrevet en hel side”

”Waow, hvor er du god. Er det nu jeg skal klappe?” udbrød jeg ironisk og holdte en hånd på hjertet.

”Ha- ha, hvor er du sjov”, svarede han mindst lige så ironisk og smækkede blokken i bordet igen. Et smil gled over mine læber, da det for alvor blev bekræftet, hvor latterligt det faktisk var. Jeg var latterligt. Jeg opførte mig latterligt. For resten var jeg opdaget, for Blaze sendte mig hurtigt et løftet øjenbryn og klistrede så et fjoget smil på læben, der vidst ikke havde planer om at forlade stedet. Jeg rystede pludseligt på hovedet og rettede mit blik ligeud mod tavlen, der var grøn og kedelig og som stadig hang ved oldtiden. Nogle gange ville jeg bare ønske, at skolen gad bruge penge på de lidt mere vigtige ting som en ny og ordentlig tavle i stedet for at bruge dem på latterlige ting som at male alle væggene i en eller anden klam, gul farve, som ingen alligevel kunne lide. Og med ingen mener jeg virkelig ingen. Man havde ligefrem klaget til skolen omkring det, hvilket endte i det store hurlumhejhus.

Før jeg nåede at tænke videre over det, ringede klokken, og folk styrtede ud som var det livet. Det irriterede mig, at folk ikke bare kunne tage det med ro bare lige i to sekunder for eventuelt at trække vejret. Men nej, ingen lytter slevfølgelig til mine ønsker. En af grundene var nok også, at jeg aldrig sagde dem højt og bare forholdte dem inde i mig selv, hvor de lå trygt og godt og ingen planer havde om at komme ud. Jeg var måske heller ikke lige den person, som gik rundt og delte hver en følelse til den nærmeste tilfældige, der kom forbi, og det blev jeg nok heller aldrig. Jeg havde altid været ret indelukket og sørget for at holde mine ting for mig selv, og så måtte andre folk gøre, hvad de ville med deres. Den tanke havde jeg altid haft. Nogle var meget for at komme ud med tingene, mens andre pakkede dem ind og gemte dem langt væk- jeg var en af dem, som jeg jo lige har sagt.

Jeg glippede lidt med øjnene, og nåede lige at skimte ud af øjenkrogen, da Blaze drejede om hjørnet og ud af døren. Hvorfor havde jeg ikke hørt, at han var gået, eller for den sags skyld pakket sine ting sammen? Pokkers tage mine tanker.

Med en hurtig bevægelse fejede jeg mine bøger ned i tasken, svingede den over skulderen og styrtede samme vej efter ham. Han skulle ikke tro, at han kunne løbe fra det her. Jeg havde ærligtalt bestemt mig for at tage mig sammen her i år, og så skal han ikke ødelægge det ved at stikke af, uden nogen form for mine, der afslører om han rent faktisk har tænkt sig at lave opgaven.

”Blaze. Vent!” råbte jeg efter ham, så det gav genlyd i gangen og nogle få vendte sig om for at se efter, hvad pokker der skete. Og som altid ignorerede jeg dem bare. Det var ikke mit problem at de ikke kunne klare det.

Blaze vendte sig om med blikket rettet mod mig, der kom løbende med tasken slæbende efter sig. Hans ene mundvige kørte op i et skævt smil, og hans fødder stoppede pludseligt med at bevæge ham længere fremad. Jeg nåede op til ham og tog mig forpustet til hjertet.

”Det der- det skal du få betalt for en dag”, sagde jeg og kæmpede efter vejret, som jeg langsomt genvandt.

”Mh- mm, det skal jeg” Jeg kiggede forskrækket på ham over det, han lige havde sagt, idet mit ansigt vrængede i en tvivlende grimasse. Jeg vidste udmærket, hvad han mente. Man skulle være dum for ikke at gøre det. Men bare det at han kunne få sig selv til at sige det. Vi har kendt hinanden i hvad? 3 dage? Og han har allerede alt for høje tanker til at køre i hovedet. Den dreng burde virkelig være tung i hovedet.

”Jaaah, tro på det”, sagde jeg og kiggede på ham med et undersøgende blik samtidig med jeg svingede min taske over skulderen. ”Hvad har du tænkt dig at gøre med opgaven? Bare lægge det bag dig og lade som ingenting? For det har jeg i hvert fald ikke”

”Jeg havde egentlig tænkt mig at lave den”

”Ja, klart. Hvordan?”

”Ring til mig. Så siger jeg adressen til min lejlighed”, svarede han og blinkede med et kækt ansigtstræk.

”Hvorfor siger du det ikke bare nu? Og hvad i al verden skulle jeg lave i din lejlighed?” spurgte jeg irriteret og skød øjenbrynene sammen, så en lille rynke trådte frem.

”Jeg får ikke noget godt ud af det, hvis jeg bare siger det nu” Han kastede et hurtigt blik på det ur, som sad på hans arm, inden han igen kiggede ned på mig igen. ”Og som svaret på dit andet spørgsmål, så regner jeg med, at du gerne vil være færdig med opgaven der”

”Glem det. Så hellere dumpe”, vedtog jeg og lagde armene over kors. Hvis jeg gættede rigtigt, ville han lave alt andet end den opgave. Desuden havde jeg på fornemmelsen at hans lejlighed ville skræmme livet af mig. Den var sikkert fyldt med skelletter, dødningehoveder og døde fisk. Efter hvad jeg kan dømme på hans tøjstil og opførsel, lyder det meget passende.

”Negativ”, sang han stille og lod sine øjne køre omkring en enkelt gang til, men stadig med smilet siddende på læben.

”Jeg er ikke negativ”, sagde jeg med en skinger og irriterende tone og slog opgivende ud med armene, træt af at skulle gentage det hele tiden. Hvad var det den dreng ikke forstod? Åbenbart alt kan jeg se. Måske han skulle overveje lidt psykologhjælp.

”Jeg troede lige du var blevet glad igen”, sagde han med en lille stemme og skød underlæben ud.

”Jeg er glad”

”Hvis glad betyder sur, så helt klart”, sagde han. Han grinede kort og holdte en hånd op foran munden for at skjule det, hvilket var lidt for sent. Lyden af hans irriterende stemme gjorde det lidt svært at gemme. Lige nu tror jeg bare det er godt for ham, at der ikke hænger stegepander i hvert enkelt hjørne af skolen. Ellers var han for længst stemt død.

Jeg kunne ikke klare ham, når han var sådan. Han troede det hele var en joke. Ellers lod han som om det var. Men det gjorde ingen forskel. Det irriterede mig grænseløst, og det at han nogle gange havde en eller anden form for effekt på mig, gjorde det ikke meget bedre. Mest af alt var jeg i tvivl over, hvordan jeg skulle håndtere det hele, hvordan jeg skulle opføre mig over for ham, hvilket jeg vidst har nævnt. Jeg havde de sygeste humørsvingninger, når han var i nærheden, og havde ingen anelse om, hvor de kom fra. Normalt var jeg ikke hende, der lod ting gå mig så vildt på, men der var noget lusket over ham. Hans måde at håndtere tingene på. Det skræmte mig lidt. Han skræmte mig lidt. I det hele taget var han bare uhyggelig. Hans øjne sugede alt til sig og hans smil blændede en værre, end solen nogensinde ville kunne.

Stilheden var der et stykke tid, mens vi bare stod og kastede tøvende blikke på hinanden en gang imellem. Blaze afbrød den dog blot ved at mumle et selvsikkert ”call me”, hvorefter han vendte sig om og fortsatte ned af gangen.

”Jeg ringer ikke…”, råbte jeg fortvivlet tilbage, da jeg var lidt usikker på, hvad jeg ville gøre. Der var ingen tvivl om, at jeg gerne ville være færdig med den opgave, for jeg ville bestemt ikke have dårlige karaktere just på grund af ham. At lade som om han ikke gik mig på virkede som den perfekte plan. Problemet var bare at overholde den, hvilket var en ret så svær opgave. Det var endda prøvet før, og da blev det ikke til det helt store, før jeg igen slap ud med min vrede, eller nærmere irritation. Det var nok en kamp jeg skulle øve mig på at kæmpe med mig selv, holde alle mine irritationer tilbage. At han kunne se, hvor meget hans spil kørte mig ud i sidesporet var bare endnu en sejr, han ikke skulle have. Og det skulle der gøres noget ved i en fart!

 

Nu jeg tænkte over det, havde jeg knapt nok set Oliver og Ellie i dag. Kun i morges som sædvanligt, men overraskende nok dukkede også op der igen. Selvfølgelig havde jeg ikke noget imod det, men det virkede bare lidt mærkeligt. Han havde sikkert fundet ud af, at vores køleskab nærmest kun var lagret op med kage. Sådan er det at have en far, der er afhængig og ligner en hval i en badedragt, hvilket var noget jeg aldrig skulle se igen.

Det var gået forholdsvis hurtigt med at komme hjem, da jeg virkelig bare trængte til at slappe af. Skolen havde ikke været hård i dag, så jeg kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad der gjorde mig så træt. I hvert fald var det først jeg gjorde, da jeg kom hjem, at smide mig på sofaen med en literis i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden. Hverken mine forældre eller min bror var hjemme, hvilket gjorde at huset lå i stilhed, bortset fra lyden af fjernsynet der kørte og mig der smaskede igennem isen.

Efter at have siddet i cirka tre timer gik døren op, og det bare væltede ind med mennesker. Eller min far og storebror for den sags skyld. Men det er lige meget. De væltede ind, og de er mennesker.

”Faith, er du hjemme?” blev der råbt igennem hele huset af min far. Jeg stak blot skeen i luften ovre fra sofaen af, for min mund var fyldt med is, så det var en lidt svært at svare, uden det hele bare væltede ud igen. Egentlig var isen heller ikke ret god mere. Den var helt splattet og tynd efter at have været uden for fryseren i lidt over tre timer.

Uden at se det vidste jeg, at min far lavede sin sædvanlige hovedrysten, hvorefter han træskede ud i køkkenet for at fylde kroppen med kaffe. Det var en daglig rutine han kørte, hver gang han kom hjem. Kaffen holdte ham ligesom bare i gang.

”Deler du ikke lidt?” Tonys hoved stak pludseligt ned i sofaen med et irriterende smil klistret fast i ansigtet.

”Hvad tror du selv?”

”Ja?”

”Nej”

”Du er ikke sød mere”, surmulede han og så moden som han var, rakte han tunge af mig. Jeg slog bare forvirret ud med armene, og kiggede på ham med sammenkrympede øjenbryn, da han vendte sig om og gik ud til far i køkkenet. Okay, det var anden gang nogen havde kommenteret mit humør i dag. Mon der kom en tredje? Helt sikkert. Det ville ikke undre mig, når det er det jeg mindst har lyst til.

Endnu en gang dinglede klokken, der sad over døren, og fortalte at nogle åbnede den. Og med nogen, mener jeg min mor, da der ikke rigtigt var andre, der kunne komme hjem, når vi ikke var flere familiemedlemmer.

”Moooor? Hvad skal vi have til aftensmad?” råbte jeg ud til hende, inden hun overhovedet havde fået set sig om. Men hun burde have vænnet sig til det. Det var mit daglige spørgsmål lige meget om jeg var sulten eller ikke. Selv om morgenen kunne jeg finde på at spørge om det, og havde gjort det lige siden jeg var helt lille. Så pænt nej tak til at vende mig af med den vane.

”Spørg far”, råbte hun tilbage. Selvfølgelig. ”Hey, forresten-” sagde hun og rodede med et eller andet ude i gangen ”- så kom lige herud. Du har gæster” Gæster? Klart. Hvem gider besøge mig klokken syv om aftenen? Kun Ellie og Oliver ville det. Derfor fik jeg også hurtigt rejst mig op, smidt isen på bordet og kørt en hånd hen over munden for at for de resterende rester væk.

Jeg gik ud i gangen men stoppede med åben mund i døråbningen. Det her kunne der aldrig komme noget godt ud af. Jeg slog mig selv i panden og rystede på hovedet med et suk, før jeg kiggede op igen i de dybe og næsten sorte øjne.

”Hvad laver du her?” Min stemme var ikke hård men heller ikke ligefrem venlig. Den var mere overrasket og lidt skuffet over, at det hverken var Oliver eller Ellie. I modsætningen til det, var Blaze lige trådt ind i mit hus, og jeg havde ingen anelse om hvorfor.

Bryan Adams- Here I Am

--------------------------------------------------------------------

Som jeg sikkert har skrevet ved så mange andre kapitler, skriver jeg det også her: Er ikke sikker på, at sangen passer til teksten, men sangens navn gør på en måde følte jeg eller noget.

Men ved ikke rigtigt, hvad jeg skal skrive her andet end LIKELIKELIKELIENJFHFIHFIUH.

xoxo.

- Kun halvt rettet igennem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...