Behind the Mask ~(Don't give up.)

Faith Gray er pigen, der har det hele omkring sig. Hun har verdens bedste veninde, klarer sig godt i skolen og ellers kører livet bare på skinner, mens intet kan ødelægge det, mener hun. Dog tager hun helt fejl der!
Det der med at være helt uskyldig, holde ved reglerne, og blive i de trygge rammer, går ikke altid som planlagt. I hvert fald ikke for Jeremy. En aften ændrer hele hans liv sig, da han ved et uheld kommer til at tage det forkerte træk.
Tiden går med at leve i skjul for fortiden, og at nogle finder ud af, hvad der rent faktisk skete den aften er hans værste mareridt. Derfor beslutter han sig for, at starte livet på ny. Give sig selv en ny chance for at komme videre. Finde venner. Måske familie? Eller en helt tredje ting.
Vil alt nu gå, som han havde planlagt det ville? Eller vil folk finde ud af, hvem han virkelig er? Hvad han har gjort? Eller vil al ting bare blive lagt bag ham?
(Læsning er på eget ansvar, tror jeg...)
-Besat af at være perfekt

3Likes
4Kommentarer
999Visninger
AA

7. Good Intentions.

Dagen i skolen var forfærdelig. Blaze som altid blev ved med at sidde med det provokerende smil klistret fast til sit provokerende ansigt. Han blev ved med at sende mig blikke, der ikke helt var til at tyde. Nogle så bare hånende på mig efter min mening. Andre var bare henkastet og betragtede mig, hvilket var endnu værre. Hellere få sendt onde blikke, end at blive vuderet fra 1-10 af en person, der ikke engang kan tælle så langt. 

"Faith, du kan ikke være sur på ham for evigt", lød Ellies skingre stemme. Med en kejtet bevægelse lod jeg telefonen glide over i den anden hånd for efter at holde den mellem mit hoved og min skulder. 

"Jeg er ikke sur på ham. Jeg kan bare ikke lide ham", mumlede jeg lidt ligeglad og lod min hånd føre endnu en skefuld kage ind i min mund. Sandheden var at han var pisse irriterende. Tanken om ham fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Den måde han hvisker ind i mit øre på og den måde han ser på mig på. Den måde jeg reagere på, når han gør det er så meget forkert. Allerede efter to dage har han forsaget at få de vildeste følelser frem i mig. Dog hælder de mest til de negative, men inderst inde kryber de forkerte rundt. Dem, der ikke kan modstå hans øjne. Dem, der ikke kan modstå hans berøringer. 

Han føltes så pokkers uhyggelig med alle hans kommentarer, øjenkast, alt hvad han gør er uhyggeligt. Det tror jeg vidst også i har fundet ud af, at jeg synes. 

"Søde? Det er det samme. Om han så er irriterende eller gør dig sur, så ser han noget i dig", sagde hun med en tøset stemme og rodede med et eller andet i baggrunden. Jeg fnøs lidt. Nu var hun for alvor ved at være skør. 

"Mener du det der?" sagde jeg, mens jeg havde svært ved at holde mit grin inde. 

"Ville jeg sige det, hvis jeg ikke mente det?" Hvis jeg ikke tog fejl, sad hun med et løftet øjenbryn lige nu. Det var en typisk Ellie-ting at gøre, når andre ikke kunne se det. Jeg lod hendes spørgsmål gentage sig et par gange inde i mit hoved.

"Ja", svarede jeg bedstemt.

"Ja, okay. Men det er ikke det der er pointen", startede hun og jeg tvivlede lidt, hvor hun ville hen med det her. "Pointen er, at han vil noget med dig", sagde hun og lød lidt mere seriøs. Taget i betragtning med hendes åndsvage kommentar før, kunne jeg overhovedet ikke tage hende seriøst. At hun så kom med den samme kommentar igen, gjorde det hele endnu værre. 

Jeg skovlede endnu en skefuld kage ind i munden. 

"Ellie, drop det der. Det giver ingen mening alligevel. Det eneste han er ude på er, at gøre grin med mig. Selv enhver idiot kan se det", svarede jeg irriteret, så det stod ud med kage. Virkelig charmerende. Et dybt suk lød fra den anden side af røret. 

"Det må du også selvom. Jeg siger det bare", sagde hun opgivende med en træt tone. Jeg var glad for at have vundet samtalen, men alligevel kørte hendes ord rundt i mit hoved. Hvad mente hun helt præcist med det, hun sagde? Og hvorfor sagde hun det helt præcist til mig? Lige nu fattede jeg intet, og havde heller ikke lyst til at bekymre mig om det. Det tog for hårdt på min energi, hvilket ikke var ret så godt, da jeg var virkelig træt i forvejen. Filmen der kørte på mit tv havde jeg egentlig ikke fulgt så godt med i. Det var nærmest bare baggrundsstøj og for at have noget at lytte til.

"Nå, men jeg smutter nu. Farvel pusser!" udbrød hun hurtigt og lagde på. Pusser? Hvad er der galt med folk nu om dage. Jeg sukkede og med en let hånd kastede jeg min mobil lidt væk fra mig i sengen, hvor den hoppede lidt, før den lå helt stille. Kvalmen var begyndt at træde frem inden i mig på grund af den alt for mørke chokoladekage. 

Jeg slap en halvkvalt lyd ud, før jeg dovent svingede mine ben ud over kanten på sengen og rejste mig op. Med hængende skuldre sneg jeg mig nedenunder, hvor en frygtelig larm kom fra tv'et. Selvfølgelig var det min far, der sad som fæstnet fast til sin lænestol med blikket klistret fast til skærmen. Huset ville kunne springe i luften, uden han ville opdage noget. 

Jeg bevægede mig ud i køkkenet og åbnede lågen til køleskabet med en slatten bevægelse. Den kage havde virkelig taget hårdt på mig. Jeg greb det første, som faldt mig ind var drikkeligt, og smækkede lågen i igen, hvorefter jeg vandrede ind mod det larmende fjernsyn. Jeg smed mig tungt i sofaen, så den rykkede sig lidt hen af gulvet, hvilket tiltrak min fars opmærksom. Dog var det ikke ret længe, før han vendte blikket mod skærmen igen efter at have sendt mig nogle gennemtrængende blikke. 

"Hvor har du været henne idag?" kom det spørgende fra ham og det lød lidt som om han mistænkte mig for et eller andet, og det virkede fuldstændig latterligt. Hvad skulle jeg kunne gøre? Jeg er en pige. Jeg kan ikke gøre en flue fortræd. 

"Ehmn.. i skole?" svarede jeg indlysende med sammenknebene øjne. Der blev stille et stykke tid, men så nikkede han. Efter min mening var det måske en nikken, der var lidt for sent på sin vej. Den skulle nødig få en fartbøde med den fart den havde. Mærk ironien en ekstra gang.

"Okay", kom det roligt fra ham. Han ville et eller andet med det her, ellers ville han ikke tage det så roligt. Oveni det sad han med et lille udspekuleret smil på læben, som kun kunne betyde, at han gemte på noget. 

Jeg kiggede på ham og løftede det ene øjenbryn, mens jeg sendte ham et skeptisk blik. 

"Far, hvor vil du hen med det her?" spurgte jeg mistænksomt og rynkede en gang på næsen. Hans smil blev en smule større. Et lille grynt slap ud af hans mund, hvilket jeg fandt ret ucharmerende hos min far, da det var noget han gjorde alt for tit. Havde det været Ellie havde det været pokkers sødt. 

"Din mor snakkede med en af dine venner idag", svarede han med et smil på læben. Mit ene øjenbryn røg automatisk i vejret. Hvilken ven? Efter hvordan jeg så det, havde jeg kun Ellie og Oscar, som rent faktisk var mine venner. Så det måtte vel have været dem? Alligevel kunne jeg ikke lade være med at tvivle. Hvorfor nævne det, hvis det bare var dem? 

"Hvem?" spurgte jeg en smule tøvende og forvirrende. 

"Drengen sagde vidst noget om, at han hed Murphy. Noget i den stil vil jeg tro" Murphy? Hvis der var noget jeg ikke gjorde, så var det at kende en, der hed Murphy. Det gjorde mig bare endnu mere forvirret, end jeg i forvejen var. Sikke noget tis. Katten må have været forbi.

"Okaay...", sagde jeg og afbrød den akavede tavshed, som var opstået i mellemtiden. "Så sig til denne Murphy at jeg ingen anelse har om, hvem han er" Jeg slog mig på lårene, greb min cola og rejste mig op for at fortsætte hen mod trappen igen, og ville slå mig ned på mit værelse resten af aftenen. 

"Forresten så gav han din mor en seddel, som han sagde, du skulle læse" Jeg stoppede op med det samme ved lyden af min fars råbende stemme. Seddel? Nu måtte det da for alvor være dømt forvirrende. Jeg rynkede brynene i en antydning af at jeg intet forstod. Jeg drejede mit hoved og kiggede tilbage mod min far over skulderen.

"Hvilken seddel?"

"Den ligger på komoden ude i gangen. Kig selv", mumlede han og havde helt klart givet sin opmærksomhed væk til fjernsynet igen. 

Uden at tænke videre over det løb jeg ud i gangen, og greb den lille sammenkrøllede seddel, som lå på komoden. Det var stensikkert at nogen havde kigget i den. Og med nogen mener jeg min mor og Tony. Med en hurtig bevægelse foldede jeg papiret ud og lod ivrigt mine øjne glide ned over det lille papir. Jeg læste det op til flere gange, før det gik op for mig, hvad der stod, og hvem den virkelig Murphy var. 

Håber det er i orden, at jeg er begyndt at præsentere mig for dine forældre. De skal jo vide, hvem jeg er i fremtiden.

-B. Murphy Patel.

Nederst på siden stod et telefonnummer, som han helt sikkert regnede med, at jeg brugte, ham Murphy Murphy, som ikke kunne være andre end Blaze, da hans forbogstav ligesom stod foran. Oveni kendte jeg ikke andre, der startede med B, så det måtte være ham, hvilket bare satte en hel del tanker igang. Hvordan vidste han overhovedet, hvor jeg boede? Jeg fnøs kort ved tanken om hans mellemnavn. Jeg havde gættet på alt andet end Murphy.

Jeg krøllede hurtigt papirstumpen sammen igen, og så ned på den med et olmende blik. Jeg var splittet mellem at smide den ud, eller rent faktisk og gemme den. Det gjorde mig sindsyg, hvilket det slet ikke havde retten til. Det var en lille ting, og alligevel kunne den gøre det ved mig. Det irriterede mig den måde han havde skrevet tingene på. De skal jo vide, hvem jeg er i fremtiden, citerede jeg med en irriterende stemme inde i mit hoved og skar en grimasse. Det kunne han godt glemme alt om.

Tanken om hans kræft til at forføre folk på den måde han ville have, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Jeg ville under ingen omstændigheder bukke under for den forførelseshed han åbenbart bar rundt på. Og hvis det skete, ville jeg venligst bede en eller anden random person om, at give mig et klap på skalden med en skovl, eller noget i den retning. Det skulle ikke ske. Han skulle ikke se sejren i øjnene og vide at han havde vundet- hvilket han ikke havde endnu. 

Endnu lød som om, det rent faktisk kom til at ske- hvilket det ikke gjorde. Jeg lukkede mine øjne hårdt i et kort øjeblik, før jeg åbnede dem igen, krøllede papiret sammen igen og proppede det ned i baglommen. Jeg ville ikke virke svag, og ville derfor bare skrive en besked til ham om, at han skulle lade mig være. At han skulle lade være med at tro, at han bare kunne komme og chille med mine forældre. For det kunne han ikke. Nej, dem skulle han ikke røre. Så ville de bare blive smittet, og så var jeg nødt til at rejse langt væk herfra, og det havde jeg bestemt ikke meget lyst til, da jeg ikke lige var den med flest penge på lommen lige nu. 

Jeg styrtede op af trappen og ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt stillede min cola på natbordet og smed mig i sengen. Jeg lukkede øjnene og lå et stykke tid bare og pustede til en tot hår, som blev ved med at flyve tilbage i ansigtet af mig. Til sidst greb jeg fat i den. Jeg nåede lige at føre den om bag øret, inden min mobil begyndte at brokke sig. Lyden af den velkendte ringetone jeg havde tildelt Ellie lød i hele rummet. Jeg greb hurtigt ud efter mobilen, trykkede på den grønne knap og tog mobilen op til øret. 

"Gudskelov du lever!" lød hendes stemme hæst og desperat i den anden ende af røret. Jeg rynkede panden en smule, så en rynke kom frem, en rynke jeg ikke brød mig specielt meget om. 

"Nej, jeg er død", svarede jeg ironisk. Man kunne ligefrem høre, hvor meget jeg mente af det. Og det var langt fra meget. Min stemme virkede helt død og følelsesløs. Egentlig var den nok også det, da jeg ikke gad at bruge en masse energi på den. 

"Seriøst, hvorfor tager du ikke din telefon, når jeg ringer til dig?"

"Ehmn, Ellie? Vi har lige snakket. Hvad kan være så vigtigt, at du bliver helt desperat for at ringe til mig igen?"

"Rygter", svarede hun ligeud. "Rygterne siger, at din lille ven der har noget i ærmet"

"Han er ikke.. min ven", svarede jeg sammenbidt, mest irriteret over at skulle forklare det så mange gange. Vi havde kendt hinanden i hvad to dage? Og efter min mening havde han ikke gjort meget for at udvise, at han rent faktisk gerne ville være min ven. Faktisk havde han gjort præcist det modsatte. Jeg havde intet imod det, men det tror jeg, at rygterne havde. 

"Faith, hør nu!" råbte Ellie frustreret ind i telefonen, så det gav et lille sæt i mig. "Find ud af, hvad de rygter går ud på. Så snupper jeg mig en kop varm kakao imens", kvidrede hun og lavede en sød lille lyd, som kun var en ting Ellie kunne. Helt ærligt. Som om jeg ville gøre det hele. 

"Glem det", svarede jeg og rakte ud efter min cola, som jeg hurtigt begyndte at slupre i. Jeg lod næsten alt min opmærksomhed gå til den lille dåse, så kun Ellies små vejrtrækninger kørte i baggrunden. Måske jeg skulle fortælle hende om sedlen? Eller måske skulle jeg bare lade være. Tanken om hendes reaktion ødelagde helt klart min valgmulighed der. Alligevel var hun min bedste veninde. Måske hun kunne hjælpe med at holde ham lidt på afstand? Han virker i hvert fald til at være helt immun overfor mit skræmmende og yderst truende løftede øjenbryn, hvilket var en mindre fordel for mig

Jeg lukkede øjnene kort i for at samle mig, imens jeg langsomt lod mig påfylde energi ved hjælp af min sodavand. Indtil videre hjalp det meget godt. Dog var jeg lidt i tvivl om det ville blive ved sådan. Colaen havde hjulpet en smule på min træthed, men stadig hang den over mig som en stor sky og gjorde mine øjenlåg tunge. Klokken var kun omkring otte, hvilket ikke skulle være muligt for mig at være træt på det tidspunkt. 

En stemme rømmede sig i den anden ende, og det gik op for mig, at jeg stadig snakkede med Ellie. Jeg tog en dyb indånding og åbnede øjnene.

"Ellie, du ved godt, Blaze, ikke?" spurgte jeg med en lav stemme, og håbede egentlig bare på, at hun ikke hørte det. Men da hun begyndte at tale, var jeg sikker på, hun havde.

"Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er ikke helt dum vel", svarede hun med selvsikkerhed i stemmen. Dog lød det lidt som om hun ikke anede, hvad jeg snakkede om. Hun vidste garanteret ikke engang, hvad hun selv snakkede om. 

"Han... kom over idag", mumlede jeg med næsen nede i min sodavand. Et gisp lød på den anden side af røret, og efter min mening var det lidt overdrevet måske.

"Seriøst? Giv mig hver eneste detalje!" hvinede hun og skramlede med et eller andet i baggrunden. 

"Tjo.. Han chillede lidt med min mor", sagde jeg uden nogen form for interesse i samtalen. Den var latterlig efter min mening, da der ikke lå noget specielt i den. Han var kommet til mit hus, og ikke andet var der sket, hvis man ser bort fra den lille seddel han lagde. Men den betød ikke noget. Det var bare endnu en ubrugelig brik i hans lille spil. Dog forstod jeg stadig ikke, hvorfor jeg havde gemt den. Der var måske bare en del af mig, der gerne ville beholde den, selvom størstedelen hellere ville spise den, så den var væk. 

"Din mor?"

"Ja, min mor"

"Oh..", lød det fra hende med en lille stemme. Alt det vilde var forsvundet fra hende og havde overladt skuffelsen tilbage, hvilket jeg ikke helt forstod i denne sammenhæng. Hvorfor var hun skuffet? Hvis der var nogen, der havde en grund til at være skuffet her, så var det mig. At han havde snakket med min mor, var noget der absolut ikke skulle have været sket. Nu troede hun måske ligefrem, at det var en jeg havde bekendtskab med, selvom det jo også var rigtigt. Men jeg kendte ham alligevel ikke. Kun den yderste side af ham havde jeg set, hvori der befandt sig ting, der ikke lige tiltalte mig. Jeg ville ønske han var lidt lettere at læse for selvsikkerheden, der ligefrem stråler ud af han øjne, gør det ikke meget lettere. Men jeg havde set små glimt af, hvad der virkelig skete inde i ham, og det var langt anderledes, end det han viser udenpå. Langt fra havde jeg forestillet mig, at det fandtes i ham. En fyr der udelukkende klæder sig i sort, tager intet seriøst og behandler folk som dukker, mistænker man ikke lige for at have en blød side. Men det havde han åbenbart, og det havde jeg fået bevist. Nu skulle jeg bare have skrællet den hårde side helt af, og helst lade den forblive af. 

"Faith...Er du der?" Hendes stemme lød forsigtig som om hun kunne ødelægge alt ved at sige noget forkert. Jeg rømmede mig kort som svar på hendes spørgsmål.

"Han lagde en seddel", svarede jeg og sank den klump, der havde kæmpet sig frem i min hals. Ellies lille stemme syntes straks at vække sig til live, for pludselig gispede hun igen.

"Hvad stod der på den?"

"At mine forældre skulle vide, hvem han var i fremtiden. Det er åndsvagt, synes jeg", vrissede jeg, da jeg tænkte tilbage på ordene i sedlen. Ellie udbrød pludseligt et tøset hvin, hvilket fik mig til at hoppe en gang.

"Ej, hvor sødt. Helle for at planlægge jeres bryllup!" svarede hun ivrigt. Lidt for ivrigt faktisk. Og bryllup? Aldrig i livet. 

"Glem det, Ellie. Hold dit eget bryllup", sagde jeg tørt og modsagde totalt hendes lille tanke der. Nu var det udelukket at jeg fortalte hende om det lille telefonnummer, der stod skrevet nederst på papiret. Hun ville tvinge mig til at ringe det op. Ellers ville hun selv gøre det, og planlægge vores fremtidige bryllup, som hun sagde. Bare ærgeligt at der aldrig blev et fremtidigt bryllup. Måske var det også lidt en overdrivelse af det hele, men det er Ellie, vi snakker om her. 

Jeg rev langsomt den lille papirklump op af min baglomme og lod mine fingre folde den let ud. Et øjeblik lod jeg bare mine øjne glide hen over de fintskrevende sammenkrøllede bogstaver, som jeg betragtede. Det var ellers noget af en skrift han havde. Noget sagde mig, at han havde fået hjælp fra en hvis person, der går under titlen mor. Tanken fik et smil frem på mine læber. Blaze, der stod og bad sin mor om at skrive på et papir, mens han stod og citerede, hvad der skulle stå. Dog forsvandt det hurtigt igen, da mit blik landede på hans såkaldte dæknavn.

"Vidste du, at han hed Murphy til mellemnavn?" spurgte jeg undrende med rynkende bryn.

Dappy-Good Intentions

-----------------------------------------------------------------------

Yooo fokes eller noget i den retning.

Ved ikke rigtigt, hvad jeg skal skrive her, men tak til jer, der nu læser den ( hvis der er nogle, lol)

- Ved ikke om sangen passer så godt til kapitlet, men ja..

LIKE, KOMMENTER OG SÆT SOM FAVORIT- det vil betyde meget:-p.

xoxo'

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...