Behind the Mask ~(Don't give up.)

Faith Gray er pigen, der har det hele omkring sig. Hun har verdens bedste veninde, klarer sig godt i skolen og ellers kører livet bare på skinner, mens intet kan ødelægge det, mener hun. Dog tager hun helt fejl der!
Det der med at være helt uskyldig, holde ved reglerne, og blive i de trygge rammer, går ikke altid som planlagt. I hvert fald ikke for Jeremy. En aften ændrer hele hans liv sig, da han ved et uheld kommer til at tage det forkerte træk.
Tiden går med at leve i skjul for fortiden, og at nogle finder ud af, hvad der rent faktisk skete den aften er hans værste mareridt. Derfor beslutter han sig for, at starte livet på ny. Give sig selv en ny chance for at komme videre. Finde venner. Måske familie? Eller en helt tredje ting.
Vil alt nu gå, som han havde planlagt det ville? Eller vil folk finde ud af, hvem han virkelig er? Hvad han har gjort? Eller vil al ting bare blive lagt bag ham?
(Læsning er på eget ansvar, tror jeg...)
-Besat af at være perfekt

3Likes
4Kommentarer
1011Visninger
AA

2. Echo.

Proglog

Leicester Square, London, England

November 2010

 

Regnen drev langsomt ned fra himlen som lette snefnug, men ramte jorden med et plask, og dannede små vandpytter her og der. Det støvregnede kun, men alligevel forårsagede regnen at ødelægge mit syn en smule. Vinden var ikke noget at råbe hurra for. Nok var det den, der var skyld i det hele. Den hunsede ligefrem rundt med regnen og kastede den om ørene på mig. Varmen skyllede op i mine kinder på grund af kulden og det krævede al min energi ikke at falde sammen på jorden. 

Jeg lod min hånd bevæge sig op og ligge sig over mine øjne som en beskyttende skærm mod regnen. Det var umuligt at se, og jeg forstod ikke, hvordan så lidt regn, kunne få det til at se sådan ud.

"Drenge?" Min stemme gav genlyd ud i natten. Nok havde jeg forventet en stemme blive kastet tilbage mod mig, men ingen kom. 

Jeg glippede et par gange kraftigt med øjnene, for hvorefter at lade dem glide rundt og forsøge at finde noget at støtte sig til. Intet var til at finde, hvilket overraskede mig. De andre havde forladt mig. Alene og kold i regnen med en oldtids mobil som den eneste hjælp. Faktisk virkede mobilen slet ikke. Jeg havde ingen idé om, hvorfor jeg så bar rundt på den. Det var måske håbet om, at den engang ville tænde igen, så jeg havde en chance for at være med de andre, der havde teknologien på sin plads. 

Jeg satte i skridt stadig med hånden hængende over mine øjne. Kunne de virkelig have efterladt mig her? Måske havde min mor ret i det med, at jeg ikke skulle have taget afsted idag? Folk var opsatte på det værste og gjorde forfærdelige ting med alkohol i blodet. Netop idag var en af de dage, hvor det var værst.

Casino at The Empire havde tilbud på alt idag, hvilket gjorde det hele til et stort helvede. Folk væltede ind for at spilde deres penge på latterlige spillemaskiner og hvad man ellers kunne finde sådan et sted. Dog var jeg ikke en af dem. Og havde aldrig været. Men af en eller anden grund jeg ikke helt kunne tyde, blev jeg altid slæbt med ind og selvom jeg kæmpede imod, var det altid mig, der tabte. Jeg var ikke slap. Tværtimod. Jeg kunne bare ikke lide at gøre folk utilfredse eller skuffe dem. Det fik den dårlige samvittighed til at træde frem i mig, selvom den ikke burde. Jeg havde jo ikke direkte gjort noget andet end at sige min mening.

Som om nogen havde trykket på en knap tog regnen hårdere fat og var ikke ligefrem en dans på røde roser mere. Det slog mig, at de måske var gået ind for at få varmen, da man helst ville holde sig væk fra sådan et vejr her, hvis man var nogenlunde normal. I den sammenhæng fatter jeg ikke, hvorfor jeg stadig render rundt herude.

Lad os se på det sådan her: Mine venner rendte rundt indenfor og holdt helt klart den største fest. Jeg derimod gik rundt udenfor, snakkede med mig selv, og lignede en hjemløs. Så i mit tilfælde kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme derind. Derfor var jeg også hurtigt på trapperne til at løbe hen mod indgangen igen. Men en lyd fik mig til at stoppe. Ikke bare en hvilken som helst lyd.

En høj, skinger lyd, der ikke kunne være andet end et skrig kom inde fra en af gyderne af. Min krop stivnede med det samme, da stemmen lød alt for bekendt. Dog kunne jeg ikke få mig selv til at tro på det. Skriget lød ikke ligefrem upåvirket af noget. Det var ikke glad men mere trist og oprevet. 

Efter min tid som en dybfrossen ispind, gik det  op for mig, hvad der egentlig skete. Det fik hurtigt min krop igang og fik mine ben til at sætte igang i den modsatte retning, hvor jeg egentlig var på vej hen. Jeg fortsatte ind i gyden, hvor skrige langsomt blev højere. Jo længere jeg kom, jo mere smertefuldt var det at høre på. Det skar i mit hjerte, og fik min ellers så hårde krop til at blive blød som smør. Det stoppede mig dog ikke fra at løbe endnu hurtigere for til sidst at standse få meter fra, hvad der skete. 

Mine øjne voksede til maximal størrelse, mens min hals snørede sig sammen og gjorde det umuligt for mig at skrige, selvom det var det jeg aller mest havde lyst til lige nu. 

Der lå han. Min bedste ven med hovedet presset mod jorden og en stor, barsk fyr ovenpå sig, mens andre stod omkring. Mandens hænder holdt stramt Dericks arme, holdt dem op over hans hoved og som ved hovedet, presset ned mod jorden, så han intet kunne gøre. Jeg havde en stor trang til at løbe hen og råbe af ham, men vidste det ikke ville hjælpe. Igen: jeg ville tabe. 

Målt på afstand så han mindst tyve centimeter højere ud end mig, og lignede ikke ligefrem en man skulle veksle ord med. 

Mine øjne gled forvirret rundt som om de ikke kunne finde et punkt at holde fast til. 

- Hvilket de heller ikke kunne. Jeg ville råbe efter hjælp. Alligevel vidste jeg, at det ville tiltrække for meget opmærksomhed, og så ville jeg ende i, hvad de gamle kalder det: fedtefadet. 

"Slip mig!" Kom det hæst fra Derick, der med besvær fik spyttet ordene ud uden at sluge for mange sten. 

"Ikke før du siger, hvor de er", sagde manden, som sad på ryggen af ham. Hvad var det lige, der skete her? Derick derimod svarede ikke. Han lå bare helt stille, kæmpede engang imellem, så hans hoved fik den tomatrøde farve. Sikkert på grund af det faktum at han var virkelig pissed.

"Hvor er de?!" Manden råbte, løftede Dericks hoved op engang for bagefter at slå det ned i asfalten. 

"Jeg har ikke dine penge", mumlede Derick sammenbidt igen. Han lød oprevet, hvilket jeg ikke bebrejdede ham for. Hans vejrtrækninger kunne tydeligt høres fra, hvor jeg stod. At have en hundrede kilos tung mand siddende ovenpå sig og hovedet presset fladt ned på jorden var måske heller ikke den letteste måde at trække vejret på. Derfor slap der også få gisp ud fra hans mund en gang imellem, som fik mig til at reagere.

Jeg tørrede mig hen over hovedet for at få regnen væk. Dernæst, undrende over at de ikke havde opdaget mig endnu, listede jeg langs muren, og hen mod et hjørne, hvor en masse skrald var smidt. Stille som en mus gav jeg mig til at rode skraldet igennem for lidt efter at finde en jernstang. Ren var den ikke, men den kunne bruges. 

Mændene stod i en halvbue udenom Derick og dannede nærmest en mur, så hvis jeg kom bagfra, var det måske muligt at forhindre større skader. 

Så stille som jeg kunne, listede jeg om bag ryggen på dem. Asfalten under mine fødder gjorde det muligt at gøre det næsten lydløst.

Jeg hævede langsomt jernrøret, parat til at daske manden sådan en, men noget kom mig i forkøbet. 

En af mændene vendte sig om. Først så han en smule forvirret ud og kiggede indtrængende på mig, men så begyndte han at tage initiativ. Han slog forsigtigt en af de andre på skulderen, hvorefter han og vendte sig med fronten mod mig.

Min krop var som stivnet til is igen, og forhindrede mig i at gøre noget. Jeg prøvede med besvær at svinge jernstangen, men jeg kunne ikke. Jeg vidste inde i mig selv, at det ikke var mig det her. At såre andre var det sidste jeg ville gøre, men det her var en nødsituation. De var ved at gøre noget virkelig slemt mod min ven, der sagtens kunne føre til noget langt værre, og det ville jeg ikke lade dem løbe afsted med. Dog kunne jeg ikke få mig selv til at forhindre det, og stod et stykke tid bare og havde en indre diskussion med mig selv. 

Mændene stod lidt halvhjernet og så på, inden de greb om mine overarme og rev jernstangen ud af min hånd, hvorefter at smide den på jorden, så det gav et højt smæld i mine øre. De slæbte mig med hen, så jeg nu stod og så ned på Derick og manden, der sad ovenpå ham. Han skar en grimasse, og lod tre fingre lukke sig om hans hage som om han tænkte.

Hans blik var udelukkende rettet mod mig og så indtrængene ind i mine øjne. Min krop var lammet og havde ikke energi til at kæmpe imod. Manden sad længe og glemte nærmest Derick, indtil han begyndte at spjætte, og manden langsomt vågnede op for at gribe hårdere fat om hans arme.

"Gør det", sagde han i en monoton tone, hvorefter at rette opmærksomheden mod min ven igen.

"Jamen, han har jo ikke gjort noget", kom det fra min højre side, hvor en mand havde en hånd om min arm. Han rystede og noget sagde mig, at han ikke var helt tryg ved denne situation og faktisk gjorde det af tvang.

"Gør det!" blev der råbt igen. Der blev hurtigt vekslet blikke imellem de to mænd, inden den ene af dem trak en sort genstand op af lommen. 

Min krop syntes at panikke, da det gik op for mig, hvad han stod med i hænderne.

En pistol.

Som en gal begyndte jeg at spjætte imod, men intet af det hjalp. Pistolen blev rettet mod ryggen af mig for at blive presset længere ind. Smerten var uforglemmelig og pirrede mig. Virkelig. Det gjorde ondt, og jeg skar hurtigt en grimasse i smerte. Hvad var de her lige for nogle? 

Jeg kunne ikke tænke klart. Min hjerne snurede rundt som om det ikke længere var mig, der havde kommandoen over den. Og det gjorde det bestemt ikke bedre, da de slæbte mig hen til en væg, pressede mig op imod den, stadig med pistolen boret ind i ryggen på mig. Jeg krømbede mig engang. Også selvom det virkede fuldstændig umuligt. Men pistolen fik en voldsom smerte til at skyde igennem min krop. Sjovt nok troede jeg bare ikke, at den kunne hamle op med den Derick fik udleveret nu. 

Nogle små utydlige ord blev råbt ovre fra manden og Derick. Ind imellem skrig, men intet af det kunne jeg forstå, selvom jeg med al min kraft prøvede det. 

Jeg måtte tage intiativ. Jeg måtte kæmpe. I hvert fald skulle jeg ikke lade disse mænd få, hvad de ville have. De skulle mærke deres egen medicin. Mærke, hvad de selv formåede at gøre ved andre, da jeg var sikker på, at det her ikke var første gang. Jeg ville få dem til det, selvom det langt fra var min stærke side. 

Jeg stoppede kort med at kæmpe imod, kun for at samle kræfter til det næste. Det så også ud til, at mændene også begyndte at tage det med ro. Deres greb blev blidere og pistolen blev trukket en smule til dem. En af de ting, der gjorde det lettere. 

Jeg klemte kort øjnene i og fik min krop nogenlunder under kontrol, hvorefter jeg sparkede bagud og ramte det perfekte sted. Manden faldt hurtigt sammen, den anden mistede sit greb om mig, og pistolen faldt til jorden. Det første jeg gjorde derefter var at hamre ham den anden en også, hvorefter at samle pistolen op. Dernæst styrtede jeg hen mod manden, der stadig formåede at klemme Dericks ansigt ned mod asfalten. 
Vi fik kort øjenkontakt, før han også havde taget hans træk. 

En pistol blev hævet i hans hånd udelukkende rettet mod mig. Men denne gang holdt jeg panikken fra at indtage min krop. Jeg vidste det var forkert. Jeg vidste det var imod loven. Jeg vidste i det hele taget, at jeg altid ville huske tilbage på denne dag.

"Jeremy, nej!" var det sidste jeg hørte, før jeg trykkede på aftrækkeren og sendte kuglen afsted. 

Få sekunder efter havde den ramt. Dog til min forskrækkelse ikke sit mål. 

Jeg sank en klump, der havde rejst sig i min hals, og lod langsomt min hånd løsne sig fra pistolen, så den faldt mod jorden.

Det kunne ikke være sandt. Det kunne ikke have været mig, der havde gjort det. Og så alligevel. Jeg vidste sandheden. Jeg vidste det hele. 

Kuglen havde ramt min bedste ven. Derick. Ham som jeg prøvede at redde, men i stedet for gjorde det hele værre. Jeg havde skudt ham. Dræbt ham på stedet.

Jeg gik imod min vilje, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Jeg skulle have holdt mig i de trygge rammer. Men jeg brød dem. Og det endte med at gøre det hele forfærdeligt. Jeg kunne ikke beskrive den sorg, der sad inde i mig lige nu. Den, der plantede sig inde i mig, kastede små frø rundt, som spirrede et andet sted. Jeg havde det forfærdeligt med mig selv, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men en ting var jeg sikker på.

Ingen måtte få det her at vide. 

Det skulle være min hemmelighed, selvom flere mænd havde set det. Håbet om, at de ikke kunne beskrive mig, var der. At de intet sagde og bare holdt det for dem selv, mens de lod andre finde ud af det. De lignede ikke ligefrem en flok sladrehanke, hvis man kunne sige det sådan. Tværtimod. Alligevel havde jeg på fornemmelsen, at de heller ikke ville lade mig slippe for at have ødelagt deres lille kup. 

Manden, der sad ovenpå Derick, sad med et smørret smil på læben, der virkelig irriterede mig. Det hånede mig, og overbeviste mig bare endnu mere om, hvor slemt det var, det jeg havde gjort. 

Mit blik vandrede rundt engang, for at få styr over situationen. Ingen så ud til at gøre klar til angreb mod mig. Måske de vidste, at det at jeg havde skudt ham, måske var straf nok i sig selv? 

Hårene i nakken rejste sig, da jeg mødte deres blikke. Det fik dog hurtigt mine ben til at sætte motorene igang, hvorefter at løbe i den nærmeste retning væk derfra med håndlige grin og blikke i ryggen. 

Jeg løb alt, hvad jeg kunne, så vandet sprøjtede op omkring mig. Regnen gjorde mit synsfelt en smule slørret, men stadig kunne jeg se. Jeg lod besværligt en hånd køre igennem mit våde hår, der klistrede sig rundt om min ansigt. 

Det her var den værste dag i mit liv, og aldrig ville jeg glemme den. Lige meget hvor meget jeg så prøvede. Jeg ville skulle leve mit liv i viden om, at jeg har dræbt min egen bedste ven.

 

Jason walker- echo

-----------------------------------------------------------------------

Ups! det var måske ikke lige det bedste.

I hvert fald. Hvad synes i? Det her er bare starten, og efter hvad jeg har tænkt på, ændre den sig meget. Men jeg skulle lige i gang, såå...

I må meget gerne like, kommentere, hvad jeg kan gøre bedre og tilføje til favorit,  hvis i kan lide den:-p'

Jeg vil så godt jeg kan prøve at finde sange, der passer til kapitlerne, nogen jeg hører meget imens jeg skriver dem, eller nogle jeg bliver inspireret af. Dog er jeg ikke sikker på, at der kommer til alle, men ja..

xoxo'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...