Behind the Mask ~(Don't give up.)

Faith Gray er pigen, der har det hele omkring sig. Hun har verdens bedste veninde, klarer sig godt i skolen og ellers kører livet bare på skinner, mens intet kan ødelægge det, mener hun. Dog tager hun helt fejl der!
Det der med at være helt uskyldig, holde ved reglerne, og blive i de trygge rammer, går ikke altid som planlagt. I hvert fald ikke for Jeremy. En aften ændrer hele hans liv sig, da han ved et uheld kommer til at tage det forkerte træk.
Tiden går med at leve i skjul for fortiden, og at nogle finder ud af, hvad der rent faktisk skete den aften er hans værste mareridt. Derfor beslutter han sig for, at starte livet på ny. Give sig selv en ny chance for at komme videre. Finde venner. Måske familie? Eller en helt tredje ting.
Vil alt nu gå, som han havde planlagt det ville? Eller vil folk finde ud af, hvem han virkelig er? Hvad han har gjort? Eller vil al ting bare blive lagt bag ham?
(Læsning er på eget ansvar, tror jeg...)
-Besat af at være perfekt

3Likes
4Kommentarer
1010Visninger
AA

6. Cooler than me.

Fattig var i hvert fald ikke ordet man skulle bruge for at beskrive Blaze. Tværtimod. Ved nærmere eftertanke havde jeg på fornemmelsen, at han havde røven fuld af penge. Hvor han havde dem fra vidste jeg ikke, hvilket jeg vidst har nævnt før. Hvad mærke den var anede jeg ikke, og havde heller ikke specielt meget lyst til at vide det. Men en ting var: den havde kostet kassen, og det kunne enhver se. Så noget måtte han da lave andet end at rende rundt på det pokkers kasino? Ellers havde han arvet den fra en gammel bedstemor, der lige pludseligt havde lyst til at give sit englebarn af et barnebarn en enorm dyr bil, fordi han bare havde være så helvedes sød. Nej vel? Den holder heller ikke rigtigt i mit hoved. 

Jeg sprang hurtigt ind i bilen på passagersædet ved siden af Blaze, selvom det var det jeg mindst havde lyst til, men jeg orkede virkelig ikke rigtigt at diskutere lige nu, og hvis jeg ikke tog helt fejl, ville han tvinge mig herover alligevel, så vi kunne holde teselvskaber, snakke om kedelige emner og alt det der crap. 

Faktisk kunne jeg godt bruge noget te lige nu. Kamillete med masser af sukker, ellers smager det ikke godt, nej. Nå, videre. 

Jeg frøs som bare pokker og jeg var egentlig ikke sikker på, at jeg havde fået mine fødder med ind i bilen. De kunne i hvert fald ikke mærkes mere, hvilket skræmte mig lidt. Derfor tog jeg også lige et hurtigt kig ned foreneden af mine ben, hvor mine fødder stadig sad. Jeg åndede lettet ud og kastede mig tilbage i sædet, lige efter at have taget selen på. 

Jeg kastede et blik til siden, hvor Blaze sad med et mærkeligt udtryk i ansigtet og betragtede mig med et skævt smil på læben. Jeg sendte ham det samme underlige blik tilbage bare uden smilet og rystede på hovedet for at kigge væk igen. Jeg burde snart få ondt i nakken af alt det rysten.. Nu var der så også mange grunde til at ryste på hovedet. En af de grunde var måske det faktum, at Blaze drev mig til vanvid. Alle hans små tricks, blinken med øjnene og stirreren. Han lagde ikke engang skjul på det. Min første tanke var: hvad har han taget? Alt andet end sine piller i hvert fald.

Jeg tog et hurtigt kig rundt i bilen. Hvis jeg skulle give et skud boede støvsugeren fra teletubbies herinde. Ikke en eneste plet var til at se. Selv ikke i bunden af bilen. Men det skulle han ikke bekymre sig om. Mine sko have gjort et godt arbejde dernede, så det hele nu skilte sig ud fra resten af bilen. Outsider, huh?

Mine øjne klistrede sig hurtigt fast til det spejl, der sad på den lille klap, som skulle forestille at virke mod at skærme solen. I mit tilfælde virkede den aldrig, og jeg blev altid så sur på den. Derfor var det også sjældent jeg sad foran, og hvis jeg gjorde, var det, fordi der var varme i sædet. Mega hygge. 

Jeg tjekkede hurtigt mit hår ud, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. Det lignede noget en kat have tisset i for hvorefter at lade giraffen danse tango der, hunden ligge en gave, elefanten trampe det godt og grundigt igennem og næbdyret bide halvdelen af det af og sidst men ikke mindst det lille flyveegern der gjorde sin gerning og fløj ind i mit hår og byggede rede. 

Ej, just kidding, hvis i ikke kunne regne det ud. Men det lignede noget i retningen af det, jeg beskrev. 

Et lille fnis kom kort ovre fra min side, inden jeg skulede irriteret til Blaze, hvor fniset kom fra. Han åbnede kort munden, men jeg nåede at afbryde ham, inden han fik sagt noget.

"Hvis du kommer med bare den mindste, lille, latterlige kommentar, er jeg den der er skredet", sagde jeg og holdt en spids finger op i luften for at vise, at jeg mente det. Det så bare ikke rigtigt ud til, at han opfattede det på den måde. Jeg hadede den måde han virkede så ligeglad, og ikke tog tingene seriøst. 

"Hvis du ikke husker det, kører vi nu", sagde han lærende med en drillende stemme.

"Jeg kan stadig åbne døren og springe ud", svarede jeg irriteret. En lille kliklyd lød, hvilket fik mig til at kigge forvirret rundt, for til sidst at ende på Blaze med en lille rynke i panden.

"Ikke mere", kom det fra ham med et tilfredst smil. Det gik op for mig, at han lige havde låst døren, hvilket gjorde min mulighed til en umulighed. Nu var jeg tvunget til at blive i den her bil, og det kunne ikke blive andet en pinende. Jeg sukkede højlydt, så han uden tvivl hørte det og lagde så mit hoved tungt op af ruden.

Jeg kunne ikke lide tanken om, at han var her. Det eneste han var ude på var at gøre grin med mig.  

Alligevel var der noget ved ham- og det her er mod min vilje, at jeg indrømmer det- noget, der på en meget mærkelig måde var skræmmende dyb. Det sugede alt til sig. Og mig med i købet, hvilket jeg protesterede meget mod. Dog kunne jeg ikke altid stå fast mod jorden, men det snakker vi ikke lige om. Vi skulle nødig have for mange ting ud, som jeg bare ville fortryde.

Turen hjem var ret hurtig. Underligt nok var der stille hele vejen. Ikke akavet stille men godt stille. Han hoverede ikke, kom ikke med bemærkninger eller havde andet han skulle have sagt eller gjort. Blaze sad stille med blikket rettet ud af forruden og trommede på rattet til musikens rytme, hvilket ikke generede mig nær så meget, som man skulle tro, da jeg faktisk havde en rent ud sagt lorte dag. Til gengæld var det dejlig beroligende og jeg faldt næsten i søvn til de små lyde. Der var sket alt for meget til at mit lille hoved kunne rumme det, og det gjorde at det hele bare var en stor forvirrelse. Men jeg overlevede!

Lige nu havde Blaze lige sat mig af udenfor mit hus, hvilket var en af de ting jeg havde set frem til i flere timer. Og så alligevel ikke. Selvom bilturen var i stilhed, føltes den overraskende god. Der lå noget over den. Blaze virkede slet ikke som den jeg havde set her tideligere idag. Han var på en måde begyndt at bløde lidt op fra den dybfryser han havde ligget gemt i. Man kunne ligefrem se, hvad han gemte på. Man kunne læse ham, hvilket overraskede mig en del. Alle hans små træk viste hver og en en lille bid af, hvad han gik rundt med. Og når man samlede dem, viste de langt mere. I virkeligheden var han nok ikke den bad-boy han gik ud fra at være. Men det magtede jeg virkelig ikke tænke på det mere. Mit hoved var ved at eksplodere.

Hoppende rundt på et ben fik jeg endelig mine sko af og smed dem bare tilfældigt midt i gangen sammen med min jakke. Jeg blev helt sikkert bedt om at samle det op senere, men så måtte det være det. 

Hurtigt løb jeg op af trappen med kursen lige mod mit værelse, hvor jeg hamrede døren op til synes af min storebror, der sad i min seng med et eller andet i hænderne. Jeg stod længe bare og stirrede på ham, og overvejede, hvad det var han kunne sidde med, da mit blik landede på hans hånd. En tusch. 

Jeg var virkelig langsomsopfattende på det tidspunkt, for det gik først op for mig lidt efter, at han sad med mit yndlingsbillede i hånden. Det af Ellie. Jeg kom hurtigt til mig selv og løb hen til ham og rev billede ud af hånden på ham, så en lang tuschstreg kom hele vejen hen over billedet.

"Hey, hvad har du gang i?!", skabte han sig med en skinger stemme. Han kiggede hurtigt op, og jeg tror først det gik op for ham nu, at jeg rent faktisk var inde på værelset. Et smørret smil gled hurtigt frem på hans læber, hvorefter han kørte en hånd hen over munden. Hvad han havde gang i anede jeg ikke. "Kan du lide overskæget?" Han greb fat i billedet og så ud til at studere hans mislykkede portræt, mens han lod tre fingre glide om hans hage. "Jeg synes nu det klæder hende meget godt"

Med en hurtig bevægelse rev jeg billedet ud af hans hånd igen og tog et kig på det. Hun så faktisk godt ud med overskæg. Oh yeaah.. Men det skulle han ikke vide. Så ville han bare gøre det på hvert eneste af mine billeder, hvilket jeg ville dø ham for. 

"Seriøst, Tony? Har du ikke andet at lave?" Jeg prøvede at lyde hård, men det gik ikke helt som jeg havde planlagt. Jeg kunne bare ikke. Billedet, tuschen. Jeg måtte indrømme, at det faktisk så ret sjovt ud. Et grin slap ud af hans mund.

"Ærligtalt nej", svarede han og slog sig på lårene. 

Et smil formede sig langsomt over mine læber, hvorefter jeg vendte ryggen til og bevægede mig over mod mit skrivebord, hvor jeg stillede billedet på dets plads. 

"Hvorfor er du overhovedet herinde?" Min stemme var fraværende, da jeg forsigtigt lod min finger glide hen over billedet og følge den streg han havde lavet. 

"Alt er meget mere spændende her inde", sagde han med en lidt for entusiastisk stemme og slog ud med armene. Efter min mening mindede han lidt om en bøsse. Men det gjorde ikke noget, for jeg kan godt lide bøsser. De søde. Og bløde. Og lavet af fløde. Oh yeaaah.

"Klart. En ny kjole er også lige hvad du står og mangler, ikke?"

"Nemlig" Han sukkede tilfredst, inden han rejste sig op. Med et hurtigt greb hev han sine bukser lidt op, da de næsten sad nede over knæene på ham- sådan så det vel ud fra alle pigers synsvinkel. Han fortsatte hen til døren, hvorefter han rev ned i håndtaget og åbnede den. Kort kiggede han tilbage. "Godnat, søs", sagde han og lavede et lille vink med den ene hånd og lukkede så døren. 

Stilheden lagde sig hurtigt over værelset. Det var en lidt ubehagelig følelse, men den var også dejlig. Endelig var der ro efter en dag, hvor der skete en masse. En ret latterlig dag efter min mening. 

Med dovne skridt træskede jeg hen mod sengen og smed mig i den med hovedet lige ned i min hovedpude. Jeg orkede ikke engang at ømme mig over min næse, der sikkert var død igen nu. Dovenskaben manglede jeg i hvert fald ikke. Jeg krøb hurtigt ned under dynen og trak den op til lige under næsen. Mine øjne blev hurtigt tunge, hvorefter jeg faldt i søvn. 

 

 

"FAAAAITH!" Stemmen skar igennem hele huset og der var ingen tvivl om, hvem den tilhørte. Tony. Ingen andre i dette hus kunne råbe så højt, som den dreng kunne og det var lidt en ulempe, når den var umulig at overhøre. Man kunne på ingen måde give igen. Lyden af trampende skridt ude på gangen kom nærmere og nærmere, inden døren blev flået op. Uden at se vidste jeg, at det var Tony. Hvem skulle det ellers være? "Faith, du skal op nu", sagde han roligt og trådte længere ind på værelset. Og så irriterende som jeg var, holdt jeg mine øjne lukkede. Søvnen hang stadig fast i min krop, og tanken om at skulle op nu gjorde mig helt dårlig. Jeg lod mig vende en gang om på maven, hvorefter at løfte mig op på knæene med hovedet lige ned i puden og mine arme ud til hver side, så min rumpe stak lige op i vejret. 

"Faith, rejs dig. Det er sidste chance, ellers ved du godt, hvad der sker", sagde han med en drillende stemme men stadig advarende. Mine øjne slog op med det samme han færdiggjorde hans sætning. Det mente han ikke. Det kunne han ikke gøre. Det måtte han ikke gøre! Jeg drejede mit hoved skarpt over mod ham.

"Det gør du ikke", sagde jeg og kneb øjnene sammen, så det kun var to små sprækker.

"Søde Faith, det spørgsmål tror jeg godt selv, du kan svare på", sagde han med en sukkersød stemme, men stadig var der en snert af drilleri deri. Og ja, han havde ret. Som altid, hvilket jeg mod min egen vilje indrømmer. Jeg vidste godt, hvad han mente, og det fik mig også til at kaste dynen til side, rejse mig og styrte ud på badeværelset med det samme. Ingen tale om, at han skulle gøre det igen. Tro mig, det er prøvet før, ellers ville det nok heller ikke være igen  men okay. Pointen er, at vi snakker om vand her. Spandevis. Tonys lille måde at vække folk på, når de ikke gider at stå op, eller i det hele taget bare ikke gør som han siger. Visse regler var der bare dannet oppe i hans hoved. Dog var det bare meget sjælendt de blev holdt, da det jo bare var i hans hoved, de var dannet og ikke i virkeligheden, hvor alle andre mennesker også levede.

Stakkels dreng dog.

Alligevel følte jeg dog, at jeg blev nødt til at ligge mig under hans magt, når det kom til vandet. Han havde gjort det før, og jeg havde fundet ud af, at det ikke bare var en tom trussel, hvilket var en del skuffende. I hvert fald skulle det til at laves om på, så måske jeg skulle have sat en plan igang? Det måtte jeg finde ud af senere. Lige nu krævede det alt for meget energi. 

Jeg lod mit blik glide op og møde mine egne øjne i spejlet. Mit hår lignede noget, der var kastet op i. Mit nattøj sad skævt og krøllet, mens store, mørke poser trådte frem under øjnene. Der skulle en del arbejde til at forvandle det her til noget, der ikke ville skræmme folk fra vid og sans. 

Inden jeg kunne nå at tænke mere over det, skar en skrækkelig larm igennem hele huset. Det var ikke til at tage fejl af, at nogen faktisk gerne ville ind i huset, da det var dørklokken. Uden tvivl vidste jeg, hvem det var. Ellie. Jeg orkede faktisk ikke at gå ned og åbne, så det eneste jeg gjorde var at råbe tilbage gennem hele huset.

"BARE KOM IND!" Lidt efter lød lyden af døren, der åbnede sig og snakkende stemmer i gangen, der overraskende nok havde hørt min stemme. Og af en eller anden grund var det ikke kun Ellies stemme der kunne høres, men også Oscar, der plaprede løs om alt muligt unødvendigt information, men det var nu en af de ting jeg havde vænnet mig til ved ham. Ovenikøbet havde jeg lært at lukke af for ting som den, og det var noget der blev fuldt ud udnyttet. Det undrede mig bare lidt, hvad Oscar lavede her, siden han aldrig kom her om morgenen. Han foretrak at gøre tingene hjemmefra, fordi han mente han kunne sove længere, hvilket han også havde ret i. Derfor forstod jeg heller ikke, at Ellie kom hver morgen, men hun var vel bare født A-menneske? Det var, hvad man langt fra kunne kalde mig. Jeg var Å-menneske, hvis der overhovedet var noget, der hed det indenfor den kategori. Det var der i hvert fald nu. 

"Faith?" Det gav et chok i mig, da et hoved stak ind af døren - hvilket jeg kunne se i spejlet- og jeg hamrede min hånd direkte ned i håndvasken. En smerte skød igennem den. Det var da en perfekt start på dagen, ikke? Det synes jeg også.

Store øjne så på mig ligefrem med frygt. Lad os bare blive enige om, at det var mig, der udløste frygten. Mit udseende gjorde i hvert fald. 

"Faaaaaith?" Endnu en stemme lød ude på gangen, hvor Oscar lidt efter drejede rundt om hjørnet ind til badeværelset. Han standsede med et op midt i døren, og lod et blik glide rundt, indtil det landede på mig. "Er du okay?" spurgte han smaskende med munden fuld af kage gættede jeg på, siden han stod med et fad i hånden. Og hvor havde han lige den kage fra? Han følte sig åbenbart hjemme nok til at slå sig løs i køleskabet, og det gjorde bare, at der var mindre mad til mig. Verden er sørgelig nogen gange. 

"Hm, ja", mumlede jeg og gav min hånd et ryst, før jeg vendte mig om mod Ellie og Oscar, der stod og kiggede på som var jeg et spændende cirkus - hvilket jeg ville passe perfekt ind i som klovn, og det tror jeg gik skarpt op for dem også. Deres øjne kiggede underligt på mig, og hele stemningen føltes ret underlig i det øjeblik. Heldigvis var Oscar den, der reddede mig, eller os, fra den irriterende tavshed. Ti ekstra point til ham. 

"Øh, Faith? jeg håber det er okay, jeg spiser din kage", sagde han og fyldte skeen op med kage for at skovle det ind bagefter. Det havde været en lagkage. En stor en endda. Og nu... havde han bare spist den. Jeg tager det i mig igen og trækker de ti point tilbage. Han havde lige spist min bedste ven, og det skulle han ikke slippe godt fra.

"Oscar, du har ligesom spist den. Er det ikke lidt for sent at spørge nu?" spurgte jeg eftertragtende med et løftet øjenbryn, der bare viste alt. Jeg var kendt for det øjenbryn, og det var alt andet end glade ting. Folk var en smule bange for mig på grund af det, og det bebrejdede jeg dem bestemt ikke for. For at skulle indrømme det overfor mig selv og alle andre, skræmte det også mig. Dog kunne jeg da ikke gå glip af folks yderst sjove ansigtsudtryk, når jeg pressede det til det yderste. 

Oscar krympede sig en smule, før han kiggede på mig med et skævt smil, hvorefter han skovlede endnu en mundfuld ind, som tydeligvis var alt for stor, så det stod ud af munden på ham, da han talte.

"Vi kan godt dele" Hans ord var utydelige og det var kun et held jeg hørte, hvad han rent faktisk sagde. Jeg skar en grimasse af afsky. Alt andet end at dele den kage med ham var jeg med på. Hvem ved, hvad han har gjort ved den? Noget sagde mig, at jeg ikke havde lyst til at vide det. 

"Ehmn, nej tak", sagde jeg tøvende, selvom jeg var fuldkommen sikker på mit svar. Det var måske bare trængen til at kaste op, der gjorde det en smule svære at få ordene ud gennem halsen. 

"Vil du, Ellie?" spurgte han charmerende om, hvorefter hendes ansigtsudtryk uden tvivl afspejlede mit bare der var et lille plus på den håndbevægelse hun lavede ved at skubbe Oscar væk fra hende. 

"Tro på det, lille ven", svarede hun igen. Med få skridt stod hun bag mig og var ved at rode med mit hår, som hun tydeligvis fandt som en katastrofe. Hendes standard lå langt over min, hvilket sagde en masse. "Hvad har du lige lavet i nat?", udbrød hun forfærdet.

"Sovet forhåbentligt", svarede jeg træt efterfuldt af et gab. 

"Jeg tror hun har haft gang i lidt mere end det", kom det henne fra døren af, hvor Oscar stod lænet op af med et skævt smil plantet i ansigtet, mens han åd sig fed i chokoladekage. Eller fed tror jeg ikke han blev. Det ville overraske mig, hvis han gjorde for for at være helt ærlig, havde han den mest veltrænede krop, jeg nogensinde havde set. Det skyldtes nok også de mange timers træning hver uge, som jeg ikke forstod nogen grund til. Men han er en dreng. Lad ham gøre, hvad han har lyst til, så gør jeg, hvad jeg har lyst til. 

"Siden hvornår er du begyndt at interessere dig for, hvad jeg laver om natten?"

"Siden den dag du fortalte mig, at du var gået ind i naboens have for hvorefter at være ved at drukne deres hund med vandslangen", sagde han med et grin i stemmen.

"Og det var ellers noget af en krabat, hun havde fået skaffet sig der", kommenterede Ellie med en overdrevet stemme, hvilket fik et smil frem på mine læber. Også at hun brugte ordet krabat. Hvem gør lide det nu om dage? Når ja, Ellie. 

"Snakker vi om hunden, eller Faith her?" spurgte han åndsvagt, selvom jeg udmærket vidste, at han var klar over svaret. Han ville bare træde endnu mere i det, og gøre en større ting ud af det, end det egentlig var. Latterligt, men sådan var det. Og sådan var Oscar. 

Jeg kiggede op på Ellie med alvorlige øjne, og fangede hendes. 

"Tror du vi behøver at forklare ham det?" Jeg sendte hende et typisk blik, som kun vi havde imellem os, og som ovenikøbet kun var en ting som vi kunne, tror jeg da. 

"Lad barnet", sagde hun med en sjov stemme, der matchede hendes ansigtsudtryk, mens hun lavede et lille vift med hånden for at sætte prikken over i'et. Hun mindede skræmmende meget om min bedstemor, hvilket fik et tøset grin til at slippe ud over mine læber. Oscars skulen kunne tydeligt ses i spejlet.

"Jeg tror bare, jeg går ned og henter mere kage", sagde han med en underlig stemme, hvorefter han vendte om i døren og var ude af syne. Endnu et grin undslap min mund, men denne gang blandede Ellies sig med mit. Et lille ryst gav hun på hovedet, før hun gav sig til at rode med mit hår. 

 

 

Dørene til skolen blev slået op, og ind trådte vi på række, eller stribe for at det skulle være helt rigtigt. Men er det egentlig ikke det samme? Lige meget. Det føltes lidt ligesom i alle de der film, hvor folk stirrer åbenlyst på en med afskyende blikke, går i buer uden om en og hvisker lige så snart man er i nærheden. Bortset fra at der ingen hvisken, afskyende blikke eller regnbuer uden om en var, selvom det med regnbuer ville passe perfekt, og selvom der ikke var noget af det her, som havde med regnbuer at gøre. Tilbage til emnet. I hvert fald havde jeg følelsen inde i mig, da vi trådte ind. Hvorfor havde jeg ingen anelse om. Måske jeg hallucinerede? 

Med hurtige skridt træskede vi ned af gangen, og dér kom blikkene langsomt. Folk kunne ikke lide os, men jeg havde lært at leve med det. Hvorfor de ikke kunne lide os, vidste jeg ikke. Hver gang der blev spurgt hvorfor, fik vi intet svar. Kun en kold skulder og et hånligt grin. Men sådan er verden jo? 

Jeg åbnede irriteret lågen til mit skab, rev de bøger ud jeg skulle bruge, og smækkede lågen i som jeg altid plejede. Det undrede mig, at den ikke faldt af. Den tid skulle nok komme på et tidspunkt. 

Efter det fortsatte vi hen mod klassen, hvor folk så små var begyndt at finde deres pladser, da det snart ringede. Lige som alle de andre fandt vi også vores pladser. Min var uheldigvis foran foran kateteret, fordi Harrison åbenbart mente, at jeg var alt for ustyrlig nede bag ved. Eller ved siden af Ellie for den sags skyld.  Men som jeg nok har nævnt før, var hun heldigvis placeret lige bag mig, og Oscar lidt længere henne. 

Med et suk slog jeg mig tungt ned i sædet, hvor jeg lod mig glide ned, så jeg nærmest lå under bordet. Trætheden hang stadig over mig og Jeg kastede et blik til min venstre side, hvor Blaze skulle have siddet, men til mit held ikke var her. Jeg pustede lettet ud. Hvis der var noget jeg ikke gad, var det Blaze. Han tog virkelig hårdt på ens energi, og efter igår var jeg fuldstændig kørt ud. Måske på grund af det faktum, at han hele tiden sagde mig imod. 

"Faith?" Ellies stemme lød bag mig, hvilket fik mig til at vende mig om. "Hvor er din ven henne?", spurgte hun med en drillende smil på læben. 

"Han er ikke min ven", svarede jeg monotont og forsvarende. 

"Ja-ja, så siger vi det. Men hvor er han?", spurgte hun hurtigt igen nærmest ivrigt. Jeg trak kort og ligeglad på skuldrene.

"Væk forhåbentlig" Ellie rakte hurtigt hånden frem og slog mig på hovedet, hvilket gik alt for hurtigt til, at jeg kunne nå at reagere og gøre modstand. 

"Hvorfor skal du altid slå mig?" spurgte jeg sammenbidt. 

"Du må da ikke sige sådan noget", udbrød hun med en skinger stemme og slog vildt ud med armene. Hun lød fuldstændig ude af sig selv. Desuden havde jeg ingen idé om, hvad hun snakkede om. Enten var det mig, der var blank, ellers var det hende, der var ved at gå sort. 

"Hvad er det helt præcist du snakker om?" spurgte jeg med en tøven og et løftet øjenbryn. 

"Jeg har hørt rygterne om igår. Jeg er ikke dum"

"Rygterne?"

"Dig og Blaze, eller hvad du nu siger han hedder. Jeg ved godt, at du stak af igår for at være sammen med ham", sagde hun og lød helt rolig og forstående, selvom hun nu ikke helt havde ret i det hun sagde.

"Faktisk så..."

"Det er helt i orden, Faith" Okay, nu skræmte hun mig virkelig. Ikke nok med at hun skal minde om min bedstemor, nu minder hun også om min mor. Kan det dog blive værre?

"Ellie, jeg ved ikke, hvad du snakker om. Jeg.."

"Ja-ja, det godt med dig. Jeg vil have alle detaljerne", sagde hun med et stort smil på læberne og trak mig tættere ind på hende. 

"Ellie!" sagde jeg mere hårdt for at få hende til at lytte. "Jeg stak ikke af for at være sammen med ham. Jeg mødte ham tilfældigt, okay? Han tvang mig med ind på et eller andet kasino og jeg glemte tiden. Du var kørt, så der var ikke andre udveje end at lade ham køre mig hjem. Andet skete der ikke. Er det forstået?", sagde jeg ud i en lang smøre. Hun sad bare med et mærkelig blik og rynkede en gang på næsen som om hun var overrasket over, hvad jeg sagde. "Og fortæl mig så om de rygter", fastslog jeg lidt efter. 

"Jo, ser du..." mere nåede hun ikke at sige, før klokken begyndte at sige sin hæslige lyd. Og nu vi taler om solen, kom den person, jeg mindst havde lyst til at se, ind af døren. Blaze. Ellie kiggede mistænktsom imellem os og blinkede så en gang til mig, hvilket fik mig til at skære en grimasse, hvorefter at vende mig om mod tavlen, hvor Harrison nu stod. Samfundsfag var dagens første time og det var lige til at dø over. Jeg lod mig dovent falde ind over bordet, som jeg slog hovedet ned i og gemte det i mine arme. Både på grund af trætheden men også for at vise, at jeg ikke gad at snakke med Blaze lige nu. Men selvfølgelig ville han aldrig overholde det.

Jeg mærkede kort efter en varm ånde lige ud for mit øre.

"Tak for igår", lød en stemme, der ikke kunne være andre end Blazes. Han stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig, og hårene til at rejse sig på mine arme. Jeg sukkede højlydt og løftede mit hoved lige nok til at se ind i hans blå øje, som hurtigt sugede mine til sig. Et grin forlod hans læber, før han rettede sig op igen med hænderne placere omme i nakken. 

"Jeg ville ønske jeg kunne sige det samme", sagde jeg træt og lod mit hoved falde ned på bordet igen. 

"Vil du høre en hemmelighed?" spurgte han åndsvagt med et smil i stemmen. Det undrede mig ikke, hvis han kom med endnu en latterlig kommentar nu. Det var ligesom bare hans standard, hvilket var en skidt ting. Allerede nu havde han næsten zappet mig fri for energi, og jeg skulle klare mig en hel dag igennem med ham ved min side. Eller næsten da. Af en eller anden grund var han blevet placeret i næsten alle de samme klasser som mig, hvilket gjorde det hele til et helvede. 

"Nej", svarede jeg irriteret på hans spørgsmål. 

"Nå, men du får den alligevel" 

"Hvorfor spørger du mig så, hvis du alligevel ikke godtager mit svar?"

"Fordi det kunne jo være, at du havde sagt ja"

"Gjorde det en foreskel?"

"Nej"

"Okay, den her samtale er latterlig", sukkede jeg. 

"Jeg fortalte folk, at du stak af fra Ellie igår for at være sammen med mig", hviskede han.

"Ahva' gjorde du?!" råbe- hviskede jeg tilbage og løftede hovedet. "Er det dig, der har startet de rygter?" spurgte jeg med en irriteret undertone.

"Noget skulle jeg jo starte med", sagde han med et skævt smil. Jeg sukkede. Så nu interesserede folk sig endelig for mig? Siden de troede på det, og ligefrem snakkede om det, burde der være noget over det. At de troede på, hvad Blaze sagde overraskede mig. I det hele taget bare, at han havde startet det rygte. Meget var der ikke gjort ud af det, og hvad det skulle gøre godt for vidste jeg heller ikke. Desuden forstod jeg ikke, hvad folk så i det. Folk kunne ikke lide mig, og det var nok en af grundene. 

Jeg kiggede irriteret på Blaze, der sad med et provokerende smil på læben. Hans øjne var irriterende blå, og gjorde et eller andet, som fik mig til bare at stirre ind i dem. De fangede mig og lænkede mig til stedet, så det var fuldstændig umuligt at slippe fri, hvilket var en af de ting jeg virkelig havde brug for lige nu. 

"Nogen der har et bud?" Det gik pludseligt op for mig, at Harrison var begyndt på sin daglige prædiken oppe ved tavlen, da hans stemme gik igennem min øregang. 

"Faith?" Og igen skulle han lige nævne mit navn. Jeg rystede afvigende på hovedet uden at sige et ord. Min fornemmelse sagde, at han ikke kunne lide mig, siden han altid skulle pine mig ved at tage mig. Han forventede for meget af mig. Det er hårdt. "Og hvorfor så ikke?" spurgte han anklagende med et løftet øjenbryn. Han øjne var rettet direkte mod mig og skræmte mig faktisk på en måde. 

"Jeg... hørte ikke, hvad du sagde" mumlede jeg stille og kiggede stadig ned i bordet. Små grin opstod rundt omkring, men lod til så godt som muligt at blive skjult. Bortset fra et. Blaze fnøs og et glimt at sejr var deri. Han sank langsomt men tungt ned i stolen med armene over kors. Jeg kunne mærke varmen steg mig til kinderne, hvilket var et dårligt tidspunkt for den at optræde. Jeg forbandede mig selv for det. Heldigvis sad mit hoved næsten klistret fast til bordpladen, men dog kunne det ikke skjule mit ansigt. 

Jeg rejste mit blik og skulede til Blaze, der sad med et tilfreds smil placeret på læben.

Harrison sukkede, og gik så videre. Han gik dog kun kort til venstre for at standse foran Blaze.

"Blaze? Kan du forklare Faith, hvad det er vi lige har snakket om?" Seriøst, kunne det blive værre? Folk nede bagi begyndte at snakke lavmeldt mellem hinanden, men ikke lavt nok til at jeg ikke kunne høre det. 

"Identitet er noget, der beskriver dig, så man kan finde frem til en bestemt person", startede han med et provokerende smil på læben, der bare sagde alt for meget. Han elskede det her. Han elskede at vinde over mig, kunne gøre mig til grin og håne mig. Ikke ligefrem gode ting efter min mening. "Hvis jeg for eksempel skulle beskrive dig, ville jeg sige nogle specielle ting, som beskrev dig. Du elsker mad. Du klør dig på armen, når du er nervøs. Du er ikke god til at lyve og på en eller anden måde kan du ikke modstå, når folk kigger dig direkte i øjnene" Folk begyndte at grine omme bag ved, hvilket fik mit til at krympe mig. Hvorfor gjorde han det her? "Det er dog kun nogle af tingene. Der er mange andre ting, der kan beskrive dig. For eksempel hvor du bor, hvad du går til, dit navn, dit CPR nummer eller fødselsdato", sluttede han af med et alt for selvtilfredst smil.

"Meget glimrende, Blaze. Det må jeg sige", roste Harrison og gik lidt væk fra os igen. Det skræmte mig lidt, at Blaze vidste så mange ting om mig. Eller ikke bare lidt men meget. Hvor havde han lige fået det at vide? Jeg slog hurtigt mit blik fast til bordet og rynkede næsen en gang. Havde han ligefrem spurgt ind til mig hos folk? Hvis han havde gjort det, ville jeg kalde ham ivrig. Og skræmmende. Meget skræmmende. Hvad ville han overhovedet med mig? Det var som om han tog det hele som et spil, og bare lod det at det faktisk var virkeligheden ligge i baghovedet.

Mike Posner- Cooler Than Me

-----------------------------------------------------------------------

Ved ikke om sangen passer helt så godt, men ja. Noget af det gør, tror jeg. Ligemeget. Hvad tror i, der sker nu?  

Undskyld, hvis noget af det er forkert skrevet, ikke giver mening eller er fuldstændig latterligt:-p.

Husk! Like, kommenter og tilføje som favorit, hvis du kan lide den. Det vil betyde meget for mig!

xoxo' 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...