Behind the Mask ~(Don't give up.)

Faith Gray er pigen, der har det hele omkring sig. Hun har verdens bedste veninde, klarer sig godt i skolen og ellers kører livet bare på skinner, mens intet kan ødelægge det, mener hun. Dog tager hun helt fejl der!
Det der med at være helt uskyldig, holde ved reglerne, og blive i de trygge rammer, går ikke altid som planlagt. I hvert fald ikke for Jeremy. En aften ændrer hele hans liv sig, da han ved et uheld kommer til at tage det forkerte træk.
Tiden går med at leve i skjul for fortiden, og at nogle finder ud af, hvad der rent faktisk skete den aften er hans værste mareridt. Derfor beslutter han sig for, at starte livet på ny. Give sig selv en ny chance for at komme videre. Finde venner. Måske familie? Eller en helt tredje ting.
Vil alt nu gå, som han havde planlagt det ville? Eller vil folk finde ud af, hvem han virkelig er? Hvad han har gjort? Eller vil al ting bare blive lagt bag ham?
(Læsning er på eget ansvar, tror jeg...)
-Besat af at være perfekt

3Likes
4Kommentarer
1011Visninger
AA

4. Breakaway.

 

Faiths synsvinkel.

 

Hans stemme lød underlig og det virkede fuldstændig umuligt, at sætte den i en kategori. Den virkede tom, følelsesløs og så alligevel glad. Den virkede helt galt på den og efter min mening skjulte den en masse. 

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det hele døde ligesom sådan lidt ud og stilheden tog over. Jeg havde revet mit blik væk for igen at kigge ned i bordpladen, mens hans blik stadig lå på mig. Det gjorde mig utilpas. Han prøvede helt klart at læse mig, som jeg havde prøvet ved ham. Jeg fik bare ikke noget ud af det, hvorimod han sikkert kunne se lige igennem mig. Han skulle bare ikke have den frihed. 

Kort efter ringede klokken ud og lyden af stole der blev trukket hen over gulvet lød. Det skar i mine øre. Hurtigt smed jeg mine bøger i taske, hvorefter at svinge den på ryggen og gribe fat i Ellies arm. Jeg trak hende hårdt ud af lokalet. Da vi pustede jeg hurtigt den luft ud, jeg havde holdt inde og det var bestemt ikke lydløst. 

Ellie sendte mig et vantro blik sammen med et løftet øjenbryn.

"Hvad gik det der lige ud på?" Hendes stemme lød næsten afskyende, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at det ikke var sådan den skulle opfattes. Ærligtalt havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg skulle læse den. Derfor lod jeg også bare være med at svare og rystede lidt på hovedet i skjul. "Faith?"

"Han tager livet af mig", vrissede jeg ligeud uden at tænke. Jeg hadede at indrømme det og især når jeg knapt nok kendte ham. Faktisk kendte jeg ham slet ikke. Jeg vidste han hed Blaze og ikke andet. I det hele taget kunne jeg ikke lide første øjekast ved ham. Han virkede irriterende, kun ude på at starte en konkurrence for at vinde den. 

"Du kender ham jo slet ikke" En sød rynke kom frem på hendes næse, da hun så ud til at kigge undrende på mig.

"Lige præcis", sagde jeg uden tøven og med en snært af irritation i stemmen. Ellie rystede bare på hovedet af mig og susede efter mig ned af gangen. 

 

Hurtigt smed vi os ind i min lille, røde spand af en bil og smækkede dørene, så det hele rystede. 

"Nååh...", startede Ellie langsomt. "Tager du med ned i byen idag?" sagde hun med et håbefuldt blik i øjnene. Byen. For at være helt ærlig havde jeg ikke lyst til at gå ned i byen idag. Jeg var træt. Så træt at jeg ikke engang orkede at trykke på speederen, før Ellie gav mig endnu et klap i ansigtet. Hun var ved at blive en voldlig kvinde.

"Gider du godt lade være med at slå mig hele tiden, tak?" vrissede jeg surt af hende.

"Gider du godt være lidt opmærksom engang imellem?" sagde hun med samme stemme som mig. Jeg sukkede. 

"Undskyld..." Jeg tog en dyb indånding og kiggede hende så i øjnene. "Jeg er bare træt idag. Alt det med første skoledag og sådan kører mig virkelig ned", sagde jeg og prøvede at fremstille et beroligende smil på mine læber. Et grin gled ud over Ellies læber, mens hun lagde en hånd på min skulder som støtte.

"Det er okay", sagde hun stadig grinende. Efter min mening var det ret forvirrende for mig. Her sidder jeg og prøver at tage det alvorligt, og så bryder hun sammen af grin. helt ærligt. 

Jeg sad bare og stirrede tomt og måbende ud i luften, imens hun stadig grinede med hovedet næsten nede i mit skød. Det undrede mig lidt, hvad hun lavede der... Forkerte tanker. Videre.

Blidt skubbede jeg hende hånd af min skulder, rettede mig op og trådte på speederen. Bilen havde jeg tændt for lang tid siden. Den havde bare stået og spruttet lidt. Flere var gået forbi men gået i en stor bue udenom i frygt for, at den ville eksplodere. Jeg derimod havde vænnet mig til tanken. Jeg gav it lydløst suk fra mig.

"Næste stop: byen", sagde jeg så dødt jeg overhovedet kunne. Jeg havde ingen penge, så det var kun for at tage ned og kigge. Og for Ellies skyld. udelukkende for Ellies skyld. Ikke engang min egen kunne det gavne.

"Yaaay!", kom det fra Ellie, mens hun klappede glad i hænderne og mindede om en fem-årig pige. Men det var sødt. 

Vi drejede rundt om hjørnet på skolens parkeringsplads og fortsatte ud mod på vejen. 

 

 

Da vi kom ned i byen var det begyndt at småregne, så jeg fortrød helt, at jeg havde sagt ja til at tage med herned. Ovenikøbet var jeg dobbelt så træt som før. Jeg havde ingen penge og måtte derfor bare kigge, hvis ikke jeg fik Ellie til at betale, hvilket hun sikkert ikke ville. Alt i alt ville det blive en lorte tur. 

Jeg trak mit hætte op over hovedet og lagde mine arme om mig selv for at varme mig. Men som alle skulle ødelægge min dag idag varede det ikke i ret lang tid. Ellie grab hårdt fat om min arm og hev mig hen af gaden, så jeg nærmest blev slæbt efter hende. Op til flere gange var jeg ved at falde.

Vi stoppede op foran et bord med sko. Grimme sko. Efter min smag. Ikke efter Ellies. Efter Ellies smag var hun i himlen lige nu. Hun gav sig straks til at savle over dem og skulle selvfølgelig prøve alle parene, hvilket ville tage en evighed. Jeg trådte derfor et par skridt væk og lænede mig op af en eller anden pæl, der stod og holdt halvtaget, som dækkede de hæslige sko. 

Jeg var i dårligt humør idag, hvilket i vidst har fundet ud af. Men jeg vat træt og ville bare sove. Og det gjorde det bestemt ikke bedre, når folk hele tiden ville spærre for mine veje. Jeg lukkede kort mine øjne, for hurtigt at åbne dem igen. Ellie stod med en sko helt oppe i ansigtet af mig, med store øjne og et alt for skræmmende smil kørt op i ansigtet. 

"Prøv den her!", sagde hun ivrigt og smed skoen i favnen på mig, inden jeg havde nået at protestere. Jeg stirrede et stykke tid på skoen, der var orange med nitter og alt muligt andet, der gjorde den virkelig overvældende. Oveni det var der en tyve centimeter tyk hæl klistret fast under den. Som sendt fra helvede. 

"Ellie, nej", sagde jeg og kastede skoen over til hende igen. 

"Faith, jo", svarede hun igen men mere bestemt. 

"Jeg har ingen penge", sagde jeg som undskyldning. 

"Det gør ikke noget. Jeg betaler for dig", sagde hun alt for muntert og lavede et lille vift med hånden som om det var ingenting. Måske tog jeg fejl med hensyn til, at hun ikke ville betale? Ja, ja, det gjorde jeg. Men hvis hun skulle bruge penge på mig, skulle de være noget, som jeg rent faktisk ville bruge og ikke bare brænde lige så snart jeg kom indenfor min egen dør. 

"Jamen, jeg vil ikke have dem", sagde jeg mere hårdt for at få hende til at forstå. Det så bare ikke ud til at virke. Nogen gange var der bare alt for meget, der forstyrrede den hjerne, som skulle forestille at sidde i hendes hoved. Jeg lyder måske lidt som en dårlig veninde nu... men se hende? Helt ærligt. Alligevel kunne jeg godt lide den ting ved hende. Hun tog ikke et nej for et nej, og det var godt en gang imellem. En gang imellem ja. 

"Kom nuuuu, Faith. Du vil se godt ud i dem", sagde hun med en bedende stemme og gav mig hvalpeblikket. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af den her situation. Hvis jeg sagde nej, ville hun helt sikkert blive såret. Men alligevel. Det var som om hun ikke synes jeg var perfekt nok til hende, at hun så ville klæde mig ud som sin egen lille sminkedukke. Dog vidste jeg godt, at det ikke var sådan hun behandlede mig. Men nogle gange blev jeg bare i tvivl. Så som denne gang. Jeg sagde nej, men hun insisterede. 

"Jeg... går lige på toilettet", mumlede jeg og klemte mig ud af den krog hun havde trukket mig op i. 

"Okay. Så kigger jeg videre på mine skattebasser...", råbte hun efter mig. Der var ikke skyggen af tristhed tilbage i hendes stemme, og det undrede mig, hvor hurtigt hun var kommet over det. Sikkert skuespil. Igen. 

Egentlig skulle jeg ikke på toilettet. Det var bare for at få noget frisk luft for alle de sko jeg havde været ved at sluge. Toilettet vidste jeg faktisk heller ikke, hvor lå. Jeg håbede inderligt, at der var et spejl, da jeg sikkert lignede jeg ved ikke hvad. I hvert fald kunne jeg mærke mit hår, der langsom var begyndt at slå sine store krøller op igen efter regnen havde voldbollet det. 

Jeg drejede rundt om et hjørne lidt ligeglad med om jeg kunne finde tilbage igen. Et toilet var hvad jeg skulle finde. Og et spejl. 

Mine fødder bevægede mig længere og længere væk fra stedet, hvor Ellie var. For en sikkerhedsskyld var jeg begyndt at være opmærkesom på, hvad jeg gik forbi for faktisk at kunne finde hjem igen- hvilket jeg sikkert ikke kunne, men det var en anden sag. 

Der var gået et godt stykke tid og mine øjne fløj rundt imellem den store menneskemængde for at finde det pokkers toilet. Forresten var vi på Leicester Square. Mit absolut yndlingsted. Her er biografer, en park, natklubber og hvad man ellers har brug for. 

Efter en halv times søgning fandt jeg endelig det toilet. Det lå lige ved siden af en stor spillehal- faktisk nærmere casino- gemt inde i en lille smøg. Det så ret uhyggeligt ud derinde, da mørket i den grad pakkede sig op derinde. Alligevel tog jeg chance og nærmest løb som en gal hen til det lille toiletskilt. Jeg rev døren op og skulle lige til at gå derind, men noget stoppede mig. 

En mørk skikkelse bevægede sig rundt inde i smøgen. Små skridt blev taget, men der blev også sparket til sten, som lå på jorden. Der var noget der så ud til at pirre denne person. Faktisk lå der noget bekendt over den. Og det irriterede mig at jeg ikke kunne sætte en finger på, hvad det var. Eller hvem det var. Jeg stod længe og betragtede personen med sammenknebne øjne, så kun en lille sprække var til at se. Personen løftede hænderne om i nakken, så han stod med armene hævet over hovedet. Det var en han. Det vidste jeg i hvert fald ud fra måden at gå på. Den var selvsikker og lidt for drengerøvsagtig til at være en pige. Men hvem det var, vidste jeg ikke.

Jeg fik dog hurtigt sat ord på mine tanker, da personen langsomt lod sit hoved rejse sig og kigge hen mod mig. Noget sagde mig, at han godt vidste, at jeg havde stået her et stykke tid. Jeg nåede lige at se det selvsikre smil stige i hans ansigt, før jeg vendte mig om hurtigst muligt, og smækkede døren til toilettet. 

"Hej Faith!" råbte han muntert efter mig som om vi havde kendt hinanden hele livet, da jeg lige troede jeg kunne nå at stikke af. Pis. Tis. Hundehømhøm. "Var det ikke nok med at se mig i skolen?" kom det drillende fra ham med den selvfede attitude i stemmen.

"Hej Blaze", sagde jeg sammenbidt og forbandede mig selv for at have blevet, da jeg havde chancen for at slippe væk.

"Det tager jeg som et nej", sagde han roligt, mens jeg kunne høre hans skridt give genlyd i luften. Det undrede mig lidt, hvordan han kunne skifte humør så hurtigt. Han så så oprevet ud, så trist og helt klart oppe at køre over et eller andet. Og nu, nu var han bare... Blaze. Den irriterende Blaze jeg ikke specielt meget havde lyst til at kende. Men da han gik der. Jeg vidste han lavede andet end bare at gå rundt i cirkler og sparke til tilfældigt affald. Han måtte da tænke på et eller andet. Noget sagde mig bare, at jeg ikke havde specielt meget lyst til at vide, hvad det  et eller andet nu var.

Jeg vendte mig om, for med det samme at se ham stå lige foran mig. Jeg rynkede næsen.

"Hvad lavede du derinde?" Jeg sendte et afskyende blik hen mod gyden, der virkelig var mørk, selvom dagen stadig var lys.

"Er det ikke lige meget?", spurgte han med en drillende stemme, jeg ikke helt kunne forstå hvorfor skulle blandes ind i det her. Jeg var hundrede på, at han bare gjorde grin med mig. Og det virkede helt perfekt.

"Det var ikke svaret på mit spørgsmål", svarede jeg irriteret.

"Tænkte", sagde han med et irriterende smil på læben.

"Over hvad?" spyttede jeg ud, inden jeg nåede at tænke det igennem. Der gik jeg så op imod mig selv. 

"Dig", svarede han kort og kiggede ned i jorden. Men ikke fordi han var genert eller noget. Nej langt fra. Kun for at gemme et smil kiggede han derned. 

"Mig?" Okay, alle de spørgsmål gjorde mig helt rundt på gulvet. Og hvad fanden havde han lige gang i? Jeg var sikker på at jeg lignede et stort spørgsmålstegn, og det bekræftede hans lave latter det vidst også. Ligesom hans smil, var hans latter ikke glad. Den var hånlig, irriterende og alt for selvsikker. "Hvad vil du mig egentlig?", spurgte jeg ligeud med et suk i stemmen. Hans øjne betragtede mig med omhu  før han tøvende åbnede munden.

"Gå med ind og spil et spil med mig"

"Aldrig i livet", svarede jeg med det samme.

"Du tør ikke", kom det fra ham. Han skræmte mig virkelig. Så der var noget i det han sagde. Hans blik, der hele tiden hang fast på mig føltes ubehageligt som om han kunne se helt igennem mig, at han kunne læse mig med det ene blik. Se hvad jeg tænkte, hvad jeg ville sige før jeg sagde det, eller i det hele taget bare, hvordan jeg var. Det var skræmmende og fik det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Men det skulle han ikke nyde noget af at vide.

Et lavmeldt grin afbrød min tanker, hvorefter jeg langsomt kiggede undrende på ham. Han lænede sig ind over mig, så hans hoved var lige ud for mit øre. "Jeg gør dig ikke noget", hviskede han stille, så hans varme ånde let kunne mærkes mod min hals. Selvom den var varm, gav det mig alligevel kuldegysninger og temperaturen syntes at falde en del. Endnu et grin kom fra ham. Jeg havde helt klart givet udtryk på, hvilken virkning han havde på mig, hvilket var en sejr for ham. Han nikkede kort bekræftende, inden han trak sig væk igen. Alligevel var han ikke langt nok væk. Jeg vidste ikke helt om jeg skulle trække mig væk og vise at han faktisk skræmte mig, eller blive stående og lade som om det ikke rørte mig en skid. Jeg valgte det sidste. 

Han kørte en hånd hen over munden for at skjule et smil, hvilket ikke virkede så godt. 

Først kommer han vadende ind på vores skole helt død og doven. Så når han endelig åbner munden, kommer der ikke noget nyttigt ud og ender i sidste ende med at skræmme mig for livet. Hans smil er irriterende, hans virkelig blå øjne er irriterende, hans attitude er irriterende, hans selvsikkerhed er irriterende. Okay, han er generelt bare irriterende. Selvom jeg kun havde kendt ham kort, vidste jeg allerede at han var en af de personer, der godt kunne lide at gå folk på. Irriterende. Det var et ord, der beskrev ham perfekt. Sammen med uhyggelig.

"Jeg tør godt", svarede jeg så med lidt mere selvsikkerhed i stemmen.

"Så kom med", sagde han udfordrende.

"Hvad nu hvis jeg ikke gider med dig?" Jeg satte en hånd i siden og så mere seriøst på ham.

"Så går du glip af verdens fedeste aften med verdens fedeste fyr", sagde han irriterende udstrålende. Jeg fnøs. Mente han virkelig det? Der kunne jeg så fortælle ham, at han tog vældigt fejl. 

"Jeg har andre planer", svarede jeg hurtigt og vendte mig om for at gå.

"Nu løber du fra tingene igen", sagde han og gjorde mig endnu mere forvirret end jeg var i forvejen. Siden hvornår havde jeg ellers løbet fra tingene? 

"Jeg løber da ikke fra tingene", kom det forsvarende fra mig med en lidt for skinger stemme. Et grin kom fra ham.

"Du er bange. Nervøs i mit nærvær", sagde han selvsikkert som altid og lod et smil spille over hans læber.

"Vel er jeg ej", svarede jeg hurtigt.

"Jeg kan se det på dig"

"Skulle vi ikke ind og spille et spil?" Jeg begyndte hurtigt at gå hen mod døren ind til spillehallen, Casino at The Empire, tror jeg det hed. Blaze tøvede lidt og kom så med et grin i baggrunden. Den dreng grinede da også hele tiden. 

"Jeg vidste det", sagde han og jeg der ingen anelse havde med, hvad han mente, gik bare videre, hvorefter han lidt efter kom op på siden af mig. Det her skulle bare overståes og det var kun for at få ham til at holde mund. Et spil. Det kunne jeg godt klare, ikke?

Kelly Clarkson- Breakaway (Stadig fra Blazes synsvinkel..)

-----------------------------------------------------------------------

Okay, det var endnu et kapitel.

Hvad tror i der sker inde på casinoet? Eller sker der overhovedet noget? Hvad med Ellie, der står og venter?

Husk at like, kommentere og sætte som favorit, hvis i kan lide den!

Er ikke sikker på at sangene passer helt, men som jeg sagde kan det også være en sang jeg høre meget når jeg skriver eller bare minder en smule om det, der sker i kapitlet.

xoxo'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...