Behind the Mask ~(Don't give up.)

Faith Gray er pigen, der har det hele omkring sig. Hun har verdens bedste veninde, klarer sig godt i skolen og ellers kører livet bare på skinner, mens intet kan ødelægge det, mener hun. Dog tager hun helt fejl der!
Det der med at være helt uskyldig, holde ved reglerne, og blive i de trygge rammer, går ikke altid som planlagt. I hvert fald ikke for Jeremy. En aften ændrer hele hans liv sig, da han ved et uheld kommer til at tage det forkerte træk.
Tiden går med at leve i skjul for fortiden, og at nogle finder ud af, hvad der rent faktisk skete den aften er hans værste mareridt. Derfor beslutter han sig for, at starte livet på ny. Give sig selv en ny chance for at komme videre. Finde venner. Måske familie? Eller en helt tredje ting.
Vil alt nu gå, som han havde planlagt det ville? Eller vil folk finde ud af, hvem han virkelig er? Hvad han har gjort? Eller vil al ting bare blive lagt bag ham?
(Læsning er på eget ansvar, tror jeg...)
-Besat af at være perfekt

3Likes
4Kommentarer
1003Visninger
AA

5. Beneath your beautiful.

 

 

Blazes synsvinkel.

 

Jeg var virkelig overrasket over at se hende her. Hvad hun lavede her anede jeg ikke, og havde heller ikke behov for at vide. Dog var det en fejl hun havde set mig derinde i gyden. Hun så alt, hvad hun ikke skulle se. Min facade var fuldstændig pillet ned, og man kunne se lige igennem mig. Min fornemmelse sagde, at hun havde stået der et stykke tid, hvilket ikke gjorde det spor bedre.

Men jeg havde grebet chancen. Direkte at invitere hende med ind og spille var stort. Næsten at lukke mig op var stort. Selvom jeg egentlig ikke lukkede mig op. Kun for den nye mig. Den selvfede, selvsikre og flabede mig. Den, der langt fra mindede om den anden og gjorde mig skidt tilpas. Jeg havde det skidt med at være den jeg var nu og det gjorde ondt inden i, at jeg ikke bare kunne være mig selv. At gemme på den jeg i virkelighede var, var noget af det sværeste jeg havde oplevet. Det gik mig på hver dag og var ved at knække mig over som bare fanden. Men som sagt: jeg tog chancen. Chancen for at lade hende kende den nye mig. Den nye mig så bare ikke rigtigt ud til at imponere hende. Og så alligevel. Hendes måde at reagere på, når jeg var i nærheden, når jeg rørte hende, eller bare kiggede på hende i det hele taget. Det frydede mig at se hende så sårbar, og at hun ikke kunne beskytte sig selv mod det, gjorde det endnu sjovere.

Alligevel var det lidt svært ikke at bryde sammen på gulvet med det samme og vise, hvem jeg virkelig var. Hun virkede så anderledes fra første dag. Hun virkede som en man kunne stole på og en der forstod en. 

Jeg havde lært en ting i den tid jeg havde gemt mig for omverden. Det var at holde mig selv oppe. Sige til mig selv, at jeg godt kunne det her. At ingen skulle få mig til at bryde den mur, jeg havde brugt flere år på at opbygge. Hvis det skete ville de se mig som en freak og det var det sidste jeg ville. I deres øjne ville jeg fremstå som noget sort, noget, der var omgivet af mørke og aldrig så lyset. Selvom dagen var lys, ville jeg stadig være mørk. 

Jeg lukkede mine øjne kort i, for at åbne dem op igen næsten med det samme. Jeg rejste hurtigt min dyrebare facade, som mine tanker langsomt havde været ved at udrydde. Jeg satte det selvsikre smil op og lod så mit blik vandre rundt efter noget vi kunne starte med.

 

Faiths synsvinkel.

 

Jeg fortrød jeg havde sagt ja. I den grad. Men i situationen før følte jeg mig bare så presset. Og at skulle gå dybere i den samtale han var ved at bringe på banen ville køre mig fuldstændig ned. 

På en måde havde jeg også lidt en utryg følelse til at køre rundt inden i mig lige nu. Det kun at have kendt ham i ikke engang en dag var en af tingene, der var skyld i at bringe den på banen. Men også det ikke rigtigt at vide, hvad han var for en. Kun små glimt havde jeg fået og indtil videre så de ikke for gode ud. Lagt sammen med de steder han hang ud gjorde det dem bare endnu værre. Det her sted var vildt.

Alt lyste op i mange farver og var bredt ud på to store etager. Jeg fattede ikke, hvordan han havde råd til at være sådan et sted. Helt billigt så det i hvert fald ikke ud.

Mit blik gled rundt på de mange mennesker der hang ud herinde, på alt det man kunne spilde sine penge på og på alt der overhovedet var herinde. Det var virkelig stort! Op til flere gange havde jeg været ved at blive væk, da jeg havde for travlt med at kigge mig omkring og glemte at jeg faktisk skulle følge efter Blaze, der så ud til at kende stedet bedre end sin egen baglomme, hvilket siger meget. Han hilste da også på en del mennesker, så jeg gættede på han var en stamkunde ligesom dem. Vagterne ude foran havde også taget pænt imod ham og ligefrem lod ham komme gratis ind. Nok fordi de vidste han ville spilde flere penge herinde end de nogensinde ville få for indgangsbilleten.  

"Vi skal denne vej", nærmest råbte Blaze over skulderen for at overdøve larmen. Jeg fulgte bare efter ham som en lille hundehvalp, og vidste ikke rigtigt, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Det hele virkede forvirrende. Larmen, farverne, alle de skrigende og råbende mennesker. 

Jeg lod mine fingre glide op for blidt at massere mine tininger, da en hovedpine havde listet sig ind på mig. Igen. Fanden tage hovedpine. Det burde aldrig være opfundet. 

Blaze sendte mig et løftet øjenbryn. Han holdt åbenbart nøje øje med mig, siden han kunne se med ryggen til. "Er du okay?" Hans stemme var ikke medfølende, mere hånende. Han virkede som en person, der godt kunne lide en sejr og da jeg aldrig havde været sådan et sted her før, fik han den helt sikkert også.

"Ja.. jeg har det fint. Bare træt", løj jeg og prøvede at sætte et smil op til ingen verdens nytte. Men selvom han var langt ude på Lars Tyndskids marker, behøves jeg jo ikke at være det vel? Jeg havde faktisk besluttet mig for at være venlig. Jeg var bare ikke helt sikker på, om det virkede. I hvert fald hvis han fortsatte som nu, ville det køre helt af sporet. 

"Det ser ikke sådan ud", svarede han roligt men stadig muntert. Jeg løftede med det samme øjenbrynet.

"Og hvad mener du så med det?" 

"Jeg mener at du ikke ser for godt ud. Der er noget, der plager dig", sagde han og fortsatte hen til trapperne, hvor han begyndte at gå op ad. 

"Jeg har det fint, okay?", svarede jeg irriteret. Han gravede i alting og det irriterede mig. Han blandede sig og ville have alt at vide. Det skræmmende var bare at han virkede lidt som om han godt vidste det, at han bare ville have det bekræftet. 

"Okay, okay. Slap af, Trunte", sagde han med et grin i stemmen og løftede hænderne som tegn på overgivelse. 

"Trunte? Helt ærligt", svarede jeg surt og rystede en gang på hovedet. 

"Du minder lidt om en Trunte, når du er sådan der" Vi nåede op af trappen og kom op på et så stort område at det var umuligt at overskue. 

"Og du minder lidt om en havenisse, men derfor behøver jeg vel ikke at være flabet vel?" Okay, den var virkelig dårlig den der. Og måske var jeg også flabet, og måske vidste han det også, og hvad snakker jeg dog om? Han er ikke dum. Langt fra. Så meget har jeg da lært. 

Endnu et irriterende grin slap ud af hans mund, inden han rystede på hovedet af mig.

"Okay Trunte" Jeg skulede en gang til ham. Hvis der var noget han ikke skulle gøre så var det at kalde mig Trunte. Den eneste grund til, at han gjorde det var fordi han vidste jeg hadede det. Han gjorde grin med mig, var kun ude på at pisse mig af, og hvis jeg skulle sige det selv, så gik det meget fint indtil videre. Jeg var virkelig pissed. Men en ting var, at jeg ikke ville stikke halen imellem benene og løbe min vej. Jeg ville for alt i verden ikke afsløre at han havde vundet. For det havde han med stor stil, og det gjorde ondt at indrømme. Derfor ville jeg blive og kæmpe videre i kampen i håb om at få ændret statussen, så det var mig, der stod på første pladsen.

Team Trunte ftw!

Blaze bevægede sig længere hen og jeg fattede ikke hvorfor vi skulle gå så langt. Hvorfor ikke bare tage det første vi kom forbi for at få det overstået? Noget sagde mig, at han gjorde det for at trække tiden ud. Eller det var ikke bare noget, der sagde mig. Jeg vidste det. 

Imens han gik foran mig tog jeg mig tid til at tjekke ham ud. Lidt mærkeligt, når jeg ikke kan lide ham. Men i hvert fald havde han skiftet tøj, siden jeg så ham i skolen. Bare ikke til det hele store. Sorte bukser, sort trøje og sorte støvler alt sammen matchende til det sorte hår. Faktisk så det ret godt ud, men det var noget som helst skulle forblive gemt. 

"Kan du lide, hvad du ser?" Jeg kom hurtigt til mig selv, da hans stemme lød. Busted. Pis igen. Jeg forstod bare ikke, hvordan det var muligt, når han gik med ryggen til. Han havde hverken vendt hoved eller krop mod mig, så det gav mig lidt en urtryg følelse inden i ikke at vide, hvordan han gjorde. Åbenbart havde jeg nok været ved at brænde hul i ryggen på ham med mit blik, ellers havde han bare gemt nogle øjne i nakken. Nok derfor han havde en smule langt hår. Øjne i nakken. Det var det.

Jeg svarede ikke men kiggede bare irriterende ned i jorden, da varmen var begyndt at træde frem i mine kinder, hvilket fik ham til at grine igen. Hvorfor skulle jeg lige rødme nu? Jeg plejede aldrig at rødme. Seriøst, der var et eller andet, der var gået fuldstændig galt med mig. 

"Hvad har du lyst til, Trunte?" Vi var åbenbart endt ovre ved en bar, hvor han havde fisket et menukort frem.

"Lad være med at kalde mig Trunte", vrissede jeg af ham.

"Okay Trunte", kom det roligt fra ham. "Hvad med en noget med noget jordbær?", spurgte han mere til sig selv end mig og så vældig interesseret ud i kortet, hvilket jeg vidste han ikke var. Han var irriterende og det med at være venlig virkede ikke rigtigt længere.

"Hør her. Jeg er træt af den måde du er på. Du irriterende, alt for selvglad og tager ikke hensyn til andre. Så let røven og find det spil, så jeg hurtigst muligt kan komme ud af det her sted og så langt væk fra dig som muligt!" udbrød jeg ud. Jeg var virkelig irriteret lige nu, og at han så bare tog det så roligt, gjorde det endnu værre.

"Sig lige irriterende en gang til. Jeg kan godt lide den måde din mund ser så indbydende ud på", sagde han roligt og lød som om han var i en trance. Han smilede stort over hele ansigtet og blinkede forsigtigt med øjet. Oveni det tog han overhovedet ikke situationen seriøst. Heller ikke det jeg sagde åbenbart.

"Så er det nok!", sagde jeg irriteret og vendte mig om for at finde vej ud, hvilket sikkert ville tage en hel del tid. Blazes grin lød igen bag mig, inden jeg hørte noget blive smækket i disken og nogle skridt bevæge sig efter mig. Okay, han havde ikke tænkt sig at lade mig være. Det er da herligt. 

"Faith vent lige", sagde han mellem sit grin og fandt det hele sjovt, hvilket det bestemt ikke var. Måske for ham, fordi han havde fået, hvad han ville. Men langt fra, fra min side. 

Jeg satte farten op og lignede sikkert en giraf på rulleskøjter, da jeg halvhjernet daskede ned af trappen, hvor jeg sprang hvert andet trin over. Jeg ignorerede Blaze, der fortsatte efter mig bare ikke i helt så hurtigt tempo. Jeg er jo også ninja. Der skal øvelse til sådan noget. 

Heldigvis fandt jeg hurtigt døren ud til. Dog måtte jeg op til flere gange mumle nogle undskyld til de mennesker, der klagede over, at jeg puffede til dem på min flugt. Blaze var nået op på min side, hvilket ikke gjorde mig i bedre humør. Men jeg fortsatte ud af døren og gik i den nærmeste retning væk herfra. "Faith, hvor vil du tage hen?" Hans stemme lød opgivende og faktisk en smule bekymret. Dog vidste jeg bedre. Det var ikke sådan han var. Det var helt klart skuespil. Jeg prøvede at ignorere ham, men det var lidt svært, når han gik lige ved siden af en med blikket rettet udelukkende mod mig. 

"Hen til Ellie", sagde jeg uden at tænke over, hvad det egentlig var, der var kommet ud af min mund. Ellie. Ellie! Jeg havde helt glemt, at hun stadig stod henne ved de sko, hvis ikke hun var gået et andet sted hen. Hvordan kunne jeg være sådan en dårlig veninde at glemme hende? 

Jeg slog mig selv i ansigtet med håndfladen, hvorefter at sætte farten højere op. Jeg nærmest løb i den retning af, hvor hun havde været. Mørket var faldet på, hvilket betød vi havde brugt ret lang tid inde på det casino. Det føltes som om vi kun havde været derinde i fem minutter. "Og hvem er Ellie?", kom det spørgende fra ham.

"Ellie er den veninde jeg har svigtet på grund af dig, da du åbenbart tvang mig med ind på det casino for at lave absolut ingenting", vrissede jeg af ham. Igen: hvordan kunne jeg glemme hende? Hun var garanteret helt ude af sit gode skind lige nu, hvis jeg ikke tog helt fejl.

"Jeg tvang dig ikke. Du bestemte selv", forsikrede han sig, hvilket jeg ikke var helt enig i ham med. Og så alligevel. Men jeg ville helst holde med min egen side. Det ville også være underligt at forråde sig selv.

"Så du kalder afpresning for at bestemme selv?" Jeg hævede mit øjenbryn, og hvis jeg ikke tog helt fejl faldt det næsten i et med mit hår, så langt det var oppe. Han forstod virkelig at gøre sig selv til grin. Ellers var det mig der gjorde det. 

Mit eget team. Husk det. Team Trunte!

"Jeg afpressede dig ikke!" sagde han og jeg kunne hurtigt mærke, hvordan hans stemme også var begyndt at blive godt irriteret og det gjorde mig glad endelig at kunne se, hvordan han egentlig havde det. Hvorfor ikke bare pille hele den der selvfede attitude ned nu han var igang? Alle mennesker var perfekte som de er, men det kunne han åbenbart ikke se, siden han var nødt til at lade som om han var en anden. Og det fandt jeg latterligt. Han var besat af at være perfekt. Eller det han troede var perfekt. Det var netop det han var, og det irriterede mig endnu mere. 

Som i kan se idag er jeg ikke lige i det bedste humør, hvilket jeg vidst har nævnt før. Tsh. 

Jeg satte farten endnu mere op, selvom det virkede umuligt. Jeg løb ikke. Jeg gik bare virkelig hurtigt. 

Jeg kiggede forvirret rundt for at finde den butik, hvor vi var ved. Jeg ledte efter pælen, jeg havde lænet mig op af, men den var heller ikke til at finde. Jeg gik hurtigt igennem parken, der lå i midten af det hele og endte ud ved en eller anden sidegade jeg fortsatte op af- stadig med Blaze i hælene. 

Pludseligt var der noget, der fik mine øjne til at lyse op. Min elskede pæl stol lige forude, så jeg satte hurtigt i løb hen mod den. Jeg undersøgte hurtigt butikken og alt, der var i nærheden, men ingen Ellie var til at finde nogen steder. Jeg løb som en gal rundt, hvilket bare fik Blaze til at kigge underligt på mig, men stadig forfølge mig. 

"Faith, opgiv nu bare. Hun er her ikke", sagde han roligt og var begyndt at bløde op igen. Eller ikke bløde op. Bare dække det til med det selvfede præg. Prikken over i'et i hans tilfælde. 

"Jamen, det skal hun være!", svarede jeg panisk. Jeg stoppede kort op for at fiske min mobil op at lommen for at ringe til hende. Jeg trykkede på lås op-knappen, men det gad ikke. Jeg blev ved og ved , men måtte til sidst opgive, da det ikke nyttede noget. Der var ikke mere strøm. Sådan noget numse.

Jeg lod min håndryg køre hen over min pande for at tørre sveden af, der langsomt var begyndt at træde frem efter mit maraton. Lækkert. Jeg bevægede mig udenfor butikken, fandt min elskede pæl og lænede mig op af den. "Hun kan da ikke bare være kørt uden mig", sagde jeg en smule trist, over at det rent faktisk passede. Hun var kørt uden mig, hvilket ikke rigtigt lignede hende. Men det skulle jeg nok takke mig selv for.

"Det kan du da se hun er", kom det fra Blaze, der igen ikke havde nogen situationsfornemmelse. Et grin slap ud af hans mund, da min pande rynkede sig en smule. "Kom, så kører jeg dig hjem", sagde han glad og skulle til at vende ryggen til, da han åbenbart havde regnet med et ja.

"Aldrig i livet", svarede jeg med en del afsky i stemmen. 

"Du har vel ikke tænkt dig at blive her hele natten?"

"Jeg tager en taxa", sagde jeg muggent.

"Du har ingen penge", sagde han uden videre.

"Hvordan ved du det?", sagde jeg med et løftet øjenbryn, over at det han sagde rent faktisk var rigtigt. Endnu en grund til, at løbe skrigende væk herfra. Uhyggelig siger jeg dig bare.

"Jeg har mine kontakter", svarede han hemmelighedsfuldt med et glimt i øjet. Det kunne ikke tyde godt. Han havde helt sikkert holdt øje med os, ellers gættede han bare. Men han skulle være ret godt til at gætte så. Metsergætter. 

Der blev stille et stykke tid, inden jeg samlede min jakke op, jeg i mellemtiden havde smidt på grund af hedeslag. 

"Nej tak", jeg vendte ryggen til ham og bevægede mig hen mod parken igen. Der ville da nok være en bænk eller sådan noget?

"Faith, du kan ikke sove derhenne", råbte han oprevet efter mig, så det løb mig koldt ned af ryggen. Endnu en gang. Uhyggeligt. Hvordan vidste han at jeg havde tænkt mig det? Oveni at han forfulgte mig var han også en eller anden vildt syg tankelæser. Det blev da bare værre og værre, når jeg på ingen måde havde evnen til at skære ned på mine tanker.

"Jeg kan, hvad jeg vil", råbte jeg surt tilbage, selvom jeg godt vidste, at han havde ret. Jeg kunne ikke sove herude. Der kunne komme en eller anden klam voldtægtsmand og hakke mig til oksekød. Eller en pusher. Eller en rocker der ville kræve penge ind. Eller en gammel hjemløs dame, der ville have min jakke. Eller... Okay, jeg tror bare vi stopper her. I har nok forstået budskabet. 

"Faith, vent nu. Jeg kører dig hjem. Ikke andet. Jeg tvinger dig ikke til noget, som du påstår jeg gjorde" Han var ligefrem ivrig nu. Det gik da bedre og bedre med at komme ind til den rigtige Blaze. Allerede efter første dag. Bravo til lille mig. Nu må jeg godt få en cookie. 

Blæsten kom og tog hårdt fat i mit hår, så det gled ned i ansigtet på mig. Jeg pustede det hurtigt væk, men det hjalp ikke rigtigt, da vinden igen gik imod mig med al sin styrke. Vind VS mig. Battle. Eller nej. Bare nej. 

Jeg rystede hurtigt min tanke af mig og fortsatte videre hen mod parken, hvor jeg slog mig ned på en bænk. Blaze kom kort efter og slog sig ned ved siden af mig, hvilket fik mig til at rykke lidt længere ud, da han sad lige lovligt tæt på efter min mening. Jeg lagde armene om mig selv og lod dem køre op og ned for at få varmen. Der var virkelig begyndt at blive koldt, og vinden, der var min fjende var nok den, der var skyld i det. Jeg trak benene op under mig, mens Blaze sad og betragtede mig med et ulæsligt blik. Hver eneste lille bevægelse så ud til at more ham. 

"Nå, jeg må se at hjemad. Hjem i varmen med varm kakao. Og skumfiduser. Glem aldrig skumfiduserne", sagde han og slog sig på lårene med et smil, inden han rejste sig fra bænken, der gav lidt efter sig. Okay, det der gjorde han kun for at lokke mig, hvilket måske virkede en lille smule. Men kun en lille smule. 

Jeg blev siddende på bænken, mens han stille og roligt vandrede hen af stien med virkelig små skridt. 

Her var virkelig koldt, og først nu gik det helt op for mig, at det var helt umuligt at sove her uden at være død, når morgenen kom. Det gjorde mig irriteret og jeg forbandede mig selv for at slå den tanke op i hovedet. Jeg blev nødt til at tage med ham. Han ville jo ikke direkte gøre mig noget? Hvis nu jeg lod som om jeg sov? Så kunne jeg nok slippe fra hans latterlige kommentarer. Og den kakao der havde virkelig fristet mig, så min mave var begyndt at brokke sig en del. 

"Blaze vent!", råbte jeg efter ham og slog benene ned på jorden. Nu var beslutningen taget og der var ingen vej udenom. Han stod virkelig i gæld til mig efter det her. Jeg slog mig selv i panden igen, hvilket jeg havde gjort så mange gange den her aften. " Du- du må gerne køre mig hjem", mumlede jeg så han helt sikkert ikke kunne høre det- hvilket jeg havde ret i.

"Ahva' sagde du?", kom det råbende tilbage fra ham.

"Du må gerne køre mig hjem", sagde jeg stadig med en lille stemme, der samtidig var lidt højere og med blikket rettet mod jorden.

"Hvad siger du? Jeg kan ikke høre dig?" Han havde vendt sig om mod mig og stod med en hånd bag øret som for at understrege det. Seriøst, han var latterligt.

Jeg tog en dyb indånding og rettede så blikket op mod ham.

"DU MÅ GERNE KØRE MIG HJEM!", råbte jeg så det ikke kun var ham, der hørte det, men alle der overhovedet var inden for mindst tredive kilometers afstand.

"Jeg hørte dig godt første gang. Jeg ville bare have dig til at sige det igen", sagde han med et irriterende smil på læben. Han sagde han ville køre mig hjem og ikke andet. Den regel havde han lige overtrådt der. Nu må jeg godt tisse på ham, ikke? 

Jeg gav en vrissende lyd fra mig, rejste mig og gik så stille op imod ham, hvor han stod og ventede. Han stod så meget i gæld til mig.

 

Labrinth- Beneath your beautiful feat. Emeli Sande

-----------------------------------------------------------------------

Like, seriøst, det vil betyde alt for mig!

Her er endnu et kapitel. Håber i kan lide det:-p. Jer der læser den- hvis der er nogle- i må meget gerne sætte som favorit, så jeg kan se hvor mange der er. Det er lidt nederen at skrive på en historie, hvis ingen læser den. Så hvis der ikke er nogle der gør, stopper jeg. Såååå like:-D' 

Nu fik i også lidt fra Blaze's synsvinkel og så lidt, hvordan han havde det og sådan. Var det, det i havde regnet med? Eller var det i den helt forkerte retning? Skriv gerne!

xoxo'

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...