Fremtidens Øje

Historien handler om en ung kvinder der finder ud af, at hun har en overnaturlig kraft. Julie, som den unge kvinde hedder, prøver så at bruge kraften, men det går ikke helt som forventet, tværtimod... Historien er inspireret af Lene Kaaberbøls, Skammerens Datter.

4Likes
4Kommentarer
350Visninger
AA

2. Det første indblik

 

Julie var gået ind i hendes stue med trangt plads. Hun kiggede ud af vinduet og blev mindet om, at det var sidst i august. Solen var næsten gået ned bag de andre gamle boligblokke, der lå og døsede på samme vej, lige udenfor København. Solen havde farvet himlen lysende orange og rød – samme nuance  som ild. En flok svaler svævede rundt tæt ved jorden og varslede om dårligt vejr næste dag. Julie kiggede rundt i stuen, der bugnede af flyttekasser, fordi hun næsten lige var flyttet ind. Hun gik hen til det lille rå sofabord, som hun havde givet en plads mellem alle kasserne. Hun tændte for hendes bærbar, der havde sneget sig ind og fået plads på sofabordet. Hun trykkede på tænd og sluk knappen og hørte kort efter en lav pling-lyd, der blev efterfulgt af et skarpt lys på skærmen. Julie åbnede for google og skrev det første søgeord, der faldt hende ind: ”Drømmesyn”. Men der kom ikke noget af det, hun søgte efter. Så prøvede hun med noget nyt. Nu søgte hun på syner, og derefter prøvede hun med ”ild syner”. Men heller ikke denne gang tilsmilede lykken hende. Julie blev ved, og søgte på alt, der faldt hende ind, men til sidst gav hun op. Hun skulle lige til at lukke PC’en ned, da en tanke strejfede hende,. Da Julie først havde fået idéen, følte hun sig uvidende, fordi hun ikke var kommet i tanke om det noget før. Halskæden. Den store gamle halskæde havde formentligt noget med synerne at gøre. For Julie havde ALDRIG haft den slags syner før, aldrig. Ikke før i dag hvor hun havde båret halskæden for første gang. Julie slog ”øje halskæde” op på google, men heller ikke denne gang fik hun resultatet. Julie havde fået mere blod på tanden nu, eftersom hun følte sig på rette spor. Hendes hjerne knagede, og hun tænkte som en gal for at komme i tanke om noget andet, hun kunne søge på. Pludselig kom hun i tanke om et søgeord. Det ramte hende som et lyn, der slår ned fra himlen. Julie havde arvet halskæden efter sin mormor, og Julie og hendes mormor havde haft et meget usædvanligt mellemnavn nemlig Visus. Julie trykkede på computertasterne med dirrende fingre, en efter en. Da hun trykkede enter, kunne hun mærke et lille sug i maven. Hun var næsten sikker på, at hun havde fundet det rette søge ord. Hun var på en og samme tid skræmt fra vid og sans men også nysgerrig efter at få af vide hvad mellemnavnet og de besynderlige syner indebar. Søgeresultaterne dukkede op på skærmen, Julie læste hurtigt de korte beskrivelser og klikkede sig derefter ind på den hjemmeside, der virkede mest lovende. Julie skimmede siden og blev både fascineret og rædselsslagen, over det hun så. Små uddrag fra teksten satte sig fast i hovedet på hende og fløj rundt. Visus betyder syn på latin, en meget lille gruppe mennesker der kan se ind i fremtiden, bruger en halskæde som hjælpemiddel, går i arv, skal se sig selv i dybt øjnene, ALTID sande syn på den ene eller den anden måde, fremtiden kan ændre sig en smule, sker indefor fireogtyve timer efter synet, halskæden bestemmer hvad man må se, halskæden kaldes ”fremtidens øje”. Informationerne passede alle sammen perfekt til det, hun havde oplevet. Hun kunne altså se ind i fremtiden, fordi hun havde arvet en evne fra hendes mormor, og fordi hun havde en halskæde kaldet ”fremtidens øje”, der hjalp hende med at se ind i fremtiden. Hun vidste nu også, at hun ikke selv kunne bestemme, hvad hun ville se, men når hun ville se noget, skulle hun kigge sig selv dybt i øjnene, hvilket hun også havde gjort begge de gange, hvor hun havde fået synerne med ild. Med et ramte den barske sandhed hende som et hårdt slag i brystet, og sandheden tog pusten fra hende. I hendes syn havde der været ild, nej ikke ild, ildebrand. Hun joggede ind på badeværelset, tog det tunge halssmykke omkring halsen og kiggede sig selv i de mørkeblå øjne, der nu lyste af urolighed og frygt. Med et var det eneste hun så for sine øjne et bygningsværk i flammer, det gav en høj knitrende lyd. Den sorte røg, der altid følger med en sådan brand var tyk og ville rive i ens lunger, så man ikke kunne få luft. Julie genkendte nu bygningsværket, som den boligblok hun boede i. De syn Julie fik var som at se en film, man kunne ikke gøre noget, man kunne bare se på. Filmscenen skiftede til Julies lejlighed, hvor der også var brand. Et skrig der skar igennem marv og ben kunne høres inde fra soveværelset. Julie var nu tilbage på badeværelset, og tårerne trillede ned ad kinderne på hende. Hun hulkede og snøftede og satte sig ned på toilettet. Gråden gennemrystede, hendes krop og skrækken for at brænde inde, sprang ud et sted dybt inde i hende og voksede sig større og større Hun var alt for panikslagen til at tænke klart og kunne kun tænke på hendes skrig, der havde sat sig fast i hendes hukommelse. Julie gik ud i køkkenet og drak et glas koldt vand og tvang sig selv til at tænke klart. Der havde stået på hjemmesiden, at synerne altid var sande og ikke kunne ændres. Der havde dog stået at fremtiden kunne ændre sig en smule, så hun kunne jo prøve at forhindre branden. Men Julie turde ikke tage nogle chancer og ville ud af boligblokken hurtigst muligt. Hun burde advare de andre familier, der boede i blokken, men hvad skulle hun fortælle dem? At hun kunne se ind i fremtiden? De ville jo aldrig tro på hende. Nej hun ville ikke advare de andre i boligblokken, hun følte, det ville være spild af tid. Hun ville ud af lejligheden, og det kunne kun gå for langsomt. Julies bedste veninde var lige flyttet sammen med sin kæreste. Så ikke så langt fra hvor Julie boede, stod der en lejlighed, som endnu ikke var solgt og stadig fyldt med møbler. Julie havde nøglen til lejligheden og besluttede sig for at flytte ind i lejligheden samme aften. Hun skyndte sig at ringe til sin veninde, for at høre om det var okay at hun flyttede ind, hun ville selvfølgelig betale. Eftersom at der allerede var møbler i lejligheden, fandt Julie kun de vigtigste ting. Hun turde ikke blive i lejligheden længe nok til at få alt med. I flyttekassen var blandt andet ”fremtidens øje”, som hun havde arvet fra sin mormor, som noget af det eneste.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...