Den sidste gang

Wendy og Sam er kærester. De bor sammen og alt går godt indtil at Wendy begynder at spise mindre og mindre hver dag...
Bidrag til "Besat" konkurrencen.

10Likes
4Kommentarer
1114Visninger
AA

1. Den sidste gang.

”Wendy, du bliver nød til at se det i øjnene. Du kan ikke blive ved sådan her! Det er som om… som om du elsker dig selv, mere end du gør mig!” råber Sam ad mig. Hans gyldne øjne er ved bristepunktet af at græde. Jeg ønsker, at jeg ville få trangen til at kramme ham, og sige at alt er helt fint. Men i stedet for den rationelle reaktion, bliver jeg vred. Hvorfor forstår han ikke, at jeg ikke er syg? Det røde had flyder rundt i mit blod og jeg kan føle små gnister som elektricitet. Snart eksploderer jeg, hvis han ikke lader mig være i fred.

”Sam, jeg har det fint.” siger jeg så roligt som jeg kan. Ordene tvinger sig ud af min mund, selvom jeg mest af alt, har lyst til at råbe og skrige ad ham. Det har jeg prøvet, og jeg ved at han aldrig nogensinde vil kunne forstå min synsvinkel, hvis jeg vælger at gøre det.
”Det er mit eget valg. Der sker ikke noget af det, og jeg får det ærligt talt bedre med mig selv. Hvorfor er det et problem?”
Sam lader sin hånd løbe igennem sit sorte hår, før han kigger direkte ind i mine øjne. Månelyset reflekteres koldt i hans øjne. 
”Fordi jeg elsker dig. Jeg vil ikke stå her og lade dig ødelægge din krop! Du er gudesmuk, lige præcis som du er. Du er så perfekt, at jeg ikke engang kan tro at du er min kæreste. Du er hele min verden, så hvordan tror du jeg har det når du ikke bestiller noget andet end vand og en salat hver gang vi er ude at spise? Eller når det eneste jeg ser dig spise er et æble? Behandler jeg dig ikke godt nok?” Tårerne falder langsomt ned af hans kind og han ser så fortabt ud. ”Hvad har jeg gjort galt?”

Medlidenheden overvinder min vrede, og jeg sætter mig straks i hans skød og lægger armene omkring ham.
”Sam.” hvisker jeg ind i hans øre. ”Sam, du skal ikke tro at det er din skyld. Jeg elsker også dig, og det har slet ikke noget med dig at gøre. Du er mit et og alt og jeg ville gøre alt for dig, men lige denne ene ting, er mit helt eget at løse. Du behøver ikke at redde mig, jeg har det helt fint som jeg er nu. Jeg gør det ikke for at såre dig, men for at lindre mine egne smerter.” Ordene fylder det tomme og stille rum, og så snart at den sidste sætning forlader min mund, fortryder jeg at sagde det. Jeg ved hvad han siger nu.
Sam trækker mig væk fra ham, og tvinger mig til at kigge på ham. Han tager sin hånd om min kind og drejer den imod sit ansigt.

”Wendy. Du er den smukkeste pige jeg kender. Dine grønne øjne, dit søde smil, dit blonde hår. Du er perfekt. Derfor bliver jeg så ked af at du siger at du har smerter, som jeg ikke kan hjælpe dig med, og især når det går udover dig selv. Hvorfor indser du ikke, at det ikke er sundt at have anoreksi?” Min hånd flyver igennem luften før jeg kan stoppe den. Den rammer hans kind hårdt og efterlader et rødt mærke på hans ansigt, der hurtigt spreder sig over hans hud.

”Jeg har IKKE anoreksi!” skriger jeg og stiller mig op. Han ser såret ud, og normalt ville jeg dø af skam, hvis det var mig der fik ham til at se så ked og lille ud. Men ikke denne gang. Jeg vil ikke lade selv den dejligste dreng i verden, slippe af sted med at beskylde mig for at have anoreksi. Nej. Det gør jeg kræftedeme ikke. Jeg kender mine grænser og jeg står godt nok ved dem denne gang. Jeg spiser måske ikke meget, men det er ikke som om, at jeg er syg…
”Wendy. Hvorfor indser du ikke at du…du ødelægger din krop? Anoreksi eller ej, så er det selvisk af dig. Her står jeg og siger, at jeg vil hjælpe dig igennem hele livet, godt eller dårligt, men du vil ikke lade mig. Jeg ved bare slet ikke hvad jeg skal gøre, når du bygger sådan en mur op omkring dig. Du lader mig ikke komme til og du lukker fuldstændig ned. Hvad kan jeg gøre for at du stoler på mig, så jeg kan komme tæt på dig? Det er som om du elsker dit udseende, mere end du elsker mig.”

Med de ord klikker noget dybt i mig. Jeg elsker ham så højt, men ingen kan komme så tæt på mig, som han vil være og det siger jeg til ham.

”Måske burde vi tage en pause,” svarer han stille. ”Jeg elsker dig mere end andet, men når du vælger at lukke mig udenfor, så vil jeg ikke spilde min tid. Det er som om, at du allerede har givet op på vores forhold.”

”Jeg elsker di-” begynder jeg.

”Lad være med at lyve. Hvis du virkelig elskede mig, så ville du i det mindste prøve at lytte til mig når jeg siger at der er noget galt. Hvis vi ikke engang kan snakke ærligt om vores problemer uden at du benægter det, hvorfor så overhovedet prøve.”

"Du må ikke forlade mig.” fremstammer jeg med en grådfyldt stemme.

”Det ser ud til, at du allerede har forladt mig for dig selv,” svarer Sam. Han stiller sig op og går ud ad døren, og ser en sidste gang på mig. Jeg kan se, at jeg har ødelagt noget ugenopretelligt i ham, som selv de længste tider og den mest ærlige snak ikke vil kunne reparere. Så jeg lader ham gå.

Den nat går jeg i seng uden at spise noget, og vejer mig selv. 49,7 kilo. Refleksionen i spejlet kigger hånefuldt på mig da jeg kigger ned på dellerne omkring min mave.

En tåre triller ned ad min kind, mår jeg lægger mig i sengen og tænker på det ansigtsudtryk som Sam gav mig. Det var fyldt med had.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...