Jeg er et falsk menneske - One shot

Den handler om Kathrine der lever i en falsk verden. Eller. Det føler hun i hvert fald. Den er meget kort, men også meget præcis på en upræcis måde.

4Likes
10Kommentarer
636Visninger
AA

1. Jeg er et falsk menneske

Begæret i hendes øjne, kunne spottes på 1000 kilometers afstand. Men jeg kunne ikke finde det. Jeg sad blot 50 centimeter fra hendes smukke ansigt. Men kunne intet se. Gjorde det mig til et falskt menneske? Hvad er indbegrebet af et falskt menneske? Hvis man ikke kan se begær, lyst, kærlighed, savn, sorg, vrede, følelser i andres øjne. Var man så falsk? Hvor meget skulle der til for at man kunne kalde sig falsk? Måske er jeg bare følelseskold. Måske fødte min mor mig, uden at give mig nogen form for følelse. Alt hun gav mig, var den ligegyldighed, jeg rendte rundt og provokerede verden med. Problemet var bare at jeg godt kunne lide at provokere. Hvad hvis jeg synes at det er i orden at smække benene op på bordet i fysik, og gabe højlydt. Det er jo bare det jeg føler. Sådan jeg har det indeni. Stadigvæk kunne jeg intet se.

’’Er du der? Nogen gange skulle man tro at du var død eller sådan noget.. Hallo?’’ Jeg svarede ikke. Hvad fanden skulle jeg også svare? Jeg kunne selvfølgelig give et nik med hovedet. Men jeg gad ikke. Jeg ville ikke. Jeg ville blot sidde, og lytte til verden, byen, menneskerne der levede forskellige liv udenfor vinduet. Som en zombie rejste jeg mig op, i håbet om at hun bare ville lade mig være. Jeg slæbte mine ben over dørtærsklen, og videre ind i stuen der tårnede sig op til umenneskelig størrelse. Alt for stor og grim.

’’Hvad fanden er det helt præcist du har gang i? Hvad fanden for dig til at tro at du bare kan skride på den måde? Kathrine for helvede, så hør dog på mig!’’.

Jeg gik, og det var som om at jeg ikke følte noget. Jeg kunne intet se. Intet høre. Intet ingenting, og alting. Intet. Hun betød ikke noget for mig, var den eneste sætning der kørte rundt i hovedet på mig. Jeg var jo så ligeglad med hende, det skulle jeg have vist hende i starten. Jeg vidste at jeg legede med hende, og at det var et farligt spil. Men som det falske menneske jeg er, kunne jeg ikke lade vær. Hendes stemme forsvandt, med alle følelserne.

Jeg fandt de røde Kings frem fra inderlommen, tændte en og lod røgen bedøve min krop. Gik som om at jeg var på flugt fra noget ned gennem gader og stræder. Folk kiggede på mig. Jeg forstod det ikke. Det er jo ikke fordi at jeg er anderledes fra andre mennesker her i København. Måske lignede jeg bare den zombie jeg følte mig som. Måske kunne de se hvor falsk jeg var. Jeg ventede nærmest på at folk kom hen, ruskede i mig, slog mig på kinderne, og bedte mig om at tage mig sammen. De kan selv tage sig sammen. Danmark burde tage sig sammen. Hele fucking Danmark.

Men der var ingen der gjorde noget. Jeg tog igen et sug, lod det komme helt ned i lungerne. Jeg lukkede øjnene. Jeg stod stille, bare for at føle noget. Bare et eller andet. Men intet var der at føle. Jeg sparkede i frustration til en sten, men kunne ikke mærke noget. Kun en ustandselig forvirring over den falske falskhed jeg bar rundt på. Den falskhed der konstant tyngede mig til jorden, og fik mig til ikke at føle noget overhovedet. Intet.

Jeg havde lyst til at skrige. Skrige det mest hjerteskærende skrig, bare så folk kunne kigge på mig. Se nu på mig. Jeg er lige har, og jeg har brug for opmærksomhed. Hvis jeg skreg nu, ville folk stoppe op, kigge og så gå videre igen. Jeg er ikke vigtig. Det er derfor Danmark skal tage sig sammen. Du forstår mig ikke. Det vil du kun gøre når du føler det ligesom jeg. Jeg skreg, skreg og skreg. Ustandselig. Jeg var ligeglad. Jeg skreg bare. Men ingen lyd kom ud.

Jeg er et falskt menneske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...