Pigen med klumpfoden

Et møde mellem en ung mand og en pige.

9Likes
16Kommentarer
4400Visninger
AA

1. Pigen med klumpfoden

 

Pigen med klumpfoden

Det er et stykke tid siden nu. Dengang hvor græsset stod friskt og grønt, og himlen var skyfri og blå. Jeg havde siddet og varmede mig på en bænk ved havet. Jeg havde mærket vindens kærtegn på min krop, en ny og blød vind, der af og til legede med mit lyse hår. Jeg havde duftet det salte hav, der let slog mod land. Alt dette gjorde det bekendt, at det var sommer.

Mine øjne hvilede på havet, da jeg fandt ud af, at der var en der gjorde mig selvskab. Jeg forsatte med at kigge på det forførende blå vand, velvidende at personens øjne var placeret på mig. Et sug af nervøsitet ramte mig. De kiggede normalt alle sammen. Hver gang. De plejede endda i ny og nær at grine af mig, hvis de ikke troede jeg så det. Men det gjorde jeg.

Jeg skævede til siden, og blev overrasket over at se at det var en han, og hans øjne var fuld af beundring. Det var første gang nogen havde vist sådan en interesse for mig. Jeg smilte forsigtigt til herren, men blev genert og kiggede væk igen.

Herren begyndte at tale, og siden der ikke var andre, måtte det jo være til mig. Jeg kiggede igen på ham. Hans krop var vendt mod havet, og hans fingre formede sig om hoved på hans stok, men hans ansigt var vendt mod mig, og al hans opmærksomhed gik til mig.

Vi begyndte at tale sammen som to helt normale mennesker. Jeg havde set mange andre tale sammen på gaden og i butikkerne, men jeg havde aldrig selv haft fornøjelsen af at prøve det. Men hvem skulle også gide snakke med mig? Jeg ville ikke gøre mig selv til grin ved at prøve at fører en normal samtale. Det var også derfor jeg havde sat mig der ved havet, hvor jeg ikke troede nogen kom. Det var en befrielse endelig at tale med nogen.

Jeg fandt hurtigt ud af at vi kendte en masse af de samme mennesker, og vi kom ind på en masse fortrolige samtaler om løst og fast. Det endte med at vi præsenterede os for hinanden.

Små lammeskyer kom frem på himlen, og lavede skygger over sandet. Vi talte stadig. Han spurgte hvor jeg boede, og virkede oprigtig interesseret i det. Men vores samtale tog med et en forkert drejning, da han sagde at han ikke havde set mig før, end ikke til Ballet i Koncertsalen, hvor ellers alle kom for at danse. Jeg sagde med tungt hjerte at jeg ikke brød mig om at danse, hvad kunne jeg ellers sige. Jeg hadet mig selv for at lyve, især over for en der var så sød over for mig.

Han snakkede videre om et udsigtspunkt, og at hans med glæde ville ledsage mig dertil. Jeg havde aldrig hørt om stedet, og havde ikke lyst til at gå. Men det lod ikke som om der påvirkede ham negativt, og vi snakkede videre. Hans smigerende ord, fik mig til at smile og føle mig elsket. Jeg havde aldrig følt mig så godt tilpas før. Som om jeg passede ind.

Men vores samtale sluttede brat, da en kendt stemme råbte mit navn. Jeg havde ikke lyst til at gå, ikke endnu. Men jeg vidste at jeg blev nødt til at adlyde den krævende stemme. Jeg kunne mærke at jeg rødmede, ved tanken om at han skulle se mig gå. Det var flovt at halte af sted, det så underligt og unaturligt ud.

Han spurgte om jeg ikke skulle gå, nu da der blev kaldt på mig. Jeg blev blot endnu mere flov, men så slog det mig at han måske ikke ønskede at gøre mig selvskab mere, eller at han måske ønskede at jeg skulle gå. Jeg trist, og kunne mærke tårrene presse sig på. Hvordan kunne jeg tro der var nogen der gad interesserer sig for mig?

Jeg holdt kampagtigt fast i bænkens armlæn. Jeg nægtede at græde mens han var her. jeg havde allerede gjort mig selv godt og grundigt til grin, ved at tro han havde interesse for mig. Jeg prøvede febrilske at bide mig i læben, og holde tårrene tilbage. Jeg forsatte med at kigge ned, og undgå at møde hans blik, da han spurgte om han skulle hjælpe mig ned af trappen, eller om jeg ville låne hans stok. Jeg sagde nej, jeg havde ikke brug for hjælp.

Der lod til at mishage ham. Der var kun godt. Men der var alligevel noget der stak til min samvittighed, da han bad om tilgivelse hvis han havde mishaget mig. Jeg vendte mig væk fra ham og græd ned i mine hænder. Hvorfor gik han ikke bare? Hvorfor skulle han alligevel være så sød, at han ville låne mig sin stok? Hvorfor var jeg så ond mod ham?

Jeg lod ikke mærke til at han gik, kun følelsen af at jeg var alene fik mig til at se op. Han var på vej væk, med sin stok i hånden. Der var ingen grund til at blive her. Alene og ensom. Jeg fik mig trukket op at stå, og begyndte at halte væk. Jeg fandt mit lommetørklæde frem, og duppede forsigtigt mine øjne. Ingen skulle se at jeg havde grædt.   

Nu tænker jeg tilbage på dengang, og tænker at han måske bare gjorde for at være sød mod mig. At han hele tilden havde været en godhjertet mand. Jeg havde ladet mine egne fordomme komme mig i forkøbet og havde dømt ham. Jeg fortryder inderligt min reaktion nu. Men alt det lægge sommeren til. Nu er det atter vinter og de lyse dage ligger fortiden til.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...