Fighter (JB)

Sophia Fudge lever det skæve liv. Hun arbejder på et bordel, ikke fordi hun har lyst, men fordi hun skal. Hendes far tvinger hende til det, og aften på aften må hun bide i det sure æble, og tage den kølige maske på, når hun må tilfredsstille både unge og ældre mænds behov.
En dag kommer en ung fyr ind på bordellet, og han klinger straks godt med Sophia. Fyren kommer oftere og oftere for at besøge hende, men hvad Sophia ikke ved er, at den fyr der fra tid til anden faktisk redder hendes aften en smule, er den verdenskendte popstjerne Justin Bieber.
Da Justin har prøvet at få Sophia løsladt fra hendes job tilstrækkeligt mange gange uden held, beslutter han sig for at stikke af med Sophia under armen. Men er dette overhovedet muligt? Hvad siger offentligheden til at Justin lige pludselig er forsvundet fra jordens overflade? Og hvad sker der hvis Sophias far finder dem?

Movellaen er anbefalet til folk over 12 år, da der vil være intense scener, skældsord og et beskidt miljø.

32Likes
23Kommentarer
2302Visninger
AA

9. Kapitel 8: Start it over again.

                                                          Sophias synsvinkel.

 

Jeg faldt da i søvn på bænken gjorde jeg ikke?

Jeg var da stukket af hjemmefra - var jeg ikke?

Hmm.... Det her var meget meget underligt...

Jeg åbnede øjnene helt, og kiggede rundt i det lyse værelse jeg lå i. Hvordan i hele hule høvlen da, var jeg kommet herhen?

Vent lige lidt.. Måske var det ham manden fra Saw filmene der havde kidnappet mig, og nu ville tvinge mig til at gøre mig selv ondt! Hvad var det nu han hed?.... Jo det er også rigtigt! Han hed jo John!

Det var helt sikkert John der havde hugget mig´, og om tre sekunder ville døren gå op og en klam og mega uhyggelig dukke ville komme trillende ind på dens cykel, og fortælle mig hvad jeg skulle gøre for at komme levende ud herfra!

Jeg gøs og panikkede fuldstændigt. Jeg hev dynen langt op over hovedet og bad til at jeg ville vågne op på den kolde bænk igen.

En knirken efterfulgt af lyden af fodtrin fik mig til at gå helt i panik, og da et par arme lagde sig om mig sprang jeg op fra sengen, og slog omkring mig som en sindssyg.

"AV, AV, AV, AV!!! SOPHIA! STOP!! AV!!!" Råbte en yderst genkendelig stemme, og jeg stoppede mit hysteri, og kiggede undrende på Justin der stod og ømmede sig få skridt fra mig. "Hvad skulle det nu til for?!" Spurgte han fornærmet.

"Øhm... Altså jeg troede jeg var blevet kidnappet af John - du ved? Ham fra Saw? Og jeg troede jo jeg skulle dø nu, og! Åh gud du forskrækkede mig altså!!" Udbrød jeg, og kastede armene rundt om halsen på ham.

"Undskyyyyld!" Sagde jeg, og jeg tror det var sådan cirka der Justin ikke kunne holde masken mere, for han brød fuldstændigt sammen af grin.

"Du... Du... DU troede.. At.... HAHA.... AT Je... HAHAHAHAHAHAHA! At jeg var HVEM?!" Grinede han.

"Jeg troede sku da at du var ham fyren fra Saw..." Sagde jeg, og kunne mærke at det vidst var min tur til at være fornærmet.

Hallo hvordan kunne jeg vide at Justin havde lyst til at kidnappe mig lige pludselig? Hvordan kunne jeg vi...

Heeeey!

Pludselig stivnede jeg og kiggede nervøst over på Justin der stadig grinede med et kærligt blik i øjnene.

"Justin?" Sagde jeg alvorligt.

"Sophia?" Efterlignede han med et smil spillende om læberne. "Hvorfor... Hvorfor ændrede du mening?" Spurgte jeg med blikket flaksende imellem gulvet og Justin.

"Hmm..." Sagde han alvorligt. "Det ved jeg faktisk heller ikke om jeg har. Men noget i mig sagde bare at jeg skulle give dig en chance for at lade dig forklare dig." Sagde han med et betryggende smil. Et smil gled over mine læber, og jeg kastede mig straks i armene på ham.

"Du fortryder ikke! Det lover jeg dig! Undskyld at du hørte det på den måde! Undskyld, undskyld, undskyld undsk.....!" Mere nåede jeg ikke at sige før en hånd lagde sig over mine læber og stoppede min talestrøm.

"Jamen så fortæl dog!" Grinede Justin, og trak mig med ned på sengen hvor vi satte os med front imod hinanden. Jeg bed mig nervøst i læben, og prøvede at finde ud af hvordan jeg skulle starte.

Jeg tog en dyb indånding, og forklarede ham så det hele, lige fra begyndelsen hvor min mor var død, og til nu hvor jeg sad med ham. Hans ansigtsudtryk ændrede sig stortset ikke igennem min fortælling, men da jeg var færdig faldt hans maske helt sammen, og han viste et ansigt fyldt med medfølelse og medlidenhed.

"Jeg anede slet ikke at det var så slemt. Du må virkelig undskylde Sophia." Mumlede han, og sendte mig et forpint blik.

Det var tydeligt for enhver, at han gav sig selv skylden for alt det der var sket, selvom han først var kommet ind i mit liv her fornyligt. Jeg smilede, og strøg en hånd igennem hans smukke brune hår.

"Det er ikke din skyld. Du kunne ikke vide det." Sagde jeg med et smil. Jeg kunne mærke at jeg havde tåre til at løbe ned ad kinderne, så jeg tørrede dem smilende væk. Jeg var bare så utroligt taknemmelig for at Justin havde ladet mig forklare, og jeg håbede inderligt at han ville give mig en chance til.

"Såå..." Sagde jeg og kiggede ham alvorligt i øjnene. "Såå?" Sagde han med en spørgende undertone. "Såå... Skal vi starte forfra eller..?" Spurgte jeg - nervøs for hans svar.

Det behøvede jeg dog ikke, for Justin sendte mig et kæmpe Colgate-smil og kyssede mig

"Det tager jeg som et ja!" Fastslog jeg.

                                                                 ***

Resten af dagen brugte Justin og jeg på noget så simpelt og kedeligt, som at ligge i sengen og se fjernsyn. Ikke en eneste gang skænkede jeg min far, Chad eller Gab en eneste tanke. Det burde jeg sikkert, men for en enkelt gangs skyld, havde jeg bestemt mig for bare at nyde livet.

I løbet af dagen havde vi snakket lidt om det hele. Selvom det havde været utrolig svært for mig at komme igennem det hele, men Justin havde været utrolig støttende, og til sidst havde vi måske en løsning.

Justin ville prøve at snakke med min far.

Hmm nej det er måske det forkerte ord at bruge.

Han ville nærmere bestikke ham. Bestikke ham til at lade Gab, Chad og mig leve vores liv uden alt dette.

I starten havde Justin insisteret på at det kun var mig han ville købe fri, men da han fandt ud af hvor meget mine "søskende" betød for mig, ændrede han hurtigt mening omkring det. Hvornår og hvordan det hele skulle foregå var dog ikke bestemt endnu, men det ville blive snart.

Måske endda samme aften - who knows?

Du undrer dig sikkert over hvordan min far kunne lade dette ske - lade mig være hos Justin.

For at være helt ærlig, vidste jeg det heller ikke selv, men det viste sig at Gab og Justin havde snakket sammen om det, og han havde fået hende til at bilde far ind, at jeg var hos en kunde.

".... Vent Sophia hører du overhovedet efter?" Spurgte Justin pludselig.

Det gav et sæt i mig da han snakkede, og en kort lav latter brød ud igennem hans læber.

"Øh... Hvad var det nu du sagde?" Spurgte jeg undskyldende.

"Det tænkte jeg nok. Jeg sagde bare at det nok snart var på tide at vende snuden hjemad, så jeg kan få snakket med din far." Sagde han smilende.

Suk. Han havde sikkert ret, men jeg havde virkelig ikke lyst til at forlade min varme, behagelige plads her i Justins seng med ham ved min side.

Og da slet ikke når jeg tænkte på hvad der sikkert ventede mig når jeg kom hjem.

Justin så mit fortvivlede ansigt, og smilede beroligende til mig. Han gav min hånd et klem, inden han trak os begge op fra sengen.

Han trak mig ind i et langt og betryggende kram, inden han trak mig med ud i entréen og beordrede mig til at tage mine sko på.

Kort efter holdte vi i bilen ude foran klubben.

Jeg tog en dyb indånding, gav Justin et hurtigt kys, og trådte så ud af bilen. Folk kiggede smilende på os. De troede sikkert vi var et forelsket ungt par, helt uden bekymringer, men de tog helt igennem fejl.

Jeg traskede hen til klubben, fandt min far der kiggede underligt på mig, da jeg stak ham bundtet med penge Justin havde givet mig, som afledningsmanøvre fra det faktum at jeg havde været stukket af.

Jeg gik ind i omklædningsrummet, og skiftede til min nye gule kjole.

Både Chad og min far kiggede beundrende på mig da de så mig, imens Gab kiggede bekymret på mig. Jeg sendte hende et opmundtrende smil, og begav mig så ud på dansegulvet.

Efter nogle timer så jeg en velkendt brunhåret dreng komme ind på klubben. Han ledte. Ledte efter min far.

Jeg fangede hans blik, og nikkede imod baglokalet. Han gik beslutsomt derind, og nu var der ikke andet for, end at krydse fingre.

____________________________________________________________________________

Undskyld for ventetiden venner, men jeg har også to andre movellaer jeg er igang med.

I må meget gerne tjekke dem ud, da de begge er med i hver deres konkurrence.

Den ene hedder Kunsten At Dræbe, og er med i cross-over konkurrencen.

Den anden hedder 24 Reasons Why, og er med i julekalender konkurrencen :)

Håber meget i vil give dem en chance, og selvfølgelig fortsat følge med i Fighter! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...