Fighter (JB)

Sophia Fudge lever det skæve liv. Hun arbejder på et bordel, ikke fordi hun har lyst, men fordi hun skal. Hendes far tvinger hende til det, og aften på aften må hun bide i det sure æble, og tage den kølige maske på, når hun må tilfredsstille både unge og ældre mænds behov. En dag kommer en ung fyr ind på bordellet, og han klinger straks godt med Sophia. Fyren kommer oftere og oftere for at besøge hende, men hvad Sophia ikke ved er, at den fyr der fra tid til anden faktisk redder hendes aften en smule, er den verdenskendte popstjerne Justin Bieber. Da Justin har prøvet at få Sophia løsladt fra hendes job tilstrækkeligt mange gange uden held, beslutter han sig for at stikke af med Sophia under armen. Men er dette overhovedet muligt? Hvad siger offentligheden til at Justin lige pludselig er forsvundet fra jordens overflade? Og hvad sker der hvis Sophias far finder dem? Movellaen er anbefalet til folk over 12 år, da der vil være intense scener, skældsord og et beskidt miljø.

32Likes
23Kommentarer
2269Visninger
AA

8. Kapitel 7: I'm sorry.

Justins synsvinkel:

 

Jeg kunne ikke tro det. Havde hun bare udnyttet mig? Jeg troede for en gangs skyld at jeg havde fundet en pige der ville have MIG og ikke det jeg blev gjort til.

Men jeg havde vidst taget fejl. Hun var ligesom alle andre. Hvis ikke værre. 

Jeg skammede mig over at jeg havde brugt så lang tid med hende. Aldrig skulle jeg se hende igen. Tårene begyndte igen at trille ned af mine kinder.

Hvad havde jeg dog tænkt på?

Men det var jo det der var problemet. Jeg havde ikke tænkt, men havde bare brug for at få stillet mit behov, uden at der var følelser indblandet, og uden pressen ville komme til at vide det hele.

Men på et eller andet tidspunkt måtte jeg jo alligevel have fået følelser for Sophia, for ellers ville jeg jo ikke sidde her nu vel?

Jeg rystede på hovedet og sukkede dybt, før jeg satte bilen i gear og langsomt kørte væk fra klubben. Det føltes underligt tomt, ikke at have Sophia med mig, som jeg havde haft de sidste mange. Jeg bakkede ud, og begyndte at køre hjemad. Min mobil vibrerede, så jeg trak den op af lommen og kastede et hurtigt blik på displayed.

Ukendt nummer.

Jeg trykkede på besvar opkald, og talte så.

"Hvem end du er, og hvad end du vil, så gør det kort." Sagde jeg koldt, og stirrede tomt ud af forruden.

"Justin?! Justin er det dig?!" En skinger pige stemme besvarede mig, og med et suk gik det op for mig, at det sikkert var en eller anden fan - undskyld, Belieber - der på en eller anden måde havde fået fat i mit nummer, og som nu havde tænkt sig at forstyrre mig hvert eneste af hendes vågne øjeblikke.

Oh god give me strength.....

"Øhm ja...jaer?" Svarede jeg, og fortrød så straks.

Hallo hvor dum kunne man have lov at være? Et enkelt opkald, og mit nummer kunne ende hos enhver pige der ønskede at have det.

Fedt...

"Godt! Øhm... Det er Gabriella. Du ved? Sophias veninde?" Sagde hun nervøst. Da Sophias navn blev nævnt, blev jeg straks mistænkelig og nervøs.

Hvad ville hun?

"Jaja jeg ved hvem du er. Hvad vil du?" Spurgte jeg køligt.

Jeg måtte bevare overblikket, og sørge for ikke at tænke på Sophia. Uanset hvad Gabriella ville mig, måtte jeg være kold og hård.

Fuldstændigt kold.

"Jeg... Øhm... Har du tilfældigvis set Sophia indenfor den sidste tjaaa... De sidste to timer er det vel snart? Jeg hørte at hun var oppe at skændes med først hendes far og så med dig. Og ehm.... Da du gik, løb hun ud af klubben, og vi har ikke set hende siden. Hun var helt oppe at køre, og råbte bare dit navn da hun løb. Hun var vidst ret ked af det." Sagde Gabriella lavt.

Ja tak det manglede da bare!

"Det burde hun også være." Sagde jeg koldt.

"Årgh Justin hold nu op! Du burde lade hende forklare sig forhelvede! Tror du virkelig at hun ville gøre sådan noget af egen fri vilje? TROR du virkelig at hun rent faktisk er så billig inderst inde? At hun slet ikke havde følelser for dig? Fordi det kan jeg så lige hilse dig at sige at det HAR hun! Er du virkelig så naiv? Så blind? Justin forhelvede. Vi.... Vi har ikke noget valg!" Sagde hun hårdt.

Nånånånå! Slap lige ned ikke?

"Åbenbart." Svarede jeg, og overvejede bare at ligge på. Jeg kunne virkelig ikke se hvorfor jeg skulle spilde min tid med det her pjat.

Helt ærligt, så havde jeg ligesom fået det hele at vide af hendes far OG hende selv.

So så dum var jeg jo heller ikke.

Ingen kommentarer tak.

"JUSTIN! Lyt til hende! Bare stol på mig okay?! Nå ja, det kan jo sådan set kun komme til at ske, hvis vi rent faktisk FINDER hende igen!"

Vent.. Hvad? Var Sophia væk?

"Wow wow wow girl.... Hvad snakker du om? Er hun væk?" Spurgte jeg undrende om.

"JA JUSTIN! Det var faktisk kun derfor jeg ringede til dig - for at spørge om du havde set hende. Hvis du havde lyttet ordentligt efter, ville du også have hørt det da jeg forklarede det for dig den første gang! Lytter du overhovedet til hvad jeg siger?!" Vrissede hun.

Ja... Det kunne man vidst roligt sige at jeg gjorde. Specielt nu. Jeg rodede mit hovede igennem for at prøve at huske hvad det var hun havde sagt.

Noget med mig.... Og et skænderi... Og... Ej okay det kunne jeg vidst godt bare glemme alt om det jeg havde gang i der.

"Øh.. Jo jeg HAR hørt efter... Men hvor lang tid var det du sagde hun havde været væk?" Spurgte jeg bekymret.

"Snart 2 en halv time! Vi bliver nødt til at finde hende! Hendes far slår os allesammen IHJEL hvis ikke hun er tilbage før i morgen tidlig!" Sagde Gabriella hektisk. "Du må hjælpe os!" Tiggede hun. 

"Jeg må tænke over det Gabriella. Jeg ved ikke helt." Svarede jeg tøvende. 

"Tænk hurtigt. Det gælder liv eller død det her! Eller... Altså du ved hvad jeg mener!" Sagde hun, og trak vejret yderst bisært.

Vent græd hun? Nej det måtte hun ikke.

Hvis der var noget jeg VIRKELIG ikke kunne holde ud, så var det når piger græd. Jeg kunne slet ikke have det, og var villig til at gøre stort set alt for at få tårene væk.

Derfor havde det også været utrolig svært at gå fra Sophia. Som i - det havde været næsten umuligt. Men jeg havde ligesom en pænt god grund, og havde stået fast ved mit valg - hvilket jeg stadig gjorde.

Selvom jeg begyndte at tvivle en smule.

Hvilket ikke var godt.

Men hvem sagde at de ikke talte sandt? Hvem siger at hun gjorde det af egen fri vilje? HVEM sagde egentligt at hun ikke kun var sammen med mig for pengenes skyld?

Ja altså det sagde hendes far ganske vidst, men.... For at være ærlig gav det hele en smule mere mening nu. 

Altså nej overhovedet ikke faktisk, men hvis man tænkte over det. Hvis man VIRKELIG tænkte over det, så var der faktisk nogle ting der gav mening.

Fx det med at hun altid forlod huset så tidligt. Tøsen var jo fandeme væk før jeg overhovedet havde vendt mig første gang (Hvilket vil sige pænt tidligt). 

Og så havde hun altid virket så sæt fjern. Hun havde bremset sig selv midt i en sætning, og havde set ud som om det gjorde ONDT på hende. Som om...

Som om hun holdte noget skjult.

"Jeg skal nok hjælpe dig med at finde hende Gab....." Svarede jeg, og lagde på før hun kunne nå at bede mig om mere.

De næste par timer gik med at jeg kørte formålsløst rundt og ledte efter en pige jeg ikke anede hvor var. Jeg kørte rundt på må og få, og ledte og ledte. 

Men ingen Sophia. 

Nogen steder.

Jeg var efterhånden ved at miste modet da jeg kørte forbi en park.

En park. Med bænke. Og mennesker. 

Og måske. Fortalte en stemme mig. 

Måske var Sophia der også? 

Jeg tog i hvert fald chancen, og holdte ind til siden. 

Der begyndte jeg min hektiske søgen efter min smukke pige.

Imens jeg havde kørt, havde jeg nemlig fået tænkt over tingene.

Grundigt endda.

Og jeg havde besluttet mig for at lytte til hende. Lytte til det hun havde at sige mig.

Hvis altså vi fandt hende. Hvilket jeg lige pt. ikke kunne forestille mig.

Okay nej POSITIVE TANKER, POSITIVE TANKER! Selvfølgelig ville vi finde hende. 

Jeg ledte efter min pige, men kunne ikke finde hende. Jeg gik rundt derinde i meget meget lang tid, og gennemsøgte parken helt ned til det mindste træ og den mindste busk.

Men der var ingen Sophia. 

Kun en ældre dame der lå og sov på en bænk. Jeg havde faktisk utrolig ondt af hende, og havde det ikke lige været fordi jeg ledte efter en helt bestemt pige, og mit liv var utrolig forvirrende lige pt. så havde jeg sikkert gået over for at hjælpe hende. 

Men nu? Nej. Det kunne jeg ikke.

Jeg ringede til Gabriella der - ligesom mig, heller ikke havde fundet hende endnu, men derimod kunne hun fortælle mig at det nu var næsten syv timer siden at hun forsvandt, og da hun gjorde det, havde hun ikke haft andet end sin korte kjole på. 

Og der var næsten minus 10 grader lige nu.

Det krævede ikke meget hjerne at finde ud af, at hun sikkert ikke ville klare sig igennem natten hvis hun var udendørs.

Og dette måtte på under ingen omstændigheder ske. 

"Tak Gab. Jeg ringer hvis jeg ser noget." Sagde jeg bekymret og lagde på. T

Tårene var begyndt at komme frem i mine øjne igen. 

Jeg fortsatte min vandren igennem parken og kom igen forbi dame....

Hey vent lidt. Den kjole der havde jeg set før.

Og det tæppe hun havde over sig var vidst ikke et tæppe.

Det var en kjole. 

En gul kjole. SHIT!

Håbet buldrede igennem mig, og jeg løb over til bænken hvor der ganske rigtigt lå en kvinde.

En ung og guddommeligt smuk kvinde.

"Sophia." Åndede jeg, og lod tårene strømme ned ad mine kinder. 

________________________________________________________________________________

Okay jeg er VIRKELIG ikke tilfreds med dette kapitel, og jeg har bare lavet det om mega mange gange.

Tilgiv mig for det her lorte kapitel.

Regner med at der snart kommer et nyt for jeg synes i har ventet i lang tid på det her kapitel (UNDSKYYYYYLD, og så er det bare sådan et dårligt et i får! Jeg skulle skamme mig!)

Hvis du er Directioner, så tag da også gerne lige et tjek på min nye movella hvis du har lyst! Den er lidt et sats da jeg ikke ved hvor mange der vil læse den :)

UNDSKYLD IGEN!

- E xXx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...