Fighter (JB)

Sophia Fudge lever det skæve liv. Hun arbejder på et bordel, ikke fordi hun har lyst, men fordi hun skal. Hendes far tvinger hende til det, og aften på aften må hun bide i det sure æble, og tage den kølige maske på, når hun må tilfredsstille både unge og ældre mænds behov.
En dag kommer en ung fyr ind på bordellet, og han klinger straks godt med Sophia. Fyren kommer oftere og oftere for at besøge hende, men hvad Sophia ikke ved er, at den fyr der fra tid til anden faktisk redder hendes aften en smule, er den verdenskendte popstjerne Justin Bieber.
Da Justin har prøvet at få Sophia løsladt fra hendes job tilstrækkeligt mange gange uden held, beslutter han sig for at stikke af med Sophia under armen. Men er dette overhovedet muligt? Hvad siger offentligheden til at Justin lige pludselig er forsvundet fra jordens overflade? Og hvad sker der hvis Sophias far finder dem?

Movellaen er anbefalet til folk over 12 år, da der vil være intense scener, skældsord og et beskidt miljø.

32Likes
23Kommentarer
2301Visninger
AA

7. Kapitel 6: Bustet

Jeg vendte mig og marcherede ud af døren. Lige direkte ud i én der så alt andet end glad ud.

"So...Sophia?" Hviskede han med tåre i øjnene.

Fuck! Hvor lang tid havde han stået og lyttet?!  

"Er det sandt? Udnytter du mig bare? Jeg... Jeg troede virkelig at jeg havde fundet den rigtige pige for mig. En pige der kunne lide mig for den jeg er, og ikke for den pressen gør mig til. Jeg... Jeg.." Sagde Justin, vendte ryggen til mig, og gik gik hen ad gangen. Da han havde gået en ti-skridt stoppede han.

"Forresten var den her til dig, og jeg har ikke tænkt mig at trække den tilbage." Sagde han og smed en pose hen imod mig, inden vendte sig igen.

Desværre nåede jeg dog lige at se en tåre bane sig vej ned af hans kind.

Fedt. 

Lige hvad der manglede!

"Nej Justin! Vent! Det er ikke som du tror! STOP!" Råbte jeg ulykkeligt efter ham, og kunne nu også selv mærke tårene komme snigende.

Han stoppede, og vendte sig rundt.

"Hvorfor? Så du kan få flere penge ud af mig? Glem det Sophia. Glem mig. Glem det vi havde. Vi er færdige." Sagde han sammenbidt med tårene trillende ned af kinderne.

Det var forfærdeligt at se ham sådan. Hvordan kunne det ske? Den eneste form for lykke og fred jeg havde følt i flere år, og så skulle det ødelægges så hurtigt. Det måtte ikke ske! Jeg søgte hurtigt efter en løsning i min hovede, men det virkede umuligt. Jeg kunne se på ham at jeg havde såret ham dybt, også selvom jeg slet ikke havde fået et ord indført endnu. Det var helt igennem forfærdeligt, men jeg kunne ikke se hvordan jeg skulle kunne stoppe ham. 

Men jeg måtte gøre et forsøg. Jeg nægtede at slippe ham. Ikke endnu. Ikke nogensinde. Der måtte være en måde at få ham til at lytte på.

"Nej Justin! Nej! Lyt til mig! Bare et øjeblik!" Udbrød jeg.

Han stoppede op, men vendte sig ikke om. Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg mærkede håbet komme buldrende ind over mig.

Måske ville han alligevel give mig en chance for at forklare mig.

"Desværre Sophia. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle vente. Det ville ikke ændre noget." Sagde han med en hovedrysten, inden han marcherede bestemt ud af klubben med rystende skuldre.

Og her stod jeg så. Mere knust end jeg havde været i lang tid.

Håbet var nu blevet til skuffelse og sorg, hvilket sikkert lyder virkelig langt ude, da jeg knap nok kendte drengen, og det eneste jeg sådan virkelig havde at gå ud fra omkring ham, var hans evner i en seng, hans navn og nårh ja... Det faktum at han åbenbart var en kæmpe berømthed. 

Og så det med at jeg både havde hans adresse og hans nummer, men lige nu havde jeg ikke meget at bruge det til.

Jeg kom i tanker om det han havde smidt på gulvet, og gik hen og samlede den fine lyserøde pose op. Og der. Pakket ind i silkepapir, lå den gule kjole Justin havde fået mig til at prøve i kjolebutikken den dag. 

Tårene strømmede nu ukontrolleret ned af mine kinder, og med rystende hænder, fiskede jeg det kort op der lå på bunden af posen.

Til den smukkeste pige jeg i længere tid er stødt på.

Jeg håber du bliver glad for den, for jeg kunne simpelthen ikke få billedet af hvor smuk du ser ud i denne kjole ud af hovedet.

Du skal vide at du betyder meget for mig, selvom jeg endnu ikke kender dig så godt, hvilket jeg håber vi kan få lavet om på.

Din Justin xXx

Et hulk slap ud imellem læberne på mig, da jeg læste det, og hurtigt smed jeg det fra mig, for ikke at falde helt sammen. Jeg måtte få ham tilbage på en måde, og det skulle være snart. 

Allerede nu kunne jeg mærke en frygtelig tomhed spise mit bryst indefra, og det skræmte mig så utroligt meget at den dreng havde så meget magt over mig, at jeg ude af stand til at tænke, styrtede ud af døren, og løb hen ad gaden med kjolen over armen, og en hel masse folks forundrede blikke efter mig.

Tårene slørede mit syn, og jeg var ikke helt sikker på hvor jeg var på vej hen. Og dog. Jeg måtte finde ham - finde Justin, og på den ene eller anden måde, få ham til at lytte til mig. Lade mig fortælle ham min historie. Han måtte lytte.

Han SKULLE lytte.

Som i en trance strøg jeg igennem gader og stræder, uden at kigge mig tilbage.

Jeg løb og løb i lang, lang tid, og da det pludselig gik op for mig hvor forpustet jeg var, satte jeg farten ned til gang, og kiggede mig nysgerrigt omkring. Jeg havde absolut ingen idé om hvor jeg var, men midtbyen havde jeg da vidst passeret for længst. 

En frygt slog ned i mig, da det gik op for mig at jeg rent faktisk var faret vild.

"Shit." Mumlede jeg for mig selv, og fiskede min mobil op ad lommen. 

Intet signal.

Shit, fuck, tis, lort osv! Den her dag var da bare fantastisk! 

Kunne du føle ironien?

Det håber jeg.

Jeg sukkede og så mig omkring for at finde ud af hvor jeg var. Og der var ikke det der bare lignede et spor. Jeg vendte mig, og besluttede mig for at prøve at se om ikke jeg kunne være så heldig at finde et skilt eller et eller andet menneske der kunne vise mig hjem. Men nej. Ikke et eneste menneske i sigte, uanset hvorend jeg kiggede hen. 

En kuldegysning sitrede igennem kroppen på mig, og jeg skuttede mig for kulden. Der var ligepludselig blevet koldt, og der var intet jeg kunne gøre ved det. Den mikroskopiske kjole jeg havde på, hjalp mig ikke meget imod den kølige vind der strøg sig omkring mig. Jeg overvejede hurtigt mine muligheder, og fandt frem til at jeg faktisk ikke havde så meget andet at gøre, end at begynde turen tilbage imod klubben.

Som sagt så gjort. Det føltes godt at have noget at have noget at gøre, selvom jeg sandsynligvis aldrig ville finde tilbage. 

SHH!!! Forbliv positiv Sophia!!

Jeg sukkede af mig selv, og blev ved med at tjekke min mobil for forbindelse. Der var stadig ikke noget.

Efter hvad der føltes som flere timer, gav jeg op. 

Hvor klog regnede jeg lige med at jeg var? Som om jeg nogensinde kunne finde hjem igen. 

Hjælpeløsheden lagde sig som en kold dyne over mig, og jeg gik ind i den nærmeste park for at finde mere eller mindre ly for natten. En ensom bænk så utrolig indbydende ud, så jeg valgte at gå hen og ligge mig på den. Jeg skulle så bare sørge for ikke at tænke på hvem der sidst havde lagt her, og hvad der helt sikkert var nogle folk der havde gjort herpå.

Ad Sophia!

Jeg sukkede og lagde mig rystende på bænken hvor jeg prøvede at tænke på noget andet end kulden. Det var svært, men på et eller andet tidspunkt tror jeg det lykkedes mig, for jeg så pludselig Justins ansigt for mig. 

Ikke det ansigt jeg havde set på ham sidst jeg så ham, men det ansigt der plejede at sidde på hans perfekte hovede. Jeg sukkede lykkeligt, og lod drømmeverdenen trække sig til mig.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...