Fighter (JB)

Sophia Fudge lever det skæve liv. Hun arbejder på et bordel, ikke fordi hun har lyst, men fordi hun skal. Hendes far tvinger hende til det, og aften på aften må hun bide i det sure æble, og tage den kølige maske på, når hun må tilfredsstille både unge og ældre mænds behov.
En dag kommer en ung fyr ind på bordellet, og han klinger straks godt med Sophia. Fyren kommer oftere og oftere for at besøge hende, men hvad Sophia ikke ved er, at den fyr der fra tid til anden faktisk redder hendes aften en smule, er den verdenskendte popstjerne Justin Bieber.
Da Justin har prøvet at få Sophia løsladt fra hendes job tilstrækkeligt mange gange uden held, beslutter han sig for at stikke af med Sophia under armen. Men er dette overhovedet muligt? Hvad siger offentligheden til at Justin lige pludselig er forsvundet fra jordens overflade? Og hvad sker der hvis Sophias far finder dem?

Movellaen er anbefalet til folk over 12 år, da der vil være intense scener, skældsord og et beskidt miljø.

32Likes
23Kommentarer
2304Visninger
AA

4. Kapitel 3: My safezone

De følgende aftener, kunne man finde en vis dreng på dansegulvet hos os, hver eneste aften, og resten af natten, kunne man finde mig i hans seng. Det var dog ikke med min gode vilje, og jeg sørgede for at smutte lang tid før han fik snøvlet sig ud af sengen, alene af den grund, at han stadig var for god til at få mig til at tale over mig. 

"Sophia?" En stemme vækkede mig fra mine tanker, og jeg fokuserede på Gabriella, der lige nu stod med to forskellige kjoler i hænderne - én i hver hånd. Hun holdte skiftevis den ene og den anden op foran sin krop, og kiggede vurderende på mig. "Hvilken én?" Spurgte hun opgivende. Hvis det stod til hende, havde hun sikkert taget dem begge, men far havde udtrykkeligt sagt, at vi måtte få én ny kjole hver. Han havde været helt glad og "rar" siden jeg var begyndt at hænge så meget ud med Justin som jeg langt om længe havde fundet ud af at han hed. Det havde også kun taget mig hvad? 6 dage? Jaja kald mig bare langsom, men jeg havde jo kun set drengen om natten, og der var der altså andre ting at tænke på, hvis du forstår sådan en lille én ikke? 

Nå men det var jo ikke fordi at det ikke kunne betale sig at overnatte hos Justin. Han havde stadig penge over det hele, og for at være ærlig, undrede det mig faktisk en smule at han ikke lagde mærke til hvor meget jeg tog fra ham. Jeg havde det stadig rigtig dårligt med at være nødt til det, men jeg havde ikke rigtigt et valg. Enten kunne jeg gøre det "frivilligt", eller også måtte jeg tvinges eller presses om du vil, endnu hårdere end jeg blev i forvejen. Og normalt, kunne Gabriella og jeg deles om en kunde, men med Justin var det noget andet. Far havde sagt at det var mig og KUN mig, der måtte være sammen med Justin. Vi havde nemlig haft det diskuteret, men han havde været helt urokkelig. Dette betød også, at jeg næsten ingen søvn fik, så efterhånden som dagene (eller nætterne om du vil) gik, blev jeg mere og mere udmattet. Det betød også, at jeg måtte have hældt extra meget på mig om aftenen, før jeg var bare den mindste smule klar til en nat hos Justin. For tro mig. Det gik riiiimelig vildt for sig for det meste. Okay nok omkring det.

"SOPHIAA?! Halloo??" Gabriella vinkede irriteret til mig. "Hvilken én?!" Spurgte hun. "Du bliver altså nødt til at hjælpe mig her!" Sagde hun desperat. "Haha rooolig nu girl! Du lærer aldrig at tage beslutninger selv gør du?" Spurgte jeg grinende. "Nej, kom så med et svar!" Sagde hun og kiggede opgivende på mig, som om hun aldrig nogensinde kunne komme videre med sit liv, hvis ikke jeg svarede hende. "Hmm... Tag den blå. Du har så mange sorte, og den der klæder dig!" Sagde jeg med et smil. "Men nu til noget helt andet. Hvad skal DU have?" Sukkede Gabriella opgivende, da hun havde hængt den korte sorte kjole på plads igen. 

Okay der blev jeg vidst bustet. Jeg har aldrig været så god til det der med at shoppe kjoler. For at sige det mildt. Faktisk, så havde det aldrig rigtigt "talt til mig" som det var tilfældet med Gabriella. Jeg var bare ikke så vild med det at shoppe okay? Bare kald mig sær, det er okay... Og så er det jo ikke helt løgn vel? Do not answer on that.

"Hvad med denne her?" Spurgte Gab, og holdte en gyselig grisefarvet kjole frem. Så hellere være nøgen. Med Justin. 

Stop dig selv.

Jeg rynkede på næsen, og vendte tomlen nedad. "Nå, men hvad så med denne her? Den er da fin!" Sagde hun entusiastisk. 

Denne gang var hun gået efter ko-modellen. Argh du, jeg tror bare jeg springer over! Igen måtte tomlen vendes nedad. 

Dette gentog sig i næsten tyve minutter, før Gab endelig fik nok. "Fint. Jeg giver op. Du er håbløs når det gælder kjoler okay?" Sukkede hun opgivende. 

Yup den havde jeg set komme. Jeg bukkede dybt og dramatisk.

"Tak tak. Jeg takker eder mange gange for komplimenten!" Sagde jeg alvorligt, før vi begge to brød ud i latter.

"Hey hey Sophia? Prøv at se hvem der står dér!" Sagde Gab pludselig og pegede diskret ud af vinduet. Hurtigt vendte jeg mig imod det, og så til min store skræk, en fyr jeg havde set liiiidt for meget til her på det sidste. 

Justin og et par andre fyre jeg ikke kendte, stod ude foran kjolebutikken og snakkede. Lige nu stod de med ryggen til det store panorama vindue der udgjorde hele den ene væg i butikken. 

Hvem havde dog også fundet på at den skulle være sådan?!

"Gab vi må ud herfra. Nu." Sagde jeg alvorligt. "Klart. Jeg betaler lige for den her, og så er vi skredet." Sagde hun, greb den lyseblå kjole, og vimsede hen til kassen som ejede hun hele butikken. 

Hun fik betalt, og vi var nu klar til at forlade butikken. Men vi havde bare et lille problem. Vi skulle slippe forbi drengene, og meget gerne uden de så os. Eller. I hvert fald genkendte os. Hmm...

"Gab? Har du dine solbriller med?" Spurgte jeg. Hun nikkede, fandt dem, og rakte mig dem. Jeg tog taknemmeligt imod dem, tog dem på, og trak hatten på den hoodie jeg bar, over mit hoved. Gab trak ligeledes hatten på sin jakke langt over hovedet, og dukkede nakken som skuttede hun sig imod kulden.

"Okay på tre, og vi kigger os IKKE omkring udenfor, og vi stopper ikke LIGEMEGET HVAD okay?!" Spurgte jeg hektisk, da vi stod ved døren. Gabriella grinede bare, og trak mig med udenfor, som om der ikke stod en vis dreng lige udenfor, der kunne få mig til at plabre løs om alt muligt pis, ingen alligevel ville høre om. 

Og som ingen MÅTTE vide noget om.

Okay act normal, act normal, act normal, act.... 

"Hey girl du tabte noget!" Råbte en velkendt stemme, da vi næsten havde passeret drengene. 

P.I.S.!

Jeg fortsatte med at gå, som havde jeg ikke hørt ham, men lige meget hjalp det. 

"Hallo! Du der! Dig med den grå trøje og solbrillerne! Du tabte altså no... Vent lige lidt.... Sophia?" Sagde Justin forbavset, efter at have lagt sin hånd på min skulder, og vendt mig rundt.

"Øøøøh nej! Det øøøh.... Jeg hedder øøøh... Michelle! Tak!" Sagde jeg, og tog det han holdte frem til mig. Jeg anede virkelig ikke hvad det var jeg havde tabt, og lige nu var jeg faktisk også rimelig ligeglad, jeg skulle bare videre - nu!

"Drop det der Sophia, jeg kan SE at det er dig." Grinede Justin, da jeg snublede over kantstenen i min flugt.

Damn you boy! Jeg SVÆRGER han bliver min død!

Jeg stoppede op, og erkendte mit nederlag. 

Øv også!

"Såå hvad laver i piger så herude?" Spurgte Justin, da jeg havde fanget Gabs øjne, og var blevet enig med hende om, at vi nok hellere måtte snakke med duden, hvis han skulle betale os flere penge. Og det måtte han meget gerne.

Jeg skulle skam nok hjælpe ham, intet problem der! Han ringer bare! Eller nej det behøvede han ikke, et enkelt blik var vel egentligt nok, så skulle jeg nok komme til ham!

Undskyld.

"Ja vi var egentligt blevet sendt ud for at købe nogle nye kjoler, men din dame der, er VIRKELIG dårlig til det, så vi... AV!" Sagde Gab men blev afbrudt, da jeg trampede hende hårdt over foden for at få hende til at lukke.

"Nå så det er hun ikke? Skal vi ikke lade det komme an på en prøve?" Spurgte Justin udspekuleret.

Åh gud nej hvad havde jeg dog rodet mig selv ud i? Jeg skulle på under ingen omstændigheder købe eller så meget som bare prøve kjoler med ham så tæt på! Jeg ville jo slet ikke kunne koncentrere mig!

Altså... Mindre end jeg kunne i forvejen ikk'? 

"Jo lad os det!" Kvidrede Gabriella som en anden glad fugl, og fulgte lige i hælene på Justin ind i butikken igen.

                                                                           ***

"Justiin! Kan vi ikke godt bare tage hjem nu PLEASE?!" Spurgte jeg udmattet omkring 2 timer og 500 kjoler senere. Han havde tvunget mig ned i både de smukkeste, og de grimmeste kjoler, men ingen af den havde været helt i øjet. 

Suk. 

Hvorfor gav han dog ikke bare op?!

"Niks. Vi stopper ikke, før vi har fundet den kjole!" Sagde han stædigt, og gik endnu engang på rov i de smuktudstillede kjoler.

Hrmpf. Sikke samarbejdsvillig den knægt var. Totalt egoistisk. 

Eller... Altså ja han ledte efter en kjole til mig, men det var ham der var opsat på at finde én.

Som du sikkert kan høre, så var mit humør ikke skiiide godt lige der, og det hjalp overhovedet ikke, at Gabriella sad på en stol lidt fra prøverummet, og kiggede tilfredst på mig, hver eneste gang jeg havde en ny kjole på. 

Det her kom hun til at betale for!

"Prøv lige denne her!" Sagde Justin lidt efter, og kom hen til mig med en smuk gul kjole i favnen. 

Den kunne faktisk godt være noget.

"Okay, men så er det også den sidste!" Sagde jeg bestemt, tog kjolen ud af hånden på Justin, og gik ind i prøverummet igen igen.

"Så er det alt eller intet!" Sagde Justin dramatisk, og en lille kort latter lød derfra.

Jeg himlede med øjnene, og satte kjolen ordentligt. 

Jeg tog derefter en dyb indånding, og åbnede så døren, så de andre kunne se mig. Jeg havde klemt mine øjne helt i, og efter et stykke tid undrede det mig at de ikke sagde noget. Var det så hæsligt et syn?

Jeg åbnede langsomt øjnene, og så til min store forbavselse både Justin, Gab og de to drenge jeg stadig ikke vidste hvad hed, stå med åben mund og polypper. 

Okay overdrivelse, men de stirrede allesammen underligt på mig, og jeg undrede mig et kort øjeblik om, om jeg havde glemt at lyne kjolen, og at den var faldet ned så man kunne se mine bryster. Guud nej det håbede jeg VIRKELIG ikke! Jeg kiggede lynhurtigt ned, og nej. Kjolen sad faktisk helt som den skulle. Hvad filan var så deres problem?

"Er det så grimt?" Spurgte jeg undrende, og prøvede at få dem tilbage til jordoverfladen.

"Grimt? Sophia. Du er smuk." Sagde Justin ude af stand til at gøre andet end bare at stirre. Pludselig gik det vidst op for ham hvad han havde sagt, for han rystede hurtigt på hovedet, og sagde så:" Øh! Jeg mener.. Øh! Den der kjole klæder dig VIRKELIG godt!" 

Det vækkede ligesom lidt de andre, og straks begyndte alle at tale i munden på hinanden om, hvor smukt kjolen sad på mig. Lige indtil vi blev afbrudt af en insisterende ringetone, der kun kunne være min. Jeg stormede ind i prøverummet og fandt min mobil. 

Shit. Det var far.

"SOPHIA?! Hvor FANDEN er du?! I skulle have været hjemme for flere timer siden! Klokken er halv seks unge dame, og hvis ikke du står på gulvet her, om mindre end en time, så hedder det værelset i en UGE! Her prøver man at være så venlig så venlig, og så er det her takken?! KOM SÅ HJEM!" Råbte han rasende, og smækkede så røret på.

Oh. My. God.

Jeg hev lynhurtigt kjolen af, og sprang i mit eget tøj. Tårene var begyndt at komme frem i øjnene på mig, men det havde jeg slet ikke tid til lige nu det der. Jeg skulle hjem NU!

"Hey hey wow wow rolig nu girl, hvor brænder det?" Spurgte Justin uroligt, da jeg kom stormende ud 3 sekunder efter. Jeg ignorerede ham, og fangede Gab's blik. Hun vidste vidst godt hvem der havde ringet, for hun stivnede fuldstændigt et kort øjeblik, og en enkelt tåre banede sig vej ned af hendes kind. 

Det lyder måske underligt at vi reagerer så voldsomt, men de rædsler der uden tvivl ville komme meget snart, var for forfædelige bare at tænke på. 

"HALLO?! Hvad fanden sker der?!" Spurgte Justin og prøvede desperat at få os til at tale.

"Und...Undskyld, men vi bliver VIRKELIG nødt til at gå, lige nu!" Sagde jeg følelsesløst, og løb så, så hurtigt jeg kunne, ud på fortovet og ned imod busterminalen.

                                                             ***

Aftenen forløb nøjagtigt som den plejede, lige udover det faktum at Justin ikke var her. Det føltes tomt, men et eller andet sted havde jeg vel selv bedt om det, da jeg styrtede afsted fra ham.

Min far havde ikke haft tid til at gøre noget som helst da vi kom hjem lige i allersidste øjeblik, før dørene blev åbnet for byens unge og ældre, der ville have sig noget alkohol, og en sving-om.

Jeg havde trukket i min gamle turkis-blå kjole igen, mens Gab havde taget sin nye kjole på. Vi havde mange tilhængere i aften, og havde så travlt, at jeg slet ikke opdagede at Chad kaldte på mig. Jeg havde ingen idé om hvor lang tid han havde prøvet at få min opmærksomhed, men da jeg langt om længe så ham, fyldtes mig krop øjeblikkeligt med både lykke, og en lyst så voldsom at jeg ikke var sikker på at jeg kunne styre den. 

For dér ved siden af ham, stod Justin og ventede tålmodigt på mig.

Jeg gik hen til dem, og Chad forklarede mig hurtigt, at jeg skulle tage med Justin hjem, og komme tilbage igen så hurtigt jeg overhovedet kunne komme til det.

Natten var stadig ung da vi kom hjem til Justin, og da vi havde lavet hvad vi nu skulle lave, lå jeg et øjeblik og tænkede Justins luksus-seng med hans arme omkring mig.

Jeg kunne virkelig godt vende mig til at komme her hver nat. Det var som om jeg fik et pusterum, jeg ikke før havde været vandt til. Jeg vidste dog at det ikke ville vare ved, og at jeg nok skulle nyde denne nat ekstra meget, da det muligvis ville blive den sidste jeg ville få med Justin i et stykke tid. Jeg blev helt trist ved tanken, og en skræk lagde sig langsomt over mig, da jeg lod tankerne vandre omkring. Jeg lod dem tænke på de ting min far sikkert ville udsætte mig for. Kuldegysningerne og gåsehuden kom også.

"Er der noget i vejen girl?" Spurgte Justin bekymret et par minutter senere.

Og et øjeblik. Bare et øjeblik, overvejede jeg virkeligt at fortælle ham det hele. Men nej. Jeg havde ikke styrken til at gøre det. Jeg kunne ikke råbe om hjælp, selvom det var det eneste jeg havde lyst til. Hos Justin var mit behov for at komme væk ikke så stort, men så snart jeg blev nødt til at forlade ham, forsvandt min lyst til at leve, indtil jeg igen så ham om aftenen. Det lyder måske en smule dramatisk, men det var sandt.

Jeg valgte ikke at svare ham, men i stedet lagde jeg alle mine mange og forvirrende følelser over i et kys, der ret hurtigt udviklede sig, og noget tid efter, faldt jeg i en dyb, drømmeløs søvn.

________________________________________________________________________________

Så kom der nyt kapitel guys! Jeg undskylder endnu engang for ikke at have skrevet i noget tid, men jeg har virkelig haft mange problemer i den seneste ugestid, og har derfor ikke rigtig haft lysten til at skrive.

Dette kan man sikkert også godt se i kapitlet, der muligvis er en smule sammenrodet og forvirrende, men jeg lover jer at der snart vil komme et nyt og bedre kapitel, da jeg faktisk allerede har skrevet det (inde i hovedet, men altså!)

Der kommer links til den kjole Gab købte, og den gule kjole Sophia prøvede til sidst, her om lidt, så i kan se hvordan de ser ud :) (Disse kommer jo så i kommentarene)

Håber i kan tilgive mig, for det mindre gode kapitel!

BTW! Så må i altså VIRKELIG gerne dele denne movella med jeres venner/veninder/bekendte/what ever, da jeg virkelig godt kunne tænke mig ikke bare at vinde konkurrencen, men også få nogle flere til at læse det jeg bruger min tid på at skrive :) I behøver jo self. ikke, men det ville betyde meget hvis i gad! :)

- E xXx 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...