Twelve months with you ღ Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2012
  • Opdateret: 19 nov. 2012
  • Status: Færdig
Et uheld fører to teenagere sammen. Ja sådan lyder de klassiske historier altid. Men hvad hvis det egentligt netop var sådan en start, der førte Hope og Justin sammen?
Et uheld, der i sin tid skulle ende med at være begyndelsen på et eventyr mellem den verdens kendte popstjerne Justin Bieber, og den canadiske almindelige pige, Hope.
Et eventyr der hver måned bringer nyt med sig - dårligt såsomt godt.
Kan de holde venskabet kørende, eller bringer fremtiden for mange dårlige ting med sig?

176Likes
133Kommentarer
8702Visninger
AA

5. Smile to me in April

 

❤❤❤

“When you smile,
I smile.”
- U smile (Justin Bieber)

❤❤❤

April måned var indtruffet. En måned fyldt med grin og løjer var nu startet.

“Et videoopkald modtaget”-rubrikken poppede op nederst på min computerskærm. Hvem ringede nu til mig? Hurtigt trykkede jeg mig ind på dette såkaldte videoopkald. Mit smil voksede sig større da jeg så, at en genkendelig person ringede til mig. Justin.
Jeg accepterede hurtigt opkaldet, hvorefter hans søde ansigt kom til syne.

”Hello my Hope,” sagde han som det første. Det fik mig til at grine forfjamsket, mens jeg så måtte slå blikket ned computerens tastatur af en grund. Rødmen steg hurtigt op i mine kinder.

”Hej Justin,” valgte jeg så at sige da rødmen var stilnet lidt af. Jeg rettede igen blikket mod skærmen, og opdagede at han sad med en guitar i favnen. Var han ved at spille en af sine sange? Faktisk havde jeg hørt nogle af hans sange her på det sidste. Dog måtte jeg nøjes med versionerne fra YouTube og iTunes, da jeg endnu ikke havde haft muligheden for at høre ham synge dem live.

”Hvad spiller du, eller skal til at spille?” måtte jeg til sidst spørge nysgerrigt om. Til tider kunne jeg godt blive for nysgerrig. Noget som egentligt bare var en dårlig vane jeg havde mig.

”Det var bare en af mine gamle sange, jeg ikke havde spillet i et stykke tid. Derfor fandt jeg det som en passende mulighed at spille den nu. Kunne du tænke dig at høre noget af den?” sagde han ud i én køre.
Ville han spille en af sine sange for mig? Godt nok var det over webcamet på computeren, men det var vel i sidste ende tanken der talte. Jeg nikkede kort som et svar på hans spørgsmål.

”If you need me
 I’ll come running
From a thousand miles away
When you smile,
I smile.”

Sang han så smukt, mens fingrene forsigtigt gled henover guitarens strenge, der i takt spillede melodien.
Jeg svandt stille, længere og længere ind i musikkens univers, mens Justins stemme fyldte mit hoved med en dejlig klang. Han fortsatte stille sangen, og spillede også stadig på sin guitar.

”Det var fantastisk, Justin,” var det første jeg sagde, da han efter et stykke tid stoppede sangen.

”Teksten var rimelig sød,” forsatte jeg så, med et stort fedt smil placeret om på mine læber. Hurtigt blinkede han med sit ene øje til mig. Noget som fik mig til at grine endnu en gang. Hver gang jeg snakkede eller chattede med Justin, endte det altid med at jeg grinte op til flere gange på ganske kort tid.
Han kunne altid formå at få smilet frem på mine læber.

”Tusind tak. Teksten skrev jeg i sin tid til mine fans. Så det er ligesom en slags gave til dem,” forklarede han og lagde så igen sin guitar fra sig. Et stort og ægte Justin-Bieber-smil viste sig så på min computerskærm.
Han elskede virkelig sine fans højere end noget andet. Det var tydeligt at se. Hver gang vi havde tilbragt tid sammen, hvilket egentligt var blevet til en del gange her på det sidste, havde han altid snakket om hvor trofaste og søde hans fans havde været. De var klar til at støtte ham i alt han lavede og foretog sig.
Noget som egentligt måtte være ufatteligt betryggende at vide.

”Jeg er sikker på, at dine fans værdsatte sangen mere end noget andet. Bare det er du er deres idol, må vel være nok for dem til at kunne leve et helt liv. Hvis de fik ét glimt af dig kunne de leve lykkeligt resten af deres dage,” sagde jeg, mens jeg prøvede på at være lidt sjov.
Humor havde dog alligevel aldrig været en af mine faciliteter. Bestemt ikke.

”Til tider bliver jeg ret bekymret for dig, Hope. Dine sætninger bliver tit tider så kludrede, at jeg vælger at stå af i forbisvinget, hvorpå du så selv må køre dit eget løb.” Det tog mig ikke lang tid, før jeg viste ham min barnlige side – jeg valgte at række tunge til ham, som var han helt galt på den i det han sagde.
I sidste ende vidste vi vel begge to godt, at han jo havde ret. Jeg kludrede tit rundt i mine sætninger og ord, men det var vel bare en af de specielle ting der kendetegnede mig.

”Hej Justin,” kom det fra min moster, som pludselig stod lænet op af mig. Jeg havde ikke hørt hende komme ind på mit værelse. Derfor endte jeg så med at give et sæt fra mig, hvilket fik Justin til at grine.

”Jamen hej Jennifer. Hvordan går det?” kom det fra Justin.
Det var mit kald til at rejse mig fra stolen og smide mig hen i min seng. Min moster overtog så derefter min plads, hvorpå snakken mellem hende og Justin fortsatte i et godt stykke tid. Det morede mig lidt at de to kom så godt ud af det med hinanden, som de gjorde.
Hver gang Justin havde været hjemme ved mig gennem det seneste stykke tid, havde de to også altid snakket sammen på livet løs, hver gang der opstod en mulighed for det.
Jeg selv havde dog også mødt Justins mor, Pattie, et par gange indenfor den seneste måneds tid, hvor vi stort set havde brugt alle vores weekender sammen. Vores venskab til hinanden var begyndt at blive så unikt, at man vidst godt kunne kalde os for ”bedste venner.” Medierne troede vel at vi havde noget kørende, og at vi snart ville tage næste skridt ind i et forhold. Dog måtte jeg så alligevel afslå alle deres spørgsmål om det. Justin og jeg var kun venner. Ikke mere end det.

 Så selvom han havde travlt med indspilningerne til sit nye album – Believe – valgte han alligevel at bruge sin fritid på og med mig. Til tider var vi også i selskab med Ryan, Justins ven, der i sin tid også hjalp mig op af isen efter mit lille uheld.

Men mit venskab med de to drenge, især Justin, havde også fået mig åbnet op på en måde.
I skolen var jeg begyndt at snakke med en del på min egen årgang. Hovedsageligt piger.
Ingen af dem kendte dog til mit venskab med selveste Justin Drew Bieber. Nok skulle de heller ikke vide det, da ingen så ville kunne forudsige om de bare ville være sammen med mig for opmærksomhedens skyld, eller om de virkelig så mig som deres rigtige veninde. Hvordan ville de så ikke reagere hver gang han kom på besøg hos mig?

Trods bekymringerne om mine klassekammerater, blev Justin og jeg tættere og tættere venner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...